Mødedato: 25.02.2004, kl. 14:00

Dispensation fra lokalplan nr. 346 "Østamager III"

Dispensation fra lokalplan nr. 346 "Østamager III"

Bygge- og Teknikudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 25. februar 2004

 

 

Sager til beslutning

 

22.      Dispensation fra lokalplan nr. 346 "Østamager III"

 

BTU  95/2004  J.nr. 611:161.0002/04

 

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,

at  der meddeles dispensation fra lokalplan nr. 346 "Østamager III" til nedrivning af den ved Øresundsvej beliggende tidligere Amagerbanestation, der i lokalplanen er fastlagt som bevaringsværdig

 

 

RESUME

Østamagerbaneselskabet har søgt om tilladelse til at nedrive den tidligere stationsbygning for Amagerbanen med tilhørende udhus. Bygningerne, der ligger Øresundsvej 146, er omfattet af lokalplan nr. 346 "Østamager III", som angiver, at bygningerne er bevaringsværdige og ikke må nedrives uden Bygge- og Teknikudvalgets særlige tilladelse. Nationalmuseet vil overtage bygningerne med henblik på en genopførelse på Frilandsmuseet.

I forbindelse med naboorienteringen modtog forvaltningen 4 henvendelser.

En grundejer på Krimsvej giver udtryk for, at det er en god idé at flytte bygningerne til Frilandsmuseet. En beboer på Øresundsvej anfører, at der er en større – ikke nærmere angiven - gruppe af mennesker, som er imod nedrivning af bygningerne, der kan indgå som et historisk islæt i den kommende stationsforplads. Man erklærer sig villige til eventuelt at overtage bygningerne med henblik på at drive en café på stedet. Københavns Lufthavne A/S gør opmærksom på, at der af hensyn til flyvesikkerheden skal meddeles tilladelse til opsætning af høje kraner og lignende i forbindelse med en eventuel nedrivning. Endelig udtaler Kulturmiljørådet, at man er imod nedrivning af bygningen, som man finder passende kan anvendes i overensstemmelse med lokalplanens bestemmelser, idet den udgør et vigtigt kulturhistorisk element i lokalområdet. Det anføres, at Nationa lmuseet helst ser bygningen bevaret på stedet, og at det kun er i tilfælde af en nedrivning, at man er interesseret i bygningerne.

Efter indsigelsesfristens udløb har forvaltningen modtaget en henvendelse fra Komiteen for Bedre bebyggelse på Amager, der udtrykker utilfredshed med ikke at være blevet hørt i forbindelse med sagen og i øvrigt udtrykker modstand imod, at bygningerne nedrives. Indsigeren har i øvrigt klaget til Naturklagenævnet over Metroprojektets uoverensstemmelse med lokalplan nr. 360 "Østamagerbanen" samt over de påtænkte nedrivninger. Endvidere forbeholder man sig ret til at klage til Folketingets ombudsmand over den manglende orientering om nedrivningssagen. Forvaltningen har over for indsigeren tilkendegivet, at man har fulgt reglerne i planloven om høring i forbindelse med dispensationen, og at indsigerens brev vil blive forelagt udvalget i forbindelse med dettes stillingtagen. Endvidere har forvaltningen til Naturklagenævnet oplyst, at der ikke er truffet afgørelse i de pågældende sager.

På baggrund af indsigelserne har forvaltningen bedt Østamagerbaneselskabet om en udtalelse. Selskabet finder ikke anvendelse for bygningerne, som man skønner vil koste ikke under 3 mio. kr. at sætte i en stand, der modsvarer placeringen på forpladsen i forbindelse mede den kommende metrostation. På grund af hovedbygningens ringe størrelse (ca. 75 m2) og de trange forhold på stationsforpladsen efter anlæg af hovedcykelsti og cykelparkering vurderer man, at den mest rentable og realistiske anvendelse af bygningerne vil være til kiosk, hvilket ikke vil kunne give et økonomisk afkast, der modsvarer den nødvendige investering. Man har ikke fundet, at der er grundlag for at henvende sig til den indsiger, der er interesseret i at overtage bygningen, da der ikke er dokumentation for, eller endsige indikation for, at de fremlagte ideer skulle være økonomisk bæredygtige eller i øvrigt realisable inden for den begrænsede plads. Østamagerbaneselskabet foreslår, at kommunen overtager bygningerne og lader disse istandsætte, hvis der skulle være ønske om at gå videre med ideerne om bevaring.

