Endelig vedtagelse af lokalplan "Parken" med tilhørende kommuneplantillæg
Endelig vedtagelse af lokalplan "Parken" med tilhørende kommuneplantillæg
Bygge- og Teknikudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 23. november 2005
Sager til beslutning
10. Endelig vedtagelse af lokalplan "Parken" med tilhørende kommuneplantillæg
BTU 659/2005 J.nr. 611:176.0001/04
INDSTILLING
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget
over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
at lokalplan "Parken" vedtages endeligt under
forudsætning af, at Naturklagenævnets afgørelser vedrørende de for nævnet
indbragte klagesager, jf. nedenfor under sagsbeskrivelsen, og udfaldet af
Hovedstadens Udviklingsråds overvejelser om eventuel udarbejdelse af VVM ikke
er til hinder herfor
Økonomiforvaltningen indstiller, at
Økonomiudvalget under samme forudsætning over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
at det til ovennævnte lokalplan hørende
tillæg til Kommuneplan 2001 vedtages endeligt.
RESUME
Planforslagene har været i offentlig høring
fra den 6. juli 2005 til den 3. oktober 2005. I og umiddelbart efter
høringsperioden er modtaget i alt 164 henvendelser, heraf 4 fra offentlige
myndigheder. Såvel Hovedstadens Udviklingsråd (HUR) som Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen
meddeler ikke at have bemærkninger til forslagene, medens Sankt Jakobs Kirkes
Menighedsråd og Københavns Stiftsøvrighed, der tilslutter sig menighedsrådets
henvendelse, er kritiske over for forslagene, idet der ikke ønskes muliggjort
en forøgelse af antallet af arrangementer med deraf følgende yderligere gener.
De øvrige 160 henvendelser, hvoraf én er
bilagt underskriftslister m
ed ca. 2.100 underskrifter, er fra ejere, beboere og
brugere m.fl. Indholdet af disse henvendelser, der overvejende er kritiske over
for planforslagene, kan sammenfattes i 8 hovedemner: Antal arrangementer, såvel
større som mindre, trafikforhold, parkeringsforhold, støj i forbindelse med
arrangementer, affald og publikumsadfærd i øvrigt ved arrangementer, muligheden
for etablering af biograf, borgerdialogen og øvrige forhold, idet de fleste
indsigere har haft bemærkninger til det muliggjorte antal arrangementer samt
trafik- og parkeringsforholdene omkring Parken.
Brumleby Almene Andelsboligforening og
Foreningen af Husejere på Olufsvej har til Naturklagenævnet indgivet klage over
dels at der ikke forud for vedtagelsen af forslaget til tillæg til Kommuneplan
2001 er indkald ideer og forslag mv., jf. § 23 c i lov om planlægning, dels at
der ikke er udarbejdet en Strategisk Miljøvurdering (SMV) efter lov om
miljøvurdering af planer. Naturklagenævnets afgørelse i disse sager foreligger
ikke for nærværende.
Endvidere har Hovedstadens Udviklingsråd
(HUR) tilkendegivet endnu ikke at have taget stilling til, hvorvidt forslagene
kræver udarbejdelse af VVM og tilhørende regionplantillæg.
Under hensyn hertil foreslås forslagene
anbefalet med det ovenfor angivne forbehold.
Henvendelserne er resumeret i
sagsbeskrivelsen under afsnittet Henvendelser
fra ejere, lejere og brugere, interessegrupper mv.
De nævnte 8 emner uddybes og kommenteres i
sagsbeskrivelsen nedenfor under de enkelte emneafsnit. En skematisk oversigt
over henvendelsernes indhold er vedlagt som bilag
4.
Henvendelserne giver anledning til at
overveje justeringer af lokalplanforslagets bestemmelser, men ikke af forslaget
til kommuneplantillæg.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Borgerrepræsentationen tiltrådte i mødet den 15. juni 2005 (BR 353/05)
Bygge- og Teknikudvalgets og Økonomiudvalgets indstillinger af henholdsvis 1.
juni 2005 og 7. juni 2005 om offentliggørelse af lokalplanforslag "Parken" med
tilhørende forslag til tillæg til Kommuneplan 2001. Offentliggørelsesmaterialet
omfattende indstilling med bilag, orienteringsfolder, forslaget til lokalplan
og til kommuneplantillæg er lagt til gennemsyn i borgmester Sørens Pinds
forkontor, Rådhuset, 1. sal, som bilag A.
