Omlægning af Sundbyøster Plads
Omlægning af Sundbyøster Plads
Bygge- og Teknikudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 24. april 2002
Sager til beslutning
20. Omlægning af Sundbyøster Plads
BTU 199/2002 J.nr. 2141:175.0001/98
INDSTILLING
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler
at der gives en kapitalbevilling på 18,0 mio. kr. finansieret af Vej & Parks anlægsramme (konto 2.22.3, vejanlæg) til omlægning af Sundbyøster Plads.
RESUME
Borgerrepræsentationen godkendte den 9. juni 1997 en kapitalbevilling vedr. Etablering af Sundbyøster Plads. Imidlertid blev anlægsprojektet udskudt, da andre presserende projekter beslaglagde forvaltningens investeringsramme. I investeringsplanen for Vej & Park 2001-2006 reserverede Bygge- og Teknikudvalget 15,5 mio. kr. fordelt over 3 år (2002-2004) til anlæg af Sundbyøster Plads.
Grundlaget for skitseprojektet fra 1997, som blev udarbejdet i tæt samarbejde med lokale interessenter, var et ønsket om at etablere en sammenhængende plads på arealerne mellem Smyrnavej, Amagerbrogade, Parmagade, Sundbyøsterhallen og Sundbyøster Skole (bilag 5). Pladsen skulle bestå af tre funktionsmæssigt forskellige områder: En legeplads ved Smyrnavej, en bymæssig plads med opholdshave foran hallen og et parkeringsareal ved Parmagade.
På grund af en række ændrede forudsætninger har forvaltningen i samarbejde med Sundby Lokalråd og andre lokale interessenter samt Københavns Idrætsanlæg (KI) taget pladsprojektet op til revision. Målet at skabe en sammenhængende plads, som funktionsmæssigt er opdelt som i det tidligere skitseforslag, er fastholdt. Formgivnings- og indholdsmæssigt er projektforslaget tilpasset de ændrede forudsætninger, således at der tages størst mulig hensyn til miljøforhold, sikkerhed på legepladsen, tilgængelighed, oplevelsesmuligheder og trafiksikkerhed.
SAGSBESKRIVELSE
I 1993-1997 udviklede Stadsingeniørens Direktorat i samarbejde med lokale interessenter et skitseprojekt til Sundbyøster Plads. I 1997 blev forslaget godkendt i Borgerrepræsentationen med en kapitalbevilling på 9,3 mio. kr. . Imidlertid blev anlægsprojektet udskudt da andre presserende projekter beslaglagde forvaltningens investeringsramme. I investeringsplanen for Vej & Park 2001-2006 reserverede Bygge- og Teknikudvalget 15,5 mio. kr. fordelt over 3 år (2002-2004) til anlæg af Sundbyøster Plads.
Det nye forslag til pladsdannelsen tager udgangspunkt i skitseprojektet, som blev politisk godkendt i juni 1997 og var udviklet i samarbejde med lokale interessenter. En række ændrede forudsætninger har imidlertid betydet, at forvaltningen har ønsket at revurdere forslaget fra 1997. Revurderingen har fundet sted i tæt samarbejde med Sundby Lokalråd og de øvrige lokale interessenter, der udgjorde den oprindelige arbejdsgruppe samt med KI, der er grundejer af matr.nr. 1501, der udgør en væsentlig del af den fremtidige plads.
Ændrede forudsætninger:
- Ejendomsforholdene er ændret. Amager Bilcenter A/S v/ Jens Schelle har i 1998 købt matr.nr. 1502, som tidligere indgik delvist i pladsudformningen.
- Der er nu kendskab til forurenet jord i kategori 2 og 3 på legepladsen (Miljøkontrollens undersøgelser i 1999). Formodning om at jorden på resten af pladsen er forurenet tilsvarende, hvilket betyder, at den oprindelige idé med en forsænket/udgravet opholdshave ville blive uforholdsmæssigt dyr og derfor bortfalder.
- Københavns Idrætspark (KI) har planer om en omfattende udvidelse af Sundbyøsterhallen, hvorfor pladsprojektet og haludvidelsesplanerne skal samtænkes og koordineres.
- Parkeringsbehovet er øget markant.
- Det er blevet nemmere at fjerne dækningsgrave. Der skal ikke findes erstatningsrum, hvis dækningsgravene på legepladsen ønskes nedlagt.
