Mødedato: 24.01.2001, kl. 14:00

Endelig vedtagelse af lokalplan "Skoleholdervej"

Endelig vedtagelse af lokalplan "Skoleholdervej"

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 24. januar 2001

 

 

Sager til beslutning

 

8. Endelig vedtagelse af lokalplan "Skoleholdervej"

 

BTU 46/2001 J.nr. 611:191.0001/99

 

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

at lokalplan "Skoleholdervej" vedtages endeligt med de under sagsbeskrivelsen anførte forslag til ændringer af § 5, stk. 1, litra c, § 6, stk. 2, litra a, § 9, stk. 5, og lokalplantegning nr. 27.371

 

RESUME

Efter den offentlige høring og den på baggrund af herved indkomne ændringsforslag gennemførte supplerende høring foreslås lokalplanen vedtaget med enkelte ændringer for så vidt angår bebyggelsens maksimale højde i byggefeltet mod Skoleholdervej, samt justeringer af lokalplanens bestemmelser om facadematerialer og udformning af hegn og beplantning mod villaområdet.

I høringsperioden er der modtaget 7 henvendelser, der dels omfatter konkrete bemærkninger og ændringsforslag til enkelte af lokalplanens bestemmelser om bebyggelsens omfang og udformning, dels placering og udformning af de ubebyggede arealer, herunder parkeringsarealer samt spørgsmål i relation til trafikken i området.

I forlængelse af et forslag om at forhøje bebyggelsen mod Skoleholdervej har forvaltningen gennemført en supplerende høring i området vedrørende dette forhold, der vurderes at have væsentlig betydning for de omboende. I den forbindelse er der modtaget 5 henvendelser, hvori der gennemgående ikke er indvendinger mod den foreslåede forhøjelse.

Sagen var på Bygge- og Teknikudvalgets dagsorden i mødet den 17. januar 2001, hvor den blev udsat.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Borgerrepræsentationen tiltrådte i mødet den 14.-15. juni 2000 Bygge- og Teknikudvalgets indstilling af 24. maj 2000 om offentliggørelse af lokalplanforslag "Skoleholdervej" (BR 309/2000).

 

Offentliggørelse

Lokalplanforslaget har været offentliggjort i perioden 4. juli - 27. september. Der er udsendt 431 pjecer til ejere, lejere og brugere samt 54 pjecer til interessegrupper og lignende.

Der er i forbindelse med offentliggørelsen modtaget 7 henvendelser. En oversigt over henvendelserne, der omtales nedenfor, er vedlagt som bilag A.

 

Supplerende høring

I offentlighedsperioden har KHRAS arkitekter, der er projekterende arkitekter på opførelsen af den nye skole inden for lokalplanområdet, i brev af 5. september 2000 (brev 1) anmodet om, at lokalplanforslaget ændres, således at den maksimale bygningshøjde mod Skoleholdervej forøges med mindst 2 m. Baggrunden herfor er, dels at der under detailprojekteringen har vist sig behov for at forøge bygningshøjderne i henholdsvis "musiksalen" og "idrætshallen", dels at Uddannelses- og Ungdomsudvalget i sit møde den 2. august 2000 har ønsket at fremtidssikre den nye skole, således at der muliggøres en opførelse af en 3. etage på bebyggelsen mod Skoleholdervej.

I henhold til planlovens § 27, stk. 3, kan der i forbindelse med den endelige vedtagelse af en lokalplan foretages ændringer i planen på baggrund af indsigelser, når de, der i væsentlig grad berøres af ændringen, har haft lejlighed til at udtale sig.

I den forbindelse har Bygge- og Teknikforvaltningen gennemført en supplerende høring i perioden 17. november - 8. december 2000. Høringen er – udover til den kreds, der modtog underretning om lokalplanforslaget – fremsendt til dem, der rettidigt havde fremsendt bemærkninger i forbindelse med offentlighedsperioden.

Den supplerende høring omfatter spørgsmålet om en forøgelse af bygningshøjden til maksimalt 12,5 m inden for byggefelt A.

Der er i forbindelse med den supplerende høring modtaget 5 henvendelser. En oversigt over henvendelserne, der ligeledes omtales nedenfor, er vedlagt som bilag B.

