Trafikplan Nørrebro Park Kvarter
Trafikplan Nørrebro Park Kvarter
Bygge- og Teknikudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 29. januar 2004
Sager til beslutning
14. Trafikplan Nørrebro Park Kvarter
BTU 66/2004 J.nr. 0616.0010/04
INDSTILLING
Bygge- og Teknikforvaltningen
indstiller, at
at Trafikplan Nørrebro Park Kvarter tages til efterretning som et grundlag for den videre planlægning og projektudvikling i kvarteret
at der indledes projektudvikling af renovering af en række pladser og torve jf. nedenstående indstilling med henblik på gennemførelse for kvarterløftsmidler
RESUME
En trafikgruppe bestående af borgere og repræsentanter fra institutioner har udarbejdet vedlagte forslag til en trafikplan for kvarteret. Konsulentfirmaet Svend Allan Jensen as har med assistance fra Vej & Park bistået trafikgruppen i dens arbejde.
Trafikplanens overordnede mål er, at biltrafikken i større udstrækning end i dag afvikles under hensyn til det lokale miljø. Planen lægger ikke op til en samlet reduktion i biltrafikken. Der lægges op til en reduktion af parkeringsdækningen til et niveau, som svarer til den parkering, der er i kvarteret i dag. Biltrafikken skal imidlertid foregå på en måde og især en hastighed, som bedre harmonerer med fodgængernes og cyklisternes færden langs med og på tværs af kørebanerne. Derudover anviser trafikplanen forbedringer i bymiljøet, og der lægges særligt vægt på omdannelse af kvarterets to store pladser, Folmer Bendtsens Plads og Borups Plads.
Forvaltningen vurderer, at planen udgør et godt og soli dt grundlag for den videre planlægning og projektudvikling. Planen opstiller en klar struktur for trafikafviklingen i kvarteret, og den fastlægger principper for, hvordan de forskellige elementer i infrastrukturen skal fungere, uden at den fastlåser udformningen. Det giver mulighed for i den videre projektudvikling at veje de forskellige hensyn mod hinanden, herunder hensynet til den overordnede planlægning. Forvaltningen er af den opfattelse, at parkeringsdækningen i området skal afstemmes med en kommende parkeringsstrategi for Københavns Kommune, idet forvaltningen finder det betænkeligt at reducere parkeringskapaciteten til dagens niveau uden at anvise løsninger ved stigende biltal.
Kvarterløft finder, at en stor del af kvarterløftsmidlerne bør anvendes til renovering af udvalgte pladser og torve, som en omlægning af Borups Plads, en sanering af Søllerødgade, herunder parkeringspladserne ved Kvickly og Aldi, samt evt. etablering af en torvedannelse i den nordlige ende af Nordbanegade. Forvaltningen skal derfor foreslå, at Vej & Park i samarbejde med kvarterløft går i gang med projektudvikling af nogle af disse projekter med henblik på at de gennemføres for kvarterløftsmidler.
SAGSBESKRIVELSE
En trafikgruppe bestående af borgere og repræsentanter fra institutioner har udarbejdet vedlagte forslag til en trafikplan for kvarteret. Baggrunden for dette arbejde var, at det i Kvarterplanen for Nørrebro Park Kvarter blev besluttet, at du skulle udarbejdes en trafikplan. Trafikgruppens arbejde bygger på 33 henvendelser med ideer og forslag, som kvarterløft havde modtaget efter at have opfordret kvarterets borgere, gadeforeninger, institutioner, handels- og erhvervsliv og interesseorganisationer til at indgå i et bredt samarbejde. Konsulentfirmaet Svend Allan Jensen as har med assistance fra Vej & Park bistået trafikgruppen i dens arbejde. Trafikgruppen har holdt en række offentlige møder, ligesom der er afholdt møder med forskellige interessenter i kvarteret.
I perioden 10. marts – 7. april 2003 fremlagde kvarterløft et forslag til trafikplan til offentlig høring. I høringsperioden modtog kvarterløft 13 henvendelser med i alt 50 synspunkter. De modtagne synspunkter har ført til justeringer i planen, som herefter er færdigtrykt og offentliggjort den 20. juni 2003.
Beskrivelse af planen
Trafikplanens overordnede mål er, at biltrafikken i større udstrækning end i dag afvikles under hensyn til det lokale miljø. Planen lægger ikke op til en samlet reduktion i biltrafikken. Der lægges op til en reduktion af parkeringsdækningen til et niveau, som svarer til den parkering, der er i kvarteret i dag. Biltrafikken skal imidlertid foregå på en måde og især en hastighed, som bedre harmonerer med fodgængernes og cyklisternes færden langs med og på tværs af kørebanerne. Derudover anviser trafikplanen forbedringer i bymiljøet, og der lægges særligt vægt på omdannelse af kvarterets to store pladser, Folmer Bendtsens Plads og Borups Plads.
