Trafik- og Byrumsplan for Vesterbro
Trafik- og Byrumsplan for Vesterbro
Bygge- og Teknikudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 26. februar 2003
Sager til beslutning
10. Trafik- og Byrumsplan for Vesterbro
BTU 101/2003 J.nr. 0616.0001/03
INDSTILLING
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender
at det foreliggende forslag til Vesterbro Trafik- og Byrumsplan danner grundlag for det videre arbejde med trafikken og byrummet på Vesterbro
RESUME
Trafik- og Byrumsplanen er udarbejdet af Vej & Park. Til arbejdet har der været knyttet en følgegruppe fra Vesterbro. Planen er tænkt som et forslag til den trafikale struktur på Vesterbro og som anvisning af bydelens rekreative potentialer.
Forslag til planen har været forelagt Bygge- og Teknikudvalget d. 30. oktober 2002, hvor udvalget besluttede at gennemføre en offentlig høring frem til 20. december 2002. En liste over de indkomne høringssvar og et koncentrat af indholdet sammen med forvaltningens anbefalinger er vedlagt nærværende indstilling som bilag 1.
Der er ikke i forbindelse med den politiske beslutning om, at der skal udarbejdes en trafik- og byrumsplan på Vesterbro, afsat midler til realisering af planen, men planen er et vigtigt grundlag for fremtidige prioriteringer. Borgerrepræsentationen har efterfølgende i december 2002 besluttet, at der skulle udarbejdes et forslag af Bygge- og Teknikudvalget til iværksættelse af Vesterbro Trafikplan i 2004 - 2005, herunder 1. etape af renovering af Sønder Boulevard inden for en ramme af 22 mill. kr. Forslag til iværksættelse af planen vil blive behandlet i en efterfølgende indstilling.
Vej & Park har modtaget ca. 40 indlæg i forbindelse med høringen, der samlet indeholder ca. 200 kommentarer. (se bilag 1)
I de indkomne bidrag udtrykkes der i et flertal ønske om forbedringer af forholdene omkring Sønder Boulevard, herunder at Sønder Boulevard under ét opfattes som et rekreativt område uden bydelsgadestatus. Dernæst er der stor fokus på trafiksikkerhed særligt i forhold til Enghavevej, Istedgade og Gasværksvej. De vigtigste foreslåede indsatsområder er mindre gennemkørende trafik, at tilføre bydelen flere offentlige rekreative områder og øget trafiksikkerhed for cyklister og fodgængere.
Vej & Park vurderer at de indkomne høringssvar ikke giver anledning til væsentlige ændringer i selve planen, men vil indarbejde relevante forslag til faktuelle rettelser og mindre justeringer, som ligger inden for de principielle rammer. Vej & Park anbefaler således på baggrund af høringen, at der gives mulighed for at Enghavevej kan etableres med cykelsti fra Matthæusgade til Vesterbrogade.
Politiet har i deres høringssvar udtrykt, at planen overordnet er et udtryk for den almindelige udvikling i bybilledet. Konkret bemærker de samtidigt, at en ændring af Sønder Boulevard til boligvej og Stationsforplads mellem Ny Carlsbergvej og Vesterfælledvej umiddelbart vil være til gavn for beboerne; men det er politiets opfattelse, at det unødigt vil belaste de omkringliggende gader. Endelig forudser politiet, at en ensretning af Gasværksvej fra Halmtorvet vil give problemer for trafikafviklingen på tværs af området og dermed unødigt belaste de omkringliggende mindre gader. Det er forvaltningens bemærkning til dette, at det rekreative behov i forhold til bydelen gør, at en ændring af Sønder Boulevard til lokalgade er højt prioriteret og at ensretningen i Gasværksvej vil kunne imødekomme et stort ønske om at nedbringe den gennemkørende trafik, uden at hindre Kødbyen i at fungere. Forvaltningen anbefaler således, at politiets kommentarer ikke giver anledning til ændring af planen.
Inddragelse af godsbaneterrænet til rekreative og boligformål, samt bedre forbindelse til havneområderne og over Havnen til Amager Fælled er højt prioriteret, og der lægges i flere af høringssvarene vægt på, at det videre arbejde forholder sig til den stigende privatbilisme, som forringer trafiksikkerheden og gør at parkering optager gaderummet, hvor dette kunne imødekomme et behov for mere attraktive bolignære friarealer.
