Sydhavns Plads - konkretiseret konkurrenceforslag
Sydhavns Plads - konkretiseret konkurrenceforslag
Bygge- og Teknikudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 28. november 2001
Sager til beslutning
10. Sydhavns Plads - konkretiseret konkurrenceforslag
BTU 515/2001 J.nr. 2141:171.0001/99
INDSTILLING
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,
at konkretiseringen af vinderprojektet fra konkurrencen om Sydhavns Plads danner grundlag for den videre planlægning i området
RESUME
Bygge- og Teknikudvalget har besluttet (jf. BTU 149/2000), at vinderforslaget i idékonkurrencen for Sydhavns Plads lægges til grund for forvaltningens arbejde med områdets byudvikling. Samtidig blev det foreslået, at projektet udmøntes i en rammelokalplan for Sydhavns Plads.
Som grundlag for en kommende rammelokalplan for området anbefalede Bygge- og Teknikforvaltningen, at idékonkurrencens vinderforslag vedrørende Sydhavns Plads skulle konkretiseres, da det afleverede materiale havde et meget abstrakt formsprog.
Arbejdet med projektets konkretisering er forestået af vinderforslagets arkitekt Søren Hell Hansen i samarbejde med forvaltningen samt en række interessenter, herunder Kvarterløft Kongens Enghave, trafikselskaberne, grundejere og ledningsejere i området.
SAGSBESKRIVELSE
Københavns Kommune og Kongens Enghave Bydel udskrev i august 1999 en åben idékonkurrence om udformningen af området omkring Sydhavn Station og Sydhavns Plads. Konkurrencens resultat blev offentliggjort i januar 2000.
Af en enig dommerkomité blev Arkitekt MAA Søren Hell Hansen udpeget som vinder med et projekt, der med enkle midler samler og strukturer de eksisterende forhold og tilføjer området nye funktions- og opholdsmuligheder. Vinderforslaget er efterfølgende konkretiseret af Arkitekt MAA Søren Hell Hansen i samarbejde med Vej & Park samt en række interessenter.
I konkurrenceprojektets bearbejdning er der samtidig taget højde for de faktiske forhold, herunder en bevaring af socialcenteret og indpasning af et hotelbyggeri, der er under opførelse nordøst herfor. Herudover er i overensstemmelse med vinderforslagets intentioner vist et skitsemæssigt bud på en disponering af DSB's areal mellem Gammel Vasbygade og banearealerne. Arealet er i kommuneplanforslag 2001 fortsat fastlagt som område for tekniske anlæg, men i indstillingen om endelig vedtagelse af kommuneplanforslaget er der lagt op til, at arealet kan ændre status i forbindelse med en konkretisering af konkurrenceresultatet og en kommende kommune- og lokalplanlægning.
Der foreligger imidlertid ingen konkrete byggeønsker for arealet, som er det eneste areal i området, som ikke er lokalplanlagt. I betragtning af byggemulighedernes omfang vil en nærmere afklaring heraf derfor være en væsentlig forudsætning for igangsætning af planarbejdet.
Den foreliggende konkretisering af konkurrenceresultatets intentioner om at skabe en helhed af bebyggelse, stiforløb, beplantning, belægning og belysning anbefales fortsat at indgå som grundlag for områdets fremtidige planlægning.
Uddybning af forslaget
Projektets hovedide er inspireret af storbyens trafiklandskab. Ved at etablere en række linier bestående af træplantninger, belysning, bygningskroppe og forsætninger i belægningsfladen understreges bilernes bevægelser i området. Bilerne kører gennem byen i natten og tegner derved lysende striber i mørket.
Disse strukturer forankrer det store rum i den omkringliggende tættere by og sammenbinder boligkaréerne, Sydhavn Station og Teglværkshavnen. Linierne kan ved deres start opfattes som byporte, der introducerer området omkring Sydhavns Plads og skaber en række byrum inde i området, hvor der er plads til mange aktiviteter.
Projektets intentioner er at skabe en karakterfuld ramme og ny identitet i området og at danne baggrund for en langsigtet udvikling i området.
En række træplantninger der supplerer eksisterende træer i området, etableres for at skabe forløbet af linier. Disse træer er tænkt som store træer på 15 – 30 meters højde, hvilket vil give området volumen og struktur. Valg af træart skal vurderes i relation til områdets øvrige beplantning og der anbefales anvendt flere træarter. En artsdiversitet skal sikre mod dårlig etablering som blandt andet kan skyldes sygdomme og de stressfaktorer som trafik kan påvirke træer.
Arealet mellem Gl. Vasbygade og banearealerne nord for Sydhavn Station er foreslået disponeret med lukkede bygningskroppe, der afskærmer et indre pladsrum mod trafikstøjen og mod støj fra baneterænnet. Længdehuset foreslås opført i 5-5½ etager. Mellem længdehuset og hotellet foreslås etableret boliger placeret i punkthuse opført i 4-4½ etage. I alt foreslås mulighed for opførelse af 20.000 m2 nybyggeri.
