Mødedato: 26.03.2003, kl. 14:00

Højbro Plads - disponering og udbud af udeservering

Højbro Plads - disponering og udbud af udeservering

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 26. marts 2003

 

Sager til beslutning

11. Højbro Plads - disponering og udbud af udeservering

BTU 144/2003 J.nr. 21541.0006/03

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,

at der foretages udbud af de to udeserveringsarealer på Højbro Plads med virkning fra udeserveringssæson 2004

at der ikke må opsættes bygninger og lignende i forbindelse med udeservering på Højbro Plads med virkning fra udeserveringssæson 2004

RESUME

Der er flere restauratører omkring Højbro Plads, som ønsker at få en af de to udeserveringsarealer på pladsen. For at give restauratørerne lige adgang til at få udeserveringsareal indstiller forvaltningen, at der gennemføres en udbudprocedure. Tildelingen af udeserveringsareal foreslås at ske for 3 sæsoner med første sæson i 2004. Udbudsproceduren sættes i værk i efteråret 2003, og restauratørerne varsles allerede på nuværende tidspunkt. Udeserveringsarealerne gives i år til de 2 restauratører, som har lejet arealerne i 2002, henholdsvis Restaurant Azori og Restaurant Vertigo.

Forvaltningen vurderer ikke, at de eksisterende udeserveringsarealer på Højbro Plads kan udvides. Baggrunden er, at sikre fremkommelighed, oversigtsforhold og en fornuftig balance mellem færdsel, ophold og muligheden for forplejning og samtidig tage hensyn til de arkitektoniske rammer, der er udgangspunktet for et attraktivt bymiljø. Samtidig vurderer forvaltningen, at forsøget med opsætning af pavilloner har været til gene for oversigtsforholdene og oplevelsen af pladsen som et smukt byrum. Derfor vil der ikke blive tilladt pavillonsbygninger og lignende med virkning fra udeserveringssæson 2004.

SAGSBESKRIVELSE

Højbro Plads er med sin centrale placering i aksen mellem Slotsholmen og Middelalderbyens gågadesystem en af byens fineste og flittigst benyttede pladser. Højbro Plads og Ved Stranden blev senest omlagt i 1995-96. Pladsen fungerer som en af fire hovedindgange til Strøget og gågadesystemet. Efter omlægningen udgør Højbro Plads med en enkel og smukt bearbejdet belægning, som det sammenbindende element, en rolig og byrumsmæssig velafstemt ramme om overgangen mellem det pulserende Strøget og kanalmiljøet langs Slotsholmen.

Københavns Kommune skal medvirke til at understøtte byens liv, både det folkelige og det kommercielle. I de senere år har der været en rivende udvikling i brugen af det offentlige byrum. Strøget og de tilstødende pladser er i dag ramme om en lang række meget forskellige aktiviteter, der alle er med til at skabe liv i byen og sætte fokus på København som en attraktiv by med mulighed for oplevelser. Området omkring Amager Torv og Højbro Plads udgør et knudepunkt i gågadesystemet og fodgængergennemstrømningen er steget med mere end 40 % siden 1995. For at sikre fremkommelighed, oversigtsforhold og en fornuftig balance mellem færdsel, ophold og muligheden for forplejning og samtidig tage hensyn til de arkitektoniske rammer, der er udgangspunktet for et attraktivt bymiljø, vurderer forvaltningen, at de eksisterende udeserveringsarealer på Højbro Plads ikke kan udvides. Samtidig vurderer forvaltningen at forsøget med opsætning af pavilloner, foranstaltet af restauratørerne med henblik på at lette serviceringsgangen, har været til gene for oversigtsforholdene og oplevelsen af pladsen som et smukt byrum.

