Endelig vedtagelse af fælles gårdanlæg for ejendommene begrænset af Enghavevej, Stenderupgade, Sønder Boulevard og Enghave Passage
Endelig vedtagelse af fælles gårdanlæg for ejendommene begrænset af Enghavevej, Stenderupgade, Sønder Boulevard og Enghave Passage
Bygge- og Teknikudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 26. februar 2003
Sager til beslutning
2. Endelig vedtagelse af fælles gårdanlæg for ejendommene begrænset af Enghavevej, Stenderupgade, Sønder Boulevard og Enghave Passage
BTU 88/2003 J.nr. 451:109.0001/03
INDSTILLING
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,
at det i udvalgets møde den 4. december 2002 vedtagne forslag til byfornyelsesbeslutning og gennemførelsesprojekt, der omfatter ejendommene Enghavevej 65-71, Stenderupgade 2-10, Sønder Boulevard 106-110 og Enghave Passage 1-3 og 2-6 - efter fremlæggelse for offentligheden i henhold til byfornyelseslovens bestemmelser - nu vedtages endeligt
RESUME
Formålet med forslaget er at forbedre ejendommenes friarealer ved etablering af et fælles gårdanlæg, som ejerne efterfølgende skal drive og vedligeholde.
Forslaget omfatter 5 beboelsesejendomme med 297 beboere fordelt på 176 boliger samt 8 butikslejemål mv.
Forslaget har været ude i høring, og der er modtaget 2 ændringsforslag.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Bygge- og Teknikudvalget vedtog i mødet den 4. december 2002 (Sag nr. 585 /2002) at offentliggøre forslaget til byfornyelsesbeslutning og gennemførelsesprojekt. Indsigelsesfristen blev fastsat til 8 uger.
Økonomi
Udgifterne til anlæggets etablering skønnes at udgøre 3.600.000 kr., der betales af stat og kommune med hver 50 %.
Høring
Offentlighed
Forslaget har været offentliggjort i perioden 11. december 2002 – 5. februar 2003 og er udsendt og omdelt til de berørte grundejere og lejere. Forslaget har endvidere været fremlagt i Københavner Information og på Biblioteket, Lyrskovgade 4.
Indsigelser
I offentlighedsperioden er der modtaget de i kopi vedlagte 2 ændringsforslag.
1) Brev modtaget den 5. februar 2003 fra Tóroddur Poulsen og Louise Sass, Enghave Passage 3, st. th.
Tóroddur Poulsen og Louise Sass oplyser, at de glæder sig til den forestående forbedring af gårdmiljøet.
De foreslår, at der etableres robust beplantede bede ud for deres vinduer, så der skabes afstand til opholdskrogen i passagen. Ønsket skyldes, at vinduerne i lejlighedens to opholds- og arbejdsrum, der vender mod passagen, er lavere placeret i forhold til terræn end de øvrige stuelejligheders, så de bliver mere udsat for gener fra udendørs ophold end øvrige beboere i stuelejligheder.
Endvidere ønsker de, at den nye belysning formgives og placeres, så gener i stuelejlighederne undgås, idet de i dag er meget generet af stærkt lysindfald i lejligheden om natten.
De mener også, at der er behov for at parkere barnevogne, cykler, cykelanhængere og cykelvogne udendørs, idet antallet af barnevogne og Christianiacykler er stigende, ligesom disse køretøjer er for tunge til at komme op og ned af ramper til kælderrummene. Herudover er der endvidere behov for en afskærmet storaffaldsplads.
Tóroddur Poulsen og Louise Sass mener i øvrigt, at det bør undersøges om en del af den eksisterende beplantning foran facaderne i passagen og især træerne kan indgå i det nye gårdanlæg uanset de brandmæssige krav.
Bemærkning
Forslaget er udformet efter aftale med ejer- og beboerrepræsentanterne, der har ønsket, at det mest solbeskinnede hjørne af gården indrettes til en solkrog.
Lejlighedens vinduer ligger ikke lavere end vinduerne i de øvrige stuelejligheder i ejendommen, ligesom terrænet ud for lejligheden sænkes i forbindelse med etablering af gårdanlægget.
Forvaltningen vil imidlertid drøfte størrelse og beplantning af de bede, der i forslaget er placeret langs gårdfacaden med ejer- og beboerrepræsentanterne i forbindelse med gårdanlæggets projektering.
Der vil ved placering og valg af belysningsarmaturer - på sædvanlig måde - blive taget hensyn til, at belysningen i det væsentlige skal fungere som orienteringslys og ikke medføre stærkt lysindfald i lejlighederne.
Ejer- og beboerrepræsentanterne har ønsket, at opbevaring af cykler og barnevogne m.v. sker i de eksisterende 2 cykelkældre og en nyetableret cykelkælder.
Den ene af de eksisterende cykelkældre udvides og forsynes med nye ramper, medens der er direkte adgang til den nye kælder fra gårdarealet.
Ejer- og beboerrepræsentanterne har endvidere ønsket at opretholde den eksisterende ordning, hvor storaffaldet stilles frem i et bestemt tidssrum, hvorefter Renholdningsselskabet af 1898 afhenter det på et nærmere aftalt tidspunkt.
Forvaltningen har inden udarbejdelsen af byfornyelsesforslaget – på sædvanlig måde – gennemgået den eksisterende beplantning, herunder træerne, med henblik på at vurdere, hvad der kan bevares. Forslaget har ligeledes været forelagt brandvæsenet, der – efter en stigerejsningsprøve på stedet - har henstillet, at træhøjden maximalt udgør ca. 2 meter.
Elmetræerne i den sydlige del af passagen er omkring 8-9 meter høje og angrebet af elmesyge, medens de 6 avnbøg i den nordvestlige del af passagen – hvoraf de 2 er syge – er omkring 5-6 meter høje. Træerne har tidligere været stynet. Det er muligt at gøre dette igen men ikke til en højde af 2 meter.
Forvaltningen har således fundet det nødvendigt at udskifte træerne med andre og lavere træer, idet det i øvrigt skal bemærkes, at den samlede beplantning, herunder antallet af træer, øges i forhold til i dag.
2) Brev af 9. februar 2003 fra Martin Brandt Djupdræt, Enghave Passage 1, 2.th. og Morten Espersen, Enghave Passage 1, 4.th.
Martin Brandt Djupdræt og Morten Espersen er godt tilfredse med forslaget, hvis gennemførelse vil medføre, at gårdarealerne kommer til at virke mere luftige, og at gårdene bliver mere brugt.
De ser dog gerne, at træerne i passagen, der er et særegent element, og som derudover er vigtigt for det sparsomme fugleliv, bevares.
Bemærkning
Der henvises til bemærkningerne til brev 1.
-o0o-
Bygge- og Teknikforvaltningen finder ikke, at de fremførte ændringsforslag giver anledning til at ændre forslaget, udover hvad der er anført.
BILAG VEDLAGT
Forslaget til byfornyelsesbeslutning og gennemførelsesprojekt.
Udsendt med dagsordenen til Bygge- og Teknikudvalgets møde den 4. december 2002.
BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN I BORGMESTERENS FORKONTOR, RÅDHUSET, 1. SAL VÆRELSE 36
Bilag 1: Brev modtaget den 5. februar 2003 fra Tóroddur Poulsen og Louise Sass.
Bilag 2: Brev af 9 februar 2003 fra Martin Brandt Djupdræt og Morten Espersen.
Ole Sperling