Offentliggørelse
Planforslagene har været offentliggjort i perioden fra den 6. juli 2005
til den 3. oktober 2005. Der er udsendt 1073 foldere til ejere, lejere og
brugere og 43 foldere til interessegrupper, foreninger og lignende. I
høringsperioden har der været en udstilling med plancher i Østerbro
Borgerservice, Trianglen 1.
Den 23. august 2005 afholdt forvaltningen et borgermøde i Idrætshuset,
Østerbro Stadion. De fremmødte ca. 270 borgere havde efter en orientering om
forslagene lejlighed til dialog herom med et panel af medlemmer af Bygge- og
Teknikudvalget, ligesom der var lejlighed til at stille spørgsmål. Debatten
angik hovedsagelig trafik- og parkeringsproblemer i forbindelse med
arrangementer, rengøring efter arrangementer, støj i forbindelse med
arrangementer, antallet af såvel større som mindre arrangementer, muligheden
for etablering af biograf og borgerdialogen i forbindelse med
lokalplanforslaget. Der vedlægges som bilag
1 referat af borgermødet og som bilag
2 resultatet af de evalueringsskemaer, der blev omdelt på mødet.
I offentlighedsperioden har der været mulighed for på Plan &
Arkitekturs hjemmeside at søge oplysninger om planforslagene, fremsende
indsigelse via e-mail og at debattere planforslagene på en særlig debatside.
Der er i offentlighedsperioden sendt 12 indlæg til debatsiden.
I offentlighedsperioden og umiddelbart derefter er der modtaget 160
henvendelser fra ejere, lejere og brugere, interessegrupper mv. Heraf har 8
afsendere fremsendt mere end én skrivelse/e-mail. Henvendelserne er helt
overvejende kritiske over for lokalplanforslaget, idet dog 6 af disse støtter
forslaget i den foreliggende form, heraf én, der dog ikke ønsker begrænsning af
antallet af arrangementer. Endvidere er modtaget 4 henvendelser fra offentlige
myndigheder mv. Kopi af henvendelserne er fremlagt på borgmester Søren Pinds
forkontor som bilag B.
En oversigt over henvendelserne og indholdet heri er vedlagt som
henholdsvis bilag 3 og bilag 4. Nedenfor er henvendelsernes
indhold og forvaltningernes bemærkninger og anbefalinger sammenfattet i
følg
ende afsnit:
1.
Henvendelser
fra offentlige myndigheder mv.
2.
Henvendelser
fra ejere, lejere og brugere, interessegrupper mv.
a. Antal arrangementer, såvel større som mindre
b. Trafikforhold
c. Parkeringsforhold
d. Støj i forbindelse med arrangementer
e.
Affald og publikumsadfærd i øvrigt ved arrangementer
f. Muligheden for etablering af biograf
g. Borgerdialogen
h. Øvrige forhold
Henvendelse fra offentlige
myndigheder
Hovedstadens Udviklingsråd
(HUR) meddeler i skrivelse
af 3. oktober 2005 at have behandlet forslaget ud fra HURs regionplanmæssige og
trafikale interesser, og har ingen bemærkninger, men gør opmærksom på, at
screeningen af, om anlægget er VVM-pligtigt ikke er afsluttet.
Familie- og
Arbejdsmarkedsforvaltningen meddeler
med skrivelse af 26. august 2005 at have taget forslaget til efterretning.
Sankt Jakobs Sogns Menighedsråd
fremsætter i skrivelse af
23. september 2005 indsigelse mod planforslagene. Det anføres, at allerede den
nuværende udnyttelse af Parken og Østerbro Stadion medfører gener for kirken og
dens virke, hvorfor en udvidelse af antallet af arrangementer vil være helt
uacceptabel. Især støj, henkastning af affald og trafikale- og
parkeringsmæssige gener fremhæves. Endvidere ønskes mere detaljerede
bebyggelsesregulerende bestemmelser i form af byggefelter, højdegrænseplaner og
lignende for Østerbro Stadion. Københavns
Stiftsøvrighed støtter i skrivelse af 3. oktober 2005 Menighedsrådets
indsigelse.
Udenrigsministeriet anfører på vegne Den russiske Ambassade, at der allerede er mærkbare gener i form af
øget koncentration af personer og biler i området samt forsøg på indtrængen på
ambassadens ejendom. Ambassaden er derfor uenig i de fremlagte planer.
