Mødedato: 28.11.2001, kl. 14:00

Dispensationer fra lokalplan nr. 209 "Refshaleøen"

Dispensationer fra lokalplan nr. 209 "Refshaleøen"

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 28. november 2001

 

Sager til beslutning

15. Dispensationer fra lokalplan nr. 209 "Refshaleøen"

BTU 524/2001 J.nr. 611:149.0001/99

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,

at der meddeles dispensation fra lokalplanens § 4, stk. 1, pkt. a), om fastlæggelse af anvendelsen i område I til skibsværft m.v. med henblik på midlertidig indretning af musikøvelokale i tidligere omklædningsbygning på ejendommen matr.nr. 517 Christianshavns Kvarter, København, Refshalevej 209 A på betingelse af,

  • at anvendelsen ophører senest den 31. december 2006, og
  • at det ved tinglyst deklaration sikres, at aktiviteterne ophører, såfremt disse aktiviteter er til hinder for, at en ejer eller lejer kan få tilladelse til en anvendelse inden for lokalplanens område I, som er i overensstemmelse med lokalplanen, af hensyn til forebyggelse af forureningsgener

at der meddeles dispensation fra lokalplanens § 4, stk. 1, pkt. a), om fastlæggelse af anvendelsen i område I til skibsværft m.v. samt fra § 7, stk. 1, pkt. c), om placering af bebyggelse med henblik på forlængelse af tilladelse til midlertidig opstilling af overnatningsfaciliteter på areal ved Refshalevej 147 på betingelse af,

  • at overnatningsfaciliteterne ikke benyttes til egentlig beboelse, og
  • at overnatningsfaciliteterne fjernes ved ejerens foranstaltning og for dennes regning senest den 31. december 2003

RESUME

Refshaleøens Ejendomsselskab A/S har søgt om tilladelse til midlertidigt at benytte en tidligere omklædningsbygning til musikøvelokale. Bygningen ligger på ejendommen matr. nr. 517 Christianshavns Kvarter, København, Refshalevej 209 A.

Benyttelsen til musikøvelokale ønskes, indtil der foreligger en ny lokalplan for området.

COMET har søgt om forlængelse af tilladelse til midlertidig opstilling af 5 to-etages barakker samt campingvogne som overnatningsfaciliteter for arbejdere tilknyttet metroprojektet. Forlængelsen søges frem til 31. december 2003. Barakkerne og campingvognene, som er opstillet på dele af ejendommene matr. nr. 548 og 549 Christianshavns Kvarter, København, Refshalevej 147, er tilladt midlertidigt ved dispensation bl.a. på betingelse af, at de fjernes senest den 31. december 2001.

Begge ejendomme er omfattet af lokalplan nr. 209 ("Refshaleøen") og ligger i område I, som er fastlagt til skibsværft m.v. Endvidere er der bl.a. for ejendommene Refshalevej 147 fastlagt et byggefelt for opførelse af bebyggelse. Lokalplanens område II er fastlagt til erhvervsformål, hvor mindst halvdelen af det mulige etageareal skal anvendes til serviceerhverv m.v. Områdeafgræsningen mellem underområderne er ændret ved dispensation, jf. lokalplanens § 2, stk. 2, 1. pkt.

Der er tidligere meddelt dispensationer fra lokalplanens anvendelsesbestemmelse i område I under hensyn til, at der var tale om en midlertidige benyttelse, som ikke foregreb en ændring af områdets plangrundlag.

Forvaltningen kan anbefale, at der gives den fornødne dispensation til midlertidig indretning af musikøvelokale. Dette sker under hensyn til, at der er tale om en midlertidig benyttelse med et vist værkstedspræg, som ikke foregriber en ændring af plangrundlaget for området. Nabobygningen er tilladt midlertidigt benyttet til fotostudie med tidsfrist til den 31. december 2006. I heromhandlede sag foreslås samme frist, og det vil således være en betingelse, at benyttelsen til musikøvelokale ophører senest den 31. december 2006. Det vil endvidere være en betingelse, at det ved deklaration sikres, at benyttelsen ophører, såfremt denne er til hinder for, at en ejer eller lejer kan få tilladelse til en anvendelse inden for lokalplanens område I, som er i overensstemmelse med lokalplanen, af hensyn til forebyggelse af forureningsgener.

