Omlægning af Møntmestervej og Smedetoften, Kvarterløft Femkanten
Omlægning af Møntmestervej og Smedetoften, Kvarterløft Femkanten
Bygge- og Teknikudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 28. november 2001
Sager til beslutning
8. Omlægning af Møntmestervej og Smedetoften, Kvarterløft Femkanten
BTU 514/2001 J.nr. 621.0001/98
INDSTILLING
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,
at Møntmestervej og Smedetoften omlægges som beskrevet i nærværende indstilling
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller endvidere, at Bygge- og Teknikudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
at en del af den private fællesvej Møntmestervej overtages til offentlig vej for at muliggøre en offentlig plads
at projektet finansieres med 4,0 mio. kr. fra Kvarterløft Femkanten (der anvises på Plan & Arkitekturs konto 0.15.3), 3,5 mio. kr. fra Vejdirektoratets Rådighedspulje, 0,5 mio. kr. på Vej & Parks Anlægsramme for 2002 (konto 2.22.3 vejanlæg) samt 150.000 kr. inkl. moms fra ejerne af en del af den private fællesvej Møntmestervej
RESUME
Omlægningen af Møntmestervej og Smedetoften er et kvarterløftprojekt i Kvarterløft Femkanten. Projektet er udviklet af det lokale kvarterløft sekretariat i samarbejde med en borgergruppe repræsenterende de omkringliggende ejendomme og med forvaltningen. Den del af Møntmestervej der foreslås omlagt kaldes i området for "Møntmesterplads". Pladsen ligger ud til Tomsgårdsvej i et sving, hvilket gør at pladsen specielt fra syd opleves som en åbning i bebyggelsen. Foruden "Møntmesterplads" omfatter omlægningen vejen Smedetoften, der sammenbinder Femkanten fra Tomsgårdsvej til den nye Utterslev Skole. I Smedetoften ligger områdets eneste dagligvarebutik.
Ideen med omlægningen er at understrege "Møntmesterplads" som en åben ankomstplads. Pladsen ryddes for dækningsgrave og beplantning, den gives et ensartet skrånende gulv af granit, og der plantes Gingko træer som samlende element. Såfremt Kvarterløft Femkanten kan skaffe sponsorer, vil der også blive anlagt et springvand på pladsen.
Hele projektområdet er begunstiget med et usædvanligt stort terrænspring på over 13 meter fra pladsen på Tomsgårdsvej videre op gennem Smedetoften til Utterslev Skole. Der er i projektet arbejdet med at fremhæve dette terrænspring i belægningerne, således at det bliver et karaktertræk for den samlede omlægning.
Smedetoften er forbindelsesvej til Femkantens eneste dagligvarebutik (Irma), ligesom den forbinder de øst / vestgående veje. For enden af Smedetoften ligger den nye Utterslev Skole, som er under bygning. Omlægningen af Smedetoften får "Møntmesterplads" og den nye skole til at hænge sammen. Smedetoften fartdæmpes med traditionelle bump og visuelt ved, at kørebanen skæres på tværs af granitbånd. Ved dagligvarebutikken etableres et mindre torveareal, for at understrege handelsfunktionen og skabe en fartdæmpning. Ved Utterslev Skole etableres der af skolen et lignende mindre torveområde. Da samme rådgiver har været tilknyttet projekterne har det været muligt at lave en ensartet udformning - en enkel granitbelægning. På Smedetoften i øvrigt plantes grupper af træer, således at vejen opdeles i mindre strækninger.
For at gennemføre omlægningen af "Møntmesterplads" nedlægges en del af Møntmestervej som privat fællesvej og overtages som offentlig vej. Borgerrepræsentationen har besluttet (BR 392/2000), at kommunen i særlige tilfælde i kvarterløftområder kan overtage privat fællesvej, hvis det sker for at skabe offentlige pladser. Forvaltningen finder, at dette er tilfældet for en del af den private fællesvej Møntmestervej, hvorfor denne del indstilles til overtagelse. Forvaltningen har fået grundejernes accept hertil.