For så vidt angår det af Menighedsrådet anført om antallet af
arrangementer, henkastning af affald mv. samt trafikale og parkeringsmæssige
gener henvises til bemærkningerne herom i nedenstående afsnit Henvendelser fra ejere, lejere og brugere,
interessegrupper mv.
Med hensyn til spørgsmålet om yderligere regulering af eventuel ny
bebyggelse på Østerbro Stadion bemærkes, at størstedelen af den eksisterende
bebyggelse på denne ejendom i lokalplanforslaget er fastlagt som
bevaringsværdig, hvorfor mulighederne for ny bebyggelse på ejendommen er
begrænset. Yderligere er i forslaget bestemt, at den ubebyggede kile fra Øster
Allé og frem til kirkens ejendom fortsat skal friholdes for bebyggelse.
Eventuel ny bebyggelse vil endvidere være reguleret ved de generelle bestemmelser
om højdegrænseplaner mv. i Byggelov og Bygningsreglement.
Henvendelse fra ejere, lejere
og brugere, interessegrupper mv.
Antal arrangementer, såvel større som mindre
I 138 af de modtagne henvendelser kritiseres den i forslaget indeholdte
grænse på højst 75 større arrangementer (med mere end 10.000
tilskuere/deltagere) årligt. Det gøres gældende, at dette vil være en væsentlig
forøgelse af de hidtil afholdte 50-55 større arrangementer årligt, som allerede
findes belastende for omgivelserne.
I 33 af disse henvendelser anføres endvidere, at også mindre
arrangementer bør begrænses og/eller indgå i det samlede antal tilladte
arrangementer.
Endvidere gøres det i 11 henvendelser gældende, at også arrangementer i
Fælledparken og/eller på Øster Allé bør indgå i vurderingen.
Endelig betvivles i én henvendelse, at der efter planloven lovligt kan
indlægges en begrænsning på antallet af arrangementer, og at en sådan
bestemmelse derfor vil være ugyldig og ganske virkningsløs.
Bemærkning
Forvaltningen skal i denne forbindelse
fastslå, at der i henhold til den nugældende lokalplan nr. 137 kan afholdes et
ubegrænset antal såvel større som mindre arrangementer, blot disse er af
idrætsmæssig art. Den i forslaget indeholdte begrænsning på 75 større
arrangementer er naturligvis udtryk for et skøn, og der er således intet til
hinder for, at dette antal reduceres yderligere.
For så vidt angår mindre arrangementer –
d.v.s. arrangementer med under 10.000 tilskuere/deltagere – bemærkes, at den
talmæssige grænse ligeledes er udtryk for et skøn over, hvornår et givet
arrangement, set i lyset af en maksimal kapacitet på over 40.000 tilskuere/deltagere,
er særligt belastende for omgivelserne. Grænsen for, hvornår et arrangement kan
betragtes som "større" kan således tilsvarende nedsættes.
Endvidere bemærkes, at en reduktion i
forhold til det nuværende aktivitetsniveau – som foreslået i dele af
henvendelserne, herunder ved medregning af også mindre arrangementer og/eller
arrangementer i Fælledparken mv. – vil være uden virkning, idet det nuværende
aktivitetsniveau, uagtet en ny lokalplans bestemmelser, vil kunne videreføres
som "fortsat lovlig anvendelse", idet en forud for en lokalplanens
tilvejebringelse lovligt etableret anvendelse altid vil kunne videreføres
uanset den senere tilvejebragte lokalplanens bestemmelser. Først når den
hidtidige anvendelse måtte være bragt til ophør i 3 år, er anvendelsen bundet
af den ny lokalplans bestemmelser.
Med hensyn til arrangementer i Fælledparken
og/eller på Østre Allé bemærkes, at hverken Fælledparken eller Øster Allé er
omfattet af lokalplanområdet. Eventuelle arrangementer, uanset art, kræver i
hvert enkelt tilfælde tilladelse fra Vej & Park som henholdsvis park- og
vejmyndighed. Disse tilladelser er således en rent kommunal beslutning og ses
ikke at burde have indflydelse på det forretningsmæssige råderum for selskabet
PARKEN Sport & Entertainment A/S, idet samtidig bemærkes, at selskabet i relation
til en række arrangementer under den angivne størrelsesbegrænsning på 10.000
tilskuere/deltagere er i konkurrence med en række andre lokaliteter i den indre
del af regionen uden aktivitetsbegrænsninger.