 

Henvendelser modtaget under offentlighedsperioden

  1. Brev af 5. september 2000 fra KHRAS arkitekter på vegne af bygherren Københavns Kommune, Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen
  2. Det anføres, at projektet siden konkurrencen er blevet yderligere detaljeret med hensyn til rumhøjder, tagisoleringer m.v., for så vidt angår "musikhuset" i den vestlige del og "idrætshallen" i den østlige del af byggefelt A i område I, der betyder, at den i lokalplanforslaget fastlagte maksimale bygningshøjde på 10 m vil blive overskredet med indtil ca. 2 m. For "idrætshallen" er det især muligheden for at kunne spille badminton i hallen, der medfører forøgelsen af bygningshøjden.

    Derudover henvises til, at Uddannelses- og Ungdomsudvalget i sit møde den 2. august 2000 har anmodet om, at projektet fremtidssikres for en senere udbygning med en 3. etage på den midterste del af bebyggelsen mod Skoleholdervej, hvorved den maksimale bygningshøjde i byggefelt A vil blive overskredet med ca. 1,5 m.

    Der fremsættes ønske om, at bestemmelserne om facadematerialer på bebyggelsen mod Skoleholdervej ændres således, at der muliggøres en anvendelse af røde teglsten. Der henvises i den forbindelse til, at bebyggelsen skal være samstemmende med omgivelserne og områdets karakter. Arkitektfirmaet vil anbefale, at der anvendes rødt tegl på facaderne mod Skoleholdervej – hvor man i det vindende projekt i arkitektkonkurrencen havde påregnet, at facaderne fremstod i beton, træ og glas – således at facaderne i stedet lægger sig op til kirkegårdsmurens karakteristiske røde teglsten. Tegnestuen er opmærksom på, at røde mursten ikke henhører under lyse sten, som oprindeligt er foreslået i konkurrenceprojektet, men er af den opfattelse, at hovedbygningerne vil falde meget smukt og naturligt ind i områdets karakter, såfremt der bygges i rødt tegl.

    Det fremføres, at Københavns Idrætsanlæg og Kultur- og Fritidsforvaltningen eventuelt kan have interesse for en udvidelse af "idrætshallen" til en egentlig idrætshal. Et sådan ønske vil påvirke udformning af lokalplan og projekt. Der er ingen konkrete udspil til udvidelsen.

    Bestemmelsen om parkeringsarealets belægning og udformning ønskes ændret således, at der udover armeret græs muliggøres en fast belægning, samt at de specifikke krav til træ- og hækbeplantning ændres til "…med beplantning, som skal have samme karakter og frodighed som den øvrige beplantning i området…"

    Endelig ønskes der mulighed for at opstille belysningsarmaturer i op til 8 m højde på forpladsen med boldbaner og ankomstareal på en sådan måde, at belysningen diskret indpasses i omgivelserne og bebyggelsens karakter. Ønsket begrundes med, at det vil give mulighed for en bedre og mere ensartet belysning på forpladsen, samt at antallet af øvrige belysningskilder på forpladsen kan begrænses.

     

    Bemærkning

    Under hensyn til at ønsket om forøgelse af bygningshøjden mod Skoleholdervej er begrundet i bebyggelsens funktion og konstruktion, kan Bygge- og Teknikforvaltningen anbefale, at der åbnes mulighed for en bygningshøjde på indtil 12,5 m i byggefelt A. Da den konkrete udformning af en eventuel 3. etage i den miderste del af byggefeltet ikke kendes på nuværende tidspunkt og vil være afhængig af de til den tid værende behov for lokaler, kan Bygge- og Teknikforvaltningen alene anbefale, at denne del af bebyggelsen kun kan opføres efter dispensation og forudgående orientering af naboer, hvorunder den arkitektoniske udformning af den 3. etage kan vurderes. Den foreslåede mulige udvidelse af skolen ligger inden for rammerne for lokalplanlægningen i Kommuneplan 1997.

    Under hensyn til at forøgelsen af de maksimale bygningshøjder vurderes at være væsentlige for de omboende, har Bygge- og Teknikforvaltningen i henhold til planlovens § 27, stk. 3, gennemført en supplerende høring i området. Resultatet af denne høring beskrives nærmere nedenfor.

    Vedrørende ønsket om at kunne anvende et mørkt facademateriale (røde teglsten) skal bemærkes, at bestemmelserne i lokalplanforslagets § 6, stk. 2, om, at bebyggelsen skal fremstå i en lys og let karakter – mod Skoleholdervej i stenmaterialer og glas samt eventuelt med trælameller – er formuleret med udgangspunkt i konkurrenceforslaget. I den nu gennemførte videre projektering af bebyggelsen, er der forudsat anvendt rødt tegl på alle facaderne af bebyggelsen langs Skoleholdervej og på gavlene af bebyggelsen mod villaerne. Det indgår endvidere i det udarbejdede udbudsmateriale, jf. den fremlagte pjece "Facader og facadeudtryk i udbudsmateriale", som har været forelagt for Uddannelses- og Ungdomsudvalget.

