Mødedato: 28.11.2001, kl. 14:00

Tillæg til byfornyelsesbeslutning for "Folkets Hus-karreen"

Tillæg til byfornyelsesbeslutning for "Folkets Hus-karreen"

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 28. november 2001

 

Sager til beslutning

26. Tillæg til byfornyelsesbeslutning for "Folkets Hus-karreen"

BTU 484/2001 J.nr. 623:131.0001/01

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at det af Byfornyelse København udarbejdede forslag til tillæg til byfornyelsesbeslutningen for "Folkets Hus-karreen" vedtages endeligt

RESUME

I forbindelse med den offentlige høring vedrørende forslaget til tillæg til byfornyelsesbeslutningen for "Folkets Hus-karreen" er der modtaget tre henvendelser. Disse omfatter isolering af fritlagt gavl, herunder bevaring af et midlertidigt gavlmaleri, og indretning af karreens gårdanlæg. Forslaget til byfornyelsestillægget foreslås vedtaget endeligt uden ændringer i henhold til lov om byfornyelse § 9.

Samtidig med offentliggørelsen af forslaget til byfornyelsestillægget blev et vedtaget forslag til tillæg til lokalplan nr. 215 "Stengade II" med tilhørende forslag til kommuneplantillæg offentliggjort. De tre henvendelser omhandler såvel byfornyelsesforhold som planforhold. Der henvises til den samtidig fremlagte indstilling om endelig vedtagelse af lokalplantillægget med tilhørende kommuneplantillæg.

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Borgerrepræsentationen tiltrådte i mødet den 31. maj 2001 (BR 214/01) Bygge- og Teknikudvalgets indstilling af 18. april 2001 og Økonomiudvalgets indstilling af 15. maj 2001 om offentliggørelse af det af Byfornyelse København udarbejdede forslag til tillæg til byfornyelsesbeslutningen for "Folkets Hus-karreen".

Aftryk af indstillingen til Borgerrepræsentationen vedlægges til gennemsyn som bilag 1. Der er heri bl.a. redegjort for den oprindelige byfornyelsesbeslutning fra 1995 for karreen, forslaget til tillægsbeslutning, orientering af Kontaktudvalget for byfornyelsen om forslaget, det planmæssige grundlag (lokalplan) for tillægget og finansiering af de omhandlede arbejder.

Det væsentligste indhold i tillægget er etablering af ét fælles gårdanlæg i karreen samt isolering og retablering af hele nordgavlen på ejendommen Griffenfeldsgade 27 (matr. nr. 434 Udenbys Klædebo Kvarter, København). Det offentliggjorte forslag (dateret juni 2001) til tillægget til byfornyelsesbeslutningen vedlægges til gennemsyn som bilag 2. Tegning vedrørende gårdanlægget vedlægges som bilag A.

Samtidig med offentliggørelsen af byfornyelsestillægget blev et vedtaget forslag til tillæg til lokalplan nr. 215 "Stengade II" med tilhørende forslag til kommuneplantillæg offentliggjort. Der henvises herom til den samtidig fremlagte indstilling om endelig vedtagelse af plantillæggene.

Offentliggørelse

Forslaget blev offentliggjort i perioden den 27. juni til 1. oktober 2001 ved omdeling/ udsendelse til samtlige beboere, ejere og erhvervsdrivende i karreen samt interessegrupper m.fl. i et fælles omslag vedrørende det samtidig offentliggjorte forslag til lokalplantillæg med tilhørende forslag til kommuneplantillæg. Forslagene blev samtidigt annonceret i Nørrebro Avis.

I offentliggørelsesperioden har der været afholdt et karrémøde for ejere, beboere og erhvervsdrivende. Derudover har medarbejderne i Byfornyelse København været at træffe for generel information og rådgivning.

Fra starten af offentliggørelsesperioden blev der i biblioteket på Blågårds Plads etableret en udstilling med plancher, som har redegjort for byfornyelsesforslaget og det samtidigt offentliggjorte lokalplanforslag. Udstillingen har imidlertid været udsat for hærværk og blev fjernet i august måned.

Endelig har der i offentliggørelsesperioden været mulighed for via internettet at søge oplysninger om forslaget på en særlig hjemmeside. Hjemmesiden indeholdt en debatside, hvor der var mulighed for at fremføre synspunkter vedrørende forslaget. Der har ikke i perioden været indlæg på debatsiden. Endvidere indeholdt hjemmesiden mulighed for direkte at fremsende indsigelser vedrørende forslaget via e-mail. Der er i forbindelse med offentliggørrelsesperioden ikke modtaget e-mailhenvendelser via hjemmesiden.