I høringen er der også udtrykt kritik af processen. Forvaltningen anbefaler, at kritikken tages til efterretning og anvendes til at forbedre kommende planprocesser. Vej & Park finder imidlertid, at resultatet – selve planen - afspejler de divergerende holdninger i bydelen og er et fornuftigt og afbalanceret grundlag for det videre arbejde.
I forbindelse med udvalgets behandling af forslaget d. 30. oktober blev følgegruppens kommentar til planen - "visionerne lever stadig" - med tilhørende reaktioner et bilag til planen. Dette bilag trækkes ud af planen og behandles som del af høringen.
SAGSBESKRIVELSE
Det blev på baggrund af trafikforsøget på Sønder Boulevard i 2000 i januar 2001 besluttet af Bygge- og Teknikudvalget, at der skulle udarbejdes en samlet trafik- og byrumsplan af Vej & Park sammen med lokalområdets beboere, brugere og erhvervsliv. Denne plan skulle i hovedtrækkene bygge på "trafikmodel 2" fra Kvarterplanen. Dette arbejde blev iværksat i maj 2001 af Vej & Park.
Forslag til planen har været forelagt Bygge- og Teknikudvalget d. 30. oktober 2002, hvor udvalget besluttede at gennemføre en offentlig høring frem til 20. december 2002. En liste over de indkomne høringssvar og et koncentrat af indholdet sammen med forvaltningens anbefalinger er vedlagt nærværende indstilling som bilag 1.
Der er ikke i forbindelse med den politiske beslutning om, at der skal udarbejdes en trafik- og byrumsplan på Vesterbro afsat midler til realisering af planen, men planen er et vigtigt grundlag for fremtidige prioriteringer. Borgerrepræsentationen har efterfølgende i december 2002 besluttet, at der skulle udarbejdes et forslag af Bygge- og Teknikudvalget til iværksættelse af Vesterbro Trafikplan i 2004 - 2005, herunder 1. etape af renovering af Sønder Boulevard inden for en ramme af 22 mill. kr. Prioritering af disse midler vil blive behandlet i en efterfølgende indstilling.
Vej & Park har modtaget ca. 40 indlæg i forbindelse med høringen, heraf udtrykkes der i et flertal ønske om forbedringer af forholdene omkring Sønder Boulevard. Dernæst er der stor fokus på trafiksikkerhed og trafikmiljø særligt i forhold til Enghavevej, Istedgade og Gasværksvej. De vigtigste foreslåede indsatsområder har været mindre gennemkørende trafik, at tilføre bydelen flere offentlige rekreative områder og bedre trafiksikkerhed for bydelens børn og ældre.
Vesterbro Trafik- og Byrumsplan
Planens overordnede strategier er at:
- reducere den gennemkørende trafik i bydelen
- øge sikkerheden og dæmpe hastigheden
- trafikale problemer skal løses og ikke flyttes
- den kollektive trafik forbedres også for ældre og børn
- forbedre cyklisters og fodgængeres fremkommelighed
- skabe flere og bedre rekreative byrum
- gøre Vesterbro til en grøn og attraktiv bydel
- give plads til alle
I planen er der beskrevet principper for tiltag, som kan forbedre byrummet og sikre en bedre og mindre belastende trafikafvikling. Der har i processen været mere vidtgående visioner: Sønder Boulevard uden gennemkørende trafik; Stop for gennemkørende tunge køretøjer i bydelen; Sammenhæng mellem Enghave Plads og Enghaven. Derudover er egentlige cykelgader, træer frem for parkeringspladser, beboerhaver o.lign. nogen af visionerne.
Vesterbro Trafik- og Byrumsplan, processen
For at sikre at så mange interesser som muligt blev hørt, har der til arbejdet været knyttet en følgegruppen, hvoraf ca. 30 beboere og repræsentanter fra foreninger, handlende og erhvervsdrivende har været aktive i hele processen.
I november 2001 deltog følgegruppen i et seminar, hvor bl.a. de overordnede temaer for det videre arbejde blev fastlagt. Disse temaer er blevet bearbejdet på arbejdsmøder i følgegruppen gennem foråret og sommeren 2002. Resultatet af dette arbejde er af Vej & Park blevet sammenskrevet og efterfølgende justeret på et heldagsseminar i september 2002.
