Mødedato: 24.01.2001, kl. 14:00

Forslag om fælles gårdanlæg i den sydlige del af karreen P. Knudsens Gade og Hørdumsgade

Forslag om fælles gårdanlæg i den sydlige del af karreen P. Knudsens Gade og Hørdumsgade

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 24. januar 2001

 

 

Sager til beslutning

 

2. Forslag om fælles gårdanlæg i den sydlige del af karreen P. Knudsens Gade og Hørdumsgade

 

BTU 16/2001 J.nr. 451:183.0001/01

 

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at forvaltningen offentliggør et byfornyelsesforslag og gennemførelsesprojekt for et fælles gårdanlæg, der omfatter ejendommene P. Knudsens Gade 58-134 og Hørdumsgade 53-81, idet forvaltningen efter indsigelsesfristens udløb vil komme med endelig indstilling om byfornyelsesbeslutning og gennemførelsesprojekt

at indsigelsesfristen fastsættes til 8 uger

 

RESUME

Formålet med forslaget er at forbedre en del af ejendommenes friarealer ved etablering af et fælles gårdanlæg, som ejeren efterfølgende skal drive og vedligeholde.

Forslaget er udarbejdet efter anmodning fra den lokale styregruppe for Kvarterløft Kongens Enghave.

Udgifterne til anlæggets etablering skønnes at andrage 3.200.000 kr., der betales af stat og kommune med hver 50% og afholdes af den pulje, der er afsat til friarealforbedringer i forbindelse med kvarterløftprojektet i Kongens Enghave.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Det lokale sekretariat for Kvarterløft Kongens Enghave har ved e-mail af 21. december 2000 meddelt, at bydelen kan tilslutte sig indstillingen om offentliggørelse af byfornyelsesforslag og gennemførelsesprojekt for et fælles gårdanlæg omfattende ejendommene P. Knudsens Gade 58-134 og Hørdumsgade 53-81. Bydelen forventer, at der efterfølgende kan indgås drøftelser om indarbejdelse af lokal beskæftigelse som en del af licitationsmaterialet i forbindelse med gennemførelsen af gårdanlægget.

De nuværende forhold på den del af ejendommene, der omlægges, fremgår af forslaget.

Repræsentanter for ejendommene, der ejes af Boligselskabet AKB, har rettet henvendelse til Kvarterløft Kongens Enghave med anmodning om, at ejendommene kom i betragtning ved fordeling af den pulje, der er afsat til friarealforbedringer i forbindelse med kvarterløftet.

Kvarterløft Kongens Enghave har imødekommet ønsket og fastlagt, hvor stor en del af ejendommenes friarealer, man ville kunne anbefale støttet. Forslaget er udarbejdet på dette grundlag, og placeringen af de arealer, der foreslås omlagt, fremgår af vedlagte kortbilag.

Kvarterløft Kongens Enghave har anmodet Gårdrydningskontoret om at forestå forhandlingerne med repræsentanterne for ejendommene om forslagets udformning.

Friarealerne på den del af ejendommene, der omlægges, kan ikke betegnes som tilfredsstillende til ophold og leg. Bebyggelsens adgangsside mod baneterrænet, der også benyttes til parkering af biler samt til- og frakørselsarealer, har behov for en opdeling, medens opholdsarealerne, der vender mod den trafikerede P. Knudsens Gade, har behov for en klarere adskillelse mellem opholdsareal og gade.

Ifølge kommuneplanen ligger karreen i et boligområde, hvor der ved nybyggeri tillades en maksimal bebyggelsesprocent på 110 og forudsættes en friarealprocent på 60. Karreens bebyggelsesprocent er 109 og friarealprocenten 62.

Forslaget omfatter to 3-etages beboelsesejendomme opført i 1945. Ejendommene, der som nævnt er udlejningsejendomme, indeholder 373 boliger og 6 butikslejemål m.v. Den del af ejendommenes friareal, der omlægges, udgør ca. 3.000 m2.

Pr. 1. januar 2000 var der 585 beboere i karreen, heraf 65 under 15 år, 78 over 67 år, medens 442 var i gruppen 15-66 år.

