Pissoir på Maria Kirkeplads
Pissoir på Maria Kirkeplads
Bygge- og Teknikudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 27. oktober 2004
Sager til beslutning
16. Pissoir på Maria Kirkeplads
BTU 509/2004 J.nr. 2281.0003/03
INDSTILLING
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget
godkender,
at Bygge- og Teknikforvaltningen genopstiller et
pissoir på Maria Kirkeplads.
RESUME
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget
godkender, at forvaltningen genopstiller et pissoir på Maria Kirkeplads efter
ønske fra Maria Kirken.
Forslag til placering og udkast til udformning af pissoiret har været i offentlig høring i juli og august 2004. Forslaget har været offentliggjort på www.vejpark.kk.dk og i Vesterbrobladet. Endvidere har de nærmeste naboer fået forslaget tilsendt direkte med brev. Vej & Park har hørt fra 5 borgere/boligforeninger som led i høringen. Heraf omhandlede 3 henvendelser faren for blufærdighedskrænkelse ved den foreslåede udformning og placering af det skitserede pissoir. Forvaltningen vurderer imidlertid den foreslåede placering som den bedste, men vil på baggrund af de modtagn e kommentarer justere udformningen forinden en endelig opstilling. Omkostningerne ved opstilling og produktion af et pissoir finansieres af Vej & Park driftsmidler. Det er forvaltningens vurdering, at omkostningerne vil beløbe sig til ca. 100.000 kr.
SAGSBESKRIVELSE
Den 3. december 2003 besluttede
Bygge- og Teknikudvalget at sende et forslag til opstilling af et pissoir på
Maria Kirkeplads i nabohøring (BTU562/2003). Primo juli 2004 sendte Vej &
Park forslaget i høring; dels gennem offentliggørelse i Vesterbro Bladet (14.
juli 2003) og på Vej & Parks hjemmeside; dels gennem personlige breve til
de nærmeste naboer (beboerne i Istedgade 11, 13, 15, 16, 18, 20 og 22 samt beboerne
på Maria Kirkeplads 2, 4 og 6).
Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil
Siden begyndelsen af 1990´erne har Maria Kirkeplads været det
foretrukne område for kvarterets narkomaner. Indtil 1998 var der et pissoir på
Maria Kirkeplads. Dette blev i vid udstrækning anvendt af narkomaner til handel
og misbrug af hårde stoffer. Efter nedtagning af det tidligere pissoir har
Maria Kirke været plaget af urinering blandt andet op ad kirkens facade. Kirken
har derfor et ønske om at genetablere pissoiret.
Efter drøftelser - om udformning og placering - med Københavns Politi,
Maria Kirke og SBS København - har forvaltningen lavet udkast til udformning af
et nyt pissoir beregnet på opsætning netop på Maria Kirkeplads. Det skitserede
pissoir er på en gang tænkt så åbent, at handel med hårde stoffer ikke kan
finde sted, og så lukket at tilfældig blufærdighedskrænkelse i strid med
Politivedtægten heller ikke kan forekomme.
Udkastet til pissoirets udformning kan ses på bilag 1. Pissoiret var
tænkt at bestå af en stålplade i robust tykkelse, som skulle "vrides" omkring
en søjle. Stålpladen var tænkt at fortsætte henover en urinkumme og blive til
et gulv. Søjlen var tænkt at indeholde teknikken, der skulle være nødvendig for
at drive pissoiret.
Opstilling af et pissoir vil efter kommunens vurdering være med til at
forbedre det æstetiske miljø på Maria Kirkeplads. Herudover er det vurderingen,
at tryghed og hygiejne for brugere, beboere og kirkens besøgende vil øges med
opstillingen af det nye pissoir. Forinden opstilling af pissoiret igangsattes
der medio juni 2004 en renovering af Maria Kirkeplads. Renoveringen forventedes
at være tilendebragt i september 2004.
Den påtænkte placering af et nyt pissoir er vist på bilag 2 med en rød
ring. Pissoiret er tænkt placeret på den - efter renoveringen - offentlig
tilgængelige del af Maria Kirkeplads. Hegnet mellem den offentligt og den ikke
offentligt tilgængelige del af pladsen er tænkt beplantet, således at man ikke
vil kunne kigge igennem det. Charlotte
Skibsteds Tegnestue, som er ansvarlig for gårdrenoveringen, har foreslået,
at der op ad hegnet plantes vildvin. Forvaltningen
har imidlertid opfordret til i stedet at plante en type vedbend (Hedera
Hibernica – "Hestor") op ad hegnet, da denne både er stedsegrøn og meget
velegnet til at klatre. Ved at anvende en stedsegrøn plante kan det sikres det,
at der på intet tidspunkt af året vil være direkte udsyn fra den private del af
pladsen og ud på pissoiret.
Kommunen har modtaget en række indsigelser
mod projektet:
1. Brev af 16. juli 2004 fra Kirsten Damgaard; Eskildsgade 52.
KD skriver, at hun går ud fra, at hun som kvinde uden fare for at
krænke nogens blufærdighed også kan benytte pissoiret. Ellers mener hun, at
kommunen kønsdiskriminerer.
Bemærkninger:
Pissoiret anbefales i den skitserede udformning kun benyttet af mænd.
