Mødedato: 22.11.2000, kl. 14:00

Arkitektkonkurrence Rådhuspladsen

Arkitektkonkurrence Rådhuspladsen

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 22. november 2000

 

 

Sager til beslutning

 

10. Arkitektkonkurrence Rådhuspladsen

 

BTU 537/2000 J.nr. 611:169.0001/98

 

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalgetgodkender,

at Bygge- og Teknikforvaltningen i samarbejde med DAL/AA udarbejder et konkurrenceprogram med henblik på udskrivelse af en arkitektkonkurrence om en fremtidig indretning af og bebyggelse på Rådhuspladsen i form af en åben realiseringskonkurrence i henhold til DAL/AA's konkurrenceregler

at konkurrenceprogrammet forelægges til Bygge- og Teknikudvalgets godkendelse

at antallet af dommere i dommerkomiteen fastsættes til 7, hvoraf 3 udpeges af DAL/AA

at dommerkomiteen i øvrigt består af Bygge- og Teknikborgmesteren og 3 af Bygge- og Teknikudvalgets medlemmer udpeget af Bygge- og Teknikudvalget

at der til præmier afsættes kr. 800.000, som fordeles med kr. 400.000 til 1. prisen, kr. 200.000 til 2. prisen og kr. 100.000 til 3. prisen, samt kr. 100.000 til eventuelle indkøb af projekter

 

RESUME

Borgerrepræsentationen har i mødet den 25. september 1997 besluttet, at der forinden terminalbygningen på Rådhuspladsen nedrives, skal udarbejdes en lokalplan. Borgerrepræsentationen har efterfølgende i mødet den 14. oktober 1999 godkendt en hensigtserklæring om bl.a. udskrivning af en arkitektkonkurrence om den fremtidige indretning af og eventuelle bebyggelse på Rådhuspladsen.

På den baggrund, og med udgangspunkt i Bygge- og Teknikudvalgets drøftelser om den fremtidige indretning af Rådhuspladsen, skal Bygge- og Teknikforvaltningen anbefale, at Bygge- og Teknikforvaltningen i samarbejde med Danske Arkitekters landsforbund/Akademiske Arkitekters (DAL/AA) konkurrencesekretariat udarbejder et konkurrenceprogram for en sådan arkitektkonkurrence i henhold til DAL/AA's konkurrenceregler. Konkurrenceprogrammet forelægges Bygge- og Teknikudvalget til endelig godkendelse.

Bygge- og Teknikforvaltningen anbefaler, at konkurrencen udskrives som en åben realiseringskonkurrence, hvilket vil sige, at alle kan deltage og at vinderprojektet forventes realiseret. Valget af realiseringskonkurrence frem for en idékonkurrence skyldes karakteren af opgaven, at vinderprojektet skal anvise en umiddelbart anvendelig indretning af Rådhuspladsen. Uanset at man ikke på forhånd i en sådan konkurrence vil kende antallet af projekter, der deltager i konkurrencen, eller deltagernes kvalifikationer, skyldes valget af en åben konkurrence (frem for en indbudt konkurrence) ønsket om at kunne modtage så mange forslag som muligt. Derudover vurderer forvaltningen, at man – på grund af pladsens bevågenhed i offentligheden og den debat, der har været ført i relation til den nuværende indretning af og bebyggelse på Rådhuspladsen – vil have vanskeligt ved at formå de tegnestuer, man umiddelbart anser for ønskelige som deltagere, til at deltage i konkurrencen.

Forvaltningen skal endvidere anbefale, at dommerkomiteen sammensættes med 3 fagdommere udpeget af DAL/AA, Bygge- og Teknikborgmesteren og 3 medlemmer af Bygge- og Teknikudvalget udpeget af udvalget, i alt 7 dommere, samt at der afsættes kr. 800.000 i præmiesum til fordeling mellem 1., 2. og 3. præmie samt eventuelle indkøb af projekter. Dommerkomiteens sammensætning skal ses med baggrund i, at det er dommerkomiteen, der suverænt udpeger vinderprojektet, som derefter forventes realiseret. Mulighederne for i den efterfølgende lokalplan at fastlægge indretningen af og eventuel bebyggelse på Rådhuspladsen væsentligt afvigende fra vinderprojektet er meget begrænset. Størrelsen af præmiesummen, der i forhold til opgavens omfang og karakter må anses for attraktiv, er – jf. de ovenfor anførte betragtninger – fastsat med henblik på at formå så mange som muligt til at deltage i konkurrencen.