    Bygge- og Teknikforvaltningen er fortsat af den opfattelse, der er fremført i projektbeskrivelsen i redegørelsen til lokalplanforslaget, at de lyse materialer på facaderne i sammenhæng med bebyggelsens udformning og disponering på en fin måde formidler overgangen mellem villaområderne mod nord og etagebebyggelsen syd for Skoleholdervej. Lokalplanforslaget udelukker ikke anvendelsen af tegl på facaderne, blot der anvendes tegl i lyse farver. Det skal i den forbindelse bemærkes, at kirkegårdsmurens røde tegl står i modsætning til facadematerialerne på facaderne af de omgivende bebyggelser (Den gule Gård og de overfor beliggende boligejendomme i gule/flammede sten).

    Det nu reviderede projekt til skolebebyggelsen vil, med anvendelsen af rødt tegl i store partier på facaden, efter Bygge- og Teknikforvaltningens opfattelse komme til at fremstå mere tungt mod Skoleholdervej, og fremtræder således med et anderledes arkitektonisk udtryk end vinderforslaget.

    Synspunkter på hvilke referencer, der bør lægges til grund for en arkitektonisk idé i en given bymæssig sammenhæng, kan naturligvis altid undergives diskussion. Uanset Bygge- og Teknikforvaltningen finder, at det oprindelige konkurrenceprojekt rummede en overbevisende arkitektonisk idé i relation til omgivelserne og gav muligheder for udvikling af et arkitektonisk godt projekt, finder man, at der også med de af KHRAS nu til grund lagte synspunkter på en referenceramme i det foreliggende projektmateriale, herunder den fremlagte pjece, er påvist, at der også på denne baggrund kan skabes et gedigent projekt af høj arkitektonisk standard.

    På den baggrund kan Bygge- og Teknikforvaltningen gå ind for, at 1. pkt. i § 6, stk. 2, litra a ("Bebyggelsen skal fremstå i en let og lys karakter") udtages af bestemmelsen, og 2. pkt. ændres til "...byggefelterne, skal facaderne på bebyggelsen i byggefelterne B, C og D overvejende fremstå…". Ændringen ses ikke at have en sådan karakter, at den i henhold til planlovens § 27, stk. 3, forudsætter supplerende høring.

    Vedrørende det anførte om en eventuel udvidelse af projektets "idrætshal" til en egentlig idrætshal skal henvises til, at Kultur- og Fritidsforvaltningen ikke har fremført sådanne bemærkninger i forbindelse med den interne høring, jf. indstillingen om lokalplanforslaget. På den baggrund ses der ikke at være grundlag for at overveje en udvidelse af byggemulighederne i lokalplanen.

    Vedrørende ønskerne om at kunne anvende fast belægning på parkeringsarealerne og mere frit kunne vælge beplantninger skal bemærkes, at netop kravet om armeret græsbelægning skyldes forvaltningens ønske om, at parkeringsarealerne i størst muligt omfang indgår i områdets "grønne" karakter, og ikke blot fremstår med flise- eller asfaltbelægning, samt at der med kravene om træer og en hækbeplantning i 1,2 m højde er sikret den ønskelige sammenhæng med de karakteristiske beplantninger i området, herunder det tilstødende villaområde. Bygge- og Teknikforvaltningen kan derfor ikke anbefale lokalplanen ændret for disse forhold.

    Endelig er der med kravene til belysningen af udearealerne i maksimalt 4 m højde sikret, at belysningen er tilpasset bebyggelsen, og at belysningen alene vil markere sig i forhold til skolebebyggelsen og dennes arealer. Belysningsarmaturer i indtil 8 m højde, og dermed på højde med eller over dele af bebyggelsen, vil dels markere sig udover skoleområdet, dels give en bredere og mere diffus belysning af områderne. Bygge- og Teknikforvaltningen kan derfor ikke anbefale ændringen indarbejdet i lokalplanen.

     

  3. Brev af 13. september 2000 fra Annette Hall Jensen og Lars Krarup Jensen Støvnæs Allé 9, 2400 København NV
  4. Det kritiseres, at det ikke af lokalplanen fremgår, hvorledes den mertrafik, området belastes af, bliver afviklet til mindst mulig gene for områdets beboere. Der foreslås gennemført en række trafikregulerende foranstaltninger i området.

