Mødedato: 24.05.2000, kl. 14:00

Endelig vedtagelse af tillæg til fælles gårdanlæg i karreen Odensegade, Østerbrogade, Nordre Frihavnsgade, Faksegade og Fakse Tværgade

Endelig vedtagelse af tillæg til fælles gårdanlæg i karreen Odensegade, Østerbrogade, Nordre Frihavnsgade, Faksegade og Fakse Tværgade

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 24. maj 2000

 

 

Sager til beslutning

 

3. Endelig vedtagelse af tillæg til fælles gårdanlæg i karreen Odensegade, Østerbrogade, Nordre Frihavnsgade, Faksegade og Fakse Tværgade

 

BTU 248/2000 J.nr. 451:101.0001/95

 

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler,

at det i Borgerrepræsentationen i mødet den 2. marts 2000 vedtagne forslag til tillæg til byfornyelsesbeslutning og gennemførelsesprojekt for et fælles gårdanlæg, der omfatter ejendommene Odensegade 5-17, Nordre Frihavnsgade 6-12, 12A-C, 14-18, Faksegade 13-19 og Fakse Tværgade 2-6 - efter fremlæggelse for offentligheden i henhold til byfornyelseslovens bestemmelser - nu vedtages endeligt af Borgerrepræsentationen

 

RESUME

Formålet med tillægget er at justere den tidligere trufne byfornyelsesbeslutning om fællesgårdanlægget ved at nedlægge den offentlige adgang til passagen Fakse Tværgade, hvorefter passagen indgår fuldt ud i fællesgårdanlægget.

Som følge heraf ændres hegningen i og omkring passagen, ligesom der etableres yderligere en fællesadgang imellem passagen og Faksegade, hvori der isættes en aflåselig låge. Herudover flyttes adgangen til ejerlejligheden Faksegade 17, kælderen, fra Fakse Tværgade til Faksegade.

Udgifterne ved tillægget skønnes at udgøre 100.000 kr., der betales af stat og kommune med hver 50%.

Tillægget har været ude i høring, og der er modtaget 3 indsigelser, positive tilkendegivelser og lignende til forslaget.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Borgerrepræsentationen vedtog i mødet den 2. marts 2000 (Sag nr.70/2000) at offentliggøre tillægget til byfornyelsesbeslutning og gennemførelsesprojekt. Indsigelsesfristen blev fastsat til 8 uger.

 

Offentlighed

Tillægget har været offentliggjort i perioden 8. marts 2000 - 3. maj 2000 og er udsendt og omdelt til de berørte grundejere og lejere samt bydelsrådet. Tillægget har endvidere været fremlagt i Københavner Information og på Biblioteket, Jagtvej 227.

 

Indsigelser

I offentlighedsperioden er der modtaget de i kopi vedlagte 3 indsigelser, ændringsforslag og positive bemærkninger.

 

1) Brev af 22. marts 2000 fra 106 beboere i de af gårdanlægget omfattede ejendomme (matr.nr. 1224, 1848, 1941, 1942, 1943, 1946, 1949, 1950, 2156, 2402, 2562 og 2563 UK)

De 106 beboere tilkendegiver ved deres underskrift på et af bestyrelsen for Gårdlavet Trianglen affattet brev, at de støtter tillægget.

I brevet skriver gårdlavets bestyrelse, at forslaget er en imødekommelse af 3 ændringsforslag, som bestyrelsen har kæmpet for lige siden fællesgårdens etablering. De i tillægget foreslåede ændringer er helt i overensstemmelse med bestyrelsens ønsker og vil medføre, at gården endelig kan blive aflåst, så den alene bliver tilgængelig for gårdens beboere, med den tryghed det medfører.

Gårdlavets bestyrelse opfordrer kraftigt alle beboere til at støtte tillægget og oplyser, at de vil indsende brevet med beboernes tilkendegivelse til kommunen, inden offentlighedsperiodens afslutning.

 

Bemærkning

Tillægget er - som det fremgår af tilkendegivelserne - i overensstemmelse med bestyrelsen for Gårdlavet Trianglen og beboernes ønsker.

 

2) Brev af 29. marts 2000 fra ejerne af ejerlejligheden Faksegade 17, kælderen, Lægeklinikken Broen ApS v/ advokat Jacob Busse (matr.nr. 1224 UK)

Jacob Busse gør indsigelse mod tillægget til byfornyelsesbeslutningen.

Som begrundelse anføres, at det er nødvendigt for virksomhedens fortsatte drift, at der er 2 konsultationsafdelinger i gang samtidig, hvilket ikke vil være muligt med det fremsatte forslag, da lejlighedens lokaler ligger på en perlerække langs Fakse Tværgade.