Endelig bemærkes med hensyn til
lovmedholdeligheden af i lokalplanen at optage bestemmelse om antallet af
større arrangementer, at en sådan mulighed ganske vist ikke udtrykkeligt er
indeholdt i det i planlovens § 15, stk. 2, indeholdte "katalog" over emner, der
kan træffes bestemmelse om i en lokalplan, men som dog generelt giver mulighed
for regulering af ejendommes anvendelse. Sammenholdt med samme lovs formålsparagraf,
der udtrykkeligt foreskriver at inddrage miljøhensyn i planlægningen, finder
forvaltningen dog at den fornødne hjemmel er til stede.
I den forbindelse henledes opmærksomheden
på, at kommunen i lokalplan nr. 177 "Ydre Nordhavn" indlagde et maksimum på 30
trailertilkørsler pr. døgn til færgelejerne – ikke hensyn til miljøet i
lokalplanområdet, men for at begrænse generne for de tilstødende boligkvarterer
på Østerbro, hvorigennem tilkørslen nødvendigvis måtte foregå.
Spørgsmålet om bestemmelsens lovlighed blev
af D.F.D.S. indbragt for domstolene, og Højesteret afgjorde ved dom af 27.
april 1990 (UfR 1990, s. 465-470), at bestemmelsen var lovmedholdelig og gyldig.
Den foreslåede lokalplanbestemmelse,
hvorefter antallet af større arrangementer i Parken begrænses under hensyn til
den omliggende boligbebyggelse, må efter forvaltningens opfattelse ganske kunne
sidestilles hermed.
Derimod findes der ikke hjemmel til i
lokalplanen at indføje en tidsmæssig begrænsning af de enkelte arrangementers
varighed. En sådan grænse må i givet fald, som det allerede er tilfældet for
koncertarrangementer,
fastsættes med hjemmel i miljølovgivningen.
Trafikforhold
I 50 henvendelser kritiseres trafikforholdende i forbindelse med
arrangementer. Disse betegnes som kaotiske med stærkt nedsat fremkommelighed
ikke alene for kørende trafik, men tillige for cyklende og gående.
Bemærkning
De trafikale forhold i lokalplanområdets
omgivelser i forbindelse med større arrangementer kan ikke reguleres i
lokalplanen. Det kan naturligvis ikke undgås, at tilkomst og afgang af et
større antal personer til et arrangement vil påvirke trafikafviklingen i kvarteret,
og lokalplanforslaget indeholder derfor blandt andet en begrænsning af antallet
af større arrangementer.
I forbindelse med større arrangementer
belastes de omliggende veje både af mere biltrafik, bus- og cykeltrafik og af
gående. Afviklingen af de forskellige trafikarter er ikke hurtig og smidig i
forbindelse med arrangementerne, men Vej & Park har ikke observeret
uhåndterbare trafikafviklingsmæssige problemer. Der er nogen køkørsel, men
trafikken bryder ikke sammen. De mange fodgængere og det smalle fortovsareal
foran Parken betyder, at det er vanskeligt af holde fodgængere, cyklister og
bilister adskilt, og biltrafikken foregår derfor i et langsomt tempo.
I Øster Allé-projektet foreslås det, at
vejbane og cykelstier flyttes over i den sydlige side af tracéet (modsat
Parken). Derved opnås blandt andet en betydelig udvidelse af fodgængerområdet
mellem Trianglen og Parken, hvilket skønnes at øge såvel sikkerheden som
forbedre trafikafviklingen især for fodgængere i forbindelse med større arrangementer.
Parkeringsforhold
I 94 henvendelser anføres, at parkeringsmulighederne i kvarteret er
helt utilstrækkelige i forbindelse med arrangementer i Parken, og at der derfor
i vidt omfang parkeres på ethvert ledigt areal, uanset om parkering det
pågældende sted er ulovlig. Dette bevirker i givet fald stærkt nedsat
fremkommelighed for brand- og redningskøretøjer, ligesom beboere i kvarteret
ikke har mulighed for at parkere i blot nogenlunde rimelig afstand fra deres bolig.
Det foreslås derfor i 17 henvendelser, at der som forudsætning for en
eventuel ny lokalplan skal etableres et betragteligt antal parkeringspladser i
konstruktion.
