Mødedato: 24.10.2001, kl. 14:00

Anvendelse af Vej og Parks anlægsramme i 2002 til forbedringer for cyklister

Anvendelse af Vej og Parks anlægsramme i 2002 til forbedringer for cyklister

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 24. oktober 2001

 

Sager til drøftelse

29. Anvendelse af Vej & Parks anlægsramme i 2002 til forbedringer for cyklister

BTU 435/2001 J.nr. 21150.0017/01

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget drøfter anvendelse af de budgetafsatte midler til cykelstier, cykelbaner og cykelparkering.

RESUME

Med budgetaftalen for 2002 er der i alt reserveret 15,5 mio. kr. på Vej & Parks anlægsramme til forbedringer for cyklister i 2002. De afsatte midler er reserveret i forbindelse med følgende beslutninger:

Budgetforliget for 2001 indeholdt 3 mio. kr. til cykelstier

Budgetforliget for 2002 indeholdt en ramme på 7,5 mio. kr. til cykelstier og parkering. Der foreslås anvendt 5,5 mio. kr. på cykelstier og 2 mio. kr. på parkering.

På Vej & Parks anlægsramme for 2002 er endvidere afsat en ramme på 5 mio. kr. til gennemførsel af Cykelstiprioriteringsplanen for 2002-2016. Her foreslås anvendt 4 mio. kr. på forstærkede cykelbaner, 0,5 mio. kr. på cykelstier og 0,5 mio. kr. på udvikling af cykelparkering i konstruktion.

De samlede midler på i alt 15,5 mio. kr. foreslås anvendt på følgende:

  • 4 mio. kr. på forstærkede cykelbaner
  • 9 mio. kr. på cykelstier
  • 1 mio. kr. på cykelparkering i Middelalderbyen
  • 1 mio. kr. på cykelparkering i København i øvrigt
  • 0,5 mio. kr. på udvikling af cykelparkering i konstruktion

Cykelsti og -bane projekter udføres med udgangspunkt i Cykelstiprioriteringsplanen for 2002-2016.

Forvaltningen vil inden udgangen af 2001 fremlægge en indstilling for udvalget til godkendelse af anvendelse af midlerne til cykelparkering i Middelalderbyen.

Primo 2002 vil forvaltningen fremkomme med forslag til etablering af et cykelparkeringsanlæg i konstruktion. Der vil samtidig blive forelagt en indstilling for udvalget, hvor der foreslås etableret cykelparkering i den øvrige del af byen.

Ligeledes primo 2002 vil indstillinger for cykelstier og -baner blive forelagt udvalget til godkendelse.

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Med budgetaftalen for 2002 er der i alt reserveret 15,5 mio. kr. på Vej & Parks anlægsramme til forbedringer for cyklister i 2002. Nærværende indstilling til drøftelse redegør for, hvorledes forvaltningen vurderer midlerne kan anvendes med henblik på at opfylde kommunens målsætninger på området, herunder hvor tiltagende vil medføre de største mærkbare forbedringer for cyklisterne.

Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil

I Cykelstiprioriteringsplanen for 2002-2016 er der for 2002 angivet 6 strækninger, hvor der foreslås anlagt forstærkede cykelbaner. Forvaltningen foreslår, at der prioriteres anlagt cykelbaner på Søndre Fasanvej, Toftegårds Allé, Enghavevej, Østrigsgade og Backersvej i 2002. Vindebrogade forslås udskudt p.g.a. planerne om et Stambusnet, og fordi et projekt til en ny plads foran Thorvaldsens Museum er under udarbejdelse.

Der er i Cykelprioriteringsplanen endvidere udpeget 3 strækninger, hvor der bør anlægges cykelstier i 2002. Forvaltningen foreslår, at Gothersgade udgår af denne liste, da der p.t. er undersøgelser i gang om mulighederne for at ændre områdets trafikmønster. I stedet foreslås der anlagt cykelsti i Nordre Fasanvej fra Nørrebro Station til kommunegrænsen. De øvrige strækninger er Hammerichsgade ved Royal Hotel og Rådhuspladsen mellem Jernbanegade og Vesterbrogade.