    Den i lokalplanforslaget foreslåede placering af parkeringsarealerne kritiseres, og det foreslås, at parkeringsarealerne skærmes mod naboerne med en afstand fra skellet på 2-5 m med hegn og beplantning. Derudover foreslås parkeringsarealet sikret med en bom, således at alene skolens lærere har adgang til parkeringen.

    Vedrørende hegning anføres, at der ikke i lokalplanforslaget er medtaget bestemmelser om hegning mod naboer. Det foreslås derfor, at der optages bestemmelser om, at der mod naboerne skal opsættes et hegn i byggeriets materialer med en højde på 1,8 - 2 m samt en tæt beplantning i form af buske eller lignende i bredde på mindst 2 m.

     

    Bemærkning

    Vedrørende trafik- og parkeringsforholdene henvises til bemærkningerne nedenfor til brev 6, der indeholder en samlet vurdering af de rejste trafik- og parkeringsspørgsmål i brevene 2, 3, 5 og 6.

    Vedrørende hegning skal bemærkes, at lokalplanforslagets § 9, stk. 5, indeholder krav om, at al hegning skal foregå med beplantning. Som udgangspunkt skal der i henhold til hegnsbestemmelserne for København opsættes hegn i skel efter aftaler mellem naboerne. Sådanne hegn vil som minimum kunne kræves i en højde på 1,8 m. Bygge- og Teknikforvaltningen skal imidlertid med baggrund i de fremførte bemærkninger anbefale, at der i lokalplanen i tilknytning til de almindelige hegnsregler fastsættes bestemmelser om et beplantet bælte på ikke under 2 m mellem villaerne og de ubebyggede arealer på skolen. Ændringen ses ikke at have en sådan karakter, at den i henhold til planlovens § 27, stk. 3, forudsætter supplerende høring.

     

  5. Brev af 22. september 2000 fra Kirsten Lolck og Jens Hald, Hjortholms Allé 48, 2400 København NV
  6. Indledningsvis anføres, at man er meget tilfreds med, at der ryddes op i den barakby, der siden krigen har præget grunden.

    Det findes dog uheldigt, at der indrettes p-pladser mod Støvnæs Allé, som vil give anledning til megen unødig gennemkørende trafik til gene for de lokale beboere og løbere, der anvender Utterslev Mose som rekreativt åndehul, samt vil medføre stærkt forøgede vedligeholdelsesomkostninger til vejen. Det foreslås eventuelt at lukke Støvnæs Allé ved p-pladsen.

    Bebyggelsesplanen kritiseres for ikke at understrege det sving, som Skoleholdervej udgør, idet bygningerne er placeret meget stift og lineært på grunden.

    Derudover kritiseres, at taget udføres som fladt tag i modsætning til alle de omkringliggende bygninger, der er udført med tagrejsning. Projektet vurderes på den baggrund ikke at være samstemmende med omgivelserne.

    Endelig finder indsigerne, at kravet om, at de ubebyggede arealer skal være offentligt tilgængelige, er udtryk for, at man ikke kender området og dets socialt stærkt belastede karakter. Gennem Københavns Kommunes forfejlede boligdispositioner er området stærkt socialt belastet med diverse flygtninge, alkoholikere og narkomaner.

     

    Bemærkning

    Vedrørende trafik- og parkeringsforholdene henvises til bemærkningerne nedenfor til brev 6, der indeholder en samlet vurdering af de rejste trafik- og parkeringsspørgsmål i brevene 2, 3, 5 og 6.

    Vedrørende bebyggelsesplanens relationer til Skoleholdervejs krumning finder Bygge- og Teknikforvaltningen, at de foreslåede forskydninger af bebyggelsen mod Skoleholdervej sammen med de foreslåede beplantninger og indretningen af ankomstarealer og grønne arealer på en fuldt acceptabel måde afspejler vejens krumning.

    Vedrørende de flade tage eller tage med ensidig hældning er forvaltningen af den opfattelse, at de foreslåede tagformer er så integrerede dele af projektets arkitektoniske udtryk, at en ændring heraf vil betyde en omdefinering af bebyggelsens arkitektoniske idé. Det finder man ikke muligt på baggrund af den afholdte arkitektkonkurrence. Det skal i den forbindelse bemærkes, at dommerkomitéen i sin bedømmelse lagde vægt på projekternes tilpasning til området.

    Endelig skal bemærkes, at områdets beboersammensætning ikke reguleres i lokalplanen. Ønsket om den offentligt tilgængelige kanalstrækning blev i forbindelse med arkitektkonkurrencen fremhævet i dommerkomiteens bemærkninger. Forvaltningen finder det rigtigt, ud fra den samlede vurdering af områdets fremtidige udformning, herunder omlægningen af gadekæret m.v., at der skabes en fodgængerpassage inden for området.

