Mødedato: 28.11.2001, kl. 14:00

Etablering af combipissoir på Tove Ditlevsens Plads

Etablering af combipissoir på Tove Ditlevsens Plads

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 28. november 2001

 

Sager til beslutning

9. Etablering af combipissoir på Tove Ditlevsens Plads

BTU 518/2001 J.nr. 2281.0016/01

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at der opstilles et combipissoir på Tove Ditlevsens Plads placeret som vist på bilag 1

at der frigives 650.000 kr. fra Vej & Parks anlægsramme (konto 2.22.3) i 2001 til etablering af projektet

RESUME

Foranlediget af henvendelser dels fra Familie og Arbejdsmarkedsforvaltningens områdekontor i Matthæusgade 37, dels fra beboere i nabolaget har Vej & Park undersøgt mulighederne for at opstille et combipissoir på Tove Ditlevsens Plads for at fjerne eller i det mindste begrænse urinering fra pladsens brugere i naboejendommenes indgange og porte.

Lignende combipissoirer er i begyndelsen og midten af 90'erne opstillet andre steder i byen med succes.

Senest er opstillet et combipissoir på Halmtorvet på den renoverede del.

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Magistratens 4. afdeling gennemførte i begyndelsen og midten af 90'erne en opstilling af combipissoirer på forskellige pladser i byen som et tiltag for at dæmme op for et voksende antal berettigede klager over urinering i porte og indgange.

Specielt det sidst opsatte i serien i Lille Strandstræde nær Nyhavn må betegnes som en succes, idet det med et slag satte punktum for en kæde af klager fra de omkringboende.

Senere er opstillet et lignende combipissoir på den renoverede del af Halmtorvet.

Når Vej & Park nu fremsætter forslag om at opstille et combipissoir på Tove Ditlevsens Plads, skyldes det klager dels fra beboelsesejendomme i nærheden, dels en henvendelse fra Familie og Arbejdsmarkedsforvaltningen og dennes områdekontor i Matthæusgade 37. Kontoret er så stærkt plaget af urinering ved dettes bagindgang, at man trods intensiv rengøring ikke kan have åbne vinduer i sommerperioden.

Ved en gennemgang af Vej & Parks budget på toiletområdet står det klart at udgiften til opstilling af et combipissoir ikke kan afholdes over driftsbudgettet hverken i 2001 eller 2002, men nødvendiggør en kapitalbevilling.

Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil

Der er som en indledende fase udarbejdet dispositionsforslag med 4 alternativer, herunder forslag fra Familie og Arbejdsmarkedsforvaltningen med henblik på valg af løsning inden udarbejdelse af udbudsprojekt.

Ud af i alt 4 forslag er valgt den på bilag 1 viste placering. Denne placering er den bedste set ud fra brugsværdi, færdselsforhold samt det massive opbud af ledninger under pladsen.

Udbud

Efter valg af løsningsmodel er der udarbejdet et projekt som grundlag for opførelsen.

Der afholdes ikke licitation over udførelsen, ligesom der ikke indhentes tilbud på rådgivningen.

Til grund for beslutningen ligger at leverandører og håndværkere ved opførelsen af combipissoir på Halmtorvet har tilkendegivet, at kunne udføre arbejdet til samme priser, bortset fra tilslutning til eksisterende ledninger. Alt arbejde vil som på hamtorvet blive overdraget private firmaer.

Rådgiver på opgaven er RIA, som har været designer af og rådgiver på tidligere opførte combipissoirer.

Vej & Park vurderer, at der ikke kan opnås besparelser ved at foretage fornyet udbud af entreprisen og rådgivningen.

Både rådgiver- og byggeopgaven ligger under mindstegrænsen for udbud efter EU's direktiver om udbud af henholdsvis tjenesteydelser og anlægsopgaver.

Økonomi

  1. Entreprenørudgift (svarende til Halmtorvet) 474.000,- kr.
  2. Stikledninger udgift anslået 50.000,- kr.
  3. Uforudsete udgifter 10 % af (474.000 + 50.000) kr. 52.400,- kr.
  4. Byggeledelse og tilsyn 71.000,- kr.
  5. Diverse udgifter 2.600,- kr.

I alt ekskl. moms 650.000,- kr.

Anlægsudgiften afholdes af Vej & Parks anlægsramme konto 2.22.3. Projektet er ikke tidligere optaget på Vej & Parks investeringsplan, men omkostningerne dækkes af reducerede omkostninger på andre projekter.

Driftsudgiften på helårsbasis kan ud fra lignende anlæg anslås til 40.000 kr./ år.

Udgiften afholdes over Vej & Parks driftsbudget.

Miljøvurdering

Anlægget vil medføre et forbrug af el og vand samt rengøringsmidler. Det vurderes, at anlæggets miljøpåvirkning vil være neutral i forhold til de nuværende forhold med forøget renholdelse af nabobygninger udvendigt.

Høring

Den endelige placering har været forelagt Familie- og arbejdsmarkedsforvaltningen, der ikke har modsat sig denne.

BILAG VEDLAGT

Bilag 1: Placering af combipissoir

Ole Bach

 

Til top