Navngivning af 7 veje og 1 plads, nedlæggelse af 1 vejnavn samt ændring af et parknavn
Navngivning af 7 veje og 1 plads, nedlæggelse af 1 vejnavn samt ændring af et parknavn
Bygge- og Teknikudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 29. januar 2003
Sager til beslutning
2. Navngivning af 7 veje og 1 plads, nedlæggelse af 1 vejnavn samt ændring af et parknavn
BTU 46/2003 J.nr. 21141.0001/03
INDSTILLING
Vejnavnenævnet indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender
at vejnavnet Amalienborg Plads ændres til Amalienborg Slotsplads
at adgangsvejen til Norgesporten ved Kastellet navngives "Ved Norgesporten" og adgangsvejen til Kongeporten ved Kastellet navngives "Ved Kongeporten"
at stiforbindelsen gennem Lersøparken fra Lyngbyvej til Tagensvej på strækningen Lyngbyvej-Lersø Parkallé navngives Rørsøstien og på strækningen Tagensvej-Lersø Parkallé navngives Lersøstien samt at navnet Lersø Parkvej som konsekvens heraf udgår som navn
at en vej på Margretheholm benævnes Margretheholmsvej
at en vej på Teglholmen mellem Teglholmsgade og Sydhavnsgade navngives A.C. Meyers Vænge
at en vej fra Artillerivej parallelt med Weidekampsgade benævnes Myggenæsgade
at Enghaven ændrer navn til Enghaveparken
RESUME
I forbindelse med adressering af Amalienborgs palæer har Slots- og Ejendomsstyrelsen foreslået, at navnet på pladsen mellem palæerne ændrer navn fra Amalienborg Plads til Amalienborg Slotsplads. Vejnavnenævnet har ingen indvendinger mod dette.
Adgangsvejene til Kastellet er i dag unavngivne, men i samråd med Forsvarets Bygningstjeneste foreslås vejene navngivet for at sikre en mere entydig angivelse af adgangsvejene. Vejene foreslås navngivet efter Kastellets 2 porte: Ved Norgesporten og Ved Kongeporten. Endvidere fastlægges navnet Langelinie til at betegne vejstrækningen fra Folke Bernadottes Allé forbi Langeliniepavillonen til Grønningen.
Kolonihaveparken Lersøparken har påpeget problemer ved den eksisterende navngivning af stien gennem Lersøparken, idet redningskøretøjer på grund af gangbroen over Lersø Parkallé har problemer med at finde ind til adresserne i haveforeningerne.
Vejnavnenævnet foreslår, at navnet Lersø Parkvej helt udgår og i stedet erstattes af to nye navne på hver side af gangbroen: Lersøstien og Rørsøstien.
En udlagt privat fællesvej over Margretheholm skal tildeles et navn. Vejnavnenævnet foreslår, at vejen opkaldes efter Margretheholm for at slå navnet formelt fast i stednavngivningen. Navnet Margretheholmsvej foreslås.
En vej mellem Sydhavnsgade og Teglholmsgade på Teglholmen udlægges som privat fællesvej. Vejnavnenævnet foreslår, at vejen navngives efter A.C. Meyer, da navnet ligger indenfor områdets vejnavnesystematik. Endvidere var A.C. Meyer valgt til Folketinget i Vesterbrokredsen, så forslaget findes yderst relevant. Vejen foreslås navngivet A.C. Meyers Vænge.
På Ny Tøjhusgrunden etableres en sivegade som privat fællesvej. Vejnavnenævnet foreslår, at princippet om færøske navne videreføres, og at vejen derfor navngives Myggenæsgade.
Parkarealet mellem Enghavevej og Ejderstedgade hedder officielt Enghaven. I forbindelse med borgerdialogen om Trafikplan Vesterbro er der ytret ønske om, at parken får det navn, som den kaldes i daglig tale på Vesterbro: Enghaveparken.