Bygge- og Teknikforvaltningen vurderer, at konkurrencen kan afholdes inden for de i budgettet fastlagte 2 mio. kr.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Borgerrepræsentationen har i mødet den 25. september 1997 (BF 1997, s. 2491-2525) besluttet, at der forinden nedrivning af terminalbygningen på Rådhuspladsen skal gennemføres en lokalplanlægning, som fastlægger de fremtidige byggemuligheder. Bygge- og Teknikudvalget drøftede i møderne den 18. november 1998 og 24. marts 1999 forudsætningerne for en sådan lokalplan.

På den baggrund fremlagde Bygge- og Teknikforvaltningen i Bygge- og Teknikudvalgets møde den 15. september 1999 indstilling om offentliggørelse af et lokalplanforslag for Rådhuspladsen. Indstillingen blev ikke anbefalet.

Borgerrepræsentationen har herefter, i forbindelse med vedtagelsen af budget 2000 i mødet den 14. oktober 1999, godkendt en hensigtserklæring om bl.a. udskrivelse af en arkitektkonkurrence om terminalbygningen og den fremtidige indretning af Rådhuspladsen. Bygge- og Teknikforvaltningen fremlagde med henvisning hertil en indstilling om udskrivelse af arkitektkonkurrence for Rådhuspladsen til drøftelse i Bygge- og Teknikudvalgets møde den 24. november 1999. Sagen blev udsat på mødet. Efterfølgende har forvaltningen efter ønske fra udvalgets medlemmer fremsendt kopi af DAL/AA's konkurrenceregler med notat af 18. januar 2000.

 

Arkitektkonkurrence

En arkitektkonkurrence bør efter forvaltningens opfattelse søges gennemført i regi af Danske Arkitekters Landsforbund og i henhold til forbundets konkurrenceregler. Herved sikres, at de danske tegnestuer kan deltage i konkurrencen uden at komme i konflikt med DAL/AA.

DAL/AA's konkurrenceregler indeholder flere former for konkurrencer, hvoraf idékonkurrencer og realiseringskonkurrencer er grundformerne. Konkurrencerne kan udskrives som åbne konkurrencer, eller som konkurrencer med et begrænset antal deltagere (indbudt konkurrence).

Idékonkurrence udskrives i de tilfælde, hvor der ikke kan formuleres en konkret opgave, eller hvor konkurrencens formål er at få afklaret grundlaget for en opgave. Sådanne konkurrencer udskrives oftest ved planlægningsopgaver.

Realiseringskonkurrence udskrives om konkrete opgaver, hvor det forventes, at vinderen efterfølgende står for projektets udformning og senere udførelse.

Kombinerede realiserings- og honorarkonkurrencer indeholder udover projektforslag et honorartilbud fra hver enkelt konkurrencedeltager. Sådanne konkurrencer bør altid gennemføres med et begrænset antal deltagere.

Etapekonkurrencer anvendes, hvor der er behov for at få afklaret grundlaget for løsningen af større byggeopgaver på et overordnet idéniveau, før der kan formuleres en konkret konkurrenceopgave.

Med ønsket om at arkitektkonkurrencen skal føre frem til en eventuel erstatning for terminalbebyggelsen på Rådhuspladsen og indretningen af pladsen, forekommer det mest hensigtsmæssigt, at konkurrencen udskrives som en realiseringskonkurrence.

