Krydset Vejlands Allé, Digevej og Fælleddiget
Krydset Vejlands Allé, Digevej og Fælleddiget
Bygge- og Teknikudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 25. oktober 2000
Sager til beslutning
4. Krydset Vejlands Allé, Digevej og Fælleddiget
BTU 468/2000 J.nr. 2111.0049/00
INDSTILLING
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,
at Ørestadsselskabet etablerer et signalreguleret kryds i krydset mellem Vejlands Allé, Digevej og Fælleddiget
RESUME
Etablering af et psykiatrisk hospital i H:S-regi vest for Digevej med vejadgang til denne samt åbning af Amager Fælled Station i år 2002 har nødvendiggjort en omlægning af den eksisterende Digevej samt en ændring af dens tilslutning til Vejlands Allé.
En indstilling vedr. Udvidelse samt forlængelse af Digevej blev vedtaget af Bygge- og Teknikudvalget den 24. maj 2000. På daværende tidspunkt foregik drøftelser mellem Ørestadsselskabet og Bygge- og Teknikforvaltningen om udformning og økonomi i forbindelse med tilslutningen af Ørestadens vej- og stinet til det eksisterende vej- og stinet. Stillingtagen til tilslutning af de 2 private fællesveje Digevej og Fælleddiget til den offentlige vej Vejlands Allé blev derfor ikke behandlet på udvalgsmødet den 24. maj. Drøftelserne er endnu ikke tilendebragt, men Ørestadsselskabet og Københavns Kommune har aftalt, at Ørestadsselskabet finansierer etablering af krydset.
Krydset Vejlands Allé, Digevej og Fælleddiget planlægges etableret som et firebenet signalreguleret kryds med separate højre- og venstresvingsbaner. Endvidere indarbejdes den nord-sydgående cykelrute i krydset.
SAGSBESKRIVELSE
Etablering af et psykiatrisk hospital vest for Digevej med vejadgang til denne samt åbning af Amager Fælled Station i år 2002 har nødvendigggjort en ændring af den eksisterende Digevej. Projektforslaget til ændring af krydset Vejlands Allé, Digevej og Fælleddiget er i overensstemmelse med den vedtagne lokalplan nr. 307 "Sundby Station Øst" med tilhørende kommuneplantillæg nr. 8.
En indstilling vedr. Udvidelse samt forlængelse af Digevej blev vedtaget af Bygge- og Teknikudvalget den 24. maj 2000 ( BTU 214/2000). På daværende tidspunkt blev Bygge- og Teknikudvalgets godkendelse af krydset Vejlands Allé, Digevej og Fælleddiget udskudt under henvisning til, at drøftelser mellem Ørestadsselskabet og Bygge- og Teknikforvaltningen om udformning og økonomi i forbindelse med tilslutningen af Ørestadens vej- og stinet til det eksisterende vej- og stinet ikke var afsluttede. På nuværende tidspunkt er drøftelserne endnu ikke tilendebragt, men Ørestadsselskabet og Københavns Kommune har aftalt, at Ørestadsselskabet finansierer etablering af krydset.
Der er i dag intet kryds ved Vejlands Allé, Digevej og Fælleddiget på grund af eksisterende midterrabat på Vejlands Allé. I dag eksisterer i stedet to T-kryds (Vejlands Allé og Digevej samt Vejlands Allé og Fælleddiget). Eksisterende midterrabat planlægges gennembrudt og et firebenet signalreguleret kryds etableret. Etablering af signalreguleringen sker med henblik på at forbedre til- og frakørselsforholdene til Digevej og Fælleddiget. Signalreguleringen samordnes fra idriftsættelsen med det eksisterende signal i krydset Vejlands Allé og Røde Mellemvej og senere med signalet i krydset Vejlands Allé og Ørestads Boulevard.
Endvidere indarbejdes den nord-sydgående cykelrute i krydset; dog således at der op mod krydset etableres cykelsti i begge sider af Digevej. I Fælleddiget, hvor der kun vil være lokaltrafik, er der ikke plads til at etablere cykelsti op til krydset med Vejlands Allé på grund af den vest for vejen beliggende pumpestation. Umiddelbart syd for pumpestationen etableres fortsættelsen af cykelruten i eget tracé langs Nordre Landkanal.
Bilag 1 viser på et oversigtskort placeringen af krydset Vejlands Allé, Digevej og Fælleddiget.
Bilag 2 viser den nærmere udformning af krydset.
Kørebaner og cykelstier asfalteres. Eksisterende fortovsbelægninger bevares.
Arbejdet med etablering af det signalregulerede kryds mv. planlægges gennemført i løbet af 2000. Anlægsperiodens start placeres tidsmæssigt således, at eventuelle ledningsarbejder kan udføres forud for vejentreprisen.
Økonomi
Forhandlingerne mellem Ørestadsselskabet og Bygge- og Teknikforvaltningen om fordelingen af omkostningerne ved tilslutning af Ørestaden til eksisterende vejnet er endnu ikke afsluttet, men Ørestadsselskabet og Københavns Kommune har aftalt, at Ørestadsselskabet finansierer etableringen af krydset Vejlands Allé, Digevej og Fælleddiget inkl. signalanlæg. Etablering af krydset er vurderet til at koste ca. 4 mio. kr.
Høring
Ørestadsselskabet, H:S og Grundejerforeningen Vestervang havde allerede i november 1999 kontakt med henblik på drøftelse af den fremtidige udformning, anvendelse og drift af Digevej, der er en privat fællesvej. På efterfølgende offentlige møder blev der opnået enighed om projektet inkl. udformningen af krydset Vejlands Allé, Digevej og Fælleddiget.
Der vil i anlægsfasen være gener for især den gennemkørende trafik på Vejlands Allé. Der vil dog blive sørget for, at der hele tiden er minimum et kørespor åben i begge retninger, således at trafikken på intet tidspunkt fuldstændig stoppes. De beboere, som må forventes at blive generet af gener som støv og støj mv. fra anlægsarbejdet, vil forud for arbejdets igangsættelse blive kontaktet af Ørestadsselskabet og orienteret om tidsplaner for anlægsarbejderne.
BILAG VEDLAGT
Bilag 1. Oversigtskort med placering af krydset
Bilag 2. Udformningen af krydset
Ole Bach