SAGSBESKRIVELSE
Amalienborg Slotsplads
Det officielle navn for pladsen indenfor Amalienborgs palæer er Amalienborg Plads. I forbindelse med en gennemgang af samtlige adresser i kommunen til brug i det elektroniske grundkort har Slots- og Ejendomsstyrelsen henvendt sig til Københavns Kommune, idet adresseringsforholdene for slottet trænger til en ajourføring. I den forbindelse foreslår styrelsen, at slottets adgangsveje tildeles adresser til selve pladsen, og at pladsen ved den lejlighed skifter navn til Amalienborg Slotsplads.
Vejnavnenævnet har ingen bemærkninger til forslaget og kan anbefale den foreslåede navneændring.
Anmodningen fra Slots- og Ejendomsstyrelsen vedlægges som bilag 1.
Navngivning af adgangsvejene til Kastellet
Kastellets to adgangsveje er i dag ikke formelt navngivet. Både Vejnavnenævnet og Kastellet har længe næret ønske om navngivning af disse to vejstykker for dermed at tydeliggøre adgangsforholdene på stedet. Det vil være naturligt at opkalde de to vejstykker efter portenes navne. Disse hedder hhv. Kongeporten og Norgesporten.
Det foreslås derfor, at vejstrækningen fra Norgesporten til tilslutningen ved Langelinies S-formede forløb navngives "Ved Norgesporten" (markeret med rødt på bilag 2) samt at strækningen fra Kongeporten til Esplanaden navngives "Ved Kongeporten" (markeret med grønt på bilag 2).
Herudover slås det fast, at Langelinie betegner vejstrækningen fra Folke Bernadottes Allé forbi Langeliniepavillonen til Grønningen (markeret med blåt på bilag 2).
Haveforeningerne i Lersøparken
Kolonihaveparken Lersøparken har henvendt sig til Bygge- og Teknikforvaltningen og oplyst, at det er problematisk for redningskøretøjer og taxaer at finde ind til de rigtige adresser i haveforeningerne i Lersøparken.
Gennem Lersøparken forløber en vej/sti-forbindelse fra Lyngbyvej over Lersø Parkallé til Tagensvej. Denne forbindelse kaldes Lersø Parkvej. Over Lersø Parkallé forløber Lersø Parkvej over en gangbro. For at forhindre smutvejskørsel er der opsat bom mellem Bøllemosegårdsvej og Lersø Parkvej. Det betyder, at køretøjer, der kommer ind fra den forkerte side af Lersø Parkvej skal ud på en længere omvejskørsel for at komme ind fra den anden side.
Vejnavnenævnet foreslår derfor, at vej/sti-forbindelsen navngives separat på hver side af Lersø Parkallé, og for at forhindre navneforvekslinger udgår navnet Lersø Parkvej.
Vejnavnenævnet foreslår, at stien fra Tagensvej til Lersø Parkallé navngives Lersøstien (markeret med blåt i bilag 3) og at stien fra Lyngbyvej til Lersø Parkallé navngives Rørsøstien (markeret med rødt i bilag 3). Rørsø er en synonym betegnelse for Lersø.
Margretheholm
For at skaffe formel adgang til bebyggelserne på Margretheholm udlægges adgangsvejen til privat fællesvej. Ifølge lokalplanen (Lokalplan 331, Holmen II) kan der ske yderligere vejanlæg på Margretheholm.
Med vejens status som privat fællesvej skal den tildeles et navn for dermed også at skaffe adresseringsmulighed til bebyggelserne.
Margretheholm blev anlagt ved opfyldning i 1916. Her lagde man luftmarinestationen med værksteder og hangar for søluftfartøjerne, der bl.a. tjente til rekognoscering. Navnet Margretheholm er først kommet til efter 2. Verdenskrig, hvor den blev navngivet efter den nuværende Dronning Margrethe. Navnet Margretheholm optræder ikke formelt i den københavnske stednavngivning, fordi området oprindelig var militært. Vejnavnenævnet foreslår derfor, at vejen opkaldes efter Margretheholm med navnet Margretheholmsvej.
Vej på Teglholmen
Mellem Sydhavnsgade og Teglholmsgade parallelt med Scandiagade udlægges en privat fællesvej for at skaffe vejadgang til kommende byggeri. Forvaltningen skønner, at vejen skal tildeles et navn, idet der er behov for at tildele adresser til den.