     

  7. Brev af 22. september 2000 fra Lokalhistorisk forening, Bispebjerg v/Niels Nielsen
  8. Foreningen har med tilfredshed noteret sig, at lokalplanforslaget indeholder bestemmelser, der tager hensyn til Den gule Gårds høje bevaringsværdi og lægger op til, at den mest bevaringsværdige del af gården istandsættes.

    Foreningen udtrykker endvidere stor tilfredshed med, at der gennem skolens område bliver mulighed for en forbindelse fra Utterslev Torv til Støvnæs Allé, som kan forbinde kvarterets offentlige arealer.

     

  9. Brev af 24. september 2000 fra Vejejerforeningen Hjortholm, v/formand Gert Meier
  10. Det fremføres, at etablering af skolen – herunder placeringen af parkeringsarealerne – vil medføre forøgede trafikbelastninger af området, især på Støvnæs Allé. Der henvises til de nuværende kaotiske forhold i forbindelse med aflevering og afhentning af børn ved den nuværende børneinstitution på Hjortholms Allé. Derudover ønskes der redegjort for mulighederne for at tilvejebringe sikre skoleveje. Der forslås en række trafikregulerende foranstaltninger og en flytning af parkeringsarealet til den sydvestlige del af området mod Utterslev Torv.

    Det anføres, at anvendelsen af området til skole vil medføre væsentlige støjgener for de omboende, hvorfor der må stilles krav til hegningen og støjafskærmningen mod boligerne.

    Desuden finder man, at bestemmelserne om belysning bør udvides således, at der ved udformning og placering af belysning på skoleområdet tages hensyn til de omkringboende.

    Endelig kritiseres, at skolen forventes opført over en periode på 10 år, hvorved beboerne skal leve med en byggeplads i baghaven i så mange år.

     

    Bemærkning

    Vedrørende trafik- og parkeringsforholdene henvises til bemærkningerne nedenfor til brev 6, der indeholder en samlet vurdering af de rejste trafik- og parkeringsspørgsmål i brevene 2, 3, 5 og 6. I den forbindelse skal bemærkes, at placeringen af parkeringsarealerne i den østlige del af området og ikke i den vestlige del skal ses med baggrund i en samlet vurdering af områdets fremtidige udformning, herunder ønsket om at skabe den funktionelle og visuelle forbindelse mellem gadekæret og Støvnæs Allé/kirkegården. Der er efter Bygge- og Teknikforvaltningens opfattelse tale om meget begrænsede gener ved til- og frakørselen i forbindelse med parkeringsarealet, jf. i øvrigt bemærkningerne til brev 6 og de heri fremførte muligheder for at begrænse generne af en forøget trafik i området.

    Vedrørende afskærmning og hegning mod boligerne henvises til bemærkningerne til brev 2, idet det skal bemærkes, at der med områdets ændrede anvendelse må forventes en anden støjbelastning end hidtil. Der skønnes dog kun at være tale om en forøgelse af støjen i dagtimerne på hverdage.

    Vedrørende kravene til belysningen henvises til bemærkningerne til brev 1.

    Vedrørende byggeperioden skal bemærkes, at der ikke i en lokalplan kan stilles krav om tidsterminer for en bebyggelses opførelse, men at 1. etape af bebyggelsen forventes taget i brug i forbindelse med starten på skoleåret 2002, hvorved den væsentligste del af bebyggelsen er opført.

     

  11. Brev af 26. september 2000 fra Grundejerforeningen SØMOD, v/Leif Scheibye
  12. Det fremføres, at etablering af skolen vil medføre en forøget trafikbelastning af området. Placeringen af parkeringsarealerne i den østlige del af området findes ulogisk, da det vil medføre mere end nødvendig trafik på hele strækningen af Skoleholdervej og på Støvnæs Allé. Der ønskes en redegørelse for mulighederne for at tilvejebringe sikre skoleveje.

    Udformningen af skolen kritiseres for ikke i tilstrækkelig grad at anvise plads til boldbaner og idrætsplads.

    Endelig kritiseres den forventede byggeperiode, og der ønskes stillet bindende krav til igangsætningen af de senere etaper af skolebyggeriet.

     

    Bemærkning

    Vedrørende placeringen af parkeringsarealerne og kritikken af byggeperioden henvises til bemærkningerne til brev 5.