På baggrund af Østamagerbaneselskabets manglende interesse for bygningerne og de betydelige omkostninger, som en istandsættelse af bygningerne skønnes at medføre, anbefaler forvaltningen, at der meddeles dispensation til nedrivning af bygningerne på trods af, at de udgør et lokalhistorisk interessant indslag, som det ville være ønskeligt at bevare, hvis der var mulighed for at indpasse bygningerne på en hensigtsmæssig måde i forbindelse med den kommende metrostation.


SAGSBESKRIVELSE

 Baggrund

Østamagerbaneselskabet har den 13. august 2003 søgt om tilladelse til nedrivning af Amagerbanens tidligere stationsbygning med tilhørende udhus. Bygningerne, der er i 1½ og 1 etage og har et samlet etageareal på 151 m2, ligger på umatrikuleret baneareal Sundbyøster, København, Øresundsvej 146, jf. den som bilag 1 vedlagte tegning.

Østamagerbaneselskabet henviser til, at Skov- og Naturstyrelsen i brev af 2. januar 2002 har oplyst, at man ikke vil rejse bygningsfredningssag for bygningerne, selv om de i Bydelsatlas Amager fra 1992 er registreret med høj bevaringsværdi.

Endvidere henviser Østamagerbaneselskabet til, at Nationalmuseet i brev af 12. juni 2003 har anført, at man ønsker at lade stationsbygningen indgå i Frilandsmuseets "Andelsby", og at Østamagerbaneselskabet er indstillet på, at Frilandsmuseet kan få lov til at hente bygningen.

Endelig henvises til bemærkningerne om Østamagerbaneselskabets ønsker om nedrivning af bygningerne i kommunens planorientering i forbindelse høringen om ændringer i lokalplanforslaget for "Østamagerbanen" (Lokalplan nr. 360 "Østamagerbanen"), jf. nedenfor.

 

Planforhold

Stationsbygningen med tilhørende udhus er omfattet af lokalplan nr. 346 "Østamager III" vedtaget af Borgerrepræsentationen den 6. december 2001 (BR 598/01) og endeligt bekendtgjort den 18. december 2001. Lokalplanen omfatter området begrænset af Lergravsvej, Amager Strandvej, nordskellene af villabebyggelsen ved Tovelillevej, Kong Volmers Vej og Elselillevej, Amagerbanen, Palermovej og Strandlodsvej. Stationsbygningerne ligger i lokalplanens område III, der fastlægges til helårsboliger og serviceerhverv, såsom administration, liberale erhverv, butikker, restauranter, hoteller, erhvervs- og fritidsundervisning, samt håndværk og andre virksomheder, der naturligt kan indpasses i området. Endvidere må der indrettes lettere industri, lager og lignende, og endelig må der indrettes kollektive anlæg og institutioner samt andre sociale, uddannelsesmæssige, kulturelle og miljømæssige servicefunktioner, der er forenelige med områdets anvendelse til boliger og serviceerhverv. Opførelse af ny bebyggelse, bortset fra tilbygninger af begrænset omfang samt mindre bygninger i 1 etage, herunder skure, byøkologiske anlæg og lignende samt indretning af boliger, forudsætter tilvejebringelse af supplerende lokalplan.

I henhold til lokalplanens § 5, stk. 6, pkt. f), er stationsbygningerne betegnet som bevaringsværdige, og de må ikke nedrives uden særlig tilladelse fra Bygge- og Teknikudvalget. Eventuel tilladelse meddeles i form af en dispensation fra lokalplanen.