De to udeserveringsarealer på Højbro Plads er beliggende ud mod Lille Kirkestræde. Der vedlægges kort over pladsen som bilag 1. Udeserveringsarealerne var i sæsonen 2002 udlejet til henholdsvis Restaurant Vertigo og Restaurant Azori. Ud mod Højbro Plads ligger også Baresso Coffee på adressen Højbro Plads 3, og på Amagertorv i tilknytning til Højbro Plads ligger restauranterne Norden og Europa. For sæsonen 2003 har Restaurant Europa og Baresso Coffee ansøgt om udeserveringsareal i konkurrence med de tidligere lejere af arealerne, som også har ansøgt. Der er således foreløbig 4 ansøgere til 2 udeserveringsarealer.

Forvaltningen konstaterer, at restauranterne ud mod Højbro Plads er i en ligestillet situation og ønsker samme arealer. Hvor der foreligger en sådan konkurrencesituation, kan forvaltningen fordele arealer ved lodtrækning (tilfældighed) eller ved at foretage et valg mellem restauranterne på grundlag af saglige kriterier. Et sagligt kriterium kan være tilbudt leje fra restauranternes side, men der kan også tages hensyn til andre forhold.

Forvaltningen vil iværksætte en udbudsprocedure, hvor alle restauranter, der har facade ud mod Højbro Plads, kan byde på de 2 udeserveringsarealer. Udbudsproceduren vil blive sat i værk med virkning fra udeserveringssæson 2004. Forvaltningen vil udleje arealerne for en 3 årig periode af hensyn til restauranternes forretningsmæssige tilrettelæggelse, herunder omkostninger til udstyr, faciliteter og eventuelle anlægsarbejder. Der vil blive tilladt opstillet en bardisk, stole, borde og parasoller til brug for udeserveringen. Inventaret skal særskilt godkendes. Der vil ikke blive tilladt pavillonbygninger og lignende. Der vil blive lagt afgørende vægt på tilbudt leje, men forvaltningen vil også tage hensyn til forretningskoncept, varesortiment mv. Derudover vil der blive stillet krav til, at kommende lejere redegør for en række forhold omkring indretning og drift af arealerne, som tilgodeser miljømæssige aspekter, herunder opmagasinering, bortskaffelse af affald mv. Der kan bydes på et enkelt af arealerne eller begge arealer. Forvaltningen vil indkalde bud i efteråret 2003, så valg af restauratører er afgjort i god tid før opstart på sæson 2004.

Til brug for udeserveringsarealerne skal der være el, vand og afløb. Disse installationer er der ved arealerne i dag, og installationerne er bekostet af de to restauratører, der har anvendt arealerne i 2002. Forvaltningen vil forlange eksisterende installationer overdraget til kommunen uden vederlag, eller forlange installationerne fjernet i det omfang, det er hensigtsmæssig.

Forvaltningen har ved brev af 6. februar 2003 oplyst de 2 restauratører, som i 2002 har haft udeserveringsstande på Højbro Plads, at der vil blive gennemført en udbudsprocedure allerede gældende for sæson 2003. Restauratørernes høringssvar er vedlagt som henholdsvis bilag 2 og bilag 3. Restaurant Vertigo har i sit høringssvar protesteret mod udbud af udeserveringsarealet med den begrundelse, at restauranten har en berettiget forventning om at fortsætte med at have udeserveringsarealet på Højbro Plads for kommende sæsoner,

idet restauranten har haft udeserveringen på pladsen i en årrække,

idet udeserveringsarealet har været knyttet til den bestemte restaurant,

idet forvaltningen i tidligere breve har angivet, at der skulle søges tilladelse før sæson 2003,

idet tilladelser plejede at blive fornyet år efter år,

idet Restaurant Vertigo i 2002 har købt restauranten - den tidligere restaurant Chr. 4 tal - under den forudsætning, at der fulgte udeserveringsareal på Højbro Plads med.

Restaurant Vertigo tager forbehold om erstatning over for kommunen.

Restaurant Azori tager i sit svar en udbudsprocedure til efterretning.

På grundlag af høringssvarene og fordi tiden er så fremskreden i forhold til opstart af udeserveringssæson 2003, har forvaltningen valgt at indstille til udvalget, at udbud først skal gennemføres med virkning for sæson 2004. Forvaltningen har orienteret Restaurant Vertigo og Rastaurant Azori om dette, og at de vil få arealerne for sæson 2003.

