Plan for CO2-reduktion i København - anmodning om behandling af sagen for så vidt angår trafikområdet
Plan for CO2-reduktion i København - anmodning om behandling af sagen for så vidt angår trafikområdet
Bygge- og Teknikudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 28. november 2001
Sager til beslutning
12. Plan for CO2-reduktion i København - anmodning om behandling af sagen for så vidt angår trafikområdet
BTU 506/2001 J.nr. 29.0039/01
INDSTILLING
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,
at det af Bygge- og Teknikforvaltningen udarbejdede svarudkast fremsendes til Miljø- og Forsyningsudvalget
RESUME
På sit møde den 12. november 2001 godkendte Miljø- og Forsyningsudvalget "Plan for CO2 -reduktion i København 1990-2010" (MFU 263/2001).
Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstillede samtidig,
at sagen, for så vidt angår trafikområdet, forelægges Bygge- og Teknikudvalget på førstkommende møde.
Den af Miljø- og Forsyningsudvalget vedtagne plan og indstilling er vedlagt som bilag.
Bygge- og Teknikforvaltningen har på dette grundlag udarbejdet vedlagte svarudkast, hvor Bygge- og Teknikudvalget svarer Miljø- og Forsyningsudvalget positivt på, at der arbejdes for en reduktion i CO2 udslippet. Bygge- og Teknikudvalget præciserer samtidig, at der på det nuværende tidspunkt ikke findes et grundlag for at målsætte reduktionens størrelse; det vil tidligst kunne ske, når der foreligger en endelig prioritering og afvejning mellem de forskellige tiltag på trafikområdet. Dette skal foregå i Bygge- og Teknikudvalget ud fra en bred trafikpolitisk debat, hvor andre effekter end CO2 udslippet indgår i valg af virkemidler.
Bygge- og Teknikudvalget ser positivt på kampagner på trafikområdet samt på transportplaner for virksomheder men finder, at det er Bygge- og Teknikudvalget, der – i samarbejde med andre udvalg – i forbindelse med trafik- og miljøplanarbejdet prioriterer indsatsområderne. Eventuelle bevillinger til påvirkning af byens trafikforhold bør derfor også placeres i Bygge- og Teknikforvaltningen.
SAGSBESKRIVELSE
Bygge- og Teknikforvaltningen har på baggrund af Miljø- og Forsyningsudvalgets brev af 14. november 2001 udarbejdet følgende svarudkast:
"Miljø- og Forsyningsudvalget
Rådhuset
1599 København V
I brev af 14. november 2001 anmoder Miljø- og Forsyningsudvalget Bygge- og Teknikudvalget om, at plan for CO2 - reduktion i København 1990 - 2010 for så vidt angår trafikområdet forelægges Bygge- og Teknikudvalget på førstkommende møde. Herunder særligt med fokus på Handlingsplan for trafikafviklingen i København 2000 - 2005, der er politisk vedtaget og prioriteret frem til 2003.
Bygge- og Teknikudvalget har følgende kommentarer til Udkast til plan for CO2-reduktion i København 1990 - 2010.
Målsætning
Bygge- og Teknikudvalget finder planens målsætning om reduktion af CO2 - udledning væsentlig og vil gerne bidrage til fastsættelse af en reduktion i CO2-udslippet fra biltrafikken. Udvalget er imidlertid også af den opfattelse, at større trafikpolitiske beslutninger må træffes ud fra et helhedsyn, som vil blive etableret i forbindelse med det igangværende trafik- og miljøplanarbejde. Miljø- og Forsyningsforvaltningen er bekendt med, at der i begyndelsen af det nye år fremlægges dels et grundlag for det videre arbejde med trafik- og miljøplanen og dels et forslag til en proces, hvor der lægges op til en bred borgerinddragelse ved planens udarbejdelse. Trafik- og miljøplanarbejdet sker i et samarbejde mellem Bygge- og Teknikforvaltningen, Økonomiforvaltningen og Miljø- og Forsyningsforvaltningen.