- Der har været kritik af Sundbyvester Plads. Kritikken går på, at den er blevet en "stenørken" og en "trafikmaskine" (busterminal).
Som led i et nyt projektudviklingsforløb har forvaltningen via Sundby Lokalråd taget kontakt til de relevante interessenter, der var involveret i det tidligere forløb. Det nuværende og kommende parkeringsbehov samt tilkørsels- og adgangsforhold til Sundbyøsterhallen er blevet vurderet, og muligheden for at anlægge en mere grøn pladsdannelsen i forhold til det tidligere projekt er blevet positivt modtaget i arbejdsgruppen og på et offentligt møde.
Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil
Sundbyøster Plads ligger mellem Amagerbrogade, Parmagade, Smyrnavej og Grækenlandsvej foran Sundbyøsterhallen (bilag 2). Pladsens nære naboer er foruden Sundbyøsterhallen (matr.nr. 1501), Sundbyøster Skole (matr.nr. 1293), Andelsboligforeningen Poppelgården (matr.nr. 3398, 3437 og 3438) og Amager Bilcenter A/S ved Jens Schelle, der siden 1998 har været grundejer af matr.nr. 1502. På grunden, der ud mod Amagerbrogade anvendes til udstilling af brugte biler, står en 4-etagers rødstensbygning, som er opført i begyndelsen af 1900-tallet som administrationsbygning for Sporvejene. I dag lejes bygningen ud bl.a. til et kommunalt dagcenter. Huset bruges også til mødeaktivitet af bl.a. Sundby Lokalråd.
I dag opleves området usammenhængende og forsømt. Der er et højt trådhegn ud mod Amagerbrogade, som signalerer lukkethed og gør pladsen utilgængelig (bilag 3, foto I).
Pladsens største kvalitet i dag er en del bevaringsværdige træer bl.a. en meget høj og flot Ahorn (Acer pseudoplatanus), der har karakter af landemærke i bybilledet og en spidsløn (Acer platanoides). Se bilag 4, foto IV.
Den offentlige legeplads på Smyrnavej er nedslidt og trænger til en gennemgribende renovering. De nuværende legeredskaber lever ikke op til moderne sikkerhedsstandarder.
Københavns Idrætsanlæg har planer om en omfattende udvidelse af Sundbyøsterhallen og er i øjeblikket ved at projektere en ny og større hal, som forventes at skulle opføres øst for og i forlængelse af den eksisterende hal. Parkeringsbehovet må forventes at stige når haludvidelsen er gennemført.
Forslag til en ny plads
Intentionen med omlægningen af pladsen er at skabe en smuk og funktionel plads, der består af forskellige områder, som tilsammen danner en helhed:
- Bypladsen med blomsterhaven
- Legepladsen
- Parkeringspladsen i Parmagade
I dag er der direkte indkørsel til Sundbyøsterhallen fra Amagerbrogade. I projektforslaget indgår et forslag om at lede trafikken til hallen udenom pladsen og ind via Parmagade.
Bypladsen med blomsterhaven
Bypladsen forventes at blive det centrale omdrejningspunkt og mødestedet for lokalområdets borgere og Sundbyøsterhallens mange brugere (bilag 7).
Sporvejenes gl. administrationsbygning vender sin karakteristiske facade ud mod pladsen, og selvom den står på privat grund er det grundejerens ønske, at der skabes forbindelse mellem huset og pladsen. Forbindelsen bliver af visuel karakter, idet der er skitseret en ensartet og sammenhængende belægningsflade, som videreføres fra bypladsen helt op til husets facade og ud til Amagerbrogade.
Bypladsens store, befæstede areal på ca. 2.225 m2 tænkes at udgøre grundlaget for, at større arrangementer som sportsbegivenheder, markedsdage og musikfestivaler kan finde sted.
Pladsens møblering domineres af et meget flot solitærtræ – en ahorn, der breder sin krone vidt ud i byrummet. Det er vigtigt at sikre træets fortsatte eksistens ved ikke at grave og anlægge befæstelse tæt på rodnettet. Derfor friholdes et cirkulært område omkring træet. Her kan plantes bunddække med forårsløg, som liver op på pladsens grålige overflade.