I Bygningsatlas Amager fra 1992 er bygningerne angiver med høj bevaringsværdi.

I forbindelse med gennemførelse af lokalplan nr. 360 "Østamagerbanen" blev der på grund af ændringer i lokalplanen omkring den endelige vedtagelse foretaget en fornyet høring bl.a. gennem udsendelse af en pjece "Høring vedrørende ændring af forslag til lokalplan "Østamagerbanen"". På grund af flere indsigelser mod lokalplanforslaget, der vedrørte bevaring af stationsbygningen med tilhørende udhus, blev der i pjecen anført følgende vedrørende stationsbygningen: "Området omkring stationen ved Øresundsvej er omfattet af lokalplan nr. 346 "Østamager III" vedtaget af Borgerrepræsentationen den 6. december 2001. I denne lokalplan fastlægges den eksisterende stationsbygning ved Øresundsvej som bevaringsværdig. Ørestadsselskabet ønsker bygningen nedrevet som led i etableringen af Østamagerbanen, da selskabet finder, at bygningen er uden anvendelsesformål i relation til Metroen og ikke vil indgå i en arkitektonisk helhed med metroanlægget. En nedrivning af bygningen vil kræve naboorientering og dispensation fra lokalplan nr. 346." I indstilling om endelig vedtagelse af lokalplan nr. 360, der blev tiltrådt af Borgerrepræsentationen den 5. december 2002 (BR 639/02) blev det supplerende anført: "En vurdering af en sådan dispensation vil bero på den argumentation, som en given ansøgning indeholder, antallet af indsigelser i forbindelse med en naboorientering m.v."

 

 

Naboorientering

På baggrund af Østamagerbanens ansøgning om nedrivningstilladelse iværksatte forvaltningen den 22. oktober 2003 en naboorientering, jf. den som bilag 2 vedlagte kopi.

Inden indsigelsesfristens udløb den 12. november 2003 modtog forvaltningen de nedenfor omtalte 4 henvendelser, der er vedlagt som bilag A - D til gennemsyn på borgmester Søren Pinds forkontor, Rådhuset, 1. sal, værelse 36:

1) Brev af 24. oktober 2003 fra Geschwendtner i/s, Amagerbrogade 41, der er ejer af ejendommen Krimsvej 33.

Det anføres i brevet, at man finder, at det er en rigtig god idé at overdrage bygningen til Frilandsmuseet, som man giver sin støtte.

2) Brev af 26. oktober 2003 fra Anders Haukrogh, Øresundsvej 126 B, 1.

Indsigeren, der er formand i E/F Øresundsgården og repræsentant for en ikke nærmere angivet større gruppe personer, finder det meget beklageligt, hvis stationsbygningen bliver revet ned, da det er en gammel, smuk og unik bygning, der repræsenterer et historisk islæt på Amager, som hverken skal eller må glemmes. Det anføres, at stationsbygningen vil gå op i en højere enhed med den kommende metrostation, og dermed give området en historisk dimension.

Med bygningens attraktive beliggenhed ved vand, beboelse og transport finder man den velegnet til café og restaurant, hvor der kan afvikles en lang række kulturelle arrangementer. Indsigeren forestiller sig, at cafeen skal servere en bred vifte af frokostretter til overkommelige priser, sælge god, hjemmelavet is og frugt til hungrende strandgæster og heldige lokale samt være et sted, hvor man spiser en god middag.

Indsigeren tilbyder at samle folk, kapital og ideer, og anfører, at "alt dette kan stå til videre rådighed, hvis den i det tilfælde nyetablerede gruppe får fuld bemyndigelse over såvel bygning og koncept. Hvis bygningen skal købes fri, må vi se på det, hvis den skal lejes af Østamagerbaneselskabet, ja så må vi gøre det!"