Endvidere kan forvaltningen anbefale, at der meddeles dispensation til forlængelse af tilladelse til midlertidig opstilling af overnatningsfaciliteterne bl.a. med den begrundelse, at der er tale om en fortsat midlertidig anvendelse af faciliteter, som benyttes af beskæftigede bl.a. på det tilstødende produktionsanlæg. Det vil bl.a. være en betingelse for dispensationen, at faciliteterne fjernes senest den 31. december 2003.

Under hensyn til tidsbegrænsningen, og fordi ingen af forholdene vurderes at berøre omboende i væsentligt omfang, er der ikke foretaget naboorientering.

Overnatningsfaciliteterne er placeret inden for 100 m beskyttelseslinien omkring fortidsminderne Christianshavns Volde og Grave, hvorfor placeringen ligeledes forudsætter en dispensation fra beskyttelseslinien, idet også denne dispensation udløber den 31. december 2001. Dispensationen meddeles af Økonomiforvaltningens 8. kontor

Refshaleøens Ejendomsselskab A/S har endvidere søgt om tilladelse til midlertidigt at udleje den tidligere marketenderibygning på ejendommen matr. nr. 517 Christianshavns Kvarter, København, Refshalevej 210 A, til auktionshus/kræmmermarked.

Forvaltningen kan ikke anbefale dispensation til denne anvendelse, da et auktionshus/kræmmermarked under tag planmæssigt betragtes som detailhandel, hvilket ikke hører til den type af serviceerhverv, som er muliggjort i lokalplanens anvendelsesbestemmelse for område II.

Refshaleøens Ejendomsselskab A/S har desuden søgt om tilladelse til midlertidigt at benytte ovennævnte 5 stk. to-etages beboelsesbarakker til kollegieværelser, når COMET har færdiggjort metroprojektet.

Den ansøgte midlertidige benyttelse vil ikke være i overensstemmelse med lokalplanens anvendelsesbestemmelse for område I, som er fastlagt til skibsværft m.v., da der vil være tale om egentlig beboelse, hvilket forvaltningen finder vil være i strid med lokalplanens principper, hvorfor der ikke vil kunne meddeles dispensation.

SAGSBESKRIVELSE

Ansøgning

Refshaleøens Ejendomsselskab A/S har søgt om tilladelse til midlertidigt at benytte en tidligere omklædningsbygning (bygningsnr. 241) til øvelokale for udøvende, yngre musikere. Bygningen, som blev anvendt til omklædningsfaciliteter og baderum for det tidligere skibsværfts medarbejdere, ligger på ejendommen matr. nr. 517 Christianshavns Kvarter, Refshalevej 209 A. Bygningen har et samlet etageareal på 2.700 m2.

Det oplyses, at den ansøgte anvendelse til musikøvelokale ikke vil medføre miljømæssige problemer for naboerne. Der søges om tilladelse, indtil der foreligger en ny lokalplan for området.

The Copenhagen Metro Construction Group, COMET, har søgt om forlængelse af tilladelse til midlertidig opstilling af overnatningsfaciliteter i form af 5 stk. to-etages barakker og campingvogne til brug for arbejdere tilknyttet metroprojektet. Begrundelsen for ansøgningen er, at metroprojektet er blevet forsinket. Faciliteterne er opstillet på den tidligere parkeringsplads for B & W, dele af ejendommene matr. nr. 548 og 549 Christianshavns Kvarter, København, Refshalevej 147. Forlængelsen søges frem til den 31. december 2003.

Den midlertidige opstilling blev tilladt ved dispensationer af henholdsvis 16. april 1997 (barakkerne) og 11. august 1997 (campingvognene) på betingelser af, at overnatningsfaciliteterne ikke blev benyttet som egentlig beboelse, og at de blev fjernet senest den 31. december 2001.

Yderligere ansøgninger

Refshaleøens Ejendomsselskab A/S har søgt om tilladelse til midlertidigt at udleje den tidligere marketenderibygning (bygningsnr. 221) til auktionshus/kræmmermarked. Bygningen, som ligger på ejendommen matr. nr. 517 Christianshavns Kvarter, København, Refshalevej 210 A, har et etageareal på 2.640 m2.

