Forslag til lokalplan "Sundbyøsterhallen" med tilhørende forslag til tillæg til Kommuneplan 2001
Forslag til lokalplan "Sundbyøsterhallen" med tilhørende forslag til tillæg til Kommuneplan 2001
Bygge- og Teknikudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 29. januar 2004
Sager til beslutning
17. Forslag til lokalplan "Sundbyøsterhallen" med tilhørende forslag til tillæg til Kommuneplan 2001
BTU 57/2004 J.nr. 611:130.0001/03
INDSTILLING
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
at forslag til lokalplan "Sundbyøsterhallen" vedtages med henblik på offentliggørelse
at indsigelsesfristen fastsættes til 2 måneder
at vedtage den foreslåede dialogstrategi bestående af en hjemmeside for planen, en udstilling i lokalområdet, et borgermøde i form af et orienteringsmøde samt offentliggørelse i områdets lokalaviser
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
at det til ovennævnte lokalplanforslag hørende forslag til tillæg til Kommuneplan 2001 vedtages med henblik på fælles offentliggørelse
at indsigelsesfristen fastsættes til 2 måneder
at vedtage den foreslåede dialogstrategi bestående af en hjemmeside for planen, en udstilling i lokalområdet, et borgermøde i form af et orienteringsmøde samt offentliggørelse i områdets lokalaviser
RESUME
På baggrund af Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i efteråret 2002 anmodede Kultur- og Fritidsforvaltningen om, at der tilvejebringes det nødvendige plangrundlag, der muliggør en udvidelse af Sundbyøsterhallen.
Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget har på møder i foråret 2003 drøftet redegørelse for igangsætning af planarbejdet.
Ifølge skitseprojektet, som er udarbejdet af BBP Arkitekter A/S på vegne af Kultur- og Fritidsforvaltningen, opføres der en ny bygning mod Grækenlandsvej på ca. 4.200 m2. Den eksisterende hal ombygges i mindre omfang. I en tilbygning til den eksisterende hals sydlige del skal der indrettes en idrætsfritidsklub med plads til 140 børn. Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen bidrager med en forholdsmæssig andel af udgifterne til denne del af projektet.
Lokalplanområdet omfatter karreen begrænset af Amagerbrogade, Parmagade, Grækenlandsvej og Smyrnavej. Lokalplanen muliggør en udvidelse og ombygning af den eksisterende Sundbyøsterhal, fastlægger to boligbebyggelser og Sundbyøster Skole som bevaringsværdig og opretholder Sundbyøster Plads til rekreative formål. Det ca. 37.500 m2 store lokalplanområde opdeles i 4 underområder, der fastlægges til henholdsvis idrætsanlæg samt skole mv., boliger og rekreative formål. Der fastlægges retningslinier for nybyggeri og for den ydre fremtræden af den eksisterende bevaringsværdige bebyggelse.
Lokalplanforslaget er ikke i overensstemmelse med Kommuneplan 2001, idet fastlæggelse af bevaringsværdig bebyggelse som bebyggelsesplan medfører, at bebyggelsesprocenten i kommuneplanens rammer overskrides. Disse boligarealer fastlægges til B3*-områder med særlig bestemmelse om at bevare bebyggelsesstrukturen. Området med Sundbyøsterhallen og Sundbyøster Skolen fastlægges til O3-område, og den sydlige del af Sundbyøster Plads med legeplads fastlægges til O1-område.
SAGSBESKRIVELSE
I Bygge- og Teknikudvalgets møde den 26. marts 2003 (BYU 151/2003) og i Økonomiudvalgets møde den 8. april 2003 (ØU 106/2003) drøftede udvalgene en fælles redegørelse fra forvaltningerne om igangsætning af forslag til lokalplan "Sundbyøsterhallen" med tilhørende forslag til kommuneplantillæg.
Planforslagene er udarbejdet på baggrund af Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning på mødet den 26. september 2002 og Kultur- og Fritidsforvaltningens efterfølgende anmodning om, at der tilvejebringes det nødvendige plangrundlag i form af en lokalplan, der muliggør en udvidelse af Sundbyøsterhallen.