Projektet finansieres med 4 mio. kr. fra Kvarterløft Femkanten og 3,5 mio. kr. fra en pulje på 5 mio. kr. som forvaltningen og Kvarterløft Femkanten har modtaget til gennemførsel af Trafikhandlingsplan for Femkanten fra Vejdirektoratets rådighedspulje. Herudover foreslås anvendt investeringsmidler fra Vej & Parks Anlægsramme for 2002 på 0,5 mio. kr. af en pulje på 2 mio. kr. som er afsat til gennemførelse af Trafikhandlingsplan for Femkanten. Overtagelsen af den private fællesvej er fastsat til 150.000 kr. som ligeledes indgår i den samlede ramme for projektet.
Omlægningerne ved Utterslev Skole (Støvnæs Allé) er ikke en del af dette projekt men udføres som en del af skolebyggeriet.
Springvandet på "Møntmesterplads" er ikke med i projektet, men Kvarterløft Femkanten søger fondsmidler til dets realisering.
SAGSBESKRIVELSE
"Møntmesterplads" og Smedetoften er det sidste større byrumsprojekt i Kvarterløft Femkanten. I 2000 blev der nedsat en lokal projektgruppe, der i sammen med det lokale kvarterløftsekretariat og forvaltningen har udviklet projektet.
"Møntmesterplads" ligger som en åbning ved Tomsgårdsvej. Herfra er der adgang til Femkanten. Omlægningen skal understrege "Møntmesterplads" som en åben ankomstplads til kvarteret. Pladsen ryddes for bunkers og beplantning, i stedet bliver der et ensartet skrående gulv af granit, der plantes Gingko træer som samlende element. Pladsen apteres med et springvand (såfremt der findes en sponsor / fondsmidler) - en vandret granitflade, der belyses og overrisles med vand, et mindre plantefelt og enkelte granitplinte.
Trafikalt bliver den ene af de to parallelle Møntmesterveje nedlagt og indgår i pladsområdet. Den anden strækning ensrettes mod Tomsgårdsvej. For at tydeliggøre denne nye trafiksituation foreslås midterhellen på Tomsgårdsvej forlænget forbi Møntmestervej. Dette vil forhindre venstresving fra den sydlige del af Møntmestervej ud i Tomsgårdsvej, et sted hvor oversigtsforholdene er meget dårlige. Det forhindrer ligeledes højresvingende på Tomsgårdsvej til den nordlige del af Møntmestervej.
Smedetoften er eneste tværvej i Femkanten, idet den leder fra "Møntmesterplads" op til handelsområdet og videre til den nye Utterslev Skole. Omlægningen af Smedetoften skaber sammenhæng mellem "Møntmesterplads" og skolen. Smedetoften fartdæmpes med traditionelle bump og visuelt ved at kørebanen skæres på tværs af granitbånd. Den visuelle dæmpning vil fremstå meget tydeligt, da Smedetoften optager en terræn forskel på ca. 13 meter. Da forvaltningen tidligere har erfaret, at sådanne granitbånd kan give støj, er der i udformningen lagt vægt på at forhindre dette. I knudepunkterne på Smedetoften ved handelsområdet og ved skolen er der pladsdannelser, i en enkel udformning med en ensartet granitbelægning. På Smedetoften i øvrigt plantes træer i grupper således at vejen opdeles i mindre strækninger.
For at gennemføre omlægningen af "Møntmesterplads" anbefaler forvaltningen at en del af Møntmestervej nedlægges som privat fællesvej og overtages af kommunen som offentlig vej. Borgerrepræsentationen har besluttet (BR 392/2000), at kommunen i særlige tilfælde i kvarterløftprojekter kan overtage private fællesveje, hvis det er for at skabe offentlige pladser. Forvaltningen foreslår, at dette sker for en del af den private fællesvej Møntmestervej.
Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil
I det omlagte område sænkes hastigheden til 30 km/t som foreslået i Trafikhandlingsplanen. Møntmestervej mellem Smedetoften og Tomsgårdsvej ensrettes således at indkørsel fra Tomsgårdsvej forhindres.
For at øge trafiksikkerheden i Tomsgårdsvej og forhindre kørsel mod den foreslåede ensretning af Møntmestervej forlænges midterrabatten på Tomsgårdsvej fra Frederiksundsvej forbi Møntmestervej.
Pladsområdet på Smedetoften udlægges som lege- og opholdsområde.
