Mødedato: 24.01.2001, kl. 14:00

Forslag til tillæg til byfornyelsesbeslutning for "Folkets Hus- karreen"

Forslag til tillæg til byfornyelsesbeslutning for "Folkets Hus- karreen"

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 24. januar 2001

 

 

Sager til beslutning

 

6. Forslag til tillæg til byfornyelsesbeslutning for "Folkets Hus- karreen"

 

BTU 38/2001 J.nr. 623:131.0001/01

 

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget overfor Økonomiforvaltnigen og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at Bygge- og Teknikforvaltningen bemyndiges til at lade det af Byfornyelse København udarbejdede forslag til tillæg til byfornyelsesbeslutningen for "Folkets Hus-karreen" udsende i offentlig høring i 2 måneder

at Bygge- og Teknikforvaltningen bemyndiges til at afholde de med tillægsbeslutningens gennemførelse forbundne udgifter

at offentliggørelse annonceres i områdets lokalavis

 

RESUME

Borgerrepræsentationen besluttede i mødet den 14. juni 2000 i forbindelse med den opnåede "forståelse" med Indre Nørrebro Bydelsråd om byudvikling på Indre Nørrebro bl.a., at der skal tilvejebringes et tillæg til byfornyelsesbeslutningen for "Folkets Hus-karreen". Tillægsbeslutningens formål er en ordning af friarealerne i den del af karreen, der ikke indgår i den af Borgerrepræsentationens beslutning omfattede "Folkets Park".

Hovedindholdet af forslaget til tillægsbeslutningen er etablering af ét gårdanlæg i modsætning til to gårdanlæg i den vedtagne byfornyelsesbeslutning. Dette er en konsekvens af, at kun det oprindelige sydlige gårdanlæg skal etableres som følge af opgivelse af det tidligere forudsatte boligbyggeri i karreens nordlige del og efterfølgende indretning af "Folkets Park". De to eksisterende ejendomme Griffenfeldsgade 27 og 29, der skulle tilsluttes det planlagte nordlige gårdanlæg, tilsluttes nu det oprindelige sydlige gårdanlæg.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Borgerrepræsentationen har i mødet den 14. juni 2000 besluttet opgivelse af opførelse af andelsboliger og afhændelse af ejendommene i "Folkets Park", herunder imødekommelse via en tillægsbevilling af et erstatningskrav fra bygherren. Det blev samtidig vedtaget, at den gældende lokalplan nr. 215 "Stengade II" skal ændres i overensstemmelse med det foreslåede parkformål samtidig med, at der med henblik på ordning af friarealerne i den øvrige del af karreen tilvejebringes et tillæg til byfornyelsesbeslutningen for "Folkets Hus-karreen".

Byfornyelse København er på den baggrund anmodet om at udarbejde et forslag til tillæg til byfornyelsesbeslutningen.

Under hensyn til sagens karakter og dens begrænsede omfang og til den kommende offentlighedsperiode er det vurderet, at det ikke har været fornødent med en forudgående debat i karreen. Kontaktudvalget for byfornyelsen er af Bygge- og Teknikforvaltningen orienteret om forslaget til tillægget til byfornyelsesbeslutningen.

 

Byfornyelsesbeslutning

I mødet den 9. februar 1995 har Borgerrepræsentationen vedtaget byfornyelsesbeslutning for "Folkets Hus-karreen". Foruden bygningsmæssige foranstaltninger for nogle af karreens ejendomme blev der derved vedtaget to gårdanlæg – et nordligt og et sydligt. De to gårdanlæg er vist på den som bilag 1 vedlagte tegning.

Det nordlige gårdanlæg omfatter den forudsatte (og nu opgivne) ny boligbebyggelse, "Folkets Hus" og de to ejendomme Griffenfeldsgade 27 og 29. Det sydlige gårdanlæg omfatter karreens øvrige bebyggede ejendomme, hvori tomten Griffenfeldsgade 31 forventes at indgå ved nybyggeri i overensstemmelse med lokalplanbestemmelserne for karreen.

 

Forslag til tillægsbeslutning

Byfornyelse København har fremsendt det som bilag A til gennemsyn fremlagte forslag til tillæg til byfornyelsesbeslutningen.

Forslaget indeholder bestemmelse om, at der etableres ét fælles gårdanlæg. Dette afgrænses som det hidtidige sydlige gårdanlæg i byfornyelsesbeslutningen og – som en konsekvens af at det nordlige gårdanlæg ikke bliver til noget efter opgivelse af nybyggeriet her – med en udvidelse af friarealerne på Griffenfeldsgade 27 og 29. Det foreslåede gårdanlæg er vist på den som bilag 2 vedlagte tegning.

Det er fortsat byfornyelsesselskabet, der på ejernes vegne står for gennemførelsen af gårdanlægget, ligesom repræsentanter for de berørte ejendomme fortsat vil blive inddraget i et samarbejde om udformningen af anlægget.

Som en redaktionel ændring i forhold til byfornyelsesbeslutningen indeholder forslaget af ordensmæssige grunde bestemmelse om, at den på ejendommene forudsatte pålagte servitut om fælles gårdanlæg også tinglyses på Griffenfeldsgade 31. I modsat fald skulle tilsvarende bestemmelse optages i vilkårene for salg af grunden til nybyggeri.

Endvidere indeholder forslaget bestemmelse om isolering og retablering af hele nordgavlen på Griffenfeldsgade 27. Dette er en konsekvens af, at det er opgivet at bygge på naboejendommen, hvorved gavlen fortsat skal stå fri. Denne ejendom (matr.nr. 6042 Udenbys Klædebo Kvarter) ejes af Københavns Kommune, der afgiver det fornødne areal til gavlisoleringen m.v. Samtidig opretholdes i forslaget bestemmelse om isolering og retablering af de dele af blotlagte gavle på Griffenfeldsgade 29 og 33, der står tilbage efter opførelse af bebyggelse på Griffenfeldsgade 31.

 

Bemærkninger

Under hensyn til at Kontaktudvalget for byfornyelsen er orienteret om forslaget til tillægsbeslutningen, og da det væsentligste indhold af forslaget i forhold til den vedtagne beslutning er overførelse af Griffenfeldsgade 27 og 29 fra det vedtagne men nu opgivede nordlige gårdanlæg til det ligeledes vedtagne sydlige gårdanlæg, er det fundet unødvendigt at foretage intern høring af andre forvaltninger m.v.

De af Borgerrepræsentationen vedtagne retningslinier for miljøorienteret byfornyelse og nybyggeri med de deri indeholdte minimumskrav, anbefalinger og visioner skal følges.

 

Lokalplan

Lokalplan nr. 215 "Stengade II" er vedtaget af Borgerrepræsentationen i mødet den 11. februar 1993 og er endeligt bekendtgjort den 18. februar 1993. Lokalplanen er det planmæssige grundlag for byfornyelsesbeslutningen. Lokalplanen vil også være det planmæssige grundlag for det heromhandlede tillæg til byfornyelsesbeslutningen.

Samtidig med forslaget til tillægsbeslutningen fremlægges et forslag til tillæg til lokalplanen, der fastlægger den del af karreen, der indgår i "Folkets Park", til offentligt parkområde.

 

Økonomi

Finansieringen skal ske i overensstemmelse med lov om byfornyelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 897 af 25. september 2000 med senere ændring af 20. december 2000. Byfornyelsesselskabet har udarbejdet en finansieringsplan, der er fremlagt til gennemsyn som bilag B.

Den rammebelastende udgift til gårdanlæg og gavlretableringer er ved indeks 159 (pr. oktober 2000) opgjort til ca. 2.585.000 kr. Gårdanlægsudgifterne ifølge den oprindelige byfornyelsesbeslutning er efter indeksering til indeks 159 ca. 1.807.000 kr. Merudgifterne i forbindelse med tillægsbeslutningen i forhold til den oprindelige beslutning er således ca. 778.000 kr.

Merudgifterne skyldes gavlisolering m.v. på ejendommen Griffenfeldsgade 27, byfornyelsesselskabets administrationshonorar i forbindelse med tillægget og forøget udgift til projektering af gårdanlæg ved genopstart heraf.

Udgifterne, der er refusionsberettigede, afholdes af kommunen. Udgifterne refunderes af staten med 50%.

Det skønnes, at det er muligt at kunne indpasse tillægsbeslutningen i den beløbsramme, der på Plandirektoratets afsnit af investeringsoversigten for 2001 til 2004 er afsat til byfornyelsesformål, konto 00.25.15.3.

Kassemæssig dækning anvises af det på budgettet 2001 og følgende år for Bygge- og Teknikudvalget, under Plandirektoratet, konto 0.15.3, til byfornyelse, optagne rådighedsbeløb.

Den ovennævnte lovændring af 20. december 2000, der er trådt i kraft den 1. januar 2001, indeholder dog en ændring af byfornyelsesfinansieringen, således at også ombygningstab uanset størrelse skal betales kontant. Gennemførelse af det heromhandlede tillæg og de øvrige byfornyelsessager efter vedtagelse af de nye finansieringsregler forudsætter, at Plandirektoratets nettobudget for 2001 og følgende år øges med 250 mio. kr.

Budgetansvarlig institution: 44010 Plandirektoratet.

 

Høring

Forslaget til tillægsbeslutningen forventes udsendt i marts 2001. Det udsendes til alle ejere, beboere og erhvervsdrivende i karreen. Herudover orienteres ved annoncering i Nørrebro Avis.

Indsigelsesfristen vil blive fastsat til 2 måneder fra offentliggørelsen.

 

BILAG VEDLAGT

  1. Tegning med gårdanlæg vedtaget i 1995
  2. Tegning med forsalg til gårdanlæg

 

BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN I BORGMESTERENS FORKONTOR, RÅDHUSET, 1. SAL VÆRELSE 36

  1. Forslag til tillæg til byfornyelsesbeslutning
  2. Finansieringsplan

 

 

 

Jens Ole Nielsen

 

 

Til top