Mødedato: 24.11.2004, kl. 14:00

Forslag om fælles gårdanlæg i karreen Tycho Brahes Allé, Amagerbrogade, Augustagade og Kirkegårdsvej

Forslag om fælles gårdanlæg i karreen Tycho Brahes Allé, Amagerbrogade, Augustagade og Kirkegårdsvej

Bygge- og Teknikudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 24. november 2004

 

 

Sager til beslutning

 

1.      Forslag om fælles gårdanlæg i karreen Tycho Brahes Allé, Amagerbrogade, Augustagade og Kirkegårdsvej

 

BTU 536/2004  J.nr. 451:132.0001/04

 

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,

at  forvaltningen offentliggør et byfornyelsesforslag og gennemførelsesprojekt for et fælles gårdanlæg, der omfatter karreen, begrænset af Tycho Brahes Allé 1-29, Amagerbrogade 149-151, Augustagade 2-32 og Kirkegårdsvej 42-44, idet forvaltningen efter indsigelsesfristens udløb vil komme med endelig indstilling om byfornyelsesbeslutning og gennemførelsesprojekt

at  indsigelsesfristen fastsættes til 8 uger

 

 

RESUME

Formålet med forslaget er at forbedre karreens friarealer ved etablering af et fælles gårdanlæg, som ejerne efterfølgende skal drive og vedligeholde.

Forslaget, der er udarbejdet efter ønske fra ejer- og beboerrepræsentanter i karreen, omfatter 18 beboelsesejendomme med 479 beboere fordelt på 346 boliger, et erhvervsbaghus, en garagebygning samt 19 butikslejemål mv.

Udgifterne til anlæggets etablering skønnes at andrage 6.100.000 kr., der betales af stat og kommune med hver 50 %.

 


SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Repræsentanter for karreens ejendomme rettede i 2003 henvendelse til Byggeri & Bolig, Grønne Gårde med anmodning om, at der gennemføres en forbedring af karreens friarealer.

I anledning heraf foretog Grønne Gårde en række undersøgelser af karreens forhold og påbegyndte en dialog med ejerne og beboerne, der resulterede i, at sagen blev sat på listen over potentielle sager, hvorefter egentlige forhandlinger med ejere og beboere om et fælles gårdanlæg blev iværksat. 

Plan & Arkitektur forelagde på Bygge- og Teknikudvalgets møde den 5. maj 2004 en "Redegørelse for byfornyelsens forløb og de bevillingsmæssige muligheder" og foreslog blandt andet heri, at karreen Augustagade, Kirkegårdsvej, Tycho Brahes Allé og Amagerbrogade, der er beliggende i et område på Amager, der er udpeget til områdefornyelse, blev omfattet af en indsats, som den nye lov muliggør. 

Bygge – og Teknikudvalget besluttede på mødet den 5. maj 2004, at Grønne Gårde skulle fortsætte den påbegyndte friarealforbedringsindsats, medens opgaven med afhjælpning af de bygningsmæssige mangler i ejendommenes forhuse skulle overdrages til Håndværkets Byfornyelsesselskab.    

På denne baggrund deltog Plan & Arkitektur og Håndværkets Byfornyelsesselskab i Grønne Gårdes afsluttende møde med ejere og beboere om forslaget til en friarealforbedring, hvor ejere og beboere samtidig blev orienteret om de udvidede muligheder for mangelafhjælpning, hvilken orientering blev positivt modtaget. 

 

Friarealforbedringen

De nuværende friarealforhold i karreen fremgår af forslaget.

Gårdarealerne er delvist opdelt af et 3-etages erhvervsbaghus, en 2-etages garagebygning, skure, mure og plankeværker.

Gårdarealerne er overvejende dårligt vedligeholdt og indrettet således, at de ikke kan betegnes som tilfredsstillende til ophold og leg.

Erhvervsbaghuset, der ligger på ejendommen Augustagade 6-10 er udlejet til Jysk (Sengetøjslager), der anvender det som fjernlager. Baghuset, hvis vedligeholdelsestilstand er dårlig, foreslås nedrevet i forbindelse med friarealforbedringen.

Garagebygningen, der ligger på ejendommen Tycho Brahes Allé 15-17 benyttes af ejendommens beboere til cykelparkering m.v. Bygningens 1. sal er udlejet til lager for et malerfirma. Bygningen, der er i forholdsvis god stand, foreslås bevaret.

Hverken erhvervsbaghuset eller garagebygningen er registreret som bevaringsværdige ifølge Amager Bydelsatlas, udarbejdet af Miljøministeriet/Planstyrelsen.

Skurene på ejendommene Augustagade 12-24 er indrettet til pulterrum som erstatning for de oprindelige pulterrum i ejendommenes kældre, der er nedlagt for mange år siden på grund af fugt. Pulterrummene forsøges genetableret i ejendommenes kældre i forbindelse med friarealforbedringen.

Ifølge kommuneplanen ligger karreen i et boligområde, hvor der ved nybyggeri tillades en maksimal bebyggelsesprocent på 110 og forudsættes en friarealprocent på 60. Karreens bebyggelsesprocent er 211 og friarealprocenten 26.