Skitseprojekteringen af Sundbyøster Idrætsanlæg er sket i samarbejde mellem Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, og Kultur- og Fritidsforvaltningen og Københavns Idrætsanlæg bl.a. med henblik på at indarbejde en permanent idrætsfritidsklub. Klubben skal erstatte en klub, som blev etableret i 2002 i midlertidige bygninger. Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har tilkendegivet, at de vil bidrage med en forholdsmæssig andel af udgifterne i forbindelse med en permanentgørelse af klubben som en del af Sundbyøsterhallen.
Borgerrepræsentationen bevilgede den 15. november 2001 (BR 449/01) maksimalt 750.000 kr. til projektering vedrørende renovering/ombygning af Sundbyøsterhallen.
De samlede anlægsudgifter til udvidelse og renovering af Sundbyøsterhallen er beregnet til 59 mio. kr., hvoraf 8 mio. kr. vedrører etablering af idrætsfritidskluben.
Det er BBP Arkitekter A/S, som på vegne af Kultur- og Fritidsforvaltningen har udarbejdet et skitseprojekt, der omfatter en mindre ombygning af den eksisterende Sundbyøsterhal samt en nybygget del på ca. 4.200 m2. Idrætsfritidsklubben med et areal på ca. 400 m2 opføres i en tilbygning til den eksisterende hals sydlige del. Klubben kan benyttes af 140 børn.
Mellem Sundbyøsterhallen og bebyggelsen langs Smyrnavej etableres et ca. 180 m langt og ca. 22 m bredt rekreativt areal, som kan benyttes til forskellige former for boldspil.
Vej & Park har gennemført et projekt til en omlægning af Sundbyøster Plads, som Borgerrepræsentationen har bevilget 18 mio. kr. til. Målet med projektet har været at skabe en sammenhængende og funktionel plads på arealerne mellem Smyrnavej, Amagerbrogade, Parmagade, Sundbyøsterhallen og Sundbyøster Skole, herunder en total renovering af en offentlig legeplads nærmest Smyrnavej.
Lokalplanforslaget
Lokalplanområdet omfatter karreen begrænset af Amagerbrogade, Parmagade, Grækenlandsvej og Smyrnavej. Lokalplanen muliggør en udvidelse og ombygning af den eksisterende Sundbyøsterhal. Det ca. 37.500 m2 store lokalplanområde opdeles i 4 underområder, der fastlægges til henholdsvis idrætsanlæg, skole mv (22.000 m2)., rekreative formål (7.000 m2) og boliger (8.500 m2). Lokalplanen indeholder bestemmelser, som sikrer opretholdelse af den bevaringsværdige bebyggelse i området. Det drejer sig om to boligbebyggelser og Sundbyøster Skole.
Vedrørende lokalplanforslagets nærmere indhold henvises til vedlagte bilag 1.
Forslag til
kommuneplantillæg
Samtidig med forslaget til lokalplan er der udarbejdet et forslag til kommuneplantillæg, som omfatter det samme område.
Miljøvurdering
Der henvises til vedlagte bilag 1, afsnittet i "Baggrund for lokalplanen" om områdets påvirkning af miljøet, trafikstøj, virksomheder, forurening af undergrunden, nedsivning af regnvand, miljørigtigt byggeri og fjernvarme. Miljøkontrollens kommentarer i anledning af lokalplanforslaget er indarbejdet heri.
Høring
I forbindelse med udarbejdelsen af lokalplanforslaget har forvaltningen foretaget en høring af samtlige forvaltninger samt Københavns Bymuseum med henblik på eventuelle bemærkninger.
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen og Københavns Bymuseum har ingen bemærkninger til lokalplanforslaget.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen oplyser, at forvaltningen på Greisvej 131 har et midlertidigt opsamlingssted til en udflytterbørnehave, der muligvis vil blive berørt af den planlagte grønne cykelrute langs Greisvej. På den baggrund anmodes der om, at lokalplanforslaget muliggør, at der kan etableres daginstitutionsfaciliteter inden for lokalplanområdet. Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har efterfølgende oplyst, at det drejer sig om et opsamlingssted med ca. 100 m2 etageareal.