 

3) Brev af 28. oktober 2003 fra Københavns Lufthavne A/S

Københavns Lufthavne gør i forbindelse med tankerne om nedrivning af bygningerne opmærksom på, at man af hensyn til flyvesikkerheden skal godkende faste og midlertidige hindringer i form af kraner og lignende i en højde på mellem 25 og 50 m, hvilket man beder om, at Østamagerbaneselskabet bliver gjort opmærksom på. Højere hindringer skal godkendes af Statens Luftfartsvæsen.

 

4) Brev af 10. november 2003 fra Kulturmiljørådet

Kulturmiljørådet anfører, at det er med stor overraskelse, at man konstaterer, at der skulle være behov for at fjerne Øresundsvejens Station, der er en pyntelig, lille bygning med tilhørende udhus tegnet af Heinrich Wenck, og som er typisk for det privatbanebyggeri, der blev lagt langs Amagerbanen i 1906. Det anføres, at det faktisk er det eneste bygningsværk fra Amagerbanen i Københavns Kommune, efter at stationen ved Amagerbrogade forsvandt i 1948.

Det anføres, at det er tydeligt, at Østamagerbaneselskabet ikke er interesseret i bygningen, hvilket fremgår af det tegningsmateriale, der stammer fra selskabet, og det anføres, at der mangler en illustration af stationen set fra syd, øst og nord, hvor den vil ligge helt uforstyrret af det kommende metroanlæg. Det medgives, at stationsbygningen ligger tæt på den kommende station, men da denne kun vil være synlig over jorden, for så vidt angår et elevatortårn af glas samt metrosøjlen, vil dette ikke genere Wencks gamle bygning.

Endelig anføres, at stationsbygningen vedligeholdt og indrettet til f.eks. helårsbolig, erhverv, håndværk eller lignende i overensstemmelse med lokalplanen naturligvis fortsat bør have sin plads, hvor den er bygget. Det var Kulturmiljørådets indstilling i forbindelse med lokalplanproceduren i 2001, og det er fortsat rådets opfattelse. Man finder ikke, at det kan være meningen, at bygninger med høj bevaringsværdi uden nogen påviselig grund skal fjernes, blot fordi det passer en tilfældig ejer.

Endelig anføres, at man har været i kontakt med Frilandsmuseet, og at museet har oplyst, at man udelukkende er interesseret i at overtage bygningen, hvis den alligevel skal rives ned, og at bygningen efter museets opfattelse bør forblive på sit oprindelige sted.

Efter høringsfristen modtog forvaltningen det som bilag E i borgmester Søren Pinds forkontor til gennemsyn fremlagte brev:

 5) Brev af 23. november 2003 fra Komiteen for Bedre bebyggelse på Amager ved Sv. Aage Clausen, Svanninge Allé 11, 2770 Kastrup.

Idet Sv. Aage Clausen forbeholder sig ret til at gå videre til Folketingets Ombudsmand, udbeder han sig snarest en nærmere redegørelse for, hvorfor Komiteen ikke er blevet hørt i forbindelse med den foretagne naboorientering, selv om man i forbindelse med offentliggørelse af forslag til lokalplan nr. 360 "Østamagerbanen" stod til lyd for en bevaring af stationsbygningerne.

Indsigeren tager på det kraftigste afstand fra planerne om nedrivning af stationsbygningen, som kan anvendes af Østamagerbaneselskabet, også under byggeriet af metrobanen som f.eks. informationskontor, og siden som bygning for banens drift.

Forvaltningen har besvaret henvendelsen ved det som bilag F til eftersyn i borgmester Søren Pinds forkontor vedlagte brev af 5. december 2003. I brevet anføres, at man i forbindelse med naboorienteringen har fulgt planlovens regler herom, og at disse ikke har givet kommunen anledning til at høre Komiteen. Endvidere tilkendegiver forvaltningen, at henvendelsen vil blive forelagt Bygge- og Teknikudvalget i forbindelse med udvalgets behandling af sagen.