Der er i forbindelse med offentliggørelsen modtaget 3 henvendelser, der sammen med kommentarer af 16. oktober 2001 fra Byfornyelse København i kopi vedlægges til gennemsyn som bilag 3. En oversigt over henvendelserne, der nærmere beskrives nedenfor, er vedlagt som bilag B.

Henvendelser

  1. Skrivelse af 19. september 2001 fra Folkets Park Initiativ v/ Jesper Lund og Beboerforeningen Nørrebro v/ Allan Nielsson
  2. Henvendelsen fra Folkets Park Initiativ og Beboerforeningen Nørrebro omhandler hovedsageligt lokalplanforhold. Der er imidlertid et byfornyelsesrelateret ønske om isolering af gavlen på Griffenfeldsgade 27. Dette ønskes således, at gavlmaleriet af Jakob Strid kan bevares.

    Bemærkninger

    Byfornyelsesselskabet anfører, at ønsket om at gavlisoleringen på Griffenfeldsgade 27 foretages på en sådan måde, at det eksisterende gavlmaleri bevares, kan af tekniske årsager næppe imødekommes.

    Gavlmaleriet er malet på fiberplader, antagelig masonit, som er sømmet på et træskellet. En betydelig del af sømmene med "hoved" er allerede gået gennem pladerne og har efterladt huller, og det vil formentlig være teknisk umuligt at nedtage pladerne uden, at hovedparten af de resterende søm går igennem og efterlader huller. Højst sandsynligt vil det heller ikke være til at undgå, at en del af pladerne knækker ved nedtagningen. Det vil også bortset fra disse beskadigelser være vanskeligt at genopsætte de mange plader, der for en dels vedkommende er skæve, tilstrækkeligt præcis. Endelig vil det være problematisk at opsætte pladerne, der under alle omstændigheder har været en midlertidig løsning, og som har begrænset levetid, på en retableret gavl, der gerne skulle have en meget længere levetid.

    Forvaltningen kan henholde sig til det af byfornyelsesselskabet anførte, herunder om gavlmaleriets umiddelbare midlertidighed. Selskabet har efterfølgende fremsendt en fra ejendommens ejer modtaget kopi af en aftale mellem ejeren og Jakob Strid fra oktober 1999 om gavlmaleriet. Det fremgår heraf, at de opsatte plader med maleriet er en midlertidig foranstaltning på ejendommen og tænkes genopsat et andet sted i byen, idet pladerne er aftalt fjernet fra ejendommen, når det tidligere påtænkte, men nu opgivne, nybyggeri i tilslutning til ejendommen skulle påbegyndes.

    Isolering og retablering af gavlen er en del af indholdet af byfornyelsestillægget. På det foreliggende grundlag synes det ikke muligt at genopsætte gavlmaleriet på ejendommen efter isolering og retablering af gavlen, men dette må vurderes endeligt bl.a. sammen med ejeren i en kommende projektfase, herunder også i forhold til en rimelig levetid for maleriet. Såfremt ejeren ønsker et nyt gavlmaleri udført, vil der ikke være hjemmel til finansieringen heraf via byfornyelsesmidler. Vedrørende isolering af gavlen i lokalplansammenhæng henvises der til den samtidig fremlagte indstilling om endelig vedtagelse af lokalplantillægget med tilhørende kommuneplantillæg.

  3. Skrivelse af 28. september 2001 med bilag fra Preben Rasmussen på vegne af Gårdgruppen for det sydlige gårdanlæg i Folkets Hus-karreen
  4. Preben Rasmussen retter henvendelse på vegne af gårdgruppen, der repræsenterer alle retmæssige ejere af ejendomme i den sydlige del af karreen undtagen Griffenfeldsgade 31. Henvendelsen repræsenterer dermed ejendommene Griffenfeldsgade 33/ Korsgade 62, Korsgade 60, Korsgade 56-58/ Stengade 54 samt Stengade 52 A-52 B.

    Der anmodes om, at erhvervslejemålene i ejendommene Griffenfeldsgade 27 og 29 ikke får adgang til gårdanlægget, og at der indføjes en garanti for dette i lokalplanen. Dette begrundes med ringe pladsforhold i gårdanlægget og ønsket om at skabe tryghed med et lukket gårdanlæg. Der henvises i den forbindelse til, at de to ejendomme, som en konsekvens af at det tidligere planlagte nordlige gårdanlæg udlægges til offentlig park, bliver brugere i det i forvejen beskedne og brugerbelastede sydlige gårdrum. Det er med i betragtningen, at Settlementet Askovgården har brug for at optage en del af gårdarealet til en legeplads for institutionernes 102 børn. Det anføres, at dette behov opfyldes i fuld forståelse med beboerne og med en aftale om, at kommende legepladsfaciliteter også er til rådighed for karreens fastboende børn. Legepladsareal er vist på gårdplanen, der er bilagt henvendelsen. Gårdplanen vedlægges som bilag C.