Opholdsområderne imellem bygningerne foreslås indrettet som bydelsplads, scene, udeservering, boulebane, legeaktiviteter med mere. Der plantes lunde af letløvede træer på udearealerne. Hotellet og socialcenteret inklusive deres friarealer foreslås integreret i området blandt andet ved at tilføre beplantning og ved at undgå hegning.
Der foreslås etableret køreadgang til de nye bebyggelser via Gammel Vasbygade og der foreslås etableret parkering mellem længdehuset og baneterrænet. Mod pladsen foreslås etableret køreadgang for varekørsel langs facaden.
I området foreslås etableret en differentieret belysning, som dels understreger bevægelsernes linier, dels belyser stiforbindelserne, beboelsesområdet og pladsens funktioner.
Projektet tager højde for "Den Grønne Cykelrute – Valbyruten" og "Den Grønne Kile", hvis forløb er understreget med beplantning, lysarmaturer og belægninger.
"Den Grønne Kile", som er fastlagt i lokalplan nr. 310 ("Teglværkshavnen"), forbinder Sydhavn Station med Teglværkshavnen og er central for bydelens kontakt med havnen. Den skal derfor fremstå som én ensartet belægningsflade, der understreger en tydelig bevægelse for områdets beboere og brugere. For at forbedre sikkerheden for cyklister og fodgængeres krydsning over de større vejforløb foreslås dels etableret en udviddet midterhelle på Enghavevej, dels etableret en stibro over Sydhavns Plads og Scandiagade. "Valbyruten" løber gennem området og giver cyklister mulighed for at krydse Enghavevej på begge sider af stationen.
Fladerne bearbejdes med forskellige belægninger under hensyntagen til de forskellige aktiviteter og sikkerhed. Områdets robuste karakter foreslås fastholdt og der skal sikres adgang for alle overalt. Niveauforskelle er minimale og kan optages med skrå flader eller trin, der kan anvendes som sekundære siddepladser.
Bydelspladsen foreslås grusbelagt med en finere bearbejdning af fladerne for områder med specielle aktiviteter som torveplads, udeservering, scene og legeområde. I disse områder foreslås etableret differentierede faste underlag som gummidug, teglsten, sand under hensyntagen til sikkerhed. Dele af pladsen kan bearbejdes med keramiske flader.
Pladsen forsynes i øvrigt med siddemuligheder i form af plinte og bænke.
Der er ikke foretaget økonomiske beregninger på omkostningerne for realisering af forslaget.
Der er ikke foretaget en egentlig miljøvurdering af forslaget.
Dog skal følgende generelle forhold for en gennemførelse af projektet nævnes:
- områdets forsyning af rekreative arealer og adgangsforhold for bløde trafikanter vil blive væsentlig forbedret ved projektets gennemførelse
- der er i projektet forudsat, at trafikbelastningen fastholdes som i dag og at trafikken ikke berøres af projektet
- det må forventes, at der i et vist omfang skal bortskaffes jord på grund af forurening i et p.t. ukendt omfang.
- der skal ved udviklingen af det foreslåede længdehus tages forholdsregler for støjbelastningen fra de nærliggende banearealer
Høring
Konkretiseringen af forslaget er foretaget i samråd med en række interessenter, herunder Kvarterløft Kongens Enghave, trafikselskaberne, grundejere og ledningsejere i området.
En anbefaling fra trafikselskaberne er, at et eventuelt terminalprojekt og renovering af stationen sammentænkes med konkurrenceforslaget. Der ønskes en funktionel og æstetisk opgradering af stationsområdet, herunder overfladen, trafiksikre overgange, cykelparkering, aptering, omstigningsforhold, bygninger med mere.
Københavns Energi har mange kraftige kabler og ledninger beliggende i området, hvorfor der ønskes et tæt samarbejde i en eventuel implementering af projektet.
Private grundejere har generelt udtrykt positive tilkendegivelser overfor projektets indhold med undtagelse af bekymringer overfor den foreslåede stibro over Sydhavns Plads og Scandiagade. Stibroen er foreslået etableret gennem en relativt snæver passage mellem Statoil og Det Socialpædagogiske Seminarium.
Andre konsekvenser
De samfundsøkonomiske konsekvenser af ledningsomlægninger ved etablering af de foreslåede træplantninger skal afvejes i forhold til træernes herlighedsværdi. Muligheden for at træerne kan udvikle sig skal således vurderes i forhold til omkostningerne.
BILAG VEDLAGT
Bilag 1. Oversigtskort mål 1:3000
Bilag 2. Stiforbindelser (ikke målfast)
Ole Bach