Mødedato: 26.11.2003, kl. 14:00

Trafik- og Bymiljøplan for Østerbro

Trafik- og Bymiljøplan for Østerbro

Bygge- og Teknikudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 26. november 2003

 

 

Sager til beslutning

 

9.      Trafik- og Bymiljøplan for Østerbro

 

BTU 535/2003  J.nr. 0616.0004/03

 

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,

at  rapporten "Trafik- og Bymiljøplan for Østerbro" danner grundlag for den videre planlægning af trafik og bymiljø på Østerbro

 

 

RESUME

Baggrund

Formålet med denne Trafik- og Bymiljøplan for Østerbro er a t skabe et overordnet planlægningsgrundlag for Indre og Ydre Østerbro, som kan sikre, at kommende projekter på Østerbro realiseres efter et samlet mål.

Arbejdet med Trafik- og Bymiljøplan for Østerbro blev igangsat af Bygge- og Teknikudvalget i januar 2002. Planlægningsprocessen har omfattet en idéfase med en offentlig dialog om idéer til planen og om A-bus linieføring på Ydre Østerbro. Idéfasen resulterede i rapporten "Forslag til Trafik- og Bymiljøplan for Østerbro –oplæg til borgerdialog", som Bygge- og Teknikudvalget godkendte i februar 2003 som grundlag for en borgerdialog i bydelen. Der er desuden gennemført en bred borgerdialog om planforslaget og nye forslag er indarbejdet i planen.

Planlægningen er foregået i et tæt samarbejde med en følgegruppe bestående af repræsentanter fra 15 lokale organisationer, med en styregruppe og arbejdsgruppe fra Københavns Kommunes forvaltninger samt en referencegruppen fra andre planlægningsinstanser. Der er fra projektets start gjort opmærksom på, at der ikke på forhånd er afsat midler til realisering af projekter.

Trafik- og Bymiljøplan for Østerbro

Planen vedrører de offentlige arealer. Den indeholder strukturplaner for trafikken og bymiljøet på Østerbro samt idéskitser til mulige projekter. Den konkrete udformning af gader, pladser m.v. tages der først stilling til i forbindelse med en senere projektudvikling.

Den overordnede vision er "bedre rammer for et aktivt byliv på Østerbro". Planen indeholder strukturplaner og indsatser for biltrafik, parkering, kollektiv trafik, cykeltrafik, trafiksikkerhed, bymiljø, grønne områder samt Østerbro og havnen.

De vigtigste indsatser i planen er: Ny vejtunnelforbindelse fra havnen til Lyngbyvej, reduktion af biltrafik på Østerbrogade, omlægning af Østerbrogade og Nordre Frihavnsgade til miljøprioriterede handelsgader, tværforbindelser mellem Østerbro og havnen bl.a. stiforbindelse fra Nordre Frihavnsgade, badestrande i Svanemøllebugten og Nordhavnen, stiforbindelse igennem Svanemøllens Kaserneareal, grønne forbindelser ad Bryggervangen, Øster Allé og Strandboulevarden samt nyindretning af pladser, Trianglen, Hans Knudsens Plads m.fl.

Nye forslag fra borgerdialogen har givet anledning til ændringer i planen i forhold til "Forslag til Trafik- og Bymiljøplan –oplæg til borgerdialog, marts 2003".  De nye forslag vedrører dels anbefalinger til den overordnede trafik- park- og havneplanlægning og dels en række konkrete indsatser, som understøtter planens målsætning og principper. Andre indsatser, som endnu ikke er konkretiseret er formuleret som undersøgelser eller planlægning for et delområde. Desuden er der enkelte supplerende lokale ønsker til indsatser, som fremgår af rapporten.

Projektgrupperne har foretaget en prioritering af de mange ønsker og forslag fra idéfasen. Der er prioriteret "realistiske indsatser" på baggrund af en teknisk, økonomisk og politisk vurdering. Dette har givet anledning til, at nogle ønsker er indarbejdet som indsatser i planer og andre ønsker er gledet ud.