En sådan konkurrence kan gennemføres som en åben eller indbudt konkurrence. Med sagens forhistorie, de stærke politiske tilkendegivelser og modsætningen mellem offentligheden og arkitektfaglige kredse i opfattelsen af terminalbygningen, jf. vedlagte udtalelse fra DAL/AA, samt det forhold, at den efterfølgende projekteringsopgave må påregnes at være af meget begrænset omfang, skønner Bygge- og Teknikforvaltningen, at det kan vise sig vanskeligt at formå en række tegnestuer, som måtte være ønskelige at se blandt deltagerne, til at deltage i konkurrencen. Det kan således være vanskeligt at finde tegnestuer til en indbudt konkurrence. Ved udskrivning af en åben konkurrence vil der være mulighed for, at et bredere udsnit af landets tegnestuer eller arkitekter kan deltage i konkurrencen, men der vil ikke på forhånd være sikkerhed for, at konkurrencedeltagerne vil vær e i stand til at løfte opgaven.

Med baggrund i disse overvejelser vurderer Bygge- og Teknikforvaltningen en åben konkurrence som den af de to muligheder, der er bedst egnet til at opnå et resultat, der kan realiseres.

Det skal i den forbindelse fremhæves, at det forudsættes, når en realiseringskonkurrence udskrives, at opgaven herefter overdrages vinderen. Såfremt opgaven ikke gennemføres eller henligger i mere end 2 år, bør vinderen i henhold til konkurrencereglerne have en kompensation. Kompensationen er almindeligvis af samme størrelse som den udbetalte førstepræmie. Dette gjorde sig eksempelvis gældende i Musikhuskonkurrencen, hvor Henning Larsens Tegnestue efter forløbet af 2 år modtog yderligere 500.000 kr. Samme forhold var i øvrigt anledningen til, at KHR efter at have vundet Rådhuspladskonkurrencen i 1979 - for at undgå udbetaling af kompensation - fik opgaven med den nu realiserede Rådhusplads.

 

Konkurrenceprogram

Forud for udskrivelsen af en arkitektkonkurrence fremstilles et konkurrenceprogram, som indeholder en beskrivelse af konkurrencens form, opgavens omfang og karakter samt de konkurrencetekniske betingelser. Et konkurrenceprogram indeholder herudover almindeligvis et afsnit om bygherrens synspunkter på opgavens løsning. Heri kan udtrykkes bygherrens kvalitetskrav, forventninger til det arkitektoniske udtryk, hvilke hensyn der bør tages til omgivelserne og lignende forhold.

Udarbejdelse af konkurrenceprogrammet sker som oftest i et samarbejde mellem udskriveren og DAL's konkurrencesekretariat. I Musikhuskonkurrencen, der blev gennemført i 1993, forestod det daværende Plandirektorat formuleringen af programindholdet, mens DAL's konkurrencesekretariat tog sig af de mere formelle dele. I en konkurrence om terminalbygningen og Rådhuspladsen forekommer det ligeledes nærliggende at pålægge Plandirektoratet, som i øvrigt varetager lokalplanlægningen, at formulere et oplæg til konkurrenceprogrammet i et nært samarbejde med øvrige relevante dele af Bygge- og Teknikforvaltningen og med DAL.

Konkurrenceprogrammet skal godkendes af udskriveren, Bygge- og Teknikudvalget. Da programmets indhold først offentliggøres, når konkurrencen udskrives, må behandlingen i udvalget ske på en lukket dagsorden. Det er derudover normalt, at den nedsatte dommerkomité skal godkende konkurrenceprogrammet. DAL/AA's konkurrenceregler anbefaler under alle omstændigheder, at programmet godkendes af de af DAL/AA udpegede fagdommere og DAL/AA's konkurrencesekretariat.