Pladsens gulv tænkes i øvrigt udført i en kombination af fliser og chaussésten med ledelinier, der udspringer fra et fælles punkt i pladsens nordvestlige hjørne og angiver de direkte veje til hallens nuværende hovedindgang, til hallens sydside, hvor den kommende hovedindgang forventes placeret, og til legepladsens nye hovedindgang.
En del af bypladsen tænkes beklædt med et trædæk, som er hævet let over niveauet på den befæstede plads. Dette plateau dækker et areal på 750 m2. På en lige række og som en sigtelinie ned mod Sundbyøsterhallens sydvendte facade står tre karakterfulde træer, der ønskes bevaret: En spidsløn og to plataner (bilag 4, III og IV). Træerne står i dag på den asfalterede del af Sundbyøster Plads, og det skønnes hensigtsmæssigt at bibeholde situationen og bygge et trædæk ovenpå hævet fri af træernes rodnet, der derved undgår at blive beskadiget. I forbindelse med detailprojekteringen vil det vise sig, om denne løsningsmodel er holdbar. Alternativt vil arealet blive befæstet med en belægning, der skiller sig ud fra den øvrige plads, således at der opstår en variation, som bryder det samlede meget st ore pladsareal.
Blomsterhaven, der bugter sig som en flod, dækker et areal på små 1.300 m2 og danner en grøn overgangszone mellem legepladsen og den urbane del af bypladsen. Haven har et gennemgående stiforløb fra Amagerbrogade op til Sundbyøsterhallen. Langs stien placeres skiftevis plantebede og pladsrum, hvor der kan foregå spontane idrætsaktiviteter som fx streetbasket og petanque.
På en slynget betonmur langs blomsterhaven kan man sidde og se på al den aktivitet, der vil udfolde sig på hhv. den urbane og den mere grønne del af pladsen. Muren har foruden funktion som siddemur funktion som støttemur ind mod blomsterhaven. Terrænmæssigt skråner havens blomsterbede let fra nord mod syd ned mod forbindelsesstien mellem Amagerbrogade og idrætshallen. En smal zig-zag sti skaber mulighed for en stille vandring ind imellem blomsterbedene. Der kan evt. suppleres med enkelte buske og træer kan indplantes i blomsterbedene og ind mod legepladsen.
Der har vist sig lokalt at være et stort ønske om, at der på pladsen bliver mulighed for en sommercafé med udeservering. Forvaltningen drøfter i øjeblikket med Københavns Idrætsanlæg, hvorvidt denne aktivitet kan udgå fra Sundbyøsterhallen.
Legepladsen
Den godt 4.000 m2 store legeplads ligger på umatrikuleret vejareal i Sundbyøster Kvarter. Den eksisterende legeplads er domineret af fire bunkersanlæg (bilag 2) og er meget nedslidt.
I forbindelse med omlægningen ønskes legepladsen indrettet som et tiltrækkende og udfordrende sted, hvor børn i alle aldre kan få mange gode oplevelser og samtidig få styrket den motoriske udvikling (bilag 8). Der ønskes et større naturindhold med mere kratlignende beplantning som fx pil, solbær- og ribsbuske og et slynget stiforløb af to aktivitetsbaner - en asfalteret sti til små cykler og gokarts og en "jorden-er-giftig" sti - der udfordrer børnenes motoriske udvikling gennem muligheder for at gå armgang, klatre, kravle og hoppe. Der satses på gode, solide og aktivitetsudfordrende legeredskaber i smuk kombination med naturlige materialer som træstammer, kampesten og planter.
Der skal også være plads til traditionelle gynger og et mindre boldbur som det eksisterende, der benyttes flittigt. Der fokuseres på legepladssikkerhed udfra de nye internationale standarder fra 2000.
Tilgængelighed
Fra legepladsen er der i dag direkte udgang til Amagerbrogade (bilag 3, foto II). Denne hovedindgang bør lukkes for at mindske risikoen for, at børn forvilder sig ud i trafikken, og flyttes til legepladsens nordside, så der bliver en god sammenhæng med bypladsen. Samtidig kan en gennemført beplantning på strækningen mellem legepladsen og Amagerbrogade danne en visuel og auditiv barriere mod trafikken og skabe grundlag for leg og ophold under mere sikre og fredfyldte forhold. De to nuværende indgange til legepladsen fra Smyrnavej ønskes bevaret.
