Mødedato: 25.08.2004, kl. 14:00

Kapacitet på cykelstier

Kapacitet på cykelstier

Bygge- og Teknikudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 25. august 2004

 

 

Sager til beslutning

 

12.      Kapacitet på cykelstier

 

BTU 391/2004  J.nr. 21150.0004/04

 

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender

at der igangsættes projektudvikling af en udvidelse af cykelstierne på Østerbrogade (Trianglen – Sortedam Dossering) og Nørrebrogade (Dronning Louises Bro  - Kapelvej)

 

 

RESUME

I forbindelse  med Borgerrepræsentationens behandling af budget 2004 blev det bestemt (H42 Cykelstier), at Bygge- og Teknikforvaltningen skulle udarbejde et oplæg til

-         hvilke cykelstier der bør udvides på grund af nuværende kapacitetsproblemer

-         hvilke cykelstier, der kan forventes at få kapacitetsproblemer inden 2010

-         forslag til prioriteret rækkefølge på udvidelsen.

 

På baggrund af tællinger af dagens trafik, den forventede udvikling i cykeltrafikken, cykelstiernes aktuelle bredde samt vejreglernes retningslinier vedr. kapacitet for cykeltrafik har forvaltningen foretaget en vurdering af, på hvilke strækninger der er kapacitetsproblemer på cykelstierne nu og i 2010. De mest belastede strækninger er Østerbrogade (Trianglen – Sortedam Dossering), Nørrebrogade (Dr. Louises Bro - Kapelvej), Dronning Louises Bro, Børsgade og Torvegade.

Forvaltningen anbefaler, at der skabes synlige og mærkbare resultater ved at koncentrere indsatsen på de forholdsvist få strækninger, hvor problemerne er meget store og til gene for mange cyklister dagligt. Derfor anbefales det at prioritere en udvidelse af cykelstierne på:

-         Østerbrogade (Trianglen - Sortedam Dossering)

-         Nørrebrogade (Dronning Louises Bro – Kapelvej).

 


SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

I forbindelse med Borgerrepræsentationens behandling af budget 2004 den 9. oktober 2003 stillede Enhedslisten følgende forslag til hensigtserklæring (H 42):

"Cykelstier: Bygge- og Teknikforvaltningen pålægges at udarbejde oplæg om, hvilke cykelstier der bør udvides på grund af kapacitetsproblemer, hvilke cykelstier der kan forventes at få kapacitetsproblemer inden 2010, samt forslag til prioriteret rækkefølge for udvidelsen."

Hensigtserklæringen blev vedtaget med 37 stemmer imod 8. 10 undlod.

For stemte A, F, B, Ø, 1 medlem af O (Carl Christian Ebbesen) og D.

Imod stemte C og O med undtagelse af 1 medlem (Carl Christian Ebbesen).

V undlod.

 

Kapacitetsproblemer

Kapacitet er i trafiksammenhæng et vidt begreb og normalt et begreb, der anvendes om biltrafik. Når man taler om kapacitetsproblemer for biltrafik er det ofte i betydningen af de situationer, hvor trafikken går i stå og ikke kommer ud af stedet.

Hvad angår cykeltrafik kan man tale om kapacitetsproblemer i kryds, hvor ikke alle ventende cyklister kan nå over krydset i én grøntid. På cykelstierne vil man normalt definere kapacitetsproblemer som begrænset fremkommelighed eller forringet serviceniveau. Serviceniveauet kan defineres som, at cyklisterne selv kan bestemme farten det meste af tiden.

 

Forudsætninger

Følgende parametre er relevante at se på som forudsætninger for at vurdere, på hvilke cykelstier der er kapacitetsproblemer nu og i 2010:

-         udviklingen i cykeltrafikken

-         døgnvariation/spidstimebelastning på stier i retning ind mod og ud af byen

-         cykelstiernes bredde

-         Vejreglernes retningslinier vedr. kapacitet for cykeltrafik

 

Beregninger

Udgangspunktet for analysens beregninger og fremskrivninger er cykeltællinger fra 2002. I perioden fra 1996 – 2002 er cykeltrafikken steget med ca. 20% som en jævn, årlig stigning. Prognoser vedr. trafikudvikling er altid behæftet med en vis usikkerhed, men i en fremskrivning af udviklingen i cykeltrafikken er det bedste skøn, at den indtil 2010 vil udvikle sig i samme takt som i perioden 1996 - 2002, dvs. stige med 25 - 30 % i forhold til 2002-tal. Beregningerne baserer sig på en 30 %-stigning, som vil være en realitet i 2010 eller kort derefter.

Forvaltningen vurderer, at kapacitetsproblemerne fremover som nu vil være størst i de centrale byområder. 

