Mødedato: 22.11.2000, kl. 14:00

Forslag om fælles gårdanlæg i karreen Estlandsgade, Saxogade, Istedgade og Dannebrogsgade

Forslag om fælles gårdanlæg i karreen Estlandsgade, Saxogade, Istedgade og Dannebrogsgade

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 22. november 2000

 

 

Sager til beslutning

 

1. Forslag om fælles gårdanlæg i karreen Estlandsgade, Saxogade, Istedgade og Dannebrogsgade

 

BTU 528/2000 J.nr. 451:180.0001/00

 

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at forvaltningen offentliggør et byfornyelsesforslag og gennemførelsesprojekt for et fælles gårdanlæg, der omfatter karreen Estlandsgade 2-4, 8-10, 14-20, Saxogade 77, 81-85, Istedgade 65-75, 79-81, 81A-B, 83-85 og Dannebrogsgade 40-44, 46A-C, 48, idet forvaltningen efter indsigelsesfristens udløb vil komme med endelig indstilling om byfornyelsesbeslutning og gennemførelsesprojekt

at indsigelsesfristen fastsættes til 8 uger

 

RESUME

Formålet med forslaget er at forbedre karreens friarealer ved etablering af et fælles gårdanlæg, som ejerne efterfølgende skal drive og vedligeholde.

Forslaget er udarbejdet efter ønske fra ejer- og beboerrepræsentanter i karreen.

Udgifterne til anlæggets etablering skønnes at andrage 4.100.000 kr., der betales af stat og kommune med hver 50%.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

De nuværende forhold i karreen fremgår af forslaget.

Karreens gårdarealer er i dag opdelt af sidehuse samt flere lange skure og tørregårde, der understreger gårdens opdeling. I den sydøstlige del af gården beslaglægger parkeringspladser med til- og frakørselsarealer en stor del af gårdarealet.

Gårdarealerne – der er anlagt for 