Bygge- og Teknikforvaltningen anbefaler, at konkurrenceprogrammet udarbejdes med baggrund i de af Bygge- og Teknikudvalget i mødet den 18. november 1998 fremførte tilkendegivelser for den fremtidige indretning af Rådhuspladsen. Det drejer sig om følgende hovedsynspunkter:

  • Belægning og pladsudformning opretholdes som senest omlagt, herunder bus- og fodgængerområde samt de underjordiske anlæg
  • HT sikres fortsat tilstedeværelse på eller omkring pladsen
  • Pladsinventar, eventuelle bebyggelser og beplantninger skal dels afskærme mod busområdet, dels sikre de nuværende kvaliteter for udeserveringer på pladsen
  • Dragespringvandet opretholdes som en del af pladsens inventar, men placering og eventuel tilføjelse af den originale yderkumme kan vurderes frit
  • Forholdene for cyklister skal forbedres
  • En eventuel bebyggelse på Rådhuspladsen skal være mindre i omfang og mere lys end den eksisterende
  • De væsentligste sigtelinier i relation til Rådhuset, skal respekteres

 

Dommerkomiteen

Til bedømmelse af de indkomne forslag skal der nedsættes en dommerkomite sammensat af personer, der er uafhængige af konkurrencedeltagerne. I henhold til DAL/AA's konkurrenceregler bør dommerkomiteen bestå af et ulige antal og højst 9 personer. Udskriveren deltager normalt med én eller flere personer. Herudover bør ifølge konkurrencereglerne en tredjedel af komiteens medlemmer være fagdommere udpeget af DAL/AA.

DAL/AA vil normalt fungere som sekretær for komiteen. Dommerkomiteen bistås derudover sædvanligvis af et antal rådgivere.

I den aktuelle situation, hvor det er Bygge- og Teknikudvalget, der er bygherre, vil det være naturligt, at et eller flere af udvalgsmedlemmerne indgår i dommerkomiteen.

Konkurrencen afgøres suverænt af dommerkomiteen uden mulighed for indblanding udefra. Under hensyn til, at det er forudsat, at den fremtidige bebyggelse og indretning af pladsen skal fastlægges ved lokalplan, og da konkurrencetypen bygger på, at vinderprojektet skal realiseres, vil udpegningen af et vinderprojekt begrænse mulighederne for i lokalplanen at fastlægge bestemmelser for Rådhuspladsens indretning og en bebyggelses udformning, der afviger væsentligt fra vinderprojektet. Det er derfor Bygge- og Teknikforvaltningens opfattelse, at dommerkomiteen i stor udstrækning skal bestå af Bygge- og Teknikudvalgets medlemmer.

På den baggrund anbefaler Bygge- og Teknikforvaltningen, at antallet at dommere fastsættes til 7, hvorved Bygge- og Teknikudvalget vil kunne besætte de 4 pladser, der skal foreslås fordelt med en plads til borgmesteren og 3 pladser til udvalgsmedlemmer, der udpeges af Bygge- og Teknikudvalget. Bygge- og Teknikforvaltningen skal endvidere anbefale, at der til dommerkomiteen tilknyttes rådgivere fra Plandirektoratet, fra Vej & Park samt fra HT.

 

Lokalplan og vinderprojekt

Som ovenfor anført er det besluttet, at den fremtidige bebyggelse på og indretning af Rådhuspladsen skal fastlægges ved lokalplan. I relation til dommerkomiteens suverænitet i forbindelse med udpegningen af et vinderprojekt og dettes realisering, opstår spørgsmålet om tidspunktet for offentliggørelse af lokalplanforslaget og offentlighedens mulighed for at få indflydelse på lokalplanens udformning.

I sagen om Statens Museum for Kunst gennemførtes lokalplanen efter afholdelsen af konkurrencen, hvorfor lokalplanens indhold var afstemt efter konkurrenceresultatet. Vinderprojektet, som indeholdt en påbygning på museets nordfacade ud i Østre Anlæg, afveg grundlæggende fra de anbefalinger, der forud var meddelt udskriveren fra kommunens side, hvor tilbygningen var foreslået placeret mod nord over banegraven. Vinderprojektets løsningsprincip gav under lokalplanhøringen anledning til temmelig mange indsigelser, og under afstemningen i Borgerrepræsentationen om endelig vedtagelse af lokalplanen var flertallet ligeledes begrænset (25 mod 22).

