Ændring af navnet for en del af Kraftværksvej
Ændring af navnet for en del af Kraftværksvej
Bygge- og Teknikudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 28. november 2001
Sager til beslutning
2. Ændring af navnet for en del af Kraftværksvej
BTU 513/2001 J.nr. 21141.0035/01
INDSTILLING
Vejnavnenævnet indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,
at den nordligt beliggende del af Kraftværksvej fra Forlandet til nord for Amagerværket fremover benævnes Vindmøllevej
RESUME
Vejnavnestrukturen omkring Amagerværket er ikke entydig, og det vil derfor af orienteringsmæssige årsager være formålstjenligt at ændre navn for en del af Kraftværksvej. Vejnavnenævnet foreslår, at vejstrækningen benævnes Vindmøllevej.
SAGSBESKRIVELSE
Fra Forlandet udgår to veje med navnet Kraftværksvej. De to vejstrækninger var oprindelig forbundet med to tværveje, hvilket er årsagen til, at vejene har samme navn. Disse to tværveje er i dag en del af Amagerværkets interne arealer og eksisterer derfor reelt ikke mere.
En grundejer har henvendt sig Vejnavnenævnet og gjort opmærksom på, at det tjener til forvirring, at de to adskilte vejtrækninger har samme navn. Vejnavnenævnet er enig i, at den nuværende vejnavnstruktur ikke er hensigtsmæssig, og nævnet foreslår derfor, at den nordlige strækning af Kraftværksvej ændrer navn. Nævnet peger på den nordlige vejstrækning, da en navneændring dér vil berøre færrest adresser.
Grundejeren foreslår, at vejstrækningen kaldes Vindmøllevej, idet der fra vejen er udsigt over vindmølleparken. Vejnavnenævnet har ingen bemærkninger til det foreslåede navn, og nævnet indstiller derfor til Bygge- og Teknikudvalget, at den nordligt beliggende Kraftværksvej ændrer navn til Vindmøllevej.
Andre konsekvenser
Husnumrene 52, 60 og 75 vil som konsekvens af forslaget blive omnummeret til det nye vejnavn. Endvidere vil Amagerværkets adresse Kraftsværksvej 50 skulle ændres fra et lige til et ulige husnummer.
Høring
Forslaget har været i høring hos de berørte grundejere samt en lejer på vejstrækningen. Energi E2 har oplyst, at man kan gå ind for den foreslåede løsning, såfremt Amagerværket får den fornødne tid til at indarbejde en ny adresse. Stadskonduktørembedet har derfor accepteret, at det nye husnummer først træder i kraft om et år.
Der er ikke indkommet yderligere bemærkninger på baggrund af høringen.
Miljøvurdering
Forslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
BILAG VEDLAGT
Bilag 1: Kort visende de to vejstrækninger der er omfattet af forslaget.
Bilag 2: Brev af 5. marts 2001 fra R98
Søren Pind