Mødedato: 24.04.2002, kl. 14:00

Trafikale problemer ved fjernbusholdepladsen i Bernstorffsgade

Trafikale problemer ved fjernbusholdepladsen i Bernstorffsgade

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 24. april 2002

 

Sager til drøftelse

29. Trafikale problemer ved fjernbusholdepladsen i Bernstorffsgade

BTU 162/2002 J.nr. 2132.0004/95

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget drøfter

de trafikale problemer forårsaget af fjernbusser i Bernstorffsgade

om Bygge- og Teknikforvaltningen skal tage initiativ til et samarbejde med fjernbusvognmændene og deres organisationer om etablering af en fjernbusholdeplads i Ørestaden

RESUME

Efter etableringen af fjernbusholdepladsen i Bernstorffsgade har det vist sig, at der er meget stor efterspørgsel efter disse 4-5 holdepladser, og at nogle busser holder ulovligt i "anden position" eller udenfor holdepladsen. Dette har medført betydelige trafikale problemer i området.

Problemstillingen blev drøftet af BTU 30. maj 2001, hvor det blev besluttet kun at tillade at fjernbusruten til Aalborg og ruten til Ystad ("Bornholmerbussen") fortsat kunne anvende stoppestedet, mens alle andre ruter blev henvist til holdepladsen ved Sjælør Station.

Ruterne fik i første omgang frist til at flytte pr. 1. august 2001. Denne frist blev senere ændret til 30. september 2001, da flere selskaber havde problemer ved at flytte midt i en køreplanperiode.

Efterfølgende har det vist sig, at holdepladsen i Bernstorffsgade stadig anvendes af flere af de ruter, der tidligere er bortvist fra holdepladsen. Desuden er det konstateret, at en af de bortviste ruter nu i stedet holder ulovligt i Nyropsgade, samt at en ny rute ulovligt holder i Tietgensgade (ved DGI-byen).

Vej & Park har i flere omgange skrevet til de berørte busvognmænd, og har d. 14. Januar 2002 anmodet politiet om en skærpet indsats overfor ulovlig anvendelse at holdepladsen i Bernstorffsgade. Denne anmodning er gentaget ultimo marts 2002.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Efter etableringen af fjernbusholdepladsen i Bernstorffsgade opstod der ret hurtigt problemer på grund af meget stor søgning til holdepladsen. Dette betød at der til tider var kaotiske trafikale forhold på stedet, hvor busser holdt "i anden position" på cykelbanen eller helt ude på kørebanen, samt i Vesterbrogade og på Banegårdspladsen.

De mange busser og passagerer samt bagageaflæsning på kørebanen medførte store gener for den øvrige trafik og en række farlige situationer.

Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil

Problemerne på stedet er søgt løst i flere omgange. I første omgang blev situationen drøftet med de berørte parter på et møde 19. februar 2000, og på den baggrund blev udarbejdet en rammeaftale for anvendelsen af stoppestedet. I den forbindelse forpligtede selskaberne sig til at overholde en række regler, herunder kun at anvende holdepladsen i henhold til det belastningsskema der var udarbejdet for holdepladsen af Danske Busvognmænd (vognmændenes organisation i Danmark). Ifølge belastningsskemaet må der aldrig være mere end fire busser på holdepladsen samtidig.

Rammeaftalerne blev indgået 1. april 2001, og løb frem til 31. marts. 2002. Aftalerne fik aldrig den forventede adfærdsregulerende effekt på anvendelsen af holdepladsen. Årsagen til den manglende effekt vurderes dels at være at også andre ruter begyndte at anvende holdepladsen uden tilladelse, dels at busselskaberne omfattet af rammeaftalen ikke internt kunne holde justits med anvendelsen af holdepladsen. Specielt på tidspunkter med stor rejseaktivitet medførte indsættelsen af dubleringsbusser på ruterne store kapacitetsproblemer ved holdepladsen i Bernstorffsgade.

Bygge- og Teknikudvalget drøftede igen sagen på udvalgsmødet 30. maj 2001, hvor det blev besluttet:

- at fjernbusserne fra Bornholm og Ålborg fortsat kan holde i Bernstorffsgade

- at øvrige fjernbusser skal holde ved Sjælør Station.

Vej & Park bekendtgjorde i brev af 19. juni 2001 de berørte vognmænd og Danske Busvognmænd om denne beslutning, og gav i den forbindelse en frist til 1. august 2001 til at flytte til Sjælør Station.