Der er ikke i planen foretaget en prioritering mellem forskellige tiltag. På det sidste seminar blev indsatsområderne diskuteret og blandt de tilstedeværende var der en klar prioritering af de bløde trafikanters forhold, begrønning og reduktion af den gennemkørende trafik. Konkret var strækningerne Enghavevej, Sønder Boulevard, Istedgade og Vesterbrogade højt prioriteret.
Omkring Sønder Boulevard har det været et stort ønske, at politikerne havde fået forelagt de mange alternative scenarier til konkretisering af planens trafikale løsning for strækning og de lokale forslag til begrønning og rekreativ udnyttelse. Vej & Park finder, at dette er en del af den efterfølgende projektudvikling og vil således inddrage dette i den videre udvikling af et projekt for Sønder Boulevard.
Vesterbro Trafik- og Byrumsplan, evaluering af processen
Undervejs har der været kritik af processen. Vej og Park har tilstræbt at imødekomme denne kritik ved at tilføre yderligere ressourcer til arbejdet. Vej & Park erkender, at forløbet ikke har været tilfredsstillende, men finder samtidigt at resultatet - selve planen - er et fornuftigt grundlag for det videre arbejde.
I arbejdet har der blandt medlemmerne af Følgegruppen været meget divergerende holdninger til målet og niveauet. En del af Følgegruppens kritik er, at planen ikke er ambitiøs og visionær. Det er forvaltningens opfattelse, at planen modsvarer det politiske mandat og giver et realistisk grundlag for det videre arbejde.
Høringen
Vej & Park har modtaget ca. 40 indlæg i forbindelse med høringen, der samlet indeholder ca. 200 kommentarer til planen. Høringssvarene er resumeret i bilag 1 med forvaltningens vurdering af deres forhold til planen. Ud af kommentarerne er ca. 100 til planens overordnede mål og løsninger, og ca. 50 kommentarer er konkrete forslag. Udover disse er ca. 25 kommentarer til prioritering, 15 til processen og 10 kommentarer, der berører forhold uden for planens rammer. (se bilag 1)
I de indkomne bidrag udtrykkes der i et flertal ønske om forbedringer af forholdene omkring Sønder Boulevard, herunder muligheden for at hele boulevarden kan anvendes rekreativt og kun har status af lokalgade i hele forløbet. Dernæst er der stor fokus på trafiksikkerhed særligt i forhold til Enghavevej, Istedgade og Gasværksvej. De vigtigste foreslåede indsatsområder er mindre gennemkørende trafik, at tilføre bydelen flere offentlige rekreative områder og øget trafiksikkerhed for cyklister og fodgængere.
Vej & Park vurderer, at de indkomne høringssvar ikke giver anledning til væsentlige ændringer i selve planen, men vil indarbejde forslag til faktuelle rettelser og mindre justeringer, som ligger inden for de principielle rammer.
Særligt i forhold til ensretning af Gasværksvej og forslag om at lukke helt for ind- og udkørsel fra Enghavevej til Sønder Boulevard er der fra politiet gjort opmærksom på, at dette kan belaste de tilstødende lokalgader uhensigtsmæssigt.
Miljøkontrollen ser en dæmpning af hastigheden som et middel til at reducere støj og anbefaler derfor, at også Vester Fælledvej skiltes med 40 km./t. Det kan på baggrund af planens overordnede målsætning og hensynet til støjforhold anbefales at hastigheden på Vesterfælledvej revurderes i forbindelse med implementeringen af hastighedsplanen på Vesterbro, og at der arbejdes for at sikre overgangene ved Ny Carlsbergvej og Lyrskovsgade af hensyn til skolebørn.
Blandt høringssvarene er en positiv omtale af en opgradering af Ingerslevsgades funktion som fordelingsgade og af at føre Ingerslevgade direkte over i Tietgensgade.
Inddragelse af godsbaneterrænet til rekreative og boligformål, samt bedre forbindelse til havneområderne og over havnen til Amager Fælled er ligeledes positivt omtalt.
Der læges i høringssvarene vægt på, at man i det videre arbejde forholder sig til den stigende privatbilisme, som gør at parkering optager gaderummet og gør det farligt at færdes i lokalagaderne.
Omkring Sønder Boulevard har det været et stort ønske, at politikerne havde fået forelagt de mange alternative scenarier til konkretisering af planens trafikale løsning for boulevarden og de lokale forslag til begrønning og rekreativ udnyttelse. Vej & Park finder at dette er en del af den efterfølgende projektudvikling, og vil således inddrage dette i den videre udvikling af et projekt for Sønder Boulevard.
