Forslag til tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 300, "Kirkegårdsvej"
Forslag til tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 300, "Kirkegårdsvej"
Bygge- og Teknikudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 24. maj 2000
Sager til beslutning
8. Forslag til tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 300, "Kirkegårdsvej"
BTU 253/2000 J.nr. 611:142.0001/98
INDSTILLING
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
at forslag til tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 300 "Kirkegårdsvej" vedtages med henblik på offentliggørelse
at indsigelsesfristen fastsættes til 2 måneder (eksklusive juli måned)
RESUME
Bygge- og Teknikudvalget drøftede i mødet den 8. december 1999 (BTU 484/99) forvaltningens redegørelse om udarbejdelse af et forslag til tillæg til lokalplan nr. 300 "Kirkegårdsvej".
Tillægget skulle muliggøre opførelse af boligbyggeri på ejendommen matr.nr. 3208 Sundbyøster Kvarter, København, der i lokalplan nr. 300 er udlagt til offentlige formål med henblik på etablering af institutioner for børn og unge, idet behovet for denne anvendelse ikke længere er til stede.
Det foreliggende forslag til tillæg fastlægger i overensstemmelse hermed en ændring af bestemmelserne om formål, anvendelse og bebyggelsens udformning og placering, der skal muliggøre rækkehusbebyggelse på ovennævnte ejendom.
Det foreslås desuden, at tillægget også skal omfatte ejendommene matr.nr. 1581 og 1582 ibid., således at der åbnes mulighed for på disse ejendomme enten at indrette en institution for sundheds- og sygehusvæsenet i eksisterende erhvervsbebyggelse mod Kirkegårdsvej på op til 2.500 m2, eller at opføre ny rækkehusbebyggelse i sammenhæng med bebyggelsen på ovennævnte ejendom matr.nr. 3208 ibid. Mod Kirkegårdsvej kan ny bebyggelse også opføres som etageboligbebyggelse.
Bestyrelsen for Hovedstadens Sygehusfællesskab har den 3. maj i år godkendt, at der etableres et distriktspsykiatrisk center på Kirkegårdsvej, og at der indgås en lejeaftale med ejeren af erhvervsbebyggelsen mod Kirkegårdsvej.
SAGSBESKRIVELSE
Lokalplan nr. 300 "Kirkegårdsvej", der er vedtaget af Borgerrepræsentationen den 27. august 1998 og bekendtgjort den 7. oktober samme år, omfatter et område begrænset af Kirkegårdsvej, Øresundsvej, Kastrupvej, Bredegrund og Lillegrund.
Lokalplanen opdeler området i 4 underområder, hvoraf ét fastlægges til boliger, to til offentlige formål i form af institutioner for børn og unge og rekreative arealer med legeplads, kolonihaver og andre grønne anlæg samt ét til tekniske anlæg af offentlig/almen karakter. I boligområdet muliggøres en institution for sundheds- og sygehusvæsen på indtil 700 m2 mod Kirkegårdsvej.
Lokalplan nr. 300 "Kirkegårdsvej" er udarbejdet efter anmodning fra ejeren af ejendommen matr.nr. 1581 og 3208 ibid. med henblik på at muliggøre omdannelsen af et tidligere erhvervsområde til boliger og institutioner for børn og unge efter aftale med Magistratens 3. Afdeling.
Ejeren af ejendommen har senest ved en henvendelse til borgmester Søren Pind af 15. november 1999 anmodet om, at anvendelsen til offentlige formål i form af børneinstitution med en maksimal bebyggelsesprocent på 60 ændres til boligformål med en maksimal bebyggelsesprocent på 110. Anmodningen om ændringen er foranlediget af, at Kommunen ikke har ønsket at købe ejendommen 3208 ibid. til brug for den lokalplanmæssigt fastlagte børneinstitution, hvilket er bekræftet af Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen i en udtalelse af 26. august 1999. Ifølge udtalelsen har forvaltningen ikke kunnet opnå enighed med ejeren om købspris, afholdelse af udgifter til oprensning af grunden eller fortsat leje af ejendommen. Hertil kommer, at i en aktuel vurdering af daginstitutionsområdet indgår ingen af bydelene på Amager i det prioriterede udbygningsbehov. Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har derfor ikke længere interesse i arealet.
I henhold til § 48 i lov om planlægning kan ejeren af en ejendom forlange en ejendom, der er fastlagt til offentlige formål, overtaget mod erstatning, hvis ejendommen ikke kan udnyttes på økonomisk rimelig måde i overensstemmelse med den faktiske udnyttelse af de omkringliggende ejendomme. Det er Bygge- og Teknikforvaltningens opfattelse, at der i denne sag vil være grundlag for et krav om overtagelse af ejendommen matr.nr. 3208 ibid., hvis ikke lokalplan nr. 300 ændres for så vidt angår denne ejendom, idet ejendommen henligger delvist ubebygget efter fjernelse af en midlertidig børneinstitution. De tilbageværende erhvervsbygninger er ikke i brug.