Alle de berørte vognmænd har efterfølgende rettet henvendelse til Vej & Park for at få denne beslutning ændret, og med baggrund i at de angiveligt havde problemer med at skifte holdeplads midt i en køreplanperiode, fik Vej & Park i august 2001 udvalgets tilslutning til at lade de udenlandske busruter benytte stoppestedet frem til udgangen af september 2001. Forlængelsen blev givet under forudsætning af at de eksisterende rammeaftaler blev overholdt.

På nuværende tidspunkt er der forsat flere af de internationale ruter som anvender holdepladsen i Bernstorffsgade. Vej & Park har ved møder og ved skriftlige henvendelser til vognmændene gjort opmærksom på, at anvendelse af holdepladsen er ulovlig. Parkering København har ikke hjemmel til at gribe ind overfor den ulovlige anvendelse af stoppestedet. Vej & Park har derfor 14. januar 2002 anmodet Københavns Politi om en skærpet indsats på stedet. Denne anmodning er gentaget ultimo marts 2002.

De berørte vognmandsvirksomheder har direkte og via forskellige organisationer forsøgt at bibeholde retten til at anvende holdepladsen i Bernstorffsgade. Ved møder har parterne dog anerkendt at den nuværende situation ikke er holdbar, men har samtidig også udtrykt, at det vil medføre store gener for pasagerene at anvende Sjælør Station.

På nuværende tidspunkt har et par af de internationale ruter ("EUROLINES" og "E6-ekspressen") helt eller delvist opgivet at anvende holdepladsen i Bernstorffsgade, men har samtidig også givet udtryk for, at det er en uholdbar konkurrencemæssig situation, at visse ruter fortsat anvender den mere attraktive holdeplads i Bernstorffsgade, mens andre anvender Sjælør Station.

Alle de berørte vognmænd argumenterer for behovet for en holdeplads centralt i København. Vej & Park har ikke kendskab til egnede kommunale arealer til dette formål. DSB Ejendomme har været kontaktet med henblik på anvendelse af arealer ved godsterminalen på hjørnet af Bernstorffsgade og Kalvebod Brygge, men den umiddelbare tilbagemelding herfra er, at der er andre planer for arealet, og at der kun vil kunne blive tale om en busholdeplads af meget midlertidig karakter.

Vej & Park vurderer på den baggrund, at den mest fremtidsrettede løsning vil være etablering af en fjernbusterminal i Ørestaden. Her findes et areal tæt ved Ørestaden Station, som kan indrettes til formålet. Placeringen her vil være velegnet, da der er let adgang til motorvejsnettet, regionaltog og den kommende metro. Desuden er denne placering tæt på det planlagte Fields indkøbscenter.

Ørestadsselskabet har vist interesse for at arbejde videre med en løsning her, men indtil videre har vognmændenes interesse været begrænset. Den begrænsede interesse skyldes formentlig dels, at vognmændene stadig håber på en holdepladsløsning centralt i København, dels at etablering af en busterminal i Ørestaden kan forventes at medføre krav om et økonomisk engagement fra vognmændene.

Regeringen har nu fremsat et lovforslag, som vil liberalisere fjernbustrafikken i Danmark. Når denne lovændring vedtages kan det forventes at endnu flere fjernbusruter vil begynde at køre til København, og som følge deraf vil også efterspørgslen efter holdepladser blive endnu større.

Økonomi

Der er ingen direkte økonomiske konsekvenser af eventuelle ændringer i fjernbussernes tilladelse til at anvende holdepladsen i Bernstorffsgade. Hvis Københavns Kommune vælger at forbedre forholdene for fjernbusser ved Sjælør Station, så viser et skitseprojekt at der – som en forbedring af de nuværende forhold på stedet - kan etableres en terminal til 12 busser for en omkostning i størrelsesorden 3.3 mio. kr.

En varig løsning i Ørestaden er ikke vurderet økonomisk, men vil formentlig fordre en noget større økonomisk satsning, enten fra private investorer eller fra Københavns Kommunes side.

Miljøvurdering

Området omkring Sjælør Station og i Ørestaden vurderes at være mindre følsomt overfor miljøbelastning fra fjernbustrafikken end området ved Hovedbanegården. Samtidig vil en flytning af fjernbusser medføre en marginal reduktion i den tunge trafik til og fra det centrale København. Specielt en løsning i Ørestaden vurderes at give mindre miljøbelastning, da terminalen vil være i umiddelbar nærhed af motorvejsnettet.

Høring

Indstillingen til drøftelse har ikke været i høring

BILAG VEDLAGT

  • Fotos af situationen ved holdepladsen i Bernstorffsgade sommeren 2001
  • Registrering af holdepladsens anvendelse januar 2002.

Ole Bach

 

Til top