Det oplyses, at auktionshuset/kræmmermarkedet alene vil være åbent på lørdage og søndage, og at aktiviteterne ikke vil være forbundet med adgangsmæssige eller miljømæssige problemer af nogen slags. Der søges om en tilladelse, indtil der foreligger en ny lokalplan for området.

Forvaltningen kan ikke anbefale dispensation til den ansøgte midlertidige anvendelse under hensyn til, at et auktionshus/kræmmermarked under tag planmæssigt betragtes som detailhandel, hvilket ikke hører til den type af serviceerhverv, som er muliggjort i lokalplanens område II. Endvidere er der i kommuneplanens rammer for detailhandlen ikke muliggjort butikker i området – bortset fra mindre butikker, som overvejende betjener lokalplanområdet, samt butikker til salg af egne produkter.

Refshaleøens Ejendomsselskab A/S har endvidere søgt om tilladelse til midlertidigt at bruge ovennævnte 5 stk. 2 etages beboelsesbarakker til kollegieværelser, når COMET har færdiggjort metroprojektet. Barakkerne søges bibeholdt indtil den 30. juni 2007.

Der blev meddelt dispensation fra lokalplanen den 16. april 1999 til midlertidig opstilling af beboelsesbarakkerne. Dispensationen blev meddelt på betingelse af, at barakkerne ikke benyttedes til egentlig beboelse, og at de ved ejerens foranstaltning og for dennes regning blev fjernet senest den 31. december 2001.

Den ansøgte midlertidige anvendelse til kollegieværelser vil ikke være i overensstemmelse med lokalplanens anvendelsesbestemmelse for område I, som er fastlagt til skibsværft m.v., da der vil være tale om egentlig beboelse. En dispensation vil være i strid med principperne i lokalplanen og vil derfor ikke kunne meddeles.

De aktuelle bygninger og den ændrede områdeafgrænsning er indtegnet på vedlagte bilag A.

Planmæssige forhold

Ejendommene er omfattet af lokalplan nr. 209 ("Refshaleøen") og beliggende i område I, hvor anvendelsen i henhold til § 4, stk. 1 a), er fastlagt til skibsværft, motorfabrik og lignende industrielle anlæg, som produktionsmæssigt har relation til skibsfart samt til deraf afledte produktioner med tilhørende administration m.v. Endvidere fremgår det af lokalplanens § 7, stk. 1 c), at bebyggelse i område I skal opføres inden for et nærmere angivet byggefelt.

Lokalplanens område II er i henhold til § 4, stk. 2 fastlagt til erhvervsformål, hvor mindst halvdelen af det mulige etageareal skal anvendes til serviceerhverv, såsom administration o.lign. Det øvrige etageareal kan anvendes til blandet erhverv, såsom lettere industri m.v.

Ved dispensation af 23. december 1997 blev grænsen mellem område I og II ændret, jf. lokalplanens § 2, stk. 2, 2. pkt. Begrundelsen for ændringen var en anmodning fra Refshaleøens Ejendomsselskab A/S om at udleje den gamle svejsehal, som lå i område I til sportsaktiviteter, som var i overensstemmelse med anvendelsesbestemmelsen i område II. Områdeafgrænsningen blev flyttet mod øst således, at den gamle svejsehal og bl.a. marketenderibygningen kom til at ligge i område II.

De aktuelle bygninger og den ændrede områdeafgrænsning er indtegnet på bilag A.

Tidligere dispensationer

I lokalplanens område I er der tidligere meddelt dispensationer fra lokalplanens anvendelsesbestemmelse til en ændret benyttelse af eksisterende bygninger eller arealer. Samtlige dispensationer er meddelt under hensyn til, at der var tale om en midlertidig benyttelse, som ikke ville foregribe en ændring af plangrundlaget for området. Det drejer sig om følgende:

  • Golftræningscenter i de tidligere sektionshaller (bygningsnr. 411- 423)
  • Drive in biograf på areal nord for sektionshallerne
  • Fotostudie i tidligere malerhal/telt (bygningsnr. 494)
  • Beboelsesbarakker og campingvogne på areal ved Refshalevej 147 (aktuel sag)

Inden for lokalplanens område II er der meddelt dispensation fra bestemmelsen i § 7, stk. 2, pkt. a) om tilvejebringelse af supplerende lokalplan som forudsætning for opførelse af bebyggelse, til opførelse af en midlertidig lagerhal (bygningsnr. 202) beliggende på ejendommen matr. nr. 416 Christianshavns Kvarter. Lagerhallen blev oprindelig opført som led i afrømningen B&W og bliver nu brugt af COMET i forbindelse med metroprojektet. Benyttelse af den gamle svejsehal til sportsaktiviteter er i overensstemmelse med lokalplanens anvendelsesbestemmelse for område II.