Udover Cykelstiprioriteringsplanens forslag for 2002 planlægger forvaltningen at projektudvikle følgende strækninger: Christiansborg Slotsplads, Amagerfælledvej, Istedgade og Ndr. Frihavnsgade. Projektudviklingen vil vise, hvor mange af projekterne der kan gennemføres indenfor den afsatte ramme. De enkelte projekter vil efterfølgende blive forelagt udvalget til godkendelse.

Af TAP-midlerne er der i 2001 er afsat 1 mio. kr. til etablering af cykelparkering i Middelalderbyen. Forvaltningen har i forbindelse med projektudviklingen måttet konstatere, at den kvalitet, parkeringen i Middelalderbyen bør udføres med, gør det dyrere end forventet at anlægge cykelparkering i Middelalderbyen. Forvaltningen foreslår derfor, at der i 2002 anvendes yderligere 1 mio. kr. på cykelparkering i Middelalderbyen.

I den øvrige del af København findes der mange steder, hvor cykelparkeringen er kaotisk. Forvaltningen foreslår derfor, at der anvendes 1 mio. kr. på at anlægge cykelparkeringspladser på de lokaliteter, hvor behovet vurderes at være mest presserende. En liste over placeringer vil blive forelagt udvalget i forbindelse med kapitalbevillingsansøgningen. Forvaltningens liste indeholder p.t. forslag til parkering i Tietgensgade ved Tivoli, på Sankt Hans Torv og på Amagerbrogade ved Prags Boulevard.

Flere steder i byen må forvaltningen konstatere, at der ikke er overfladearealer nok til, at cykelparkeringen kan løses på en hensigtsmæssig måde, f.eks. på Amagertorv. Forvaltningen foreslår derfor, at der anvendes en ½ mio. kr. på at undersøge mulighederne for at opføre et cykelparkeringshus eller -kælder. Forvaltningen har indledningsvis igangsat en undersøgelse af, hvordan cykelparkering i konstruktion er løst i andre lande.

Økonomi

Budgetforliget for 2001 indeholdt 3 mio. kr. til cykelstier

Budgetforliget for 2002 indeholdt en ramme på 7,5 mio. kr. til cykelstier og parkering. Der foreslås anvendt 5,5 mio. kr. på cykelstier og 2 mio. kr. på parkering.

På Vej & Parks anlægsramme for 2002 er endvidere afsat en ramme på 5 mio. kr. til gennemførsel af Cykelstiprioriteringsplanen for 2002-2016. Her foreslås anvendt 4 mio. kr. på forstærkede cykelbaner, 0,5 mio. kr. på cykelstier og 0,5 mio. kr. på udvikling af cykelparkering i konstruktion.

Samlet er de 15,5 mio. kr. foreslået anvendt på følgende:

  • 4 mio. kr. på forstærkede cykelbaner
  • 9 mio. kr. på cykelstier
  • 1 mio. kr. på cykelparkering i Middelalderbyen
  • 1 mio. kr. på cykelparkering i København i øvrigt
  • 0,5 mio. kr. på cykelparkering i konstruktion

Miljøvurdering

Miljøvurderingen af forslagene vil fremgå af indstillingerne til udvalget.

Høring

Projektudviklingen vil ske i samarbejde med HUR og Københavns Politi.

Andre konsekvenser

Anlæggelse af cykelstier og baner vil betyde, at et endnu ukendt antal parkeringspladser skal nedlægges. Forvaltningen vil fremlægge de eksakte tal i forbindelse med indstillingerne, ligesom forvaltningen i projektudviklingen vil forsøge at minimere antallet af parkeringspladser, der nedlægges.

Forvaltningen vurderer endvidere, at det ligeledes vil blive nødvendigt enkelte steder at indskrænke fortovet for at opnå acceptable forhold for alle trafikanter.

Ole Bach

 

Til top