    Som en mulighed til at forøge gårdarealet og skaffe mere solplads foreslås det, at der - som vist på den ovennævnte gårdplan (bilag C) - etableres en sol- og opholdsterrasse i 1. sals højde på bagsiden (sydsiden) af Folkets Hus, der her er uden vinduer. Terrassen vil dermed være på gårdens mest solrige plads og kan desuden danne tag over cykelskure og storskraldsdepot. Det anføres, at dette anlæg må ses som en foranstaltning direkte afstedkommet af beslutningen om dannelse af Folkets Park. Derfor må denne konkrete udgift være en del af budgettet for Folkets Park og dermed holdes uden for byfornyelsesbudgettet for gårdanlægget.

    Bemærkninger

    Byfornyelsesselskabet bemærker med hensyn til ønsket om, at erhvervslejerne i Griffenfeldsgade 27 og 29 ikke får adgang til det fælles gårdanlæg, at baggrunden for ønsket – således som selskabet har forstået sammenhængen – i hvert fald primært er problemer, der har været med en klub i Griffenfeldsgade 29, st. Denne klub havde adgang til sine lokaler via en udvendig trappe fra gårdsiden af ejendommen, og der var en meget massiv trafik gennem gården i den anledning.

    Ejendommens ejer har overfor selskabet bekræftet, at klubben ikke længere er i ejendommen, og at klubbens lejemål er ophørt. Lokalerne er nu udlejet til et firma, der hedder Tele Voice, og som ifølge ejeren - som erkender, at udlejningen til klubben havde givet problemer - skulle være uden gener for omgivelserne. Ejeren har endvidere oplyst, at den nye lejer også har adgang til lejemålet fra gaden via hovedtrappen i ejendommen.

    Det vil formentligt være mest hensigtsmæssigt, om man henskyder det bag indsigelsen liggende problem - og spørgsmålet, om der overhovedet længere er et problem - til afklaring og løsning i forbindelse med udfærdigelsen af gennemførelsesprojektet for gårdanlægget. Det bemærkes herved, at der i det tidligere arbejde med skitseprojektering af gårdanlægget har været arbejdet med en model, hvorefter erhvervene i Griffenfeldsgade 27 og 29 kun skulle have adgang til et smalt areal langs ejendommenes gårdfacader.

    I forbindelse med udfærdigelsen af gennemførelsesprojektet kan man ved forhandling med den nedsatte gårdgruppe og ejerne af de to ejendomme forsøge at nå en aftalemæssig løsning. Subsidiært kan man vedtage en løsning på den stiftende generalforsamling for gårdlauget.

    En sådan fremgangsmåde må nok være at foretrække frem for, at man nu mere overordnet fra kommunens side træffer en afgørelse i forbindelse med vedtagelsen af tillægget til byfornyelsesbeslutningen.

    Der er i kommunen en fast model for fælles gårdanlæg, som ikke udelukker erhverv fra benyttelse af anlæggene - indenfor disses formål - og som medtager erhvervsarealer i beregningen af fordelingsnøglen for udgifterne ved anlæggenes drift. Der bør næppe ændres ved denne model ved vedtagelsen af tillægget til byfornyelsesbeslutningen.

    Det i indsigelsen fremførte ønske om etablering af en sol- og opholdsterrasse i 1. sals højde op ad gavlen til Folkets Hus forekommer velbegrundet, når henses til den ret beskedne størrelse af gårdrummet og lysforholdene efter et nybyggeri på Griffenfeldsgade 31 samt - og især - det forhold, at der skal regnes med betydelige legepladsfaciliteter for børneinstitutionerne i karreen.

    Det kan imidlertid eventuelt være vanskeligt at "få plads til" en sådan solterrasse i en rimelig kvalitet indenfor rammebeløbet for gårdanlægget, jf. de almindelige problemer med at få rammebeløbet til at strække til. Det foreslås derfor, at kommunen om fornødent vil være indstillet på at godkende et tillæg til rammebeløbet, såfremt dette viser sig nødvendigt for at realisere ønsket. Det bemærkes, at det er byfornyelsesselskabets opfattelse, at de særlige forhold, specielt den pladskrævende legeplads for institutionerne, vil udgøre en tilstrækkelig hjemmel for et tillæg til rammebeløbet i henhold til § 4, stk. 3 og 4, i bekendtgørelse nr. 929 af 15. december 1998 om etablering af fælles friarealer og fællesanlæg for beboelsesejendomme m.v.

    Forvaltningen kan henholde sig til det af byfornyelsesselskabet anførte, herunder om afventning af projekteringen af gårdanlægget med hensyn til fastlæggelse af adgangsforholdene for erhvervslejemålene i Griffenfeldsgade 27 og 29, og om etablering af en sol- og opholdsterrasse.

