Beslutningsforslag om indførelse af borgermøder i forbindelse med forslag til lokalplaner
Beslutningsforslag om indførelse af borgermøder i forbindelse med forslag til lokalplaner
Bygge- og Teknikudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 25. oktober 2000
Sager til beslutning
19. Beslutningsforslag om indførelse af borgermøder i forbindelse med forslag til lokalplaner
BTU 477/2000 J.nr. 610.0007/00
INDSTILLING
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,
at beslutningsforslag samt ændringsforslag om afholdelse af borgermøder i forbindelse med lokalplaner (BR 125/2000) behandles i sammenhæng med forslag til udmøntning af beslutning vedtaget af Økonomiudvalget den 13. juni 2000 om udvikling og styrkelse af dialogen mellem Københavns Kommune og borgerne om byens udvikling (BR 302/2000)
RESUME
Borgerrepræsentationen henviste på mødet den 6. april 2000 beslutningsforslag om at indføre borgermøder i forbindelse med lokalplaner til behandling i Bygge- og Teknikudvalget, som på mødet den 20. september 2000 besluttede, at Bygge- og Teknikforvaltningen skal fremkomme med en indstilling senest i mødet den 25. oktober 2000.
På baggrund af en beslutning i Borgerrepræsentationen om at styrke dialogen med borgerne om byens udvikling er det besluttet, at en fælles indstilling fra Økonomiforvaltningen og Bygge- og Teknikforvaltningen med forslag til udmøntning af denne beslutning skal foreligge i december 2000.
Forvaltningen skal derfor foreslå, at grundlaget for den fælles indstilling om styrket dialog udvides med forslaget om borgermøder med henblik på en samlet fremstilling og behandling af de to sager.
SAGSBESKRIVELSE
Beslutningsforslag om afholdelse af borgermøder i forbindelse med lokalplaner (BR 125/2000)
Borgerrepræsentationen behandlede på mødet den 6. april 2000 ovennævnte forslag stillet af Mikkel Warming (Ø) og Jens Kjær Christensen (Ø) om,
"at der afholdes borgermøder med deltagelse af politikere fra Bygge- og Teknikudvalget i forbindelse med alle forslag til ny lokalplan fra kommunen".
På baggrund af generelle positive tilkendegivelser fra 6 af Borgerrepræsentationens partier og divergerende synspunkter på det konkrete indhold og omfang blev beslutningsforslaget tillige med et ændringsforslag fremsat af Tine Peters (V) henvist til Bygge- og Teknikudvalget. Ændringsforslaget lyder:
"- at lokalrådene tager initiativ og indkalder til borgermøder i forbindelse med forslag til nye lokalplaner fra kommunen, såfremt rådene finder, at der er grundlag for politisk afklaring og dialog".
Bygge- og Teknikudvalget besluttede på mødet den 20. september 2000, at Bygge- og Teknikforvaltningen skal fremkomme med en indstilling senest i mødet den 25. oktober 2000.
Beslutning om styrket dialog med borgerne om byens udvikling (BR 302/2000)
I forbindelse med Økonomiudvalgets behandling af principbeslutning om bydelsråd (BR 302/2000) på mødet den 13. juni 2000 blev der mellem Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Centrum Demokraterne, Fælles Kurs, Solidarisk Alternativ, Socialistisk Folkeparti, Venstre og Dansk Folkeparti indgået aftale om oprettelse af servicecentre i alle bydele samt om, at dialogen med borgerne om byens udvikling skal styrkes. På baggrund af aktuelle udfordringer og muligheder skal kommunen gøre en særlig indsats for at styrke dialogen med borgerne om byens udvikling, såvel om de store linier som om de lokale forhold i de enkelte kvarterer.
De ovennævnte parter enedes bl.a. om:
"at dialogen med borgerne om byens udvikling skal styrkes bl.a. gennem øget information i lokalbladene og på bibliotekerne om kommune-, lokal- og sektorplaner samt gennem borgermøder med deltagelse af politikere fra de berørte udvalg, ligesom der skal udvikles nye IT-baserede kommunikationsformer. Bydelsrådene, lokalrådene, handelstandsforeningerne o.a. skal have deres naturlige plads i dialogen om lokalt forankrede projekter såsom kvarterløft og større byfornyelsesopgaver".
På baggrund af den beskrevne aftale pågår der aktuelt i et samarbejde mellem Økonomiforvaltningen og Bygge- og Teknikforvaltningen et projektarbejde, der skal munde ud i en fælles indstilling til de respektive udvalg og Borgerrepræsentationen med forslag til udmøntning af aftalen. Indstillingen er forudsat at foreligge i december 2000.
Forslag om fælles fremstilling og behandling af BR 125/2000 og BR 302/2000
På baggrund af de to sagers sammenhæng, og da udmøntningen af dem begge i givet fald primært vil berøre medlemmerne af Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget, finder forvaltningen, at de to sager bør behandles samlet.
Det skal derfor foreslås, at grundlaget for det i forbindelse med sag BR 302/2000 igangsatte projektarbejde udvides med det i sag BR 125/2000 indeholdte beslutningsforslag samt ændringsforslag hertil med henblik på en samlet fremstilling og behandling af de to sager.
Jens Ole Nielsen