To af legepladsens fire eksisterende bunkersanlæg ønskes nedlagt, og det undersøges i øjeblikket, om det er muligt at blotlægge og gennemskære den ene af kuplerne i et af de sidste to tiloversblevne bunkersanlæg. De kuppelformede dækningsgrave kan danne grundlag for et spændende, kuperet terræn. Der indarbejdes tilgængelighedshensyn, så legepladsen også kan blive attraktiv for børn i kørestole, som i dag desværre alt for sjældent tilgodeses.
Ved at nedlægge de to bunkersanlæg skabes samtidig en mulighed for at bearbejde terrænet mellem den offentlige legeplads og Sundbyøster Skoles legeplads, der på grund af bunkersanlæggene i dag ligger i et lavere niveau. Skolen har et stort ønske om forbedrede adgangsforhold til legepladsen, hvilket således kan imødekommes. Det bliver samtidigt muligt at anlægge en gennemgående sti fra Smyrnavej til Parmagade. Langs stien opsættes lysarmaturer, som sikrer god sigtbarhed og fremkommelighed både dag og nat.
Toiletforhold
Det eksisterende toilet ved parkeringspladsen i Parmagade er nedslidt. I forbindelse med en evt. opsætning af et nyt, reklamefinansieret handicaptoilet undersøges det, om toilettet kan opsættes tæt på legepladsen, da der i forbindelse med ophold på legepladsen er stort behov for adgang til toilet og rindende vand m.m.
Parkeringspladsen i Parmagade
Den nuværende parkeringsplads i Parmagade danner udgangspunkt for den nye parkeringsplads. I dag eksisterer der øst for parkeringspladsen et lille grønt anlæg, som er indhegnet og benyttes til hundeluftning. Arealet er uskønt og ønskes inddraget for at skabe flere parkeringspladser på den nuværende p-plads. Samtidig foreslås trafikken til og fra parkeringspladsen ført ind og ud fra adgangsvejen fra Parmagade. Fra parkeringspladsen er det muligt at køre ud igen på Amagerbrogade via Parmagade, mens adgangsvejen videre forløb ind på Sundbyøsterhallens område foreslås ensrettet, således at frakørsel herfra må ske via Grækenlandsvej.
Parkeringspladsen er, efter at p-ordningen for brokvartererne blev indført, meget benyttet, men det forventes, at behovet kan falde en smule igen, hvis grænsen for p-ordningen rykkes tættere på København City.
Trafikbetjening af Sundbyøsterhallen og øvrige trafikale forhold
I forbindelse med forvaltningens udarbejdelse af Trafikplan for Amager i 2001, er der i 1999 udført målinger af trafikken på Amagerbrogade. Biltrafikken på den eksisterende vejstruktur er målt til 13.000 køretøjer pr. hverdagsdøgn. I fremtidsscenariet for biltrafikken 2010, der dog forudsætter en række trafikale ændringer af Amagerbrogade og andre veje, skønnes dette antal at være faldet til 6000 køretøjer pr. hverdagsdøgn.
I forslaget til omlægning af Sundbyøster Plads indgår overvejelser om at nedlægge vejadgangen til Sundbyøsterhallen fra Amagerbrogade, der i dag leder direkte op til hallens hovedindgang. I stedet foreslås trafikken til hallen ført via Parmagade, som vist på plantegningen (bilag 6). Idéen, som er blevet positivt modtaget af de lokale interessenter såvel som af KI og Københavns Politi, er at ensrette kørslen ind på selve halområdet, således at trafikken ledes væk igen via Grækenlandsvej. Samtidig etableres parkeringspladser for hallens brugere langs en ny vej ned gennem idrætsområdet.
I dag rummer pladsen foran hallen ca. 65 parkeringspladser, der benyttes af hallens brugere. Til erstatning for p-pladserne, der nedlægges på grund af pladsomlægningen, foreslår forvaltningen, at der etableres 35 parkeringspladser til biler og 2 til busser langs den nye vej, som føres ned mellem matr.nr. 1501's nordskel og halbygningens nordside.
Den eksisterende parkeringsplads i Parmagade, der i dag kan rumme 36 parkerede biler, omlægges, så der bliver plads til ca. 47 parkerede biler. Samtidig foreslås 18 nye parkeringspladser anlagt ud mod Grækenlandsvej. Det samlede antal parkeringspladser bibeholdes således. KI vil i forbindelse med haludvidelsen vurdere det øgede parkeringsbehov, der må forventes at opstå, og har planer om at anlægge yderligere p-pladser langs den nye vej.