Planen fastholder Nørrebrogade, Jagtvej, Borups Allé og Nordre Fasanvej som fordelingsgader uden om kvarteret, hvor hovedparten af den gennemkørende trafik skal afvikles. Bydelsgaderne Hillerødgade og Lundtoftegade foreslås ombygget, så der tages mere hensyn til svage trafikanter og omgivelserne i øvrigt, fortrinsvis ved hastighedsdæmpning og forbedrede krydsningsforhold, samt ved anlæg af cykelstier. I Stefansgade, som på trods af sin status som lokalgade afvikler en ikke ubetydelig mængde gennemkørende trafik, foreslås den centrale del indrettet som 30 km/t-zone og muligvis delvis som lege-opholdsgade.
På de øvrige lokale boliggader opererer planen med ensretninger og enkelte gadelukninger, som dels skal begrænse den gennemkørende trafik, dels skabe mulighed for små pladsdannelser og andre forbedringer af byrummet. Derudover vil ensretninger også skabe mulighed for etablering af nye parkeringsmuligheder til erstatning for parkeringspladser, som man vil nedlægge andre steder. I planen udpeges hele området til 40 km/t-zone, idet enkelte strækninger dog foreslås indrettet til lavere hastigheder (30 km/t hhv. lege-/opholdsgade).
Planen udpeger et trafiknet for de bløde trafikkanter (cyklister og gående). For at understøtte dette net foreslås bl.a. cykelstier langs Lundtoftegade (der er i dag kun egentlig cykelsti langs østsiden) og Hillerødgade, støttepunkter i midten af kørebanen visse steder, gennemgående fortove ved sidevejsudmundinger, smallere kørebaner samt pladsdannelser. Endvidere stiller planen forslag til forbedring af cykelruten "Nørrebrorutens" krydsning med Jagtvej, Stefansgade, Hillerødgade og Nørrebrogade.
Selve Nørrebroparken er et centralt område i kvarteret, og planen indeholder forslag til forbedring af tilgængeligheden til parken. Derudover har kvarterløft nedsat en projektgruppe "Parkgruppen", som arbejde med ønsker til parkens fremtidige udformning, og der arbejdes på et program til en idékonkurrence, hvis formål er at komme med forslag til, hvordan parken kan indrettes.
Vurdering
Forvaltningen vurderer, at planen udgør et godt og solidt grundlag for den videre planlægning og projektudvikling. Planen opstiller en klar struktur for trafikafviklingen i kvarteret, og den fastlægger principper for, hvordan de forskellige elementer i infrastrukturen skal fungere, uden at den fastlåser udformningen. Det giver mulighed for i den videre projektudvikling at veje de forskellige hensyn mod hinanden, herunder hensynet til den overordnede planlægning.
Forslaget om 40 km/t-zone er i overensstemmelse med Københavns Kommunes hastighedsplan. Forvaltningen er også enig i, at det er hensigtsmæssigt at dæmpe hastigheden på en del af Stefansgade yderligere til 30 km/t for at begrænse den gennemkørende trafik. Forvaltningen vil fraråde at indrette lege- og opholdsområder, undtagen når der er tale om byrum, der er egnede til og vil blive brugt til ophold. Hvorvidt dette vil være tilfældet i Stefansgade må undersøges nærmere i forbindelse med projektudvikling af strækningen og planlægning af Nørrebroparken. Forvaltningen vil endvidere fraråde, at de eksisterende 30 km/t-zoner i Husumgade og Bjelkes Allé, og i området omkring Hillerødgades Skole omdannes til 40 km/t-zoner, da det vil betyde forringet tryghed for svage trafikanter, hvis der ikke samtidigt etableres andre tryghedsskabende foranstaltninger. Disse 30 km-zoner er alle gennemført, for at skabe tryghed for børn på vej til og fra skolen og institutioner.
Planens forslag til en særlig krydsning på Nørrebrogade ved Nørrebrohallen og Café Castro finder forvaltningen er interessant. Hensynet til fremkommeligheden for trafikken i Nørrebrogade (særligt for busser og cyklister) gør det imidlertid tvivlsomt, om det vil være hensigtsmæssigt at etablere et så bredt fodgængerfelt, som planen foreslår. Derudover vil der være problemer med fodgængernes tryghed ved færdsel på en plads, der gennembrydes af en cykelrute, uden at denne er fysisk adskilt fra fodgængerarealet.
Forvaltningen finder, at planens mål om en reduktion af parkeringsdækningen til et niveau, som svare til den parkering, der er i kvarteret i dag, næppe er realistisk, når man tager højde for, at bilejerskabet i København de seneste år har været stigende. Forvaltningen er af den opfattelse, at parkeringsdækningen i området skal afstemmes med en kommende parkeringsstrategi for Københavns Kommune.
