Mødedato: 24.09.2003, kl. 14:00

Strøget - ændring af forsøgsperioden for vareudstillinger og reklameskilte

Strøget - ændring af forsøgsperioden for vareudstillinger og reklameskilte

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 24. september 2003

 

Sager til beslutning

5. Strøget - ændring af forsøgsperioden for vareudstillinger og reklameskilte

BTU 421/2003 J.nr. 2150.0001/03

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget beslutter

at den tidligere besluttede forsøgsperiode ændres fra at være frem til den 31.december 2003 til at være frem til den 30. september 2003

at den tidligere besluttede evaluering af forsøget tidsmæssigt rykkes frem og igangsættes umiddelbart efter forsøgets ophør den 30. september 2003

RESUME

Bygge- og Teknikudvalget besluttede den 14. maj 2003 som et forsøg at indføre et forbud – med visse modifikationer - mod opstilling af varer og reklameskilte på det offentlige vejareal på Strøget i perioden fra den 1. juni 2003 til den 30. september samt i perioden fra den 1. december 2003 til den 31. december 2003.

Forvaltningen har orienteret de enkelte erhvervsdrivende på Strøget om de ændrede regler og har gennem et ændret og skærpet tilsyn mm. gjort en særlig indsats for at forsøgsordningen fik den ønskede effekt.

Denne indsats sammen med en række bemærkninger fra forskellige interessenter i sagen gør, at forvaltningen vurderer, at der i forhold til gennemførelsen af den ønskede evaluering ikke er behov for også at få erfaringerne fra juleperioden med.

Forvaltningen ønsker derfor at afkorte forsøgsperioden og fremrykke evalueringen således, at der i god tid før sæsonen 2004 er fastlagt retningslinier for varer og reklameskilte på Strøget.

SAGSBESKRIVELSE

Bygge- og Teknikudvalget besluttede den 14. maj 2003 som et forsøg at indføre et forbud – med visse modifikationer - mod opstilling af varer og reklameskilte på det offentlige vejareal på Strøget i perioden fra den 1. juni 2003 til den 30. september samt i perioden fra den 1. december 2003 til den 31. december 2003. Baggrunden for ønsket om at gennemføre dette forsøg var at sikre fremkommeligheden på Strøget, hvor der over en 5 års periode har været en stigning i antallet af fodgængere på mere end 40% samt at sikre gode byrum af høj kvalitet.

Forvaltningen har orienteret de enkelte erhvervsdrivende på Strøget om de ændrede regler og har gennem et ændret og skærpet tilsyn mm. gjort en særlig indsats for at forsøgsordningen fik den ønskede effekt. Tilsynet og håndhævelsen af reglerne har resulteret i en række påbud, i en række fjernelser af opstillede varer og reklameskilte samt i politianmeldelse i tilfælde af gentagne overtrædelser.

Denne indsats sammen med en række bemærkninger fra forskellige interessenter i sagen gør, at forvaltningen vurderer, at der i forhold til gennemførelsen af den ønskede evaluering ikke er behov for også at få erfaringerne fra juleperioden med. Ud over hvad der har været af tilkendegivelser i pressen, har forvaltningen modtaget en række henvendelser fra bl.a. erhvervsdrivende, foreninger, brugere i øvrigt af Strøget. Det er en forsøgsordning, som ikke er gået stille for sig.

Det forhold, at så mange har ytret deres holdning til forsøgsordningen og dens formål betyder, at forvaltningen vurderer at have et tilstrækkeligt grundlag for at gennemføre en evaluering allerede i efteråret 2003. Forvaltningen ønsker derfor at afkorte forsøgsperioden, fremrykke evalueringen således, at der i god tid før sæsonen 2004 er fastlagt retningslinier for varer og reklameskilte på Strøget. Dette både af hensyn til de erhvervsdrivende og af hensyn til tilrettelæggelsen af administrationen af en eventuel ny ordning.

Økonomi

Der er ingen ændringer i den økonomiske vurdering.

Miljøvurdering

-

Høring

Der er ikke i denne forbindelse foretaget høring. Men høring af bl.a. interessenter vil indgå i evalueringen.

Andre konsekvenser

De erhvervsdrivende på Strøget skal orienteres om en eventuel ændring af forsøgsordningen.

Ole Bach

 

Til top