Planlagte tiltag
Før en samlet plan for trafikken og miljøet er udarbejdet er det ikke muligt at opstille realistiske modeller til at beregne trafikkens bidrag til CO2 reduktionen. Bygge- og Teknikudvalget vil på nuværende tidspunkt derfor ikke målsætte trafikkens bidrag til reduktionen i CO2-udledningen til 5%. En endelig prioritering og afvejning mellem de forskellige tiltag på trafikområdet skal foregå i Bygge- og Teknikudvalget ud fra en bred trafikpolitisk debat, hvor andre effekter end CO2 udslippet indgår i valg af virkemidler.
Bygge- og Teknikudvalget ser positivt på kampagner på trafikområdet samt på transportplaner for virksomheder men finder, at det er Bygge- og Teknikudvalget, der – i samarbejde med andre udvalg – i forbindelse med trafik- og miljøplanarbejdet prioriterer indsatsområderne. Eventuelle bevillinger til påvirkning af byens trafikforhold bør derfor også placeres i Bygge- og Teknikforvaltningen
Mulige nye tiltag på transportområdet
Bygge- og Teknikudvalget finder CO2-planens intentioner om en forlængelse af planperioden for Handlingsplan for trafikafviklingen i København 2000 - 2005 interessant, men prioriterer de allerede vedtagne trafikale planlægningstiltag og investeringer. Bygge- og Teknikudvalget ønsker derfor på nuværende tidspunkt ikke at binde sig ud over de gældende politiske vedtagelser, men ønsker at afvente trafik- og miljøplanarbejdet.
Med venlig hilsen
Søren Pind"
Baggrund
Bygge- og Teknikforvaltningen har ved skrivelse af 26. september 2001 fremsendt følgende bemærkninger til Miljøkontrollen:
Bygge- og Teknikforvaltningen er enig i, at man gennem de beskrevne virkemidler på transportområdet kan opnå en effekt på CO2-udslippet. Forvaltningen finder det imidlertid vanskeligt at fremkomme med talberegninger inden for planperioden, som ikke er behæftet med en alt for stor usikkerhed. Man anmoder på den baggrund om, at udviklingen ikke beskrives i tal, men kun som forventninger (fx mindre effekt, væsentlig effekt e.l.).
Bygge- og Teknikforvaltningen finder planens målsætning væsentlig og vil gerne bidrage til dialog og realisering.
Med hensyn til det i planen foreslåede om forlængelse af planperioden for Handlingsplan for trafikafviklingen 2000 - 2005 oplyser forvaltningen, at man prioriterer de allerede vedtagne planer. Man ønsker på nuværende tidspunkt ikke at binde sig ud over den gældende politiske vedtagelse.
Forvaltningen ønsker at understrege, at det inden for planperioden kan være vanskeligt at vurdere den fulde effekt af de store infrastrukturprojekter, som p.t. gennemføres. Derfor bør der fokuseres mere på andre alternativer, herunder nye brændsler.
I indstilling vedr. CO2 planen havde Miljø- og Forsyningsforvaltningens følgende bemærkninger:
Bygge- og Teknikforvaltningens anmodning om, at udviklingen på trafikområdet ikke beskrives i tal, men som forventninger (mindre effekt, væsentlig effekt e.l.) er imødekommet i nærværende plan.
Bygge- og Teknikforvaltningens oplysning om, at man ikke på nuværende tidspunkt ønsker at forlænge planperioden for Handlingsplanen for trafikafviklingen er taget til efterretning.
Bygge- og Teknikforvaltningens forslag om også at fokusere på nye brændsler er medtaget i planens redegørelse.
BILAG VEDLAGT
Brev til borgmester Søren Pind fra borgmester Bo Asmus Kjeldgaard af 14. november 2001
Plan for CO2 – reduktion i København 1990 – 2010, MFU 263/2001
Plan for CO2 – reduktion i København 1990 – 2010 - Forslag november 2001
Ole Bach