Vejnavnenævnet besluttede på møde i februar 1997, at et forslag fra nævnsmedlem Bent Christensen om at navngive en vej efter A.C. Meyer skulle fremmes ved en fremtidig udbygning i Frederiksholmskvarteret, når Fiskeri-og Teglværkshavnen udbygges. Vejnavnenævnet foreslår, at dette forslag tages i anvendelse i forbindelse med navngivningen af denne vejstrækning. Det indstilles derfor, at vejstrækningen benævnes A.C. Meyers Vænge. Nævnet ønsker at bruge endelsen -vænge, for at skabe navnemæssig afstand til navnet Ernst Meyers Gade, der er beliggende på Vesterbro.
Adolf Frederik Charles Meyer, kendt som A.C. Meyer (1858-1938) er født og opvokset på Nørrebro. Hans opvækst giver ham interesse for arbejderkampen og han gør sig tidligt bemærket som agitator for sagen på københavnske arbejdspladser. A.C: Meyer er udlært smed og medlem af Smedenes Fagforeningsbestyrelse i København. Som 20-årig er han i 1878 med til at stifte Socialdemokratisk Forbund, og er i en kort periode partiets første forretningsfører. Meyer er i 1886 medvirkende ved stiftelsen af diskussionsklubben "Karl Marx".
Han bliver i 1895 valgt til Folketinget i Vesterbrokredsen og han sidder sikkert på posten frem til 1932, hvor han vælger at trække sig. Han var af oppositionen kendt som en blændende taler for sin sag, og han trak mange stemmer hjem i kredsen. Han engagerede sig stærkt i kulturlivet og ikke mindst fattige arbejderbørns kår optog ham, og han var således stifter af Børnenes Kontor, inspireret af hans erfaring med storlockouten i 1898
Han stiftede i 1905 arbejderbevægelsens børne- og sportsorganisation DUI - De Unges Idræt, nu DUI Leg & Virke. A.C. Meyer var herudover med til at stifte flere sportsklubber for arbejderne i København.
A.C. Meyer blev i sin tid foreslået til den nuværende Tudsemindevej, hvilket blev forkastet af Borgerrepræsentationen.
Vej på Ny Tøjhusgrunden
Bygge- og Teknikudvalget besluttede den 15. november 2001, at 2 veje på Ny Tøjhusgrunden benævnes hhv. Klaksvigsgade og Weidekampsgade. Ifølge lokalplanen etableres der en sivegade fra Artillerivej parallelt med cykelruten, der forbinder Klaksvigsgade med Artillerivej.
I forbindelse med den første vejnavneindstilling for Ny Tøjhusgrunden, foreslog en del af nævnets medlemmer navnet Myggenæsgade som alternativ til Weidekampsgade. Som bekendt blev Weidekampsgade vedtaget af Borgerrepræsentationen, hvorved forslaget om Myggenæs bortfaldt. Vejnavnenævnet foreslår nu, at sivegaden benævnes Myggenæsgade for at fastholde den færøske systematik for området.
Enghaveparken
Nævnsmedlem Christian Kirkeby har fremsat forslag om, at parkarealet Enghaven på Vesterbro beliggende mellem Enghavevej og Ejderstedgade skifter navn til Enghaveparken. Det kommer bag på mange, at parkstykket ikke officielt hedder Enghaveparken, idet dette navn anvendes i daglig tale på Vesterbro.
I forbindelse med borgerdialogen om trafikplan for Vesterbro er der ytret ønske om, at parken får det navn, som den kaldes i folkemunde: Enghaveparken.
Vejnavnenævnet har ingen indvendinger mod navneskiftet og anbefaler derfor overfor Bygge- og Teknikudvalget, at parkarealet fremover benævnes Enghaveparken.
Miljøvurdering
Forslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
BILAG VEDLAGT
Bilag 1: Brev af 2. august 2002 fra Slots- og Ejendomsstyrelsen.
Bilag 2: Vejforløb omkring Kastellet
Bilag 3: Vejforløb for hhv. Rørsøstien og Lersøstien
Bilag 4: Vejforløb for Margretheholmsvej
Bilag 5: Vejforløb for A.C. Meyers Vænge
Bilag 6: Vejforløb for Myggenæsgade
Søren Pind