Der er i dag indkørsel til Amager Bilcenter fra Amagerbrogade. Grundejeren ønsker denne indkørsel bevaret, men ensrettet, således at biltrafikken ledes væk via parkeringspladsen i Parmagade som vist på bilag 6. Forvaltningen bistår med projektering af til- og frakørsel, mens grundejeren selv står for projekteringen på egen matrikel, ligesom der indgås aftale om medfinansiering af anlægsudgiften.
Busbetjeningen
Sundbyøster Plads er i dag betjent af buslinierne 2, 11 og 28, der alle holder på Amagerbrogade ud for legepladsen og tæt på Smyrnavej. De nævnte buslinier planlægges alle nedlagt til oktober, hvor den nye ("stam-") buslinie A5 bliver sat i drift. Om natten holder 81N ved Smyrnavej, hvilket den skal blive ved med.
Linierne 100 S, 250 S og 350 S kører forbi, men stopper ikke ved Sundbyøster Plads.
Økonomi
Det foreslås, at der gives en kapitalbevilling på 18,0 mio. kr. finansieret af Vej & Parks anlægsramme (konto 2.22.3, vejanlæg).
De samlede anlægsomkostninger til omlægning af Sundbyøster Plads fordeler sig som følger:
Udgiftspost |
mio. kr. |
Bypladsen med opholdshave |
5,6 |
Legepladsen incl. nedlægning af bunkersanlæg |
6,5 |
Parkeringspladsen i Parmagade |
1,5 |
Ny adgangsvej og erstatnings p-pladser på KI's areal |
1,5 |
Uforudsete udgifter |
2,9 |
I alt |
18,0 |
Under uforudsete udgifter er kalkuleret med en usikkerhedsfaktor svarende til den uvished, der på nuværende tidspunkt er om, hvor meget forurenet jord, der skal bortskaffes og hvilke krav, der kan opstå i forbindelse med bortskaffelsen.
Bygge- og Teknikudvalget har reserveret 15,5 mio. kr. finansieret af Vej & Parks anlægsramme (konto 2.22.3, vejanlæg) med henholdsvis 5 mio. kr. i 2002, 5 mio. kr. i 2003 og 5,5 mio. kr. i 2004. For at dække de samlede anlægsomkostninger forslås anlægsrammen for Sundbyøster Plads i 2004 øget med 2,5 mio. kr. til i alt 8,0 mio. kr. Bygge- og Teknikudvalget fik fremlagt en investeringsplan for 2004-2007 for Vej & Park på sit møde den 3. april 2002. Af denne plan fremgår det, at der med de nuværende dispositioner er 25,9 mio. kr., som ikke er disponeret i 2004. Ovennævnte forslag om at øge anlægsrammen for Sundbyøster Plads vil betyde, at størrelsen af de ikke disponerede midler reduceres til 23,4 mio. kr. for 2004.
Forvaltningen ønsker, hvis det viser sig økonomisk og tidsmæssigt muligt, at fremskynde anlægsarbejdet og dermed begrænse anlægsperioden til 2002 og 2003.
Forvaltningen forhandler med KI om en brugsaftale for den del af matr.nr. 1501, der ligger vest for hallen mellem hallen og Amagerbrogade.
Projektet vil, når det er færdigt, kræve ekstra driftsudgifter på ca. 250.000 kr. årligt.
Med denne nye kapitalbevilling annulleres samtidigt BRs kapitalbevilling (K97-73) af 9. juni 1997.
Miljøvurdering
Der er gjort en lang række overvejelser omkring, hvordan de negative miljøpåvirkninger fra aktiviteter, en pladsomlægning medfører, kan mindskes. I det oprindelige skitseforslag fra 1997 var det planen at etablere en forsænket opholdshave, men dette ville have medført, at der skulle opgraves og bortkøres et stor mængde jord og blandede materialer fra bære- og asfaltlag. I dag, hvor der er langt større fokus på og viden om behandling af forurenet byjord, er der i dette projektforslag satset på at bortskaffe så få materialer, som muligt. Blandt de eksisterende belægningsmaterialer forsøges derfor genanvendt flest mulige, som enten kan bevares i deres nuværende form eller omrokeres og indbygges andre steder indenfor pladsområdet.