Hertil kommer, at en aflåsning af Fakse Tværgade vil medføre, at ejerlejlighedens værdi ved et salg vil falde væsentligt, fordi de nuværende 6 udstillingsvinduer mod offentlig vej reduceres til 1 vindue.

Det foreslås, at tillægget ændres, så aflåsningen af Fakse Tværgade først sker efter klinikkens nuværende indgang i Fakse Tværgade, eller i det mindste at lejligheden ombygges på en sådan måde, at virksomheden fortsat kan drives rationelt fra lokalerne, og at der samtidig betales en erstatning til ejerne, fordi ejerlejlighedens forretningspotentiale forringes.

 

Bemærkning

Der har forud for tillæggets udarbejdelse været forhandlet med ejerne og deres advokat om ændringerne af lejligheden, uden enighed har kunnet opnås.

Forvaltningen mener imidlertid, at det er muligt at ombygge lejligheden, uden at de interne rumfunktioner berøres i væsentligt omfang af ændringen.

Klinikkens vinduer mod Fakse Tværgade benyttes ikke i dag til udstilling. Hvis ejerne mener, at der, som følge af ændringen af antallet af vinduer med direkte offentlig adgang m.v., er tale om en værdiforringelse af deres lejlighed, må de fremsætte erstatningskrav herom. Hvis der ikke kan opnås forlig herom imellem ejerne og kommunen, er der i byfornyelsesloven hjemmel til at lade erstatningsspørgsmålet afgøre ved taksation.

Forvaltningen finder ikke, at den foreslåede ændring af placeringen af aflåsningen er en tilfredsstillende løsning af gårdanlæggets afslutning mod Faksegade.

 

3) Brev af 1. maj 2000 fra speciallægerne Benny Vittrup Jensen og Jan Roland Petersen, Lægeklinikken Broen ApS, ejere af ejerlejligheden Fakse 17, kælderen, (matr.nr. 1224 UK)

Benny Vittrup Jensen og Jan Roland Petersen gør indsigelse imod tillægget til byfornyelsesbeslutningen.

Som begrundelse anføres, at en gennemførelse af forslaget vil umuliggøre eller i hvert fald stærkt begrænse lægeklinikkens nuværende drift. Forslagets konsekvenser er så store, at det opfattes som en ekspropriation, fordi adgangen fra offentlig vej begrænses og udstilling til samme umuliggøres.

Ejerlejligheden er købt i 1990 med henblik på at drive lægekonsultation fra 2 konsultationsrum adskilt af indgang og venterum. Således som ejerlejligheden er indrettet og fungerer i dag, kan den ikke ombygges, så der fortsat kan være 2 konsultationer adskilt fra hinanden af et mellemliggende venterum og samtidig bevare nedgangen til kælder og lagerrum. En gennemførelse af tillægget vil i øvrigt kræve en gennemgribende og dyr ombygning af ejerlejligheden.

Ejerne mener, at konsekvensen af tillæggets gennemførelse forekommer helt unødvendig, idet en mindre ændring af hegningen ved Faksegade - der ikke vil forringe udnyttelsen af gårdanlægget - vil overflødiggøre forslaget. De henstiller i stedet til, at hegnet flyttes, således at den offentlige adgang til ejerlejligheden bevares. Dette vil endvidere kunne gøres uden større økonomisk udgift for kommunen og uden en ekspropriation af ejerlejligheden.

Skulle Borgerrepræsentationen mod forventning alligevel vedtage tillægget uændret, vil indsigerne efterprøve beslutningen retsligt.

 

Bemærkning

Tillægget medfører ikke en ekspropriation af ejerlejligheden.

Forvaltningen er ikke enig i, at det er nødvendigt med en gennemgribende ombygning af lejligheden, men finder, at det vil kunne ske for et relativt beskedent beløb.

Der henvises i øvrigt til det anførte til brev 2.

Bygge- og Teknikforvaltningen finder ikke, at de fremførte indsigelser, ændringsforslag og bemærkninger giver anledning til at ændre forslaget.

 

BILAG VEDLAGT

Tillæg til byfornyelsesbeslutning og gennemførelsesprojekt

Udsendt med dagsordenen til Bygge- og Teknikudvalgets møde den 19. januar 2000

 

Endvidere vedlagt

Brev af 28. april 2000 fra Bydelsrådet i Indre Østerbro Bydel

 

BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN I BORGMESTERENS FORKONTOR, RÅDHUSET, 1. SAL VÆRELSE 36

Bilag 1: Breve af 22. marts 2000 fra Gårdlavet Trianglens Bestyrelse med underskrifter

Bilag 2: Brev af 29. marts 2000 fra Jacob Busse

Bilag 3: Brev af 1. maj 2000 fra Benny Vittrup Jensen og Jan Roland Petersen

 

Ole Sperling

 

 

Til top