Bemærkning
Forvaltningen skal hertil bemærke, at der i
lokalplanforslaget er optaget krav om parkeringsdækning i overensstemmelse med
den gældende Kommuneplan 2001 og det vedtagne forslag til Kommuneplan 2005,
hvilket i øvrigt tillige er i overensstemmelse med den nugældende lokalplan nr.
137.
Der vil således ved eventuel etablering af
nyt etageareal til serviceerhverv blive forlangt etableret 1 parkeringsplads
pr. 100 m2 etageareal, hvilket ved fuld udnyttelse af muligheden
herfor vil være ensbetydende med etablering af yderligere 130 parkeringspladser.
Da stadionanlæggets tilskuerkapacitet også
efter udskiftning af tribunen langs P. H. Lings Allé vil være stort set
uændret, giver dette ikke baggrund for at stille yderligere krav til
parkeringsdækning.
Gennem blandt andet særkørsler af HT søges
det i øvrigt at fremme anvendelsen af kollektiv transport til arrangementer,
men da parkeringsdækningen på Indre Østerbro i sig selv er sparsom i forhold
til bilejerskabet, bliver belastningen naturligvis større ved arrangementer af
en vis størrelse, hvilket imidlertid kun kan reguleres ved den i lokalplanforslaget
indeholdte begrænsning i antallet af arrangementer.
I forbindelse med implementeringen af
parkeringsstrategien for København over de næste 10 år vil der i de indre
brokvarterer blive etableret 4.000 parkeringspladser i konstruktion samtidig med,
at der fjernes i alt 1.000 parkeringspladser på gadeplan. Dette vil betyde, at
den lokale parkeringsdækning på Indre Østerbro forbedres, hvilket igen vil
afhjælpe noget af parkeringspresset på lokalvejene ved større arrangementer i
Parken.
Støj i forbindelse med arrangementer
I 89 henvendelser fremhæves støjgener i forbindelse med arrangementer,
såvel før som under og efter disse, som en væsentlig belastning for
omgivelserne. Heraf finder 10 indsigere koncerter særligt belastende, medens 9
anser motorsport (speedway) for det største støjproblem. I én henvendelse gøres
gældende, at den i forslaget indeholdte støjgrænse i skel mod naboejendom på 60
dB(A) er for høj.
Bemærkning
Det skal hertil bemærkes, at den i lokalplanforslaget indeholdte grænse
for støj fra arrangementer på 60 dB(A) i skel mod naboejendommen er identisk
med den af Miljøkontrollen allerede fastsatte grænse for støjbelastning i
forbindelse med koncerter på stadionanlægget.
Miljøkontrollen har ikke hidtil registreret overskridelser af denne
grænseværdi undtagen i ét tilfælde (et speedway-arrangement), hvilket skyldtes,
at ventilationslemme i stadionanlægget mod Brumleby var blevet holdt åbne.
Det tilføjes, at der i de senere år har været afholdt ét
speedway-arrangement årligt, hvilket fortsat vil kunne afholdes som en "fortsat
lovlig anvendelse", selv om en ny lokalplan måtte forbyde motorsport. Derimod
vurderes det muligt i lokalplanen at fastlægge en begrænsning af det årlige
antal motorsportsarrangementer.
Eventuelle støjgener som følge af publikums ankomst til eller afgang
fra anlægget kan ikke reguleres i lokalplanen, men kan efter omstændighederne
indebære en overtrædelse af politivedtægten.
Affald og publikumsadfærd i øvrigt ved arrangementer
I 94 henvendelser fremhæves henkastning af forskelligt affald, såvel på
veje som på privat grund, og (dele af) publikums adfærd i øvrigt til og fra
stadion, såsom urinering, støjende og truende eller voldelig adfærd, som en
væsentlig belastning for kvarteret.
Det foreslås i den forbindelse i 8 henvendelser, at der som
forudsætning for en ny lokalplan for Parkens regning skal etableres et
betydeligt antal toiletter/pissoirer langs Øster Allé.
Bemærkning
Forvaltningen skal hertil bemærke, at der ikke i lokalplanen kan
optages bestemmelser vedrørende adfærd på vej til og fra stadion, og der er
ikke i lovgivningen hjemmel til at pålægge Parken udgifter til renholdelse af
omliggende veje og/eller til etablering af toiletfaciliteter langs vejene.
