Mødedato: 24.04.2002, kl. 14:00

Forslag til lokalplan "Ragnhildgade Nord"

Forslag til lokalplan "Ragnhildgade Nord"

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 24. april 2002

 

Sager til beslutning

9. Forslag til lokalplan "Ragnhildgade Nord"

BTU 181/2002 J.nr. 611:245.0001/01

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget overfor Økonomiforvaltningen og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at forslag til lokalplan for et område ved Ragnhildgade og Rovsingsgade vedtages med henblik på offentliggørelse,

at indsigelsesfristen fastsættes til 2 måneder eksklusive juli,

at offentliggørelse annonceres i områdets lokalpresse, og

at den foreslåede dialogstrategi bestående af en planens hjemmeside, en lokal udstilling samt et borgermøde, tilrettelagt som et orienteringsmøde, vedtages.

 

RESUME

Bygge- og Teknikudvalget drøftede i mødet den 30. januar 2002 en redegørelse om udarbejdelse af lokalplan for området med det formål at ændre anvendelsen af arealet fra kommunal oplagsplads til boligområde med mulighed for forskellige bo-former samt bl.a. en daginstitution.

Det foreliggende lokalplanforslag er udarbejdet efter de af udvalget drøftede retningslinier. På grundlag heraf indeholder forslaget boligbyggeri med bl.a. familieboliger som helårsboliger langs Lersø Parkallé, Rovsingsgade og Ragnhildgade, samt en daginstitution ved Ragnhildgade på den sydvestlige og - i forhold til sol og trafikstøj - bedst placerede del af arealet ved skellet til en eksisterende boligbebyggelse i Ragnhildgade. Lokalplanområdet er en del af Kommuneteknik Københavns (KTK´s) værksteds- og oplagsplads ved Ragnhildgade, der ikke længere er nødvendig for KTK´s funktioner. Lokalplanforslaget rummer bestemmelser som sikrer, at bebyggelsen sammen med nabobebyggelsen danner en byarkitektonisk helhed.

Lokalplanforslaget er i overensstemmelse med Kommuneplan 2001.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Kommuneteknik København (KTK) har ikke længere brug for den nordøstlige del af ejendommen matr. nr. 5457 m.fl. Udenbys Klædebo Kvarter, København, - arealet mellem Ragnhildgade, Rovsingsgade og Lersø Parkallé - til værksteds- og oplagsplads. Området vil derfor kunne ryddes for den nuværende spredte skur- og garagebebyggelse og overgå til anden anvendelse i overensstemmelse med kommuneplanen, som fastlægger området til boligformål. Når arealet er frigjort for KTK´s nuværende anvendelse, vil Økonomiforvaltningen indlede salgsbestræbelserne.

I Bygge- og Teknikudvalgets møde den 30. januar 2002 (BTU 23/2002) blev forvaltningens redegørelse om udarbejdelse af en lokalplan for området drøftet. Det foreliggende lokalplanforslag er udarbejdet i overensstemmelse med udvalgets drøftelse.

Boligbebyggelsen påtænkes udover familieboliger som helårsboliger at kunne rumme en andel boliger for særlige grupper, i henhold til Borgerrepræsentationens vedtagelse af "Boliger for alle - boligpolitisk strategiplan", jf. nedenfor nævnte afsnit Planlægning. Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har fremsat ønske om, at der kan opføres en børneinstitution på en del af området.

På grund af byggeriets størrelse vil gennemførelse af nybyggeri forudsætte udarbejdelse af en lokalplan. Da der ikke påtænkes ændringer på den resterende del af kommunens oplagsplads m.v., er lokalplanområdet begrænset til det aktuelle areal.

Planlægning

I Kommuneplan 2001 er området fastlagt til boligformål (B3-område). Udover boliger, fortrinsvis familieboliger, kan der bl.a. tillades kollektive anlæg og institutioner, samt sociale, uddannelsesmæssige, kulturelle og miljømæssige servicefunktioner, som er forenelige med områdets anvendelse til boliger. Bebyggelsesprocenten er maksimalt 110, det maksimale etageantal er 5 eksklusive tagetage, og friarealet skal være 60 pct. af boligetagearealet og 15 pct. af et eventuelt etageareal til erhvervsformål. Parkeringsdækningen skal normalt være af størrelsesordenen 1 plads pr. 100 m2 etageareal.