Forvaltningen skal bemærke, at udeserveringstilladelser er midlertidige og gives for en sæson ad gangen. Udstedelsen af tilladelse til udeservering er uafhængig af, hvad private parter aftaler, for eksempel i forbindelse med handel med restauranter. Private kan således ikke handle om offentlige udeserveringsarealer på en måde, der forpligter forvaltningen. I 2002 har Restaurant Vertigo fået tilladelse til for sæson 2002 at opstille en pavillon på Højbro Plads. Ved sæsonens afslutning har forvaltningen bedt om fjernelse af pavillonen, som bestemt i tilladelsen. Forvaltningen har tilladt pavillonen opstillet i sæson 2003.

Med afgiftskatalogets vedtagelse i 1999 åbnedes op for muligheden af udbud af udeserveringsarealer på torve og pladser, hvor flere restauratører kan have en lige adgang til at byde ind på udeserveringsarealer. Da taksterne for udeservering samtidig blev vedtaget af stige med 40 % trinvis over 3 år syntes en markedsværdi at være nået, og der vurderedes ikke umiddelbart at være et stort behov for udbud eller ønske herom fra konkurrerende restauratører i byen. Forvaltningen foranstaltede dog et udbud på Rådhuspladsen, der ikke førte til højere leje end tidligere, blandt andet fordi de restauratører, der havde "vundet" et areal på rådhuspladsen ikke ønskede at gøre de nødvendige investeringer, da det kom til stykket. I 2002 har forvaltningen udbudt et udeserveringsareal på Nytorv sammen med den tidligere telefonkiosk (House of Prince), der står på torvet lige ved Strøget. I 2003 har forvaltningen udbudt et nyt udeserveringsareal på Gammel Torv blandt restauratørerne omkring torvet, som et forsøg for sæsonen 2003. Resultatet er blevet, at en nystartet restaurant i Stellings Hus har vundet ved at byde den leje, som en ordinær takstmæssig prisfastsættelse ville føre til.

På Højbro Plads har flere restauratører tilkendegivet interesse, som det er anført ovenfor, og forvaltningen forventer, at der vil blive budt en leje, som vil overstige den nuværende takstmæssige prisfastsættelse, fordi pladsen er meget central i byen, og der er et fint omgivende restaurant- og cafemiljø.

Økonomi

De to eksisterende udeserveringsarealer på Højbro Plads måler hver 6 x 13 meter, hvorved der i alt er et udeserveringsareal på 156 kvadratmeter. Ifølge afgiftsreglerne er prisen pr. kvadratmeter udeserveringsareal på pladsen kr. 310,92 pr. måned i 2003. Den samlede udeserveringsafgift beløber sig således til kr. 183.061,67 pr. sæson, såfremt restauratøren vælger den fulde serveringsperiode fra 15.03.-31.10.2003.

Ved en udbudsprocedure afhænger afgiften til kommunen af de afgivne bud. Forvaltningen vil forbeholde sig ret til at forkaste alle indkomne bud, såfremt de pris- eller indholdsmæssigt ikke opfylder forvaltningens forventninger.

Miljøvurdering

Højbro Plads er en af byens fineste pladser, der samtidig fungerer som indgangsparti til byens gågadesystem. Der vil derfor i udbuddet blive stillet krav til, at kommende lejere af udeserveringsarealerne redegør for en række forhold omkring indretning og drift af udeserveringerne, som tilgodeser miljømæssige aspekter, herunder opmagasinering, bortskaffelse af affald, varesortiment mv.

Møblement og opstillinger skal godkendes af Vej & Park, før drift kan begynde.

BILAG VEDLAGT

Bilag 1: Kort over Højbro Plads med udeserverinsgarealer

Bilag 2: Brev fra Cafe Vertigo af 11. og 17. februar 2003

Bilag 3: Brev fra Cafe & Restaurant Azori af 7. februar 2003.

 

Ole Bach

 

Til top