Belastende publikumsadfærd kan imidlertid indebære en overtrædelse af
politivedtægten eller, i grovere tilfælde, af straffeloven, hvilket det
imidlertid påhviler Politiet at gribe ind overfor.
Uagtet der ikke kan stilles krav herom, har PARKEN Sport & Entertainment
A/S tilbudt efter nærmere aftale at bidrage til den kommunale renholdelse af de
omliggende veje, ligesom selskabet har tilbudt at stille pissoirer op i området
omkring Parken til brug blandt andet ved større arrangementer her.
PARKEN Sport & Entertainment A/S har endvidere erklæret sig
indforstået med at indtræde i en følgegruppe med repræsentanter for kommunen,
andre arrangører og lokalområdet, der regelmæssigt skal evaluere erfaringerne i
forbindelse med arrangementer i og omkring lokalplanområdet samt Fælledparken.
Muligheden for etablering af biograf
I 22 henvendelser protesteres mod, at forslaget åbner mulighed for i en
ny tribune langs P. H. Lings Allé at etablere et biografcenter med op til 1.000
pladser, idet det gøres gældende, dels at der ikke er et lokalt behov herfor,
dels at en sådan biograf yderligere vil belaste parkeringssituationen i
kvarteret og medføre øgede støjgener ved publikums færden til og fra biografen.
Bemærkning
Det bemærkes, at søgningen til en eventuelt kommende biograf må antages
i det væsentligste at ske i aftentimerne, hvor behovet for parkering til
kontordelen i stadionanlægget vil være begrænset. Der skulle således være
grundlag for en vis dobbelt udnyttelse af nuværende og kommende
parkeringspladser.
Endvidere b
emærkes, at et biografcenter i givet fald ville blive
etableret i en ny tribune langs P. H. Lings Allé, fjernest fra Brumleby, og
tilkørsel blandt andet vil ske fra den i forvejen stærkt trafikerede Østerbrogade.
Forvaltningerne finder imidlertid intet at indvende mod, at muligheden
for etablering af et biografcenter udgår af lokalplanen.
Borgerdialogen
I 13 henvendelser kritiseres, at kommunen ikke som foreslået af NIRAS
Rådgivende ingeniører og planlæggere A/S forud for lokalplanforslaget har
gennemført en dialogproces med deltagelse af PARKEN Sport & Entertainment
A/S, naboerne til Parken og andre interesserede.
Bemærkning
Forvaltningerne skal hertil bemærke, at offentlighedsproceduren har
fulgt ganske de samme retningslinier som for øvrige lokalplaner i kommunen,
herunder med hensyn til annoncering, lokal udstilling, en planens hjemmeside og
et borgermøde i lokalområdet.
NIRAS A/S fremsendte i sin tid tilbud til kommunen bestående af to
dele, dels at selskabet udarbejdede en rapport om de miljømæssige konsekvenser
af planforslagene, dels at selskabet forestod en dialogproces med deltagelse af
PARKEN Sport & Entertainment A/S, brugere af Parken og Østerbro Stadion
samt repræsentanter for ejere og lejere i de omliggende bebyggelser.
Forvaltningerne fandt at der i forbindelse med udarbejdelsen af
planforslagene var størst behov for i første omgang at få belyst de miljømæssige
forhold, jf. i øvrigt ovennævnte bemærkning om etablering af en følgegruppe til
evaluering af erfaringerne i forbindelse med arrangementer i og omkring
lokalplanområdet og Fælledparken.
Øvrige forhold
I 6 henvendelser kritiseres det, at det i den til lokalplanforslaget
hørende redegørelse for forslagets baggrund mv. nævnes, at en eventuelt
kommende Metroringbane vil bedre trafikafviklingen i forbindelse med
arrangementer i Parken, da denne bane endnu ikke er endeligt besluttet og i
givet fald først vil kunne tages i brug efter en længere årrække.
Bemærkning
Forvaltningerne skal hertil bemærke, at selv om metroringbanen ikke for
nærværende er endeligt besluttet, er den skitsemæssige projektering heraf,
herunder med hensyn til lokalisering af kommende stationer, dog så vidt
fremskreden, at det er fundet relevant at redegøre herfor i den til
planforslagene hørende redegørelse.
I 3 henvendelser gøres gældende, at genhusning af Fælledklubberne bør
være løst inden en udskiftning af "Coca Cola-tribunen", hvor klubberne for
nærværende har deres faciliteter.