Den samlede ramme for omlægning af "Møntmesterplads" og Smedetoften er 8,120 mio. kr. Rammen fordeles på følgende hovedposter:
Anlægsomkostninger 6.030.000
Uforudseelig udgifter 920.000
Projektering og projektledelse 1.170.000
I alt 8.120.000
Midler til rammen er sammensat på følgende måde:
- 0,5 mio. kr. på Vej & Parks Anlægsramme for 2002 (konto 2.22.3 Vejanlæg)
- 4,0 mio. kr. fra Kvarterløft Femkanten (Plan & Arkitektur konto 0.15.3)
- 3,5 mio. kr. fra Vejdirektoratets Rådighedspulje
- 120.000 kr. fra overtagelsen af en del af den private fællesvej Møntmestervej.
De 0,5 mio. kr. på Vej & Parks Anlægsramme er en del af en ramme på 2 mio. der er afsat på Anlægsrammen i 2002 til implementering af Trafikhandlingsplan for Femkanten. Udover dette projekt vil midlerne blive anvendt til skolevejssikring ved Utterslev Skole. Særskilt kapitalbevillingsindstilling for de resterende 1,5 mio. kr. forelægges udvalget primo 2002. De 3,5 mio. kr. fra Vejdirektoratets Rådighedspulje er en del af en 5 mio. kr. pulje ligeledes til implementeringen af trafikhandlingsplanen og de resterende midler anvendes også på skolevejs projektet.
Projektet anlægges dels på offentlig vej og dels på privat fællesvej. Drifts og vedligeholdelsesudgifterne for de overtagne offentlige arealer vurderes til at andrage 70.000 kr. årligt.
Driftsudgifterne vil påvirke forvaltningens budget fra 2004, hvorfor der i forbindelse med budgettet for 2004 søges en rammeudvidelse.
Forvaltningen vurderer, at projektet ikke har miljømæssige konsekvenser udover de der normalt er i forbindelse med anlægsarbejder. Det skal dog bemærkes, at såfremt der anlægges springvand vil det øge ressourceforbruget af vand og el. Vandet vil recirkulere i springvandet. Endvidere forventes at plantningen af yderligere træer i området vil medvirke til at løfte det fysiske miljø.
Høring
Alle grundejere der berøres af projektet har tilkendegivet deres støtte til projektet.
Der har været afholdt møde med ledningsejerne, og der er i projektet taget hensyn til eksisterende ledninger i forbindelse med plantning af træer. Der forventes således ikke udgifter til ledningsomlægninger i forbindelse med projektet.
Københavns Brandvæsen Beredskabssektionen har givet forhåndsgodkendelse til at bunkersanlægget på "Møntmesterplads" kan nedrives, uden at der etableres erstatningsanlæg.
Københavns Politi har fået forelagt planerne og ikke haft bemærkninger til omlægningen. Bemærkninger om den endelige udformning af midterhellen i Tomsgårdsvej tilpasses i detailprojekteringen.
I forbindelse med projektet nedlægges en del af den eksisterende Møntmestervej. Dette betyder, at antallet af parkeringspladser reduceres. På andre strækninger etableres der parkeringsforbud i den ene vejside af hensyn til parkering i den modsatte vejside og af hensyn til ind- og udkørsel fra industriejendomme. Nedlæggelsen af parkeringspladser forventes at øge sikkerheden for bløde trafikanter og medvirke til at skabe større tryghed i området om aftenen. Projektet bevirker, at der fjernes maksimalt 20 parkeringspladser på Møntmestervej og Smedetoften.
Af Trafikhandlingsplan for Femkanten (BR 255/2000) fremgår det, at der samlet i området er ledige parkeringsmuligheder.
På Tomsgårdsvej nedlægges ca. 5 parkeringspladser i forbindelse med udvidelsen af midterhellen.
Det er en forudsætning for modtagelse af midlerne fra rådighedspuljen, at der før og efter projektets etablering foretages trafikmålinger og uheldsregistreringer.
BILAG VEDLAGT
- Kort over eksisterende forhold
- Forslag til omlægning af "Møntmesterplads" og Smedetoften
- Kort over del af den private fællesvej Møntmestervej, der overtages til offentlig vej.
Ole Bach