Da Sundbyøster Plads i forvejen er flad som en pandekage, giver det en oplagt mulighed for at arbejde med et mere varieret terræn. Blomsterhaven tænkes derfor opbygget på eksisterende terræn som et højbed ud mod bypladsen, der skråner ind mod legepladsen.
Høring
I forbindelse med en revurdering af Sundbyøster Plads fremtidige form og indhold har forvaltningen holdt individuelle møder med Sundby Lokalråd og en række lokale interessenter, blandt andet repræsentanter fra, Amager Bilcenter, Københavns Idrætsanlæg, Børnehaven i Smyrnagade og Sundbyøster Skole.
Projektet har været fremlagt for og drøftet med Sundby Lokalråd den 4. februar 2002 og igen den 8. april 2002, hvor det fik lokalrådets tilslutning.
Forvaltningen har på et offentligt møde i Sundbyøsterhallen den 5. februar 2002 fremlagt projektforslaget fra 1997 og et alternativt forslag fra 2002, hvori der var indarbejdet hensynet til de ændrede forudsætninger. På mødet deltog 25 borgere, deriblandt repræsentanter fra lokalrådet, Sundbyøster Skole og KI .
Forvaltningen redegjorde for det hidtidige forløb og nævnte, at det reviderede pladsforslag var blevet præsenteret for lokalrådet på ordinært lokalrådsmøde aftenen forinden, hvor der i lyset af kritikken af Sundbyvester Plads, havde været en livlig diskussion af, hvor meget plads og hvor meget parkkarakter den nye Sundbyøster Plads skal have.
Holdningen til det nye forslag blev på det offentlige møde modtaget meget positivt, og stemningen gik i retning af et mere grønt projekt og med en mere organisk formgivning end i det oprindelige forslag fra 1997. Sundbyøster Skole havde mange konkrete idéer til indretningen af både legepladsen og bypladsen, og skolens 6. klasser havde forud for borgermødet sendt en lang liste med ideer til den nye plads.
Efter det offentlige møde har der været holdt to møder i arbejdsgruppen, der er videreført fra årene 1995-97, hvor det første forslag til Sundbyøster Plads blev godkendt i Borgerrepræsentationen. Møderne har været præget af et stort engagement og en stor forventning om, at det nu vil lykkes at få omlagt Sundbyøster Plads. Der er samtidig skabt konsensus om det indstillede forslag.
Andre konsekvenser
Forvaltningen har overfor Københavns Politi, Trafikafdelingens vejsektion, fremlagt forslag til nye til- og frakørselsforhold til Sundbyøster Plads. Herunder nedlæggelse af adgangsvejen fra Amagerbrogade, ny dobbeltrettet indkørsel fra den dobbeltrettede del af Parmagade, ny ensrettet indkørsel fra Sundbyøster Plads til Grækenlandsvej og ændring af placeringen af adgangsvejene til parkeringspladsen på hjørnet af Parmagade og Amagerbrogade.
Trafikafdelingen skriver således i brev af 1. feb. 2002 efter at have besigtiget forholdene, at "trafikalt synes de ændrede forhold at være en gevinst for trafikafviklingen og færdselssikkerheden".
BILAG VEDLAGT
- Oversigtskort 1:5000
- Sundbyøster Plads eksisterende forhold med matrikelgrænser 1:1200
- Sundbyøster Plads, registreringsfotos I-II
- Sundbyøster Plads, registreringsfotos III-IV
- Sundbyøster Plads, helhedsplan 1997, 1:1200
- Sundbyøster Plads, helhedsplan 2002, 1:1200
- Sundbyøster Plads, Bypladsen, 1:300
- Sundbyøster Plads, Legepladsen, , 1:300
- Sundbyøster Plads, Parkeringspladsen, 1:300
- a. Sundbyøster Plads, 3D visualisering, luftperspektiv
b. Sundbyøster Plads, 3D visualisering, fugleperspektiv
c. Sundbyøster Plads, 3D visualisering, perspektiv
d. Sundbyøster Plads, 3D visualisering, perspektiv
BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN I BORGMESTERENS FORKONTOR, RÅDHUSET, 1. SAL VÆRELSE 36
Ingen
Ole Bach