    Vedrørende boldbaner og idrætsplads skal bemærkes, at vurderingen af behov for og indretningen af boldbaner og idrætspladser i relation til skolen henhører under Uddannelses- og Ungdomsudvalget, der har godkendt den foreslåede indretning af skolen og dens udenomsarealer. Det kan oplyses, at man påtænker at anvende eksisterende idrætsarealer i kvarteret i det omfang, der er behov for sådanne.

     

    Bemærkninger vedrørende trafikale forhold

    De i brev 2, 3, 5 og 6 anførte betænkeligheder om trafik og parkering har været forelagt Vej & Park, som har kommenteret bemærkningerne vedrørende disse forhold:

    Bestyrelsen for Grundejerforeningen Sømod og Vejforeningen "Hjortholm" anfører enslydende, at skolen vil medføre forøget trafikbelastning af området, og at Skoleholdervej fra Utterslev Torv må forventes at blive den primære adgangsvej. Annette Hall Jensen og Lars Krarup Jensen har den klare opfattelse, at afvikling af mertrafikken som følge af skolebyggeriet vil være til gene for områdets beboere, med mindre der foretages trafikregulerende foranstaltninger, som forhindrer, at trafikken ledes gennem det eksisterende villakvarter.

    Vej & Park finder det korrekt, at skolen vil føre til forøget trafikbelastning af området, og at Skoleholdervej fra Utterslev Torv må forventes at blive den primære adgangsvej. Ved gennemførelse af det i Trafikhandlingsplanen for Femkanten indeholdte forslag til trafikdæmpning af Skoleholdervej, herunder mulighed for at forældre kan vende før eller efter aflæsning af børn og derved både køre til og fra skolen via Utterslev Torv, vil den trafikale belastning af det omkringliggende beboelseskvarter ikke blive forøget mærkbart.

    Vejforeningen "Hjortholm" anfører, at trafikbelastningen på Hjortholms Allé og Støvnæs Allé på nuværende tidspunkt er stor om formiddagen og om eftermiddagen, hvor bl.a. henstilling af biler i 10 - 15 minutter i forbindelse med aflevering hhv. afhentning af børn til børnehaven på Hjortholm Allé 31 besværliggør enkelte beboeres kørsel til og fra egen indkørsel samt medfører generende trafik. Man frygter en stigning på 10 biler i timen på Hjortholms Allé, som angiveligt vil føre til kaotiske trafikforhold.

    Vej & Park bemærker dels, at lokalplanen ikke omfatter Hjortholms Allé, dels at skulle etablering af skolen føre til yderligere trafikal belastning af den private fællesvej Hjortholms Allé, vil vejlauget efter godkendelse hos vejmyndigheden og eventuelt politiet kunne etablere foranstaltninger, der kan begrænse trafikken. Hvad angår ulovlig standsning foran private indkørsler henvises til Parkering København og politiet, der kan uddele afgifter til ulovligt standsende.

    Bestyrelsen for Grundejerforeningen Sømod finder det ulogisk, at skolens parkeringsplads og afsætningsplads er placeret i den østlige ende af skolen, da dette vil føre til ekstra biltrafik på Skoleholdervej og Støvnæs Allé, som vil forringe trafiksikkerheden og trygheden for fodgængere og cyklister samt genere skolens naboer. Vejejerforeningen "Hjortholm" finder, at placeringen ikke er særlig gennemtænkt. Man foreslår, at parkeringsplads og afsætningsplads placeres i det sydvestlige hjørne af skolens grund i umiddelbar tilknytning til Utterslev Torv, alternativt at der etableres afsætningsplads tæt på Utterslev Torv (f.eks. vest for det praktisk-musiske område, jf. bemærkningerne i Trafikhandlingsplan for Femkanten), og at parkeringspladsen etableres på hjørnet af Støvnæs Allé og Skoleholdervej med indkørsel fra Skoleholderve j. Kirsten Lolck og Jens Hald finder det ligeledes uheldigt, at der indrettes p-pladser ved Støvnæs Allé, som de finder, vil give anledning til unødig gennemkørende trafik på Støvnæs Allé.

    Vej & Park bemærker, at etablering af parkering og afsætningsplads i den østlige ende af skolen ikke er i uoverensstemmelse med Trafikhandlingsplanen for Femkanten, jf. bl.a. den i Trafikhandlingsplanen viste principskitse. I øvrigt vil de foranstaltninger på Skoleholdervej, som Trafikhandlingsplanen foreslår, sikre fodgængere og cyklister. Skulle løsningen give anledning til unødig gennemkørende trafik på den private fællesvej Støvnæs Allé, vil vejlavet efter godkendelse hos vejmyndigheden og eventuelt politiet kunne etablere foranstaltninger, der kan begrænse denne trafik.