Borgerdialog

Der er gennemført en borgerdialog med offentlig høring i perioden 15. marts til 31. maj 2003. I alt er der afholdt 8 borgermøder og byvandringer med en samlet deltagelse på omkring 400 borgere.

Det generelle indtryk fra debatindlæg på møderne og projektets hjemmeside og fra høringssvar har været en bred opbakning omkring de overordnede strukturer i planforslaget. Desuden er der konkrete forslag som omhandler i alt 35 hovedemner med 233 forskellige forslag. Heraf er nogle indarbejdet som indsatser i planen.

Opfølgning på planen

Forvaltningen vil følge op på planen med et årligt orienteringsmøde om status på projekter og planer. Vej & Parks kontakter vil være Ryvang Lokalråd og Østerbro Lokalråd, som udgør kernen i det lokale netværk. Plankontoret udpeger en fast kontaktperson i kontoret, en "ambassadør" med henblik på informationer, dialog m.v.


SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Bygge- og Teknikudvalget godkendte den 30. maj 2001 udarbejdelse af en Trafik- og Bymiljøplan for Østerbro. Efter opstarten i januar 2002 blev det nye Bygge- og Teknikudvalg orienteret i notat af 6. februar 2002 om projektorganisation og aktivitetsplan.

 

Planlægningen er gennemført i to faser. I 1. fase blev ideerne udviklet og sammenfattet til rapporten "Forslag til Trafik- og Bymiljøplan for Østerbro –oplæg til borgerdialog". Bygge- og Teknikudvalget godkendte rapporten og en debatpjece som grundlag for en borgerdialog i bydelen. I 2. fase er der gennemført en bred borger-dialog med offentlig høring om planforslaget. Nye forslag er indarbejdet i planen, som er vedlagt som Bilag 1: Trafik- og Bymiljøplan for Østerbro.  

Udarbejdelse af en plan for de offentlige arealer på Østerbro blev besluttet med udgangspunkt i en henvendelse fra Ryvang Lokalråd og Indre Østerbro Bydel. De udtrykte ønske om en trafikplan, som omfatter Indre og Ydre Østerbro i sammenhæng med planlagt byudvikling og eventuel fremtidig udbygning af infrastrukturen i området.

 

Det overordnede mål er at skabe et planlægningsgrundlag, som kan sikre at kommende projekter på Østerbro realiseres efter et samlet mål. Samtidig har det været et mål, at planlægningsprocessen gennemføres med aktiv medvirken af de lokale organisationer på Østerbro og med inddragelse af en bredere kreds af borgere i idéudviklingen og i dialogen om planforslag.

 

Udarbejdelse af planen er foregået i en projektorganisation med repræsentanter fra kommunens forvaltninger, andre planlægningsinstanser og lokale organisationer. En bredere kreds af borgere er inddraget i forbindelse med de offentlige arrangementer. 

Følgegruppe bestå af repræsentanter fra 15 lokale organisationer og netværk herunder lokalråd, handelsforening, ældreråd, skolenetværk, kulturnetværk, lokale trafik- og miljøgrupper og andre interessegrupper. Styregruppen og arbejdsgruppen består af embedsmænd og teknikere fra Københavns Kommunes forvaltninger, herunder Vej & Park, Plan & Arkitektur, Økonomiforvaltningens 8.kt. og Miljøkontrollen. Referencegruppen består af repræsentanter fra HUR, Københavns Havn, Banestyrelsen, DSB, Danmarks Naturfredningsforening og Københavns Politi.