Bemærkninger
I lokalplanforslaget er der fastlagt et større område til offentlige formål, hvor der bl.a. kan indrettes institutioner. Lokalplanen hindrer således ikke, at der indrettes daginstitutionsfaciliteter i f.eks. Sundbyøsterhallen. I forbindelse med udvikling af projektet bør Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen rette henvendelse til Kultur- og Fritidsforvaltningen herom.
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen meddeler, at der ønskes option på en del af arealet, hvor Sundbyøsterhallen ligger. Dette skal ses i lyset af, at Sundbyøster Skole ikke har bygningsmæssige udvidelsesmuligheder på den eksisterende grund, såfremt dette skulle blive aktuelt. Efterfølgende har forvaltningen fremsendt et pilotprojekt for ombygning af skolen udarbejdet af NOVA 5 arkitekter A/S i 2002. Heraf fremgår det, at en ombygning af skolen til at rumme flere elever bl.a. vil indebære nedlæggelse af elevtoiletter i parterreetagen. NOVA 5 foreslår, at erstatningstoiletter etableres som tårnagtige tilbygninger på skolens nordfacade. Der er ikke udarbejdet et konkret projekt herfor.
Bemærkninger
Sundbyøster Skole er i Bydelsatlas Amager udgivet i 1992 af Miljøministeriet i samarbejde med Københavns Kommune kategoriseret som en bygning med høj bevaringsværdi på trin 3. I overensstemmelse hermed er skolen i lokalplanforslaget fastlagt som bevaringsværdig. Lokalplanen åbner mulighed for, at der kan etableres tilbygninger mv. jf. § 5 stk. 4, hvilket forudsætter, at der meddelelses dispensation, men forvaltningen vurderer, at toilettårne vil være vanskelige at indpasse arkitektonisk tilfredsstillende med den eksisterende skoles høje arkitektoniske standard og synligheden fra hele lokalplanområdet og fra Amagerbrogade og Grækenlandsvej.
Københavns Energi, Forsyning, Vand, oplyser, at der ligger to stikledninger inden for lokalplanområdet.
Bemærkninger
Der er i lokalplanforslaget optaget sædvanlig standardbestemmelse om, at der skal tinglyses deklarationer til sikring af ledninger m.v.
Miljø- og Forsyningsforvaltningen, Miljøkontrollen, har afgivet en udtalelse om lokalplanforslaget. Miljøkontrollens bemærkninger er indarbejdet i bilag 1, afsnittet om "Baggrund for lokalplanen".
Forslag til
dialogstrategi
På baggrund af den hidtidige praksis i forbindelse med lokalplanlægning foreslås følgende initiativer til at opnå dialog med borgerne i offentlighedsperioden:
Etablering af særlig hjemmeside, der opbygges med en informationsdel og en dialogdel
- Gennemførelse af en udstilling i lokalområdet.
- Gennemførelse af et borgermøde i lokalområdet. Mødet foreslås tilrettelagt som et orienteringsmøde med deltagelse af repræsentanter fra forvaltningen. Borgerrepræsentationens partier indbydes til at lade sig repræsentere på mødet.
- Indrykning af annonce i områdets lokalaviserne.
BILAG VEDLAGT
Bilag 1: Forslag til lokalplan "Sundbyøsterhallen" med tilhørende forslag til tillæg til Københavns Kommuneplan 2001.
BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN I BORGMESTERENS
FORKONTOR, RÅDHUSET, 1. SAL VÆRELSE 36
Bilag A. E-mail af 25.
august 2003 fra Kultur- og Fritidsforvaltningen
Bilag B. Brev af 19.
august 2003 fra Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen
Bilag C. Brev af 18.
august 2003 fra Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen
Bilag D. Brev af 29. juli
2003 fra Københavns Energi, Forsyning, Vand
Bilag E. Brev af 22.
august 2003 fra Miljø- og Forsyningsforvaltningen, Miljøkontrollen
Erik Jacobsen Mette Lis Andersen