    Grundejerforeningen Sømod og Vejejerforeningen "Hjortholm" opfordrer til, at der i tilknytning til lokalplanforslaget foretages en beskrivelse af de trafiksikkerhedsmæssige aspekter, og der henvises til Trafikministeriets brev af 31. juli 2000 til kommunerne om sikkerheden på skoleveje.

     

    Vej & Park bemærker, at dette spørgsmål ikke henhører under lokalplanen, og henviser til det almindelige samarbejde mellem Vej & Park, politiet og de enkelte skoler om sikring af skoleveje.

    Grundejerforeningen Sømod foreslår, at Støvnæs Allé i forbindelse med etablering af skolen omlægges, så der udover gående og cyklister kun gives adgang for biltrafik for vejens beboere. Konkret foreslår man spærring for gennemkørende biltrafik mellem Skoleholdervej og Hjortholms Allé, fortov på den østlige side af Støvnæs Allé, allébeplantning på hele strækningen fra Skoleholdervej til Rådvadsvej, fodgængerfelter på Rådvadsvej og Mosesvinget, samt at hele Støvnæs Allé omlægges til 30 km-zone, jf. Trafikhandlingsplanens anbefalinger. Vejejerforeningen "Hjortholm" foreslår tilsvarende, at Støvnæs Allé spærres eller ensrettes for biltrafik, at der etableres gang- og cykelsti, at der etableres fortov på den østlige side af Støvnæs Allé, at hele om rådet omkring skolen omlægges til 30 km-zone og at der etableres rundkørsel på Skoleholdervej/Støvnæs Allé. Kirsten Lolck og Jens Hald foreslår, at Støvnæs Allé lukkes ved p-pladsen, og at man i denne forbindelse benytter muligheden for at fuldende allébeplantningen på vejen. Annette Hall Jensen og Lars Krarup Jensen foreslår, at Støvnæs allé ensrettes i retning fra Rådvadsvej mod Skoleholdervej eller spærres af umiddelbart før Støvnæs Allé 9. Endvidere foreslår de etablering af rundkørsel i krydset Skoleholdervej/Støvnæs Allé/Smedetoften med sidespor for afsætning af skolebørn.

    Vej & Park bemærker, at lokalplanen ikke forhindrer trafikreguleringer som de foreslåede, da disse kan gennemføres med hjemmel i vejlovene af Københavns Kommune for så vidt angår offentlige veje og af de respektive vejlav for så vidt angår private fællesveje. Etablering af rundkørsel i krydset Skoleholdervej/Støvnæs Allé/Smedetoften vil dog ikke kunne gennemføres, da der ikke er plads til det. I øvrigt er rundkørsler ikke nødvendigvis en sikker løsning for cyklister i blandet trafik.

     

  13. Mail af 27. september 2000 fra Kirsten Corelli på vegne af forældre på dk.Autlist

Der fremføres et ønske om, at der på den nye skole indrettes en afdeling for autistiske børn.

 

Bemærkning

Der er ikke med lokalplanen taget stilling til, hvilken form for undervisning, der kan indrettes på området. Spørgsmålet herom hører under Uddannelses- og Ungdomsudvalget, hvorfor skrivelsen er oversendt til forvaltningen til videre foranstaltning.

 

Henvendelser modtaget i forbindelse med den supplerende høring

  1. Brev af 28. november 2000 fra Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen
  2. Forvaltningen har ingen bemærkninger til de foreslåede ændringer af lokalplanen.

     

  3. Brev af 6. december 2000 fra Foreningen til Gamle Bygningers bevaring, v/formand Erik Wassard
  4. Foreningen har ingen bemærkninger til de foreslåede ændringer af lokalplanen og glæder sig over, at Den gule Gård bevares.

     

  5. Brev af 6. december 2000 fra Grundejerforeningen SØMOD, v/Leif Scheibye
  6. Grundejerforeningen har ingen bemærkninger til, at byggehøjden øges i byggefelt A. Foreningen finder dog, at denne mulige udbygning af skolen med yderligere 1.000 m2 gør det mere nødvendigt at sikre gennemtænkte og trafiksikre adgangsforhold til skolen.

    Foreningen finder det beklageligt, at der trods flere indsigelser tilsyneladende fortsat planlægges anlæg af parkeringsfaciliteter i skolens nordøstlige hjørne og gentager derfor ønsket om anden placering af parkeringsarealet og kys-og-kør-anlægget.

