Mødedato: 24.09.2003, kl. 14:00

Ændring af et vejnavn

Ændring af et vejnavn

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 24. september 2003

 

Sager til beslutning

2. Ændring af et vejnavn

BTU 420/2003 J.nr. 21141.0008/03

 

INDSTILLING

Vejnavnenævnet indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,

at Kalvebod Pladsvej ændrer navn til Havneholmen

RESUME

I forbindelse med udviklingen af den lille holm bag Fisketorvet er det ønskeligt, at det eksisterende vejnavn Kalvebod Pladsvej erstattes med et nyt navn, der i højere grad signalerer områdets nye anvendelse. Vejnavnenævnet indstiller, at vejen fremover benævnes Havneholmen.

SAGSBESKRIVELSE

Skanska Øresund har i en henvendelse til Vejnavnenævnet foreslået, at man i forbindelse med den fortsatte udbygning af havnearealerne bag Fisketorvet overvejer, om forlægningen af den eksisterende Kalvebod Pladsvej kunne give anledning til at ændre navnet Kalvebod Pladsvej, som efter Skanskas mening ikke helt harmonerer med områdets fremtidige anvendelse.

Generelt forsøger Vejnavnenævnet at bevare byens mange vejnavne, da det er den gængse opfattelse, at vejnavne gives for fremtiden for at indplacere nutidens historie i vejnavnene. Imidlertid kan et vejnavn i særlige tilfælde i forbindelse med en byudvikling blive malplaceret og ikke opfylde det oprindelige håb om at markere en særlig historie for området.

Vejnavnenævnet er enig i bedømmelsen af, at Kalvebod Pladsvej ikke er et hensigtsmæssigt vejnavn når områdets fremtidige karakter med bl.a. badestrand tages i betragtning.

Skanska fremfører, at navnet Havneholmen har været anvendt som arbejdsnavn for området og i øvrigt indgår i det gængse planlægningsmateriale for området. Vejnavnenævnet har været skeptisk overfor navnet, fordi det er temmelig anonymt og fordi betegnelsen holm i den hidtidige praksis har været anvendt om langt større sammenhængende arealer som f.eks. Teglholm.

Vejnavnenævnet finder imidlertid udfra en helhedsbetragtning, at betegnelsen har været anvendt så længe som uofficiel betegnelse, at Skanska har haft en berettiget forventning om, at navnet kan anvendes som officiel betegnelse for området. Vejnavnenævnet indstiller derfor til Bygge- og Teknikudvalget, at Kalvebod Pladsvej ændrer navn til Havneholmen og at Kalvebod Pladsvej dermed udgår som vejnavn.

Miljøvurdering

Forslagene har ingen miljømæssige konsekvenser.

Høring

Forslaget har været hørt hos de berørte grundejere. Alle kan støtte forslaget om at ændre navnet til Havneholmen.

 

 

Søren Pind

 

Til top