Sv. Aage Clausen har i øvrigt den 7. og 27. november 2003 klaget til Naturklagenævnet over, at metroprojektet er ændret i forhold til lokalplan nr. 360 "Østamagerbanen", samt over planerne om nedrivning af stationsbygningerne. Naturklagenævnet har den 18. december 2003 anmodet forvaltningen om en udtalelse. Forvaltningen har på denne baggrund i det som bilag G til gennemsyn på borgmester Søren Pinds forkontor vedlagte brev af 29. januar 2004 udtalt til Naturklagenævnet, at der hverken i henhold bygge- eller planlovgivningen er truffet afgørelser i de to sager. 

 

Høring af Østamagerbaneselskabet

Forvaltningen forelagde med brev af 20. november 2003 de da modtagne henvendelser for Østamagerbaneselskabet med anmodning om en udtalelse, herunder anmodede man om, at Østamagerbaneselskabet tager kontakt til Anders Haukrogh med henblik på en nærmere undersøgelse af mulighederne for at realisere hans ideer om anvendelse af stationsbygningerne.

Østamagerbaneselskabet har på baggrund heraf i det som bilag 3 vedlagte brev af 12. januar 2004 anført, at man har fundet det forsvarligt at ansøge om nedrivningstilladelse, da Skov- og Naturstyrelsen ikke ønsker at rejse fredningssag, da forvaltningen har åbnet mulighed for nedrivning, jf. ovennævnte bemærkninger i forbindelse med endelig vedtagelse af lokalplan nr. 360, og da Nationalmuseet, hvis bygningerne skal nedrives, ønsker at lade disse indgå i Frilandsmuseets "Andelsby" således, at bygningerne bevares for eftertiden i omgivelser, der passer til den lille landstation.

Det anføres endvidere, at der er tale om en almindeligt forekommende stationstype, der på ingen måde er unik, og at et typisk eksempel af samme arkitekt – Herfølge Station – er fredet. På Amagerbanen er af samme arkitekt bevaret de større stationsbygninger i Kastrup og Dragør, der er i god stand og i offentligt eje, samt den lille landstation i Store Magleby. Endvidere anføres, at stationen ved Øresundsvej ikke – som anført af Kulturmiljørådet – er det eneste bygningsmæssige levn fra Amagerbanen i Københavns Kommune, idet den gamle postbygning fra Amagerbro Station står ved hjørnet af Vermlandsgade og Uplandsgade.

Forvaltningen har fotograferet de nævnte stationsbygninger, der er vedlagt til gennemsyn på borgmester Søren Pinds forkontor som bilag H og I.

Herudover anfører Østamagerbaneselskabet, at stationsbygningerne er i dårlig stand, og at en istandsættelse og indretning til formål, der er forenelige med placeringen på den kommende stationsforplads ud fra nylige erfaringer med gennemførelsen af istandsættelsen af banegårdsbygninger på Frederiksberg vil være af størrelsesordenen ikke under 3 mio. kr. Det anføres videre, at hovedbygningen har et bebygget areal på ca. 75 m2, og at der efter anlæg af cykelparkering på vestsiden af bygningerne og cykelrute på østsiden kun vil være begrænsede udearealer til disposition. Under hensyn hertil finder man en anvendelse til kiosk mest realistisk og med de største indtjeningsmuligheder – indtjeningsmuligheder, der dog langtfra vil dække udgifterne til en forsvarlig istandsættelse og drift af bygningerne, hvor disse lever op til det banemæssige tilhørsforhold og tætte naboskab til metrostationen.

Østamagerbaneselskabet har telefonisk fået bekræftet, at Frilandsmuseet er interesseret i bygningerne, hvis de nedrives, og man stiller sig uforstående over for Kulturmiljørådets kritik af visualiseringerne, der af Østamagerbaneselskabet opfattes som et for positivt billede af stationsbygningen, da hovedcykelruten, reklamebusskærmen, info-tavlerne ved metronedgangen samt cykelparkeringen ikke er vist.