Fra projektets start i januar 2002 til BTUs behandling i november 2003 er der gennemført 3 offentlige dialogprocesser om henholdsvis idéudvikling af planen, A-bus linieføring på Ydre Østerbro og borgerdialog om planforslaget. Forud for Bygge- og Teknikudvalgets behandling af planforslaget i februar 2003 og af planen i november 2003 er der afholdt dialogmøde mellem følgegruppen og politikere fra BTU. For projektgrupperne er der afholdt 2 week-end workshops. De har desuden deltaget i henholdsvis 6 styregruppemøder, 9 arbejdsgruppemøder og 14 følgegruppe- og arbejdsgruppemøder. Referencegruppen har deltaget ad hoc i arbejdsgruppe- og følgegruppemøder. Følgegruppens evaluering fremgår af Bilag 4: Evaluering af planlægningsprocessen.

 

Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil

Trafik- og Bymiljøplan for Østerbro

Planen omfatter trafikken og bymiljøet på de offentlige arealer. Den overordnede vision er at skabe "bedre rammer for et aktivt byliv på Østerbro". Østerbro indeholder en række bevaringsværdige træk, som ønskes styrket. Det drejer sig om bymiljøet, de grønne områder og søerne, de historiske alléer og voldanlæg, bylivet på pladserne, handelslivet og havnen.

 

De ønskede resultater af planen vedrører de fremtidige strukturelle træk for bydelen: sammenhænge i de grønne områder og bydelens pladser, tværforbindelser mellem Østerbro og havnen og tilgængelighed til vandet, indbyrdes sammenhænge mellem bykvarterer og mellem Ydre og Indre Østerbro samt prioritering af handelsgaderne som attraktive, samlende elementer i bydelen.

 

Nogle af midlerne til at opnå disse bykvaliteter er en generel reduktion af biltrafikken, en aflastning af Østerbrogade for gennemkørende biltrafik og en afvikling af trafikken til og fra havnen på det overordnede vejnet.

 

Trafik- og Bymiljøplan for Østerbro indeholder strukturplaner og indsatser for følgende 8 temaområder: biltrafik, parkering, kollektiv trafik, cykeltrafik, trafiksikkerhed, bymiljø, grønne områder samt Østerbro og havnen. Desuden er indsatserne illustreret indenfor 7 geografiske eksempelområder. Her er vist idéskitser af mulige fremtidige projekter. En konkret udformning vil først finde sted i forbindelse med en eventuel projektudvikling.

 

Nogle af de vigtigste indsatser i planen er:

·        Ny vejforbindelse fra Kalkbrænderihavnsgade til Lyngbyvej, delvis i tunnel, som forudsætning for byudvikling i Nordhavnen

 

·        Østerbrogade styrkes som attraktiv handelsgade. Reduktion af biltrafikken på Østerbrogade ved omlægning af trafik til de overordnede veje

 

·        Omlægning af Østerbrogade og Nordre Frihavnsgade til miljøprioriterede handelsgader med 40 km/t

 

·        Flere cykelstier og cykelbaner samt grønne cykelruter med prioritering af Svanemølleruten

 

·        Tværforbindelser mellem Østerbro og havnen, herunder en stiforbindelse fra  Nordre Frihavnsgade

 

·        Badestrande i Svanemøllebugten og Nordhavnen i takt med at vandkvaliteten og erhvervsudnyttelsen af havnen tillader det

 

·        Stiforbindelse igennem Svanemøllens Kaserneareal og en rekreativ udnyttelse af arealerne i takt med at militærets anvendelse af arealet tillader det

 

·        Grønne forbindelser ad Bryggervangen, Øster Allé og Strandboulevarden

 

·        Nyindretning af pladser, Trianglen, Hans Knudsens Plads m.fl.

 

Planen har opbakning fra styregruppen, følgegruppen, arbejdsgruppen og referencegruppen. Banestyrelsens repræsentant i referencegruppen har dog taget forbehold for det forslag, der vedrører stiforbindelse på tværs af banen ved Nordre Frihavnsgade. Kommentarer til planlægningsarbejdet fra lokalrådene i følgegruppen indgår som bilag 1 i Trafik- og Bymiljøplan for Østerbro.