    Dog finder man, at stillingtagen til en eventuel ansøgning om tillæg til rammebeløbet til indretning af det fælles gårdanlæg i henhold til gældende regler herom må afvente den kommende projektering, hvor ejere og lejere i karreen deltager. Der er dermed henset til bl.a., at der endnu ikke er taget stilling til den endelige udformning af gårdanlægget, herunder den endelige størrelse på institutionernes legeareal. Ved projekteringen skal der således tages stilling til muligheder for placering af sol- og opholdsarealer, og om en eventuel terrasse kan etableres inden for rammebeløbet, hvis den kombineres med underliggende cykelskure, storskraldsrum m.v. Det bemærkes i den forbindelse, at gårdanlægget etableres i henhold til byfornyelseslovgivningen uafhængigt af budgettet for indretningen af Folkets Park.

    I forhold til gårdindretningen har man taget til efterretning, at legepladsfaciliteter i henhold til aftale vil være fælles for Settlementet Askovgården og karreens fastboende børn, hvilket vil kunne indgå i drøftelserne i forbindelse med de kommende projekteringsovervejelser vedrørende fællesgårdanlægget, jf. også bemærkningerne til henvendelse nr. 3. Vedrørende de lokalplanrelaterede forhold henvises der til den samtidig fremlagte indstilling om endelig vedtagelse af lokalplantillægget med tilhørende kommuneplantillæg.

  5. Skrivelse af 1. oktober 2001 fra Settlementet Askovgården, Korsgade 60

Settlementet Askovgårdens henvendelse er afgivet på vegne af Den Integrerede Institution "Havfruen" og Skoleinstitutionen i Askovgården. Det anføres, at børneinstitutionerne ikke har behov for et egentligt legeareal i Folkets Park, som lokalplantillægget muliggør, og at der foretrækkes en nærlegeplads. Det nævnes, at der for karreens sydlige gårdanlæg er udarbejdet et indretningsforslag i samarbejde med de øvrige ejendomme, således at institutionernes behov imødeses mest muligt.

Bemærkninger

Forvaltningen har taget oplysningerne til efterretning om, at Settlementet Askovgårdens behov for legearealer imødeses ved et indretningsforslag for gårdanlægget udarbejdet i samarbejde med de øvrige ejendomme, jf. også bemærkningerne til henvendelse nr. 2. Vedrørende de lokalplanrelaterede forhold henvises der til den samtidig fremlagte indstilling om endelig vedtagelse af lokalplantillægget med tilhørende kommuneplantillæg.

Økonomi

Finansieringen skal ske i overensstemmelse med lov om byfornyelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 135 af 1. marts 2001. Byfornyelsesselskabet har udarbejdet en finansieringsplan, der med indstillingen om forslaget til byfornyelsestillægget var vedlagt som bilag til gennemsyn. Finansieringsplanen vedlægges på ny til gennemsyn, jf. bilag 4, med bemærkning om, at den ikke er ændret på det foreliggende grundlag. Den rammebelastende udgift til gårdanlæg og gavlretableringer er derved fortsat opgjort til ca. 2.585.000 kr. ved indeks 159 (pr. oktober 2000). Udgifterne, der er refusionsberettigede, afholdes af kommunen. Udgifterne refunderes af staten med 50 %.

Det skønnes, at det er muligt at kunne indpasse tillægsbeslutningen i den beløbsramme, der på Plan & Arkitekturs afsnit af investeringsoversigten for år 2002 til 2005 er afsat til byfornyelsesformål, konto 00.25.15.3.

Kassemæssig dækning anvises af det på budgettet 2002 og følgende år for Bygge- og Teknikudvalget, under Plan & Arkitektur, konto 0.15.3, til byfornyelse , optagne rådighedsbeløb.

Budgetansvarlig institution: 44010 Plan & Arkitektur.

BILAG VEDLAGT

  1. Tegning visende gårdanlæg.
  2. Liste over modtagne henvendelser.
  3. Gårdplan fremsendt med henvendelse nr. 2.

BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN I BORGMESTERENS FORKONTOR, RÅDHUSET, 1. SAL VÆRELSE 36

  1. Aftryk af Bygge- og Teknikudvalgets indstilling af 18. april 2001 og Økonomiudvalgets indstilling af 15. maj 2001 om tillæg til byfornyelsesbeslutningen for "Folkets Hus-karreen" tiltrådt af Borgerrepræsentationen i mødet den 31. maj 2001.
  2. Forslag til tillæg til byfornyelsesbeslutningen for "Folkets Hus-karreen".
  3. Kopi af modtagne henvendelser nævnt i bilag B samt kommentarer hertil fra Byfornyelse København.
  4. Finansieringsplan.

 

Jens Ole Nielsen

 

Til top