Lys på Strøget
Lys på Strøget
Bygge- og Teknikudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 29. august 2001
Sager til beslutning
4. Lys på Strøget
BTU 360/2001 J.nr. 21191.0006/00
INDSTILLING
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
at der gives en kapitalbevilling på 300.000 kr. til en forsøgsopstilling af ny belysning på Strøget (konto 2.22.3 vejanlæg) finansieret af det afsatte beløb på Vej & Parks anlægsramme
RESUME
Projektets overordnede formål er at udarbejde et forslag til en ny belysning, der fremhæver lyset og lyskilden som en integreret del af Strøgets fysiske og rumlige indretning på baggrund af en brugerhøring og en efterfølgende rapport der beskriver de krav, der bør stilles til en fremtidig belysning af Strøget og de tilstødende gader/pladser.
By- og Boligministeriet har via "Bypuljen" givet Wonderful Copenhagen og Vej & Park tilsagn om støtte til projektet på 500.000 kr. incl. moms. I relation til dette har Københavns Kommune forpligtiget sig til at gennemfører en brugerundersøgelse samt en partiel prøveopsætning af en ny belysning på Strøget. Udgifter til prøveopstilling afholdes af Vej & Park og forventes at udgøre skønsmæssigt 300.000 kr. ekskl. moms.
Første fase af brugerundersøgelsen blev gennemført i januar/februar 2001. Efterfølgende forsøgsopstilling er planlagt gennemført i oktober/november 2001 således at anden fase af brugerundersøgelsen kan gennemføres under optimal lysforhold i oktober/november 2001. Afsluttende rapport vedrørende brugerundesøgelsen og projektforslaget forventes færdig januar 2002.
SAGSBESKRIVELSE
Projektet tager udgangspunkt i at konkretiserer hvilke krav der bør indgå i en ny belysning af Strøget og tilstødende gader/pladser ud fra brugerens synsvinkel og med udgangspunkt i overordnede kriterier til,
- at Strøget fremhæves som handelsstrøg i butikkernes åbningstid
- at belysningen har kriminalpræventive virkning efter lukketid
- at belysningen fremhæver arkitekturen m.m. i gågadeforløbet
- at belysningen er ressourcebesparende
Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil
Der er nedsat en styregruppe med repræsentanter fra henholdsvis By- og Boligministeriet, Wonderful Copenhagen, Det kriminalpræventive Råd, Lysteknisk Selskab, Københavns City Center's Bedre By-gruppe, Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse, Københavns Energi samt - fra Bygge- og Teknikforvaltningen (Plan & Arkitektur og Vej & Park).
Med baggrund i Bygge- og Boligministeriets økonomiske tilkendegivelse har styregruppen udvalgt en belysningskonsulent til at forestå gennemførelsen af dels en todelt brugerundersøgelse, dels udarbejdelsen og etablering af en forsøgsbelysning på en udvalgt strækning på Strøget.
Første fase af brugerundersøgelse blev gennemført under optimale lysforhold i januar/februar 2001efter at julebelysningen var demonteret. Bygge- og Teknikudvalget blev i maj 2001 orienteret om undersøgelsens resultater/konklusioner i delrapporten "Lys på Strøget - en brugerundersøgelse", dateret april 2001 (BTU-mødet den 30. maj 2001, punkt 22, Sager til efterretning).
I relation til ovenstående delrapport har belysningskonsulenten efterfølgende udarbejdet registreringer og analyser for et idé og projektforslag til en fremtidig belysning af Strøget, se bilag 1. Styregruppen har med baggrund i dette projektmateriale efterfølgende fastlagt en del af Vimmelskaftet som forsøgsstrækning for den afsluttende del af brugerundersøgelsen. Forsøgsstrækningen er primært udvalgt med henblik på Strøgets kompleksitet, men vil også være repræsentative for andre gadestrækninger i byen
Forsøgsbelysningen forventes etableret primo oktober 2001 således at 2. interviewundersøgelse kan gennemføres til medio november 2001 uden at være berørt af juleudsmykningen af Strøget, se bilag 2.
Den afsluttende rapport forventes færdig i januar 2002 og vil dels indeholde resultaterne af de to brugerundersøgelser, dels konsulentens belysningsforslag til brug for Vej & Parks overvejelser om en gennemgribende fornyelse af belysningen. Bygge- og Teknikudvalget samt Bygge- og Boligministeriet vil få forelagt den endelige rapport.
Forsøgsbelysning
Den interimistiske forsøgsbelysningen nedtages efter 2. interviewundersøgelse er afsluttet.
Forsøgsbelysningen består af et begrænset antal wireophængte specielarmaturer med "intelligent lys" som dels indeholder en primær vejteknisk belysning, dels en sekundær rumbelysning. Armaturerne vil blive fremstillet som prototyper og vil kun være retningsgivende for en evt. senere detailudformning i relation til de lystekniske funktioner der ønskes indbygget.
Primær belysning
Den primære vejbelysning (det lys, som udgør det vejtekniske belysning af Strøgets "gulv", og de mennesker og køretøjer mv., som befinder sig på det) tænkes udformet således, at lysmængden i tændingstiden kan reguleres og afpasses ud fra den øvrige rumbelysning som kommer fra bl.a. forretningernes udstillingslys m.m. Denne regulering sker via sensorer og skal tilsikrer, at der altid er den ønskede lysmængde i gaderummets vandrette plan uanset at butikslyset slukker helt eller delvist - eksempelvis mellem kl. 1.00-6.00. Denne styring vil ligeledes gøre det muligt at graduere selve lygtetændingen over en længere periode således at overgangen bliver glidende. Endvidere vil det være muligt at lyset tænder punktuelt, hvor der er behov herfor.
Sekundær belysning
Den sekundære belysning tænkes udformet således, at der ligeledes kastes et mindre og regulerbart diffust lys ud i gaderummet, hvorved gaderummets vandrette og lodrette flader opfattes med en glidende og harmonisk overgang, og som både respekterer facadernes fremtoning og den varierende lysmængde fra butikker og reklamer m.m. Dette supplerende lys vil også kunne styres individuelt således, at der ikke kommer generende lys ind i de tilstødende kontor- og beboelseslejemål. Endvidere vil det være muligt at kombinere lyset med graduerede farvetilpasningmuligheder i forhold til farven på bygninger og belægninger m.m., men også i relation til årstidens rytme og det daglige vejrlig.
De samlede udgifter til etablering af forsøgsopstilling, der udføres i samarbejde med Københavns Energi, skønnes at udgøre 300.000 kr. ekskl. moms. På Vej & Parks anlægsramme for 2001 er der på konto 2.22.3 (vejanlæg) afsat midler hertil.
BILAG VEDLAGT
- Lys på Strøget - Registreringer & analyser, idé/projektforslag, dateret juni 2001 (i forkortet udgave)
- Tidsplan, dateret 8. marts 2001
Ole Bach