 

Ændringer i forhold til planforslaget

Nye forslag er indarbejdet i planen efter borgerdialogen. Det drejer sig dels om anbefalinger til den overordnede trafikplanlægning, parkpolitik og havneplanlægning og dels om konkrete indsatser til strukturplaner og eksempelområder samt indsatser om undersøgelser og planer med henblik på en konkretisering af eventuelle indsatser. Desuden er der lokale ønsker til enkelte yderligere indsatser, som ligger ud over planmyndighedernes aktuelle planer. Disse fremgår af rapporten.

 

Nye forslag fra borgerdialogen indarbejdet i planen samt bemærkninger til forslagene fremgår af Bilag 2: Høringsnotatet: Vurdering af høringssvar, udtalelser og debatindlæg.

 

Der er blandt andet følgende ændringer i forhold til planforslaget: En generel reduktion af den gennemkørende biltrafik anbefales til den overordnede trafikplanlægning. Desuden indgår konkrete indsatser for cykelbaner, bredere cykelstier, bedre tilgængelighed for cyklister, bedre cykelparkering, trafiksikkerhedsforanstaltninger og bedre bymiljø ved pladsomdannelser, promenader og beplantning. Endvidere indgår udarbejdelse af samlede planer for bl.a. bymiljøet omkring Sortedamssøen og for gadestrækningen mellem Hans Knudsens Plads og Vibenshus Runddel.

 

Der er lokale ønsker om, at en vejforbindelse fra havnen til Lyngbyvejen anlægges i tunnel på hele strækningen, og at den kollektive trafik forbedres i byudviklingsområderne i havnen herunder en forlængelse af havnebussen til Nordbassinet. Desuden er der lokale ønsker om en hastighedsbegrænsning på bydelsgader på 40 km/t.

 

I planlægningsprocessen er der fremsat en del forslag, som ikke indgår i den endelige plan. Projektgrupperne har foretaget en prioritering af den lange række af ønsker og forslag fra idéfasen. Der er prioriteret "realistiske indsatser" på baggrund af tekniske, økonomiske og politiske vurderinger. En række ønsker er således gledet ud. Det er f.eks. nedgravning af banen, sporvogne, aflastning af Webersgade for gennemkørende trafik samt sikker skolevej på Sortedamsdosseringen for både fodgængere og cyklister.

 

En mere detaljeret beskrivelse af ændringerne fremgår af Bilag 3: Ændringer i forhold til planforslaget, "Forslag til Trafik- og Bymiljøplan for Østerbro –oplæg til borgerdialog, marts 2003". 

 

Borgerdialog

I perioden 15. marts til 31. maj 2003 er der afholdt en borgerdialog med offentlig høring om "Forslag til Trafik- og Bymiljøplan for Østerbro –oplæg til borgerdialog". Der er afholdt 8 offentlige møder og byvandringer, og Østerbros borgere har haft mulighed for at indsende skriftlige høringssvar til Vej & Park samt debatindlæg på Debatforum på projektets hjemmeside.

 

Følgegruppen har påtages sig en aktiv rolle i forhold til udbredelse af debatten til deres baggrundsgrupper og lokale netværk og til bredere kredse af borgere på Østerbro. Organisationerne har enkeltvis eller i samarbejde stået som arrangører af de 6 første borgermøder. Vej & Park har arrangeret byvandring og i fællesskab med følgegruppen arrangeret det afsluttende borgermøde med bustur og udstilling.

 

Der er fra projektgruppernes side lagt vægt på at arrangere forskellige typer af offentlige arrangementer med henblik på, at inddrage så brede kredse af borgere som muligt. Samlet har omkring 400 borgere deltaget i følgende arrangementer:

 

"Sikre Skoleveje", arr.: Skolenetværk ved Kildevældsskolen og Sortedamsskolen.

 

"Østerbrogade", arr.: Østerbro Lokalråd og Ryvang Lokalråd.