Forslaget omfatter atten 4-6-etages beboelsesejendomme opført i perioden 1887-1931. Fem af karreens ejendomme er andelsboligforeninger, syv er ejerforeninger, og seks er udlejningsejendomme.

Der er 346 boliger i karreen, det nævnte baghus og garagebygning samt 19 butikslejemål mv. Det samlede gårdareal er ca. 4.400 m2.

Pr. 1. januar 2004 var der 479 beboere i karreen, heraf 34 under 15 år, 27 over 67 år, medens 418 var i gruppen 15-66 år.

 

Forhandlinger

Repræsentanter for karreens ejendomme har – som nævnt – rettet henvendelse til Grønne Gårde med anmodning om, at der gennemføres en forbedring af karreens friarealer.

I anledning heraf har der været holdt møde med ejer- og beboerrepræsentanter, hvor der blev givet en orientering om reglerne om gårdanlæg mv. i henhold til Lov om byfornyelse og udvikling af byer.

Der er herefter i samarbejde med nævnte repræsentanter udarbejdet et forslag, der – med nedennævnte undtagelser - er tiltrådt af disse.

Andelsboligforeningen Augustagade 30-32/Kirkegårdsvej 42 og beboerrepræsentationen i udlejningsejendommen Augustagade 2 og Amagerbrogade 149 har tilkendegivet, at de ikke kan tilslutte sig forslaget.

Begrundelsen er, at de ikke ønsker at indgå i fællesgårdanlægget, idet de er tilfredse med de nuværende forhold.

Forvaltningen har fundet det rigtigt at inddrage alle ejendomme i fællesgårdanlægget, idet udelukkelse af enkelte ejendomme vil forhindre beboere i andre ejendomme i at få det optimale udbytte af friarealforbedringen.

 

Forslaget

De enkelte ejendommes gårdarealer foreslås indrettet som fælles gårdanlæg efter de retningslinier, der fremgår af forslaget.

Forslagets gennemførelse har en række væsentlige positive miljømæssige konsekvenser. Der er blandt andet indarbejdet en række byøkologiske elementer i gennemførelsesprojektet.

Der pålægges karreens ejendomme servitutter, som blandt andet omfatter bestemmelser om den fremtidige vedligeholdelse af anlægget.

 

Økonomi

Forslaget udføres i henhold til Lov om byfornyelse og udvikling af byer, og det er forudsat, at anlægsarbejderne udføres inden for de rammebeløb, som er fastsat i loven.

Anlægsarbejdet vil på sædvanlig måde blive udbudt i licitation i henhold til Økonomi- og Erhvervsministeriets regler.

Det samlede tilskud i sagen skønnes at udgøre 6.100.000 kr., der betales af stat og kommune med hver 50 %. Tilskuddet anvises af det rådighedsbeløb, Borgerrepræsentationen har afsat til gårdanlæg på budgettet for 2004 (konto 0.15.3*), samt af de forventede rådighedsbeløb på budgettet for de følgende år til samme formål.

Ejerne afholder driftsudgifterne ved det fremtidige anlæg.

 

Miljøvurdering

Forslaget forventes først og fremmest at forbedre beboernes psykiske og fysiske sundhed samt deres livskvalitet. Det drejer sig om større oplevelses-, udfoldelses- og kontaktmuligheder i det nære boligmiljø for såvel børn som voksne.

Der sker også en forbedring af beboernes færdselsmuligheder i gården, hvilket også kommer beboere med nedsat bevægelses- og orienteringsevne til gode.

Forslaget medfører endvidere bedre luftkvalitet i gården, idet der sker en væsentlig forøgelse af den grønne beplantning i gårdrummet. Beplantningen sammensættes endvidere varieret, så den – ud over det syns- og duftmæssige aspekt – er med til at øge bybørns og voksnes naturkendskab.

Der sker herudover en væsentlig reduktion i udledningen af overfladevand til kloaksystemet. Plante-, grus- og græsfladerne sikrer, at en stor del af regnvandet nedsiver lokalt og dermed kommer grundvandet til gode.

Forslagets gennemførelse medfører også en reduktion af jordforureningen, idet overfladejorden – der forventes at være lettere forurenet – køres til deponering eller rensning, hvilket også mindsker risikoen for grundvandsforurening.

Den nye flisebelægning lægges i bærelag af genbrugsmaterialer.

Byggematerialer, der efter endt levetid kun kan bortskaffes ved deponering, fravælges.

Ved valg af beplantningen tages der hensyn til, at den skal kunne udvikle sig flot uden brug af sprøjtemidler.

Der sættes plads af i gården til opsamling af organisk affald, papir, pap og storaffald.

Endelig medfører forslagets gennemførelse en nedgang i el-forbruget, idet der opsættes gårdbelys ningsarmaturer, hvori der kan anvendes energisparepærer. 

 

Høring

Forslaget udsendes i offentlig høring med en indsigelsesfrist på 8 uger.

 

BILAG VEDLAGT

Bilag 1:   Forslag til fælles gårdanlæg.

 

 

Ole Sperling


 


Til top