Afvigelse fra bestemmelserne

En midlertidig anvendelse af bygningen til øvelokale for udøvende, yngre musikere samt den midlertidige opstilling af overnatningsfaciliteter er ikke i overensstemmelse med lokalplanens bestemmelse om anvendelse til skibsværft, motorfabrik og lignende industrielle anlæg, som produktionsmæssigt har relation til skibsfart samt deraf afledte produktioner med tilhørende administration m.v. Derudover er barakkerne og campingvognene placeret delvis uden for det i lokalplanen viste byggefelt.

Beskyttelseslinie

De ansøgte midlertidige barakker og campingvogne er placeret inden for 100 m beskyttelseslinien omkring fortidminderne Christianshavns Volde og Grave. Det er Økonomiforvaltningens 8. kontor, som har kompetencen til at meddele dispensationer fra beskyttelseslinien. Den 8. juli 1997 meddelte den daværende Overborgmesterens Afdeling dispensation fra beskyttelseslinien til midlertidig opstilling af overnatningsfaciliteterne på betingelse af , at disse blev fjernet senest den 31. december 2001. Den nu fremsendte ansøgning vil på den baggrund ligeledes forudsætte en fornyet dispensation fra beskyttelseslinien. En ansøgning fra COMET om en fornyet dispensation fra beskyttelseslinien er under behandling i Økonomiforvaltningens 8. kontor.

Dispensation

Kommunen kan meddele dispensationer fra lokalplanens bestemmelser, hvis dispensationerne ikke er i strid med principperne i planen. Dette fremgår af planlovens § 19, stk. 1, jf. lokalplanens § 18.

Forvaltningen kan anbefale, at der gives den nødvendige dispensation til en midlertidig anvendelse til musikøvelokale i den tidligere omklædningsbygning. Der er herved taget hensyn til, at der er tale om en midlertidig anvendelse med et vist værkstedspræg, som ikke foregriber en ændring af plangrundlaget for området. Naboejendommen (bygningsnr. 494), anvendes midlertidigt til fotostudie med en tidsfrist til den 31. december 2006. I heromhandlede sag foreslås samme frist, og det vil således være en betingelse, at benyttelsen til musikøvelokale ophører senest den 31. december 2006. Derudover vil det være en betingelse, at det ved deklaration sikres, at benyttelsen ophører, såfremt denne er til hinder for, at en ejer eller lejer kan få tilladelse til en anvendelse inden for lokalplanens område I, som er i overensstemmelse med lokalplanen, af hensyn til forebyggelse af forureningsgener.

Endvidere kan forvaltningen anbefale, at der meddeles dispensation til forlængelse af tilladelse til midlertidig opstilling af overnatningsfaciliteterne med den begrundelse, at der er tale om en fortsat midlertidig anvendelse, som benyttes af beskæftigede bl.a. på det tilstødende produktionsanlæg, samt at eventuelle begrænsninger i anvendelsen af omliggende arealer som følge af overnatningsmulighederne alene vil berøre andrager. Dispensationen vil være betinget af, at faciliteterne ikke benyttes til egentlig beboelse, og at disse fjernes senest den 31. december 2003.

Naboorientering

Da der i begge tilfælde er tale om midlertidige anvendelser og placeringer, og da forholdene ikke berører omboende i væsentligt omfang, skønnes naboorientering om dispensationerne at være af underordnet betydning, hvorfor der ikke er foretaget forudgående naboorientering, jf. § 20, stk. 2, i lov om planlægning.

BILAG VEDLAGT

Lokalplantegning som viser aktuelle bygninger og ændret områdeafgrænsning.

Jens Ole Nielsen

 

Til top