 

"Bryggervangen", Skt. Kjelds Plads til Kildevældsparken, arr.: Ryvang Lokalråd

 

"Trianglen", arr.: Østerbro Lokalråd.

 

"Debatmøde om Havnen", arr.: Østerbro Havnekomité og Østerbrohuset

 

"Sejltur i havnen med stop ved havnecafé i Frihavnen", arr.: Københavns Havn, Østerbro Havnekomité og Østerbrohuset.

 

"Cykeltur til udvalgte pladser og grønne områder", arr.: Vej & Park

 

"Fælles afsluttende borgermøde" med "bustur rundt på Østerbro" og "åbent hus med udstilling", arr.: Vej & Park og følgegruppen

 

I borgerdialogen er der i alt indkommet 18 høringssvar, 27 debatindlæg fra Debatforum på projektets hjemmeside, 2 udtalelser vedr. Nordre Frihavnsgade fra lokalråd og handelsforening samt mundtlige og skriftlige indlæg fra de 8 offentlige borgermøder. Hvert høringssvar og debatindlæg berører flere emner. Indlæggene er sammenfattet under 35 hovedemner med i alt 233 forskellige forslag. Af disse forslag har ca. 40 givet anledning til justeringer i forhold til planforslaget.

 

De mange høringssvar og debatindlæg er teknisk vurderet af forvaltningen og efterfølgende prioriteret af projektgrupperne. Alle indlæg er sammenfattet i Bilag 2: Høringsnotat: Vurdering af høringssvar, udtalelser og debatindlæg. 

 

De indsendte høringssvar, debatindlæg på møder og på projektets hjemmeside samt referat fra det afsluttende borgermøde er vedlagt til gennemsyn. Bilag 5: Ringbind med høringssvar og debatindlæg.

 

Opfølgning på planen

Følgegruppen har udtrykt ønske om, at det gode samarbejde med forvaltningen ikke stopper med BTUs godkendelse af planen. I bydelen fortsætter samarbejdet mellem de lokale organisationer fra følgegruppen med Ryvang Lokalråd og Østerbro Lokalråd som kernen i det lokale netvæ rk. Vej & Parks Plankontor vil følge op på planen ved at holde et årlige orienteringsmøde om status på projekter og planer, der vedrører Østerbro. Desuden vil Plankontoret imødekomme de lokale ønsker fra følgegruppens evaluering om at udpege en fast kontakt i kontoret, en "ambassadør", som kontaktperson til lokalrådene med henblik på informationer, dialog o.a. Følgegruppens evaluering fremgår af Bilag 4: Evaluering af planlægningsprocessen.

 

Realisering af større projekter i planen vil foregå ved en projektudvikling i Vej & Park, hvor relevante lokale organisationer og interesserede borgere inviteres til en dialog om projektets udformning.

 

Økonomi

Driftsudgifter i forbindelse med planlægningsprocessen på ca. 600.000 kr. til borgerdialogprocesser, debatmateriale m.v. er dækket af Vej & Parks driftsmidler.

I forbindelse med godkendelse af Trafik- og Bymiljøplan for Østerbro afsættes der ikke midler til realisering af projekter i planen. En stillingtagen til realisering af projekter vil foregå i forbindelse med kommunens årlige budgetplanlægning. Her vil projektønsker til Østerbro indgå i prioriteringen af projekter til hele byen.

 

Miljøvurdering

Som en illustration af konsekvenser af planen er der foretaget en miljøvurdering. Miljøkonsekvenserne af en trafikudvikling og en omfordeling af biltrafikken som foreslået er vurderet med hensyn til barrierevirkning og luft- og støjforurening. Den foreslåede indsats på Østerbrogade vil reducere barrierevirkningen til ca. det halve på strækningen fra Sortedams Dosseringen til Svanemøllen Station. På strækningen mellem Trianglen og Jagtvej vil barrierevirkningen falde til "ubetydelig". På de overordnede veje, hvortil trafikken vil bliver flyttet, er barrierevirkningen i forvejen så stor, at trafikstigningen her ikke giver en væsentlig ændring.

