Mødedato: 27.10.2004, kl. 14:00

Forslag om fælles gårdanlæg i karreen Oehlenschlægersgade, Dybbølsgade, Valdemarsgade og Istedgade

Forslag om fælles gårdanlæg i karreen Oehlenschlægersgade, Dybbølsgade, Valdemarsgade og Istedgade

Bygge- og Teknikudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 27. oktober 2004

 

 

Sager til beslutning

 

3.      Forslag om fælles gårdanlæg i karreen Oehlenschlægersgade, Dybbølsgade,   Valdemarsgade og Istedgade

 

BTU 496/2004  J.nr. 459.0003/04

 

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,

at  forvaltningen offentliggør et byfornyelsesforslag og gennemførelsesprojekt for et fælles gårdanlæg, der omfatter karreen begrænset af Oehlenschlægersgade 56-70, Dybbølsgade 52-56, Valdemarsgade 57-61, 65-73 og Istedgade 97-103, idet forvaltningen efter indsigelsesfristens udløb vil komme med endelig indstilling om byfornyelsesbeslutning og gennemførelsesprojekt

at  indsigelsesfristen fastsættes til 8 uger

 

 

RESUME

Formålet med forslaget er at forbedre karreens friarealer ved etablering af et fælles gårdanlæg, som ejerne efterfølgende skal drive og vedligeholde.

Forslaget, der er udarbejdet efter ønske fra ejer- og beboerrep ræsentanter i karreen, omfatter 15 beboelsesejendomme med 396 beboere fordelt på 231 boliger samt 32 butikslejemål mv.

Udgifterne til anlæggets etablering skønnes at andrage 3.700.000 kr., der betales af stat og kommune med hver 50 %.

 


SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

De nuværende forhold i karreen fremgår af forslaget.

Karreen blev i 1969 omfattet af en saneringsplan, ifølge hvilken der blev nedrevet 4 tværhuse og en værkstedsbygning mv. i karrens gårdrum, ligesom gårdarealerne efterfølgende blev omlagt som et fælles gårdanlæg.

Gårdarealerne har, under hensyn til datidens beskedne anlægsniveau, igennem en længere årrække fremstået nedslidt, ligesom arealernes indretning ikke kan betegnes som tilfredsstillende til ophold og leg.

Ifølge kommuneplanen ligger karreen i et B5 boligområde, hvor der ved nybyggeri tillades en maksimal bebyggelsesprocent på 150 og forudsættes en friarealprocent på 40. Karreens bebyggelsesprocent er 334 og friarealprocenten 12.

Karreen er omfattet af lokalplan nr. 250, bekendtgjort den 24. maj 1996, der har til formål at sikre, at blandt andet Istedgade opretholdes som handelsgade.

Forslaget omfatter femten 6-etages beboelsesejendomme opført i perioden 1885-1896. Ni ejendomme er udlejningsejendomme, fem er andelsboligforeninger, og èn er en ejerforening. Der er 231 boliger i karreen og 32 butikslejemål mv. Det samlede gårdareal er ca. 2.200 m2.

Pr. 1. januar 2004 var der 396 beboere i karreen, heraf 48 under 15 år, 6 over 67 år, medens 342 var i gruppen 15-66 år.

 

Forhandlinger

Repræsentanter for karreens ejendomme har rettet henvendelse til Grønne Gårde med anmodning om, at der gennemføres en forbedring af karreens friarealer.

I anledning heraf har der været holdt møde med ejer- og beboerrepræsentanter, hvor der blev givet en orientering om reglerne om gårdanlæg mv. i henhold til Lov om byfornyelse og udvikling af byer.

Der er herefter i samarbejde med nævnte repræsentanter udarbejdet et forslag, der er tiltrådt af disse.

 

Forslaget

De enkelte ejendommes gårdarealer foreslås indrettet som fælles gårdanlæg efter de retningslinier, der fremgår af forslaget.

Forslagets gennemførelse har en række væsentlige positive miljømæssige konsekvenser. Der er blandt andet indarbejdet en række byøkologiske elementer i gennemførelsesprojektet.

Der pålægges karreens ejendomme servitutter, som blandt andet omfatter bestemmelser om den fremtidige vedligeholdelse af anlægget.

 

Økonomi

Forslaget udføres i henhold til Lov om byfornyelse og udvikling af byer, og det er forudsat, at anlægsarbejderne udføres inden for de rammebeløb, som er fastsat i medfør af loven.

Anlægsarbejdet vil på sædvanlig måde blive udbudt i licitation i henhold til Økonomi- og Erhvervsministeriets regler.

Det samlede tilskud i sagen skønnes at udgøre 3.700.000 kr., der betales af stat og kommune med hver 50 %. Tilskuddet anvises af det rådighedsbeløb, Borgerrepræsentationen har afsat til gårdanlæg på budgettet for 2004 (konto 0.15.3*), samt af de forventede rådighedsbeløb på budgettet for de følgende år til samme formål.

Ejerne afholder driftsudgifterne ved det fremtidige anlæg.

Miljøvurdering

Forslaget forventes først og fremmest at forbedre beboernes psykiske og fysiske sundhed samt deres livskvalitet. Det drejer sig om større oplevelses- og udfoldelses-muligheder i det nære boligmiljø for såvel børn som voksne.

Beplantningen sammensættes varieret, så den – ud over det syns- og duftmæssige aspekt – er med til at øge bybørns og voksnes naturkendskab.

Der sker herudover en reduktion i udledningen af overfladevand til kloaksystem et. Større plante-, grus- og græsfladerne sikrer, at en stor del af regnvandet nedsiver lokalt og dermed kommer grundvandet til gode.

Forslagets gennemførelse medfører også en reduktion af jordforureningen, idet overfladejorden – der forventes at være lettere forurenet – køres til deponering eller rensning, hvilket også mindsker risikoen for grundvandsforurening.

Den nye flisebelægning lægges i bærelag af genbrugsmaterialer.

Byggematerialer, der efter endt levetid kun kan bortskaffes ved deponering, fravælges.

Ved valg af beplantningen tages der hensyn til, at den skal kunne udvikle sig flot uden brug af sprøjtemidler.

Der sættes plads af i gården til opsamling af organisk affald, pap, papir og storaffald.

Endelig medfører forslagets gennemførelse en nedgang i el-forbruget, idet der opsættes gårdbelysningsarmaturer, hvori der kan anvendes energisparepærer. 

 

Høring

Forslaget udsendes i offentlig høring med en indsigelsesfrist på 8 uger.

 

BILAG VEDLAGT

Bilag 1:   Forslag til fælles gårdanlæg.

 

 

Ole Sperling


 


Til top