Herudover har Hovedstadens Sygehusfællesskab ønsket, at den lokalplanmæssige mulighed for at indrette en institution til distriktspsykiatrisk center udvides fra de nuværende 700 m2 til 2.500 m2 . Institutionen ønskes placeret i den tidligere erhvervsbygning på ejendommen matr.nr. 1581 ibid. mod Kirkegårdsvej og får et areal på ca. 2.350 m2. Institutionen skal fungere som en åben afdeling for patienter med ukomplicerede problemer, der har brug for en korterevarende behandling. Institutionen indrettes med blandt andet 12 sengepladser. Hovedstadens Sygehusfællesskab overvejer at etablere opsøgende psykoseteams, der på sigt forventes at ville reducere behovet for sengepladser i centeret på Kirkegårdsvej. Træffes beslutningen om psykoseteams i 2000, vil de 12 sengepladser udgå af projektet, og arealet til sengepladserne vil i stedet blive anvendt til psykoseteamet.
Bestyrelsen for Hovedstadens Sygehusfællesskab har den 3. maj i år godkendt den nødvendige anlægsbevilling til etablering af det distriktspsykiatriske center i erhvervsbygningen mod Kirkegårdsvej, og at der indgås en lejeaftale med ejeren, jf. afsnittet om diverse udtalelser.
Planmæssige forhold
Forslaget til lokalplantillæg er i overensstemmelse med Kommuneplan 1997, der fastlægger området til boliger (B3-område). Herudover kan der tillades kollektive anlæg og institutioner samt andre sociale, kulturelle, uddannelsesmæssige og miljømæssige servicefunktioner, som er forenelige med anvendelsen til boliger. Der kan tillades serviceerhverv, såsom butikker, liberale erhverv og erhvervs- og fritidsundervisning, samt håndværk. Den maksimale bebyggelsesprocent er 110, og det maksimale etageantal er 5 eksklusive tagetage. Friarealet skal være i størrelsesordenen 60 pct. af boligetagearealet og 15 pct. af erhvervsetagearealet.
I lokalplaner kan der stilles krav blandt andet om boligernes gennemsnitlige størrelse, familieboliger, lejlighedssammenlægninger, støjisolering samt om indretning af fælleslokaler. Herudover kan det i lokalplaner bestemmes, at særskilte områder, bygninger eller bygningsdele anvendes til institutioner og fællesanlæg, herunder parkeringsanlæg.
Forslag til lokalplantillæg
Lokalplantillægget åbner mulighed for etablering af boligbebyggelse på hele det af tillægget omfattede område, der består af ejendommene matr.nr. 1581, 1582 og 3208, samt umatrikulerede vejarealer, Sundbyøster, København. Bebyggelsen skal opføres som rækkehuse med mulighed for at opføre etageboliger mod Kirkegårdsvej.
Bebyggelsen skal mod Kirkegårdsvej opføres som en randbebyggelse i mindst 2 etager og højst 3 etager samt udnyttet tagetage. Den øvrige bebyggelse opføres som rækkehuse i højst 2 etager samt udnyttet tagetage.
Rækkehusbebyggelsen skal enten kunne udstykkes i mindre parceller med facade til en adgangsvej (sti), der kan udlægges i området, eller forblive uden udstykning. På fællesarealer etableres friarealer, veje, stier og parkering. Det forudsættes, at der stiftes en grundejerforening, der skal drive og vedligeholde fællesarealerne for så vidt angår udstykkede rækkehuse.
I den eksisterende erhvervsbygning mod Kirkegårdsvej må der indrettes en institution med et etageareal på maksimalt 2500 m2 i tilknytning til distriktspsykiatrien til brug for sundheds- og sygehusvæsenet.
Med hensyn til indholdet af forslaget til lokalplantillæg samt baggrunden herfor henvises til den som bilag A vedlagte redegørelse og til selve forslaget, der er vedlagt som bilag B. Lokalplan nr. 300 er vedlagt som bilag C.
Diverse udtalelser
Samtlige forvaltninger er blevet orienteret om drøftelsen på Bygge- og Teknikudvalgets møde den 8. december 1999 af igangsætning af udarbejdelsen af et tillæg til lokalplan nr. 300 og er blevet anmodet om eventuelle bemærkninger hertil.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen oplyser i brev af 24. februar 2000, at man ikke har bemærkninger til det fremsendte materiale, og at man tager sagen til efterretning.
Sundhedsforvaltningen oplyser i brev af 28. februar 2000, at udarbejdelse af tillæg til lokalplan nr. 300 ikke giver anledning til bemærkninger.
Miljø- og Forsyningsforvaltningen, Miljøkontrollen har i brev af 29. februar 2000 udtalt sig om de miljømæssige forhold i området. Under henvisning til at Borgerrepræsentationen den 3. december 1998 har vedtaget retningslinier om "Miljøorienteret byfornyelse og nybyggeri" anbefaler Miljøkontrollen, at der indsættes en bestemmelse i formålsparagraffen om, at der skal projekteres efter miljørigtige principper med en henvisning til disse retningslinier.