 

Den foreslåede omfordeling i biltrafikken vil betyde et væsentligt lavere støjniveau på Østerbrogade mellem Jagtvej og Trianglen – i størrelsesordenen 2-3 dB – i forhold til en udvikling, hvor der ikke sker en omfordeling. Dette skyldes primært den foreslåede hastighedsnedsættelsen fra 50 til 40 km/t. Det samlede antal støjbelastede boliger på Østerbro (over 65 dB) reduceres med 4-5%. 600 støjramte boliger primært på Østerbrogade vil opleve et mærkbart lavere støjniveau. I denne vurdering indgår ikke støj fra en evt. ny vejforbindelse delvis i tunnel mellem Kalkbrænderihavnsgade og Lyngbyvej.

 

 Luftforureningen er blevet vurderet mht. stofferne NO2, benzen og CO. På Østerbrogade vurderes alle luftforureningsniveauer at ligge under de fastsatte grænseværdier. På Lyngbyvej vurderes luftens indhold af NO2 at overskride den grænseværdi, som skal være overholdt senest 2010. Såfremt grænseværdien overskrides, skal der udarbejdes en handlingsplan, der sikrer luftkvaliteten på denne strækning. Handlingsplanen skal udarbejdes i et samarbejde mellem Miljøstyrelsen og Københavns Kommune.

 

Miljøvurdering af den "midlertidige" Ring 2 med fordelingen af trafikken mellem Strandøre og Strandvænget sker i forbindelse med HURs udarbejdelse af VVM redegørelse.

 

Høring

Borgerdialogen i foråret 2003 har samtidig været en offentlig høring med mulighed for at afgive skriftlige høringssvar og debatindlæg på projektets hjemmeside. Desuden er der løbende foretaget en orientering og høring af HUR, Københavns Havn, Banestyrelsen, DSB, Danmarks Naturfredningsforening og Københavns Politi, idet disse instanser har deltaget med repræsentanter i referencegruppen, som har været inddraget i planlægningen ad hoc.

 

Andre konsekvenser

En trafikaflastning af Østerbrogade ved omlægning af den gennemkørende trafik til det overordnede vejnet vil betyde øget trafik på Kalkbrænderihavnsgade og på Lyngbyvejsforbindelsen. Det vurderes, at der kan opnås en reduktion af trafikken på Østerbrogade mellem Jagtvej og Trianglen på 25% og mellem Svanemøllens Station og Jagtvej på 10% i forhold til dagens trafik. For bymiljøet på Østerbrogade vil det betyde bedre forhold for cyklister og gående, øget trafiksikkerhed og tryghed samt en omlægning til en to-sporet vej med de nødvendige busbaner.

 

En ny vejforbindelse mellem Kalkbrænderihavnsgade og Lyngbyvej vil afvikle en stor del af den gennemkørende trafik. Dette forventes at skabe bedre plads til lokaltrafik på det øvrige vejnet på Østerbro. Samtidig vil denne vejforbindelse muliggøre en byudvikling i Nordhavnen.

 

BILAG VEDLAGT

Bilag 1: "Trafik- og Bymiljøplan for Østerbro, november 2003".

Bilag 2: "Høringsnotat: Vurdering af høringssvar, udtalelser og debatindlæg, november 2003".

Bilag 3: Ændringer i forhold til planforslaget, "Forslag til Trafik- og Bymiljøplan for Østerbro –oplæg til borgerdialog, marts 2003", november 2003

Bilag 4: Evaluering af planlægningsprocessen, november 2003.

 

BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN I BORGMESTERENS FORKONTOR, RÅDHUSET, 1. SAL VÆRELSE 36

Bilag 5: Ringbind med høringssvar og debatindlæg. (3 eks)

 

 

Ole Bach


 


Til top