Boligstrategi

Borgerrepræsentationen har i mødet den 13./ 14. juni 2001(BR 297/01) vedtaget en indstilling om "Boliger for alle - boligpolitisk strategiplan". I den forbindelse er det bl.a. tiltrådt, at der afsættes midler til en intensiveret boligsocial indsats med bolig-/bofællesskaber for særligt udsatte grupper. Der skal bl.a. inden for de nærmeste 4-6 år opføres 3-500 særlige boliger med kommunal anvisningsret for psykisk syge, handicappede og eventuelt misbrugere. Det tilstræbes, at sådanne "særboliger" etableres spredt i boligområder.

Forslag til lokalplan

Lokalplanområdet fastlægges til boligformål med mulighed for placering af en daginstitution. Boliger skal anvendes til helårsboliger. Foruden familieboliger kan der indrettes boliger for unge og ældre, personer med handicap samt bofællesskaber for særligt udsatte grupper og lignende opført efter gældende lovgivning.

Bebyggelsen kan opføres med en bebyggelsesprocent på maksimalt 110. Lokalplanen fastlægger bebyggelsen inden for fastlagte byggefelter i 3½ og 4½ etage, placeret og udformet på en sådan måde, at der opnås dels en bebyggelsesmæssig god sammenhæng med den omgivende bebyggelse, dels at bebyggelsen danner en afslutning mod Rovsingsgade. Bebyggelsen samles visuelt omkring et fælles gårdanlæg, hvor børneinstitutionen i indtil 2 etager kan placeres. Nybyggeriet skal udformes med et nutidigt arkitektonisk udtryk, som med hensyn til hovedform, materialer m.v. skal danne en helhed inden for området og på en harmonisk måde relatere sig til den syd for liggende boligbebyggelse i Ragnhildgade.

Der er endvidere medtaget bestemmelser om friareal- og parkeringsforhold.

Lokalplanen er i overensstemmelse med Kommuneplan 2001.

For så vidt angår yderligere om indholdet af forslag til lokalplan samt baggrunden herfor, henvises til den som bilag A vedlagte redegørelse og til planforslaget, der er vedlagt som bilag B.

Forslag til dialogstrategi

Der skal foreslås følgende initiativer til opnåelse af dialog med borgerne om planen:

  • Etablering af en særlig hjemmeside, der opbygges med en informationsdel og en dialogdel.
  • Gennemførelse af en udstilling i lokalområdet.
  • Gennemførelse af et borgermøde i lokalområdet. Da der er tale om udvidelse af et eksisterende boligområde, som formodes at ville have interesse for de omboende, foreslås borgermødet afholdt som et orienteringsmøde med indlæg fra forvaltningen. Borgerrepræsentationens partier indbydes til at lade sig repræsentere på mødet med henblik på at kunne besvare eventuelle spørgsmål og indgå i en debat om planens indhold.

Miljøvurdering

Miljøkontrollen har haft forslaget til høring, hvorfor der henvises til det nedenfor i afsnittet Høring anførte samt til lokalplanredegørelsens kap. II (bilag A).

Høring

I forbindelse med udarbejdelse af lokalplanforslaget har Plan & Arkitektur foretaget høring af Økonomiforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen, Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, Miljøkontrollen, Københavns Energi og Københavns Bymuseum.

Økonomiforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen har ingen bemærkninger til lokalplanforslaget.

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen ønsker, at der reserveres ca. 5.000 m² bruttoetageareal til en skole for børn og unge med behov for vidtgående specialundervisning under folkeskolelovens § 20, stk. 2. Man vil derfra gerne deltage i det videre arbejde med lokalplanen.

Bemærkning: En institution af denne type vil ikke kunne placeres i lokalplanområdet ifølge bestemmelsen i Kommuneplan 2001, hvorefter grundskoler som hovedregel ikke kan placeres i B-områder. Desuden vil størrelsen udelukke muligheden for boligbyggeri, både til særgrupper og almindelige familieboliger.

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen ønsker mulighed for indretning af senior-bofællesskaber. Forvaltningen ønsker desuden at blive holdt underrettet, når byggeri kan ske.

Bemærkning: I lokalplanen er medtaget bestemmelser, som muliggør indretning af den nævnte boligform. Økonomiforvaltningen vil foretage intern høring af relevante forvaltninger inden salgsudbud.

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen anmoder om, at lokalplanen muliggør en institution, der er under projektering hos RIA Rådgivende Ingeniører og Arkitekter.

Bemærkning: Det fremførte ønske er tilgodeset med lokalplanens indhold.