Vedrørende henvendelsen fra Anders Haukrogh anføres, at der ikke er dokumentation for eller endsige indikation for, at de fremlagte ideer skulle være økonomisk bæredygtige eller i øvrigt realisable inden for den til rådighed værende meget begrænsede plads. På denne baggrund har man ikke kontaktet Anders Haukrogh for ikke at skabe forventninger på et urealistisk grundlag. Såfremt der måtte være ønsker fra kommunens side om at gå videre med henvendelsen, finder Østamagerbaneselskabet, at dette må ske ved kommunens foranstaltning efter en aftale om, at kommunen overtager bygningerne og påtager sig det økonomiske ansvar for, at bygningerne istandsættes og fremover vedligeholdes forsvarligt, jf. bestemmelserne i planlovens § 49, der omhandler kommunens pligt til – under nærmere angivne omstændigheder – at overtage bevaringsværdige bygninger, som ejeren ønsker nedrevet, hvis nedrivning nægtes.

 

Forvaltningens vurdering

Forvaltningen finder, at stationen udgør et lokalhistorisk interessant indslag i området, som – i overensstemmelse med bestemmelserne i lokalplanen - ville være ønskelig at bevare for eftertiden, hvis der var realistisk mulighed for at indpasse bygningerne på en hensigtsmæssig måde i forbindelse med den kommende metrostation.

Det skal i denne forbindelse nævnes, at ejeren af en bygning, der i henhold til en lokalplan ikke må nedrives uden tilladelse fra kommunalbestyrelsen, i henhold til § 49 i lov om planlægning kan forlange ejendommen overtaget af kommunen mod erstatning, hvis tilladelse til nedrivning nægtes. Overtagelsespligten påhviler dog kun kommunen, hvis der er et væsentligt misforhold mellem ejendommens afkastningsgrad og afkastningsgraden for ejendomme med en lignende beliggenhed og benyttelse, som ikke er omfattet af et nedrivningsforbud.

På baggrund af Østamagerbaneselskabets manglende interesse i bygningerne og de anførte betydelige omkostninger ved en istandsættelse heraf, må forvaltningen imidlertid anbefale, at der meddeles dispensation til nedrivning af bygningerne. Det forekommer i denne forbindelse positivt, at Frilandsmuseet vil genopføre stationen, så der fortsat vil være mulighed for at danne sig et indtryk af denne i tidssvarende omgivelser.

   

Miljøvurdering

Bortset fra det beskrevne indgreb i det lokale kulturmiljø ses en nedrivning af stationsbygningerne ikke at have nævneværdige miljømæssige konsekvenser.

 

 

BILAG VEDLAGT

1 Tegning visende stationsbygningernes beliggenhed

2 Naboorientering af 22. oktober 2002 med bilag visende stationsbygningerne

3 Brev af 12. januar 2004 fra Østamagerbaneselskabet

 

BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN I BORGMESTERENS FORKONTOR, RÅDHUSET, 1. SAL VÆRELSE 36

A Brev af 24. oktober 2003 fra Geschwindtner I/S

B Brev af 26. oktober 2003 fra Anders Haukrogh

C Brev af 28. oktober 2003 fra Københavns Lufthavne A/S

D Brev af 10. november 2003 fra Kulturmiljørådet

E  Brev af 23. november 2003 fra Komiteen for Bedre bebyggelse på Amager ved Sv. Aage Clausen

F  Brev af 5. december 2003 fra Plan & Arkitektur til Sv. Aage Clausen

G  Brev af 29. januar 2004 fra Plan & Arkitektur til Naturklagenævnet

H  Foto visende stationen i Kastrup og Dragør

I   Foto visende stationen i Store Magleby samt postbygningen på hjørnet af Vermlandsgade og Uplandsgade

 

 

Jens Ole Nielsen


 


Til top