I sagerne om Musikhuset, Det kongelige Bibliotek, Det kongelige Teater m.fl. blev lokalplanforslaget udsendt i offentlig høring samtidig med udskrivelsen af konkurrencen og med frist for indsigelser afpasset efter konkurrenceperioden. Derved kunne konkurrenceresultatet fremkomme som en "indsigelse" under lokalplanhøringen og således indgå i den politiske behandling i forbindelse med lokalplanens endelige vedtagelse. I tilfældet Det kongelige Teater adskilte vinderprojektet sig imidlertid på væsentlige punkter fra lokalplanforslaget, og sagen bortfaldt som bekendt efterfølgende.

I forbindelse med konkurrencen om Nykredits hovedsæde m.v. på Kalvebod Brygge i 1998 var denne procedure oprindeligt tænkt. Nykredit ønskede imidlertid at fremskynde konkurrencen, som derfor forelå afgjort kort tid efter, at lokalplanforslaget var tiltrådt af Bygge- og Teknikudvalget med henblik på forelæggelse for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen. Vinderprojektet adskilte sig som bekendt væsentligt fra lokalplanforslaget, hvorfor et nyt lokalplanforslag blev fremstillet hen over sommeren til forelæggelse i udvalgets første møde efter ferien og derefter vedtaget i Borgerrepræsentationen. Igen et eksempel på at en konkurrence kan gå andre veje, end de opstillede forudsætninger lægger op til, inklusive politisk behandlede lokalplanforslag.

Som det fremgår af ovenstående, vil et af de væsentligste problemer i forbindelse med en konkurrence om terminalbygningen og Rådhuspladsen formentlig være risikoen for, at konkurrenceresultatet og de i et forudgående lokalplanforslag stillede krav, ikke vil være sammenfaldende, og at der derfor vil blive rejst en selvstændig debat om konkurrenceresultatet.

Bygge- og Teknikforvaltningen skal, med baggrund i den forslåede sammensætning af dommerkomiteen og med henvisning til ønsket om at modtage et bredt udvalg af forslag til en indretning af Rådhuspladsen anbefale, at lokalplanforslaget først udarbejdes og offentliggøres, efter at der er udpeget et vinderprojekt. Derved vil der i forbindelse med den offentlige høring foreligge et konkret projekt, som på forskellig vis vil kunne visualiseres i forhold til offentlighedens orientering. Den endelige stillingtagen til om vinderprojektet skal søges realiseret gennem vedtagelse af lokalplanen, vil således kunne træffes på baggrund af de under offentlighedsperioden fremkomne bemærkninger.

 

Vinderprisen

Som ovenfor anført skønnes der at kunne vise sig vanskeligheder med at formå betydende tegnestuer til at deltage i konkurrencen. For i et vist omfang at imødegå dette anbefaler Bygge- og Teknikforvaltningen, at præmiesummerne fastsættes så attraktivt som muligt. Bygge- og Teknikforvaltningen forslår, at den samlede præmiesum fastsættes til kr. 800.000, hvoraf førsteprisen fastsættes til kr. 400.000, andenprisen til kr. 200.000, 3. prisen til kr. 100.000 og kr. 100.000 til eventuel indkøb af projekter. En sådan præmiesum må betegnes som yderst attraktivt i forhold til opgavens omfang og karakter. Til sammenligning skal anføres, at præmiesummerne i konkurrencerne om et musikhus på Christians Brygge og Det kongelige Bibliotek i 1993 begge var på 1,4 mio. kr. med 500.000 kr. til 1. præmien.

Økonomi

De i forbindelse med budget 2000 afsatte 2 mio. kr. til en arkitektkonkurrence om Rådhuspladsen og dens omgivelser og 3 mio. kr. til anvendelse i forbindelse med terminalbygningen på Rådhuspladsen, henstår i Trafikpuljen under Vej & Park. Midlerne søges overført til 2001. Selve konkurrencen skønnes at kunne afholdes inden for de afsatte 2 mio. kr., men eventuelle efterfølgende visualiseringer af et vinderprojekt i forbindelse med lokalplanens offentlighedsperiode vil kræve yderligere midler.

BILAG VEDLAGT

Udtalelse fra DAL/AA af 6. oktober 1999 om busterminalen på Rådhuspladsen

 

 

 

Jens Ole Nielsen

 

 

Til top