Miljøkontrollen anbefaler, at der i lokalplanens formålsparagraf indgår dels et afsnit om bymæssig tæthed samt økologiske tiltag, kollektiv varmeforsyning m.v., dels om beskyttelse af beboere og brugere mod forureningsgener og andre ulemper.

Om trafik anføres det, at Rovsingsgade og Lersø Parkallé begge er bydelsgader, hvor det ækvivalente støjniveau er beregnet til henholdsvis 66,1 og 63,5 dB(A). Ragnhildgade er en lokalgade, hvor det ækvivalente støjniveau skønnes at ligge under 60 dB(A).

Vedrørende eksisterende virksomheder vurderer Miljøkontrollen, at de ligger i en sådan afstand, at de trods støj fra tunge lastbiler og anden aktivitet ikke vil indebære miljømæssige gener over for den påtænkte udnyttelse af lokalplanområdet.

Det oplyses endvidere, at Miljøkontrollen ikke er i besiddelse af oplysninger om forurening af jord eller grundvand.

Det anbefales, at man er opmærksom på, at der kan findes forurening i fyldjord og i overfladejorden. Da der bliver tale om at anvende arealet til forureningsfølsomme formål, i form af boliger og institutioner, skal den øverste ½ meter bestå af ren jord. Miljøkontrollen anbefaler, at lade et konsulentfirma undersøge jorden for miljøfremmede stoffer. Miljøkontrollen vil gerne kommentere et eventuelt oplæg inden undersøgelsen foretages.

Lokalplanområdet ligger i et område med drikkevandsinteresser. Dette indebærer, at der ikke umiddelbart må etableres nedsivningsanlæg i området. Miljøkontrollen kan imidlertid dispensere efter forudgående undersøgelser og vurdering af et konkret projekt.

Bemærkning: Miljøkontrollens anbefalinger er medtaget i lokalplanen i det omfang, planloven giver hjemmel hertil. Der er efter sædvanlig praksis medtaget en fodnote til formålsparagraffen om Borgerrepræsentationens vedtagelse af "Miljøorienteret byfornyelse og nybyggeri".

Københavns Energi, Afløb, har meddelt, at en kloakledning på ejendommen ikke må overbygges og skal sikres ved servitut. Københavns Energi, Vand, oplyser, at der er en vandledning i Ragnhildgade, som skal sikres ved vejens nedlæggelse. Københavns Energi, Gas og Varme, gør opmærksom på bygassens positive egenskaber i tilknytning til byøkologi og krav om ressourcerigtige løsninger. Samtidig oplyses det, at etablering af gasinstallationer i nybyggeri vil kræve forlængelse af en eksisterende gasledning i Ragnhildgade. Det vil således være afhængig af gasforbrugets størrelse, om det kan betale sig at etablere forsyning.

Bemærkning: Københavns Energis bemærkninger er medtaget i lokalplanforslaget i det omfang, planloven giver hjemmel hertil.(, idet særligt skal ) Det skal dog bemærkes, at betydningen af bestemmelsen om gasforsyningen for øjeblikket drøftes med Miljøministeriet. Kloakledningen er vist på den til bilag A hørende tegning nr. 27.556.

Københavns Bymuseum ønsker i henhold til lov nr. 473 af 7/6-2001 § 26, stk. 2, at foretage en større forundersøgelse for at konstatere, om der er arkæologiske forekomster fra stenalderen med henvisning til områdets nærhed til den udtørrede sø, Lersøen, der er dannet efter sidste istid, og fund i Lersøparken fra bondestenalderen ca. 4000 – 1800 f.Kr. Forundersøgelserne skal i henhold til ovennævnte lov betales af bygherren.

Bemærkning: Lokalplanen indeholder oplysning herom.

BILAG VEDLAGT

  1. Redegørelse for lokalplanforslaget med luftfoto.
  2. Forslag til lokalplan "Ragnhildgade Nord".

 

BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN I BORGMESTERENS FORKONTOR, RÅDHUSET, 1. SAL VÆRELSE 36

  1. Høringssvar af 7. februar 2002 fra Københavns Bymuseum.
  2. Høringssvar af 20. februar fra Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.
  3. Høringssvar af 27. februar 2002 fra Københavns Energi.
  4. Høringssvar af 1. marts 2002 fra Sundhedsforvaltningen.
  5. Høringssvar af 5. marts 2002 fra Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen.
  6. Høringssvar af 14. marts 2002 fra Miljøkontrollen.

 

 

Jens Ole Nielsen

 

 

Til top