Bemærkning
Indledningsvis bemærkes, at eventuel udskiftning af
denne ældre tribune langs P. H. Lings Allé med en ny tribune af tilsvarende
dimensioner i givet fald ville kunne gennemføres på det nugældende plangrundlag
og således ikke fordre en ny lokalplan.
Spørgsmålet om et eventuelt erstatningslejemål for
Fælledklubberne beror på en kommende forhandling. Forvaltningerne forudsætter,
at eventuelt erstatningslejemål ikke medfører øgede udgifter for Københavns
Kommune samt at forhandling om lejemålene tages op med Kultur- og
Fritidsforvaltningen og Økonomiforvaltningen, når dette måtte blive aktuelt.
PARKEN Sport & Entertainment A/S har erklæret at
ville indestå for, at eventuelle erstatningslejemål for Københavns Idrætsanlægs
administrationslokaler samt Fælledklubbernes nuværende omklædnings- og
klubfaciliteter ikke i forhold til gældende aftaler medfører øgede udgifter for
kommunen.
I 4 henvendelser gøres gældende, at lokalplanforslaget er SMV-pligtigt
efter lov om miljøvurdering af planer og programmer. I 4 henvendelser anføres,
at forslagene kræver VVM og regionplantillæg efter § 6 c i lov om planlægning.
Bemærkning
Forvaltningerne har screenet planforslagene for SMV og ikke fundet
udarbejdelsen heraf for påkrævet, idet forslagene ikke vil muliggøre
anlægsarbejder, som er optaget i lovens bilag, eller projekter, der i størrelse
eller karakter vurderes at få en væsentlig indvirkning på miljøet, hvilket er offentligt
bekendtgjort den 4. maj 2005.
Afgørelsen er af Brumleby Almene Andelsboligforening og af Foreningen
af Husejere på Olufsvej indbragt for Naturklagenævnet. Nævnets afgørelse
foreligger ikke for nærværende.
For så vidt angår spørgsmålet om eventuel udarbejdelse af VVM og
regionplantillæg bemærkes, at dette spørgsmål afgøres af Hovedstadens
Udviklingsråd (HUR) som regionplanmyndighed. Afgørelsen kan efterfølgende
indklages for Naturklagenævnet.
HUR har i sin udtalelse over planforslagene, jf. ovenfor i afsnittet Henvendelser fra offentlige myndigheder,
oplyst endnu ikke at have taget stilling til dette spørgsmål.
I 2 henvendelser gøres gældende, at der forud for vedtagelsen af
forslaget til tillæg til Kommuneplan 2001 skulle have været indkaldt ideer og
forslag mv., jf. § 23 c i lov om planlægning.
Bemærkning
Forvaltningerne kan ikke tilslutte sig dette, idet der er tale om en
mindre ændring i kommuneplanens rammedel, der ikke strider mod planens
hovedprincipper, jf. ovennævnte lovbestemmelse.
Spørgsmålet er af Brumleby Almene Andelsboligforening indbragt for
Naturklagenævnet, hvis afgørelse ikke foreligger for nærværende.
Økonomi
Vej & Parks udgifter til renholdelse af omliggende veje har i 2005
andraget gennemsnitligt ca. 18.600 kr. pr. fodboldkamp og ca. 23.400 kr. for
koncerterne. I det omfang antallet af arrangementer måtte blive forøget, vil
disse udgifter stige tilsvarende. Det bemærkes dog, at PARKEN Sports &
Entertainment A/S har erklæret sig villig til at medfinansiere renholdelse af
området omkring Parken. Herudover skønnes forslagene ikke at ville have
økonomiske konsekvenser for kommunen.
Miljøvurdering
Sagstypen er ikke omfattet af Bygge- og Teknikforvaltningens positivliste
over sager, der skal miljøvurderes.
Høring
-
BILAG VEDLAGT
1.
Referat af borgermødet
2.
Resultat af evalueringsskemaer
3.
Oversigt over modtagne henvendelser
4.
Oversigt over indholdet af henvendelserne
BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN I BORGMESTER SØREN PINDS FORKONTOR,
RÅDHUSET, 1. SAL VÆRELSE 36
A. Offentliggørelsesmaterialet
omfattende indstilling med bilag, orienteringsfolder og forslaget til lokalplan
og til kommuneplantillæg.
B. Kopi af de i bilag 3
nævnte henvendelser
Mette Lis Andersen Paul Sax Møller