    Den påtænkte udvidelse af skolen vil øge presset på skolens udenomsarealer. En omdannelse af den sydlige del af Støvnæs Allé til en stiforbindelse for fodgængere og cyklister vil frigøre dele af det nuværende vejareal.

    Endelig gentager foreningen opfordringen til, at der allerede nu laves en fast tidsplan for skolens første etaper.

     

    Bemærkning

    Vedrørende de rejste spørgsmål om trafik og parkering samt tidsplanen for byggeriet henvises til de ovenfor anførte bemærkninger til brevene 5 og 6.

     

  7. Brev af 7. december 2000 fra Bygge- og teknik/Nye Gruppe v/J. Stubtoft
  8. Brevet indeholder en række kritikpunkter vedrørende kvalitet og udformning af det oprindelige projekt, herunder manglende redegørelser og analyser af forholdet til omgivelserne. Det er især spørgsmål om placeringen af skolen og den massive udformning af skolebyggeriet. Hertil knyttes der så kommentarer til, at den foreslåede udvidelse ikke gør dette bedre og alene er en gevinst for kommunen.

     

    Bemærkning

    Spørgsmålet om det oprindelige skoleprojekt er ikke omfattet af den supplerende høring, men skulle have været rejst i forbindelse med offentlighedsperioden for lokalplanforslaget. Som det fremgår af redegørelser og analyser i det til lokalplanforslaget tilhørende materiale samt af bemærkningerne til de i forbindelse med lokalplanhøringen rettidigt modtagne bemærkninger, er forvaltningen ikke enig i de fremførte synspunkter.

    Vedrørende den rejste kritik af den foreslåede udvidelse finder Bygge- og Teknikforvaltningen det muligt at opretholde skolebebyggelsens kvaliteter, uden at det belaster det omgivende kvarter mærkbart, når der for så vidt angår bebyggelsens 3. etage sikres en god arkitektonisk sammenhæng med den øvrige bebyggelse.

  9. Mail af 11. december 2000 fra Kultur- Fritidsforvaltningen

Forvaltningen har ingen bemærkninger til de foreslåede ændringer af lokalplanen.

 

Sammenfatning

Med baggrund i det ovenfor anførte til de modtagne bemærkninger i relation til lokalplanforslaget og den foreslåede forøgelse af den maksimale bygningshøjde i byggefelt A skal Bygge- og Teknikforvaltningen anbefale lokalplanforslaget endeligt vedtaget med følgende ændringer:

  • § 5, stk. 1, litra c tilføjes: "Bygge- og Teknikudvalget kan tillade, at der opføres bebyggelse i mere end 10 m højde inden for den midterste del af byggefelt A, jf. tegningen, såfremt denne del af bebyggelsen udformes på sådan måde, at den indgår på en harmonisk og arkitektonisk forsvarlig måde i den samlede bebyggelse på området."
  • § 6, stk. 2, litra a ændres til: "Mod villabebyggelsen og det fastlagte offentligt tilgængelige areal mellem byggefelterne, skal facaderne på bebyggelsen i byggefelterne B, C og D overvejende fremstå i træ, medens facaderne mod Skoleholdervej skal udføres i stenmateriale og glas, der kan forsynes med afskærmning af trælameller".
  • § 9, stk. 5, efter 1. pkt. tilføjes: "I område I skal hegnet mod villaejendommene mindst have en højde på 1,8 m, og i tilknytning til dette hegn skal der etableres et beplantet bælte med en bredde på mindst 2 m".
  • Lokalplantegning nr. 27.371 ændres til den som bilag C vedlagte tegning nr. 27.400, og henvisningerne i lokalplanteksten til tegningen rettes i overensstemmelse hermed.

 

BILAG VEDLAGT

  1. Liste over modtagne henvendelser under lokalplanforslagets offentlighedsperiode
  2. Liste over modtagne henvendelser under den supplerende høring
  3. Tegning nr. 27.400

Udsendt med dagsordenen til Bygge- og Teknikudvalgets møde den 17. januar 2001

 

BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN I BORGMESTERENS FORKONTOR, RÅDHUSET, 1. SAL VÆRELSE 36

  1. Offentliggørelsesmaterialet, omfattende indstilling med bilag samt orienteringspjece
  2. Kopi af de i bilag A nævnte henvendelser
  3. Kopi af Bygge- og Teknikforvaltningens supplerende høring af 17. november 2000
  4. Kopi af de i bilag B nævnte henvendelser
  5. Uddannelses- og Ungdomsudvalgets pjece "Facader og facadeudtryk i udbudsmaterialet"

 

 

 

Jens Ole Nielsen

 

 

Til top