I forbindelse med den politiske beslutning om at udarbejde en trafik- og byrumsplan for Vesterbro blev der ikke afsat penge til realisering af planen. Til gengæld udgør planen et vigtigt beslutningsgrundlag for fremtidige prioriteringer internt i bydelen såvel som mellem de forskellige bydele i Københavns Kommune.
På Vej & Parks investeringsplan er der afsat midler til den fortsatte renovering af Halmtorvet. Desuden er der foreslået afsat midler til renovering af Sønder Boulevard, forbedringer af cyklisternes forhold på Enghavevej og den fortsatte renovering af Enghaven.
Borgerrepræsentationen har efterfølgende i december 2002 besluttet, at der skulle udarbejdes et forslag af Bygge- og Teknikudvalget til iværksættelse af Vesterbro Trafikplan i 2004 - 2005, herunder 1. etape af renovering af Sønder Boulevard inden for en ramme af 22 mill. kr. Prioritering af disse midler vil blive behandlet i en efterfølgende indstilling.
Miljøvurdering
Miljøforbedring er en integreret del af planen, og det er Miljøkontrollens vurdering af Vesterbro Trafik- og Byrumsplan, at den vil bi drage til en mere bæredygtig by.
Miljøkontrollen anbefaler samtidigt, at der af hensyn til støjbelastningen i boligerne ud til Vesterfælledvej indarbejdes 40km/t på vejen og arbejdes for en reduktion af den tunge trafik, da det vil nedsætte trafikstøjen betydeligt.
Det bemærkes, at Miljøkontrollen vurderer, at filterteknologi kan fjerne omkring 90% af de partikler, der udledes fra dieselkøretøjer.
Overordnet set forventes planen ikke at reducere trafikkens miljøbelastning. Hvis det bliver mere attraktivt at gå og cykle, eller anvende kollektive trafikmidler, kan der forventes en lokal reduktion i miljøbelastningen.
Lokalt forventes der forbedringer af miljøet ved at reducere mængden af gennemkørende trafik, og dæmpe hastigheden, og fremme en mere glidende trafikafvikling med mindre støj og tomgangskørsel til følge.
Lukninger og ensretninger kan medføre mere omvejskørsel. Underskud af parkeringspladser i forhold til det lokale bilejerskab kan medføre øget søgetrafik. Disse forhold bør belyses under den miljømæssige vurdering i kommende trafiksaneringer.
Høring
Forslag til planen har været i offentlig høring i perioden 30. oktober til 20. december 2002. I forbindelse med denne høring er der udleveret 500 eksemplarer af forslaget, der har været etableret en hjemmeside, og der er afholdt borgermøde d. 18. november. Borgermødet var annonceret i Vesterbrobladet og havde samtidigt en redaktionel omtale.
Forslaget har ligeledes været fremsendt til HUR og politiet. HUR har ingen generelle bemærkninger, men gør opmærksom på, at der skal etableres nye stoppesteder i Ingerslevsgade. Politiet finder; at planen er i overensstemmelse med den trafikale udvikling i byen i øvrigt, men påpeger at lukning af Sønder Boulevard og ensretning i Gasværksvej kan medføre en øget trafikal belastning af de tilstødende lokalgader.
I forbindelse med udarbejdelse af indstillingen er der efter høringsperioden afholdt et møde med følgegruppen, hvor der på mødet blev enighed om at oprette en arbejdsgruppe under Vesterbro Lokalråd. Denne gruppe vil gerne have mulighed for fremover at kunne behandle, drøfte og kommentere kommunens forslag og planer for trafik, miljø og byrum på Vesterbro. (Brev vedlagt som bilag 2). Forvaltningen ser dette som et konstruktivt initiativ og anbefaler at denne arbejdsgruppe fremover bliver høringspart i projekter på Vesterbro.
BILAG VEDLAGT
- Vesterbro Trafik- og Byrumsplan
Udsendt med dagsordenen for Bygge- og Teknikudvalgets møde den 30. oktober 2002
- Høringssvar, en kommenteret oversigt
- Brev fra Vesterbro Lokalråd vedr. Vesterbro Trafik- og Byrumsgruppe
BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN I BORGMESTERENS FORKONTOR, RÅDHUSET, 1. SAL VÆRELSE 36
Mappe med kopi af samtlige svar afgivet i høringsperioden
Ole Bach