Miljøkontrollen vurderer, at der ikke findes virksomheder i området, som vil medføre miljømæssige gener for den påtænkte anvendelse. Miljøkontrollen er ikke i besiddelse af konkret viden om forurening af undergrunden. Det er dog muligt, at der kan være sket en forurening som følge af den Papir- og Emballagefabrik, der har været i området fra 1925 til 1997. Det anbefales, at der foretages en forureningsundersøgelse i forbindelse med bygge- og anlægsarbejder, og det foreslås, at der indsættes en henvisning i tillægget til reglerne om standsning af jordarbejder og indberetning til Miljøkontrollen i tilfælde af, at der konstateres forurening af jorden.
Det anbefales desuden, at der indsættes bestemmelse om, at bebyggelse og udendørsarealer skal placeres således, at beboere og brugere beskyttes imod forurening og andre ulemper, og om, at beboere og brugere i fornødent omfang skal skærmes mod støj og anden forurening fra vej.
Bemærkning
I overensstemmelse med Miljøkontrollens ønske er der i formålsparagraffen indsat en bestemmelse om projektering efter miljørigtige principper med en henvisning til de af Borgerrepræsentationen vedtagne retningslinier om "Miljøorienteret byfornyelse og nybyggeri". Under henvisning til, at der efter Miljøkontrollens vurdering ikke er virksomheder i området, der vil medføre miljømæssige gener for den påtænkte anvendelse og til, at området er præget af boligbebyggelse, kolonihaver og legeplads, er man af den opfattelse, at hensynet til miljømæssige forhold allerede er varetaget ved bestemmelserne i lokalplan nr. 300. Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt undergrunden er forurenet, bemærkes, at kommunen i forbindelse med forhandlingerne om erhvervelse af ejendommen matr. nr. 3208 lod foretage en forureningsundersøgelse af denne ejendom, der viste en forurening, som det ef ter kommunens opfattelse skønsmæssigt ville koste 1,3 mio. kr. at fjerne.
Hovedstadens Sygehusfællesskab oplyser ved brev af 5. maj 2000, at bestyrelsen for Hovedstadens Sygehusfællesskab den 3. maj i år har godkendt, at der etableres et distriktspsykiatrisk center på Kirkegårdsvej 25, og at der indgås lejeaftale med ejeren af ejendommen.
Ifølge indstillingen om etablering af et distriktspsykiatrisk center på Kirkegårdsvej indgår det i skitse til H:S Psykiatriplan og i samarbejde med Københavns Kommune og Københavns Amt, at der etableres en psykiatrisk stamafdeling i Ørestad, der skal betjene befolkningen på Amager. Herudover påregnes der etableret to distriktspsykiatriske centre i Sundby Nord og Sundby Syd, der skal betjene befolkningen i Københavns Kommune.
Erhvervsbygningen på Kirkegårdsvej er egnet til ombygning til et distriktspsykiatrisk center for Sundby Syd og vil blive indrettet med et ambulatorium, et aktivitetsafsnit og et sengeafsnit med 12 enestuer.
I USA har man udviklet en model for opsøgende psykoseteams, der gør det muligt for patienter med varige sindssygdomme at leve den bedst mulige tilværelse i lokalsamfundet. Oprettelse af opsøgende psykoseteams forventes at ville føre til en reduktion i antallet af sengepladser. Beslutter Hovedstadens Sygehusfællesskab sig for at oprette psykoseteams på et senere tidspunkt, vil sengeafsnittet på Kirkegårdsvej med mindre bygningsændringer kunne ændres til at huse et psykoseteam. Træffes beslutningen i år, vil sengeafsnittet udgå af projektet.
På denne baggrund har Hovedstadens Sygehusfællesskab den 3. maj i år godkendt, at der meddeles en anlægsbevilling til etablering af et distriktspsykiatrisk center på Kirkegårdsvej nr. 25, og at der indgås en lejeaftale med ejeren af ejendommen.
Brevet og indstillingen fra Hovedstadens Sygehusfællesskab giver ikke anledning til bemærkninger.
BILAG VEDLAGT
Bilag A: Redegørelse for forslag til tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 300 "Kirkegårdsvej"
Bilag B: Forslag til tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 300 "Kirkegårdsvej"
Bilag C: Lokalplan nr. 300 "Kirkegårdsvej"
BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN I BORGMESTERENS FORKONTOR, RÅDHUSET, 1. SAL, VÆRELSE 36
Bilag 1: Brev af 24. februar 2000 fra Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen
Bilag 2: Brev af 28. februar 2000 fra Sundhedsforvaltningen
Bilag 3: Brev af 29. februar 2000 fra Miljø- og Forsyningsforvaltningen, Miljøkontrollen
Bilag 4: Brev af 5. maj 2000 fra Hovedstadens Sygehusfællesskab
Bilag 5: Indstilling fra Hovedstadens Sygehusfællesskab om etablering af et distriktspsykiatrisk center på Kirkegårdsvej
Knud E. Rasmussen