Kvinder henvises til at benytte de øvrige af områdets offentlige toiletter.
2. Brev af 16. juli 2004 fra A/B Saga 1247 ved formand Bente
Juhl-Thomsen.
BJT oplyser, at der er flere beboere, som ikke har modtaget kommunens
høringsskrivelse, men alene læst om høringen i avisen. BJT bad i sin skrivelse
om at få tilsendt høringsmaterialet, samt at der i forbindelse med evt.
høringsfristen blev taget hensyn til den angiveligt manglende orientering.
Bemærkninger: Forvaltningen har fremsendt høringsmaterialet til BJT og
beklaget, hvis der skulle være beboere, som ikke har modtaget høringsmaterialet
direkte. Høringen har været offentliggjort i Vesterbro Bladet og på Vej & Parks hjemmeside. Materialet er
samtidig sendt med såkaldt "direct mail" til førnævnte beboere på Maria
Kirkeplads og Istedgade. Forvaltningen fik ud
af 58 afsendte breve 5 retur med oplysning om, at modtageren var ubekendt på
adressen. Efterfølgende sendte Vej & Park breve til de 5 adresser til
"Beboerne på" de pågældende adresser. Ingen af disse breve er kommet retur.
Forvaltningen har opfordret BJT til at sende en høringskommentar selvom den
måtte komme forvaltningen i hænde efter
fristens udløb.
3. Brev af 17. august 2004 fra Hans Henrik Fangel; Maria
Kirkeplads 6.
HHF skriver, at myndighederne i stedet for etablering af et udendørs
pissoir burde arbejde for at få narkomanerne i hus, således at de kan få
ordnede forhold evt. ved at tilpasse kirkens åbningstider, og ved at give
tilladelse til benyttelse af de sanitære installationer, som allerede findes i
kirken.
Bemærkninger: Det ligger udenfor forvaltningens
ressortområde at ændre på kirkens åbningstider og tilbud i øvrigt til områdets
narkomaner.
4. Brev af 27. august 2004 fra E. Christensen og S. Domino, Maria
Kirkeplads 4.
EC og SD skriver at det nye
pissoir - efter deres mening - ikke vil sikre beboerne mod konstant
blufærdighedskrænkelse; herunder at det må kunne opstilles på kirkens forplads;
dvs. så langt væk fra den foreslåede placering, som muligt.
Bemærkninger: Forvaltningen har set på planerne for placeringen af pissoiret,
og vurderer at den valgte placering er den bedste. Pissoirets udformning vil
ved detailprojekteringen blive justeret under hensyntagen til bla. muligheden
for evt. blufærdighedskrænkelse.
5. Brev fra den 1. september 2004 fra Annette Pedersen, Maria
Kirkeplads 2.
AP skriver i sit brev, at hun
synes det er en god ide at opstille et pissoir på Maria Kirkeplads, men at hun
mener at placeringen er uheldig, idet hun mener at man fra f.eks. 2. sal - hvor
hun bor - vil kunne se brugerne af pissoiret i fuld figur fra siden, hvilket ikke
vil overlade meget til fantasien.
Bemærkninger: Forvaltningen har set på planerne for placeringen af pissoiret, og
vurderer at den valgte placering er den bedste. Pissoirets udformning vil ved
detailprojekteringen blive justeret under hensyntagen til bla. muligheden for
evt. blufærdighedskrænkelse såvel i gadeplan som set oppe fra.
Tidligere i sagsforløbet har forvaltningen
også modtaget indsigelser dels fra dels en enkelt beboer, dels fra en
ejerforening mod opsætning af et nyt pissoir på Maria Kirkeplads.
Konklusion
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget
beslutter at opstille et pissoir på det planlagte sted på Maria Kirkeplads. Som
forholdene har været siden nedtagningen af det gamle pissoir med urinering
blandt andet op ad kirkens facade vurderer forvaltningen det, som den bedste
umiddelbare løsning at opstille et pissoir. Forvaltningen vil imidlertid
revurdere designet forinden en endelig opstilling. Det ligger uden for
forvaltningens ressortområde og kompetence at ændre på forholdene i øvrigt
vedr. narkomanerne i området. Et pissoir vil efter forvaltningens vurdering imidlertid
kunne være med til at afhjælpe en af generne ved at narkomanerne holder til på
Maria Kirkeplads.
Økonomi
Projektet finansieres af Vej & Parks driftsmidler. Det er
forvaltningens vurdering, at omkostningerne vil beløbe sig til ca. 100.000 kr.
Opstilling af et pissoir vil - sammen med
etableringen af det nye gårdanlæg på Maria Kirkeplads - efter forvaltningens
vurdering være med til at forbedre det æstetiske miljø på Maria Kirkeplads.
Herudover er det vurderingen, at tryghed og hygiejne for brugere, beboere og
kirkens besøgende vil øges med opstillingen af et nyt pissoir.
Høring
Politi, SBS og Maria Kirken er over en række
møder blevet enige om udkast til udformningen og placeringen af pissoiret. Der
har været nabohøring af projektet i juli og august måned 2004; jf. tidligere
vedr. de indkomne høringssvar.
BILAG VEDLAGT
Bilag 1: Skitse med udkast til udformning af pissoir
Bilag 2. Udkast til placering af et nyt pissoir