Realisering af planen
Kvarterløft har i følgeskrivelsen til planen fremlagt en vurdering, hvoraf man kan uddrage en prioritering af de projekter, som planen indeholder.
Renovering af udvalgte pladser og torve vil blive opfattet som kærkomne landvindinger i kvarteret og vil kunne skabe forståelse for de øvrige forandringer, som følger af planen. Som eksempler herpå peger kvarterløft på en omlægning af Borups Plads, en sanering af Søllerødgade, herunder parkeringspladserne ved Kvickly og Aldi, samt evt. etablering af en torvedannelse i den nordlige ende af Nordbanegade. Kvarterløft finder, at en stor del af kvarterløftsmidlerne bør anvendes netop til denne type projekter. Forvaltningen skal derfor foreslå, at Vej & Park i samarbejde med kvarterløft går i gang med projektudvikling af nogle af disse projekter med henblik på at de gennemføres for kvarterløftsmidler.
Kvarterløft foreslår, at de foreslåede 40
km/t-hastighedszoner gennemføres hurtigt, f.eks. i forbindelse med
miljøtrafikugen 2004. Kvarterløft deltager gerne i planlægning og finansiering
af dette. Endvidere foreslås det, at der i miljøtrafikugen kan gennemføres
forsøg med nogle af de gadelukninger, som planen indeholder.
Kvarterløft finder det vigtigt, at der snarest gennemføres
ombygning af Lundtoftegade og Hillerødgade med cykelstier og sikrede
krydsninger. I Københavns Kommunes cykelstiprioriteringsplan er Hillerødgade
udpeget til at skulle have forstærkede cykelbaner i perioden indtil 2006. Dette
projekt indgår ikke i Vej & Parks investeringsplan for 2004 og 2005,
hvorfor det tidligst kan håbes gennemført i 2006. Cykelsti langs den vestlige
side af Lundtoftegade indgår ikke i cykelstiprioriteringsplanen. Der er i
øvrigt ikke midler til etablering af sikrede krydsninger på Vej & Parks
investeringsplan før end tidligst i 2006. Forvaltningen skal derfor anbefale,
at projekter til yderligere sikring af cykelrutens krydsning med Hillerødgade
og til sikring af krydsninger på Lundtoftegade indgår i
Det ligger desuden kvarterløft stærkt på sinde, at der hurtigt sker en omlægning af Stefansgade, idet det dog må afvente udfaldet af den planlagte konkurrence om Nørrebroparken. Til den tid kan det overvejes, om en omdannelse af Stefansgade kan finansieres af de allerede givne bevillinger til Nørrebroparkens omdannelse eller af de eksisterende bevillinger til byrumsprojekter. Forvaltningen skal derfor foreslå, at man afventer konkurrencen om Nørrebroparken.
Endeligt er det et stort ønske fra kvarterløft, at den foreslåede pladsdannelse på tværs af Nørrebrogade ved Nørrebrohallen og Café Castro realiseres hurtigst muligt. Med henvisning til de indvendinger, som nævnes i vurderingen ovenfor, og til at der for nylig er anlagt en krydsning, som fungerer, vil forvaltningen anbefale, at der ikke igangsættes en udvikling af dette projekt.
Selv om projektet for omlægning af Nørrebro Stationsområde
ikke er omfattet af trafikplanen, tilføjer kvarterløft, at der lægges stor vægt
på, at dette projekt gennemføres hurtigst muligt.
De projekter, der gennemføres, ventes finansieret af kvarterløftsmidler. Der er ikke afsat midler på forvaltningens budget til realisering af trafikplanen.
Der vil blive foretaget en miljøvurdering i forbindelse med projektudviklingen af hvert enkelt projekt.
Høring
Vej & Park har ikke hørt Politiet og HUR om planen. HURs plandivision har modtaget planen i forbindelse med den af kvarterløft gennemførte offentlige høring af planforslaget jf. ovenfor under baggrund. Kvarterløft har ikke modtaget noget høringssvar fra HUR. HUR og politiet vil blive inddraget i forbindelse med udviklingen af de enkelte projekter.
Planen reducerer antallet af parkeringsmuligheder til et niveau, som kan dække dagens parkeringsbehov. Hermed skabes der mulighed for en række forbedringen i gaderummet. Imidlertid tages der ikke stilling til, hvordan man håndterer et eventuelt stigende parkeringsbehov f.eks. som følge af stigende bilejerskab. Forvaltningen foreslår at denne problemstilling behandles i det videre planlægningsarbejde med udgangspunkt i parkeringsstrategien for Københavns Kommune.
BILAG VEDLAGT
Bilag 1: Trafikplan Nørrebro Park Kvarter
Bilag 2: Brev af 24. juni 2003 fra Nørrebro Park kvarterløft til Vej & Park vedrørende Trafikforholdene i Nørrebro Park Kvarter