Vejreglernes retningslinier for kapacitet for cykeltrafik siger, ".. at kapaciteten af en mindst 2 m bred cykelsti kan sættes til 2000 cyklister/time. For hver yderligere meter regnes med 1500 cyklister/time". I dag tilstræber forvaltningen, at nye, 2-sporede cykelstier har en bredde på 2,5 m.

 

På baggrund af den eksisterende viden vurderer forvaltningen, at på strækninger hvor der er mere end 2000 cyklister på en 2-sporet cykelsti, vil serviceniveauet være forringet. Ved et større antal cyklister vil serviceniveauet blive væsentligt forringet, og der er risiko for, at nogle cyklister i så fald benytter vejbanen eller fortovet.

 

Kapacitetsproblemer 2004

De strækninger, hvor cykeltrafikken i spidstimen er på mere end 2000, har potentielt kapacitetsproblemer. En sammenstilling af trafikken i spidstimen med stiernes bredde på de pågældende strækninger giver et billede af, hvilke stier der i dag har kapacitetsproblemer.

Følgende strækninger er i dag de mest belastede mht. cykeltrafik:

Dronning Louises Bro

 

Børsgade:

Børsbroen – Knippelsbro (i retning mod Christianshavn)

Torvegade:

Knippelsbro – Christianshavns Voldgade

Østerbrogade:

Trianglen – Sortedam Dossering (inkl. Trianglen)

Nørrebrogade:

Dronning Louises Bro – Kapelvej

Amager Boulevard:

Langebro – Thorshavnsgade

Se kortbilag.

 

 

 

                                                                

                                           

                                           

                                             

                     

 

Kapacitetsproblemer 2010

Ved at fremskrive dagens tal (2002) med 30 % jf. ovenstående fås der et billede af, hvor der kan forventes kapacitetsproblemer i 2010.

Følgende strækninger vil i 2010 være hårdt belastede mht. cykeltrafik:

Amager Boulevard                                  Thorshavnsgade – Artillerivej

Amagerbrogade                                       Amager Boulevard – Holmbladsgade

Børsbroen

Gyldenløvesgade                                    Rosenørns Allé – Nørre Farimagsgade

Havnegade                                               Holmens Kanal – Børsbroen

Kgs. Nytorv

Se kortbilag.

 

Strækninger, der i 2010 ligger tæt på kapacitetsgrænsen:

Fredensbro

Fredensgade                                            Fredensbro – Blegdamsvej

Frederiksborggade                                  Søtorvet – Nørre Voldgade

Nørrebrogade                                          Lundtoftegade - Fasanvej

 

Nogle stier vil være for smalle selv i et 3-sporet profil i 2010, hvorfor forvaltningen anbefaler, at der på disse strækninger overvejes alternative løsninger til indretning af gaderummet.

 

Prioriteret rækkefølge på udvidelsen

Gennem en koncentreret indsats på de forholdsvist få strækninger, hvor problemerne er meget store og til stor gene for mange cyklister dagligt, vil der kunne opnås umiddelbart synlige og mærkbare resultater, der har betydning for mange mennesker. Det skal dog noteres, at de strækninger, der er belastet af stor cykeltrafik typisk også er tæt på kapacitetsgrænsen hvad angår biler og busser.

Forvaltningen indstiller, at indsatsen nu koncentreres dér hvor problemerne er størst, dvs. Østerbrogade mellem Trianglen og Sortedam Dossering og Nørrebrogade mellem Dronning Louises Bro og Kapelvej. Forvaltningen anbefaler at lade projektudvikling af Nørrebrogade afvente resultatet af  Miljøtrafikugen, hvor der arbejdes på at bruge Nørrebrogade til at gennemføre forsøg med at etablere grøn bølge for cyklister og at udvide cykelstierne på strækningen fra Dr. Louises Bro til Fælledvej.

Den relativt korte strækning på Amager Boulevard vil sandsynligvis blive aflastet i det øjeblik 'Fisketorvsbroen' over havneløbet er etableret. Ligeledes kan man forudse, at den planlagte 'Operabro' mellem Holmen og Kvæsthusbroen i et vist omfang vil aflaste cykeltrafikken på en del af Torvegade, Knippelsbro og Børsgade.

På visse af de strækninger, der ifølge dagens tal har kapacitetsproblemer, er der ingen cykelstier, idet cyklerne færdes på lokalveje (fx HC Andersens Boulevard). Her er der ingen kapacitetsproblemer på strækningerne, men der kan være problemer i de kryds, hvor lokalvejen ender i en 2-sporet cykelsti.

 

Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil

-

 

Økonomi

Der er i den gældende investeringsplan ikke afsat midler til de foreslåede udvidelser af cykelstierne.

 

 

Miljøvurdering

De foreslåede tiltag vurderes at have positive miljøeffekter, da de vil bidrage til at forbedre forholdene for byens cyklister.

 

Høring

-

 

Andre konsekvenser

-

 

BILAG VEDLAGT

Kort: (kapacitet.pdf)

 

Ole Bach


 


Til top