 

Forhandlinger

Der har været afholdt møde med ejendommenes ejer- og beboerrepræsentanter, hvor der blev givet en orientering om byfornyelseslovens regler om gårdanlæg m.v.

Der er herefter i samarbejde med nævnte repræsentanter udarbejdet et forslag, der er tiltrådt af disse.

Efter aftale med repræsentanterne har der endvidere været holdt et beboermøde, hvor Gårdrydningskontoret har orienteret om forslaget til byfornyelsesbeslutning og gennemførelsesprojekt.

Ejer- og beboerrepræsentanter har i overensstemmelse med kvarterløftets målsætning om medfinansiering været spurgt, om de var istand til at bidrage med midler til forbedringen. De har oplyst, at man ikke ser sig i stand hertil, idet man blandt andet har afholdt større udgifter til isolering/opmuring af nye gavle mod P. Knudsens Gade, ligesom man skal afholde større udgifter til renovering af ejendommenes faldstammer.

 

Forslaget

Ejendommenes friarealer foreslås indrettet som fælles gårdanlæg efter de retningslinier, der fremgår af forslaget.

Forslagets gennemførelse har en række væsentlige, positive miljømæssige konsekvenser. Der er blandt andet indarbejdet en række byøkologiske elementer i gennemførelsesprojektet.

Der pålægges ejendommene servitutter, som bl.a. omfatter bestemmelser om den fremtidige vedligeholdelse af anlægget.

 

Miljøvurdering

Forslaget forventes først og fremmest at forbedre beboernes psykiske og fysiske sundhed samt deres livskvalitet. Det drejer sig om større oplevelses-, udfoldelses- og kontaktmuligheder i det nære boligmiljø for såvel børn som voksne.

Der sker også en forbedring af beboernes færdselsmuligheder, hvilket især kommer beboere med nedsat bevægelses- og orienteringsevne – men også øvrige gående – til gode.

Forslaget medfører endvidere bedre luftkvalitet i gården, idet der sker en forøgelse af den grønne beplantning i gårdrummet. Beplantningen sammensættes endvidere varieret, så den – ud over det syns- og duftmæssige aspekt – er med til at øge bybørns og voksnes naturkendskab.

Forslagets gennemførelse medfører også en reduktion af jordforureningen, idet overfladejorden – der forventes at være lettere forurenet – køres til deponering eller rensning, hvilket mindsker risikoen for grundvandsforurening.

Den nye flisebelægning lægges i bærelag af genbrugsmaterialer, og til opbygning af bedene benyttes kompostmuld.

Byggematerialer, der efter endt levetid kun kan bortskaffes ved deponering, fravælges.

Ved valg af beplantningen tages der hensyn til, at den skal kunne udvikle sig flot uden brug af sprøjtemidler.

Endelig medfører forslagets gennemførelse en nedgang i el-forbruget, idet der opsættes gårdbelysningsarmaturer, hvori der kan monteres energisparepærer.

 

Økonomi

Forslaget udføres i henhold til byfornyelseslovens bestemmelser herom, og det er forudsat, at anlægsarbejderne udføres inden for de rammebeløb, som er fastsat i medfør af loven.

Anlægsarbejdet vil på sædvanlig måde blive udbudt i licitation i henhold til By- og Boligministeriets regler.

Det samlede tilskud i sagen skønnes at udgøre 3.200.000 kr., der betales af stat og kommune med hver 50%. Tilskuddet anvises af det på budgettet for 2001 fra Plandirektoratet (konto 0.15.3 "Byfornyelse og boligforbedring") til Byggedirektoratet, Gårdrydningskontoret (konto 0.15.3 "Byfornyelse og boligforbedring") overførte beløb til friarealforbedring i forbindelse med Kvarterløftprojekter i Kongens Enghave samt af de forventede rådighedsbeløb på budgettet for de følgende år til samme formål.

Ejeren afholder driftsudgifterne ved det fremtidige anlæg.

 

Høring

Forslaget udsendes i offentlig høring med en indsigelsesfrist på 8 uger.

 

BILAG VEDLAGT

  • Forslag til fælles gårdanlæg
  • Kortbilag
  • E-mail af 21. december 2000 fra Kvarterløft Kongens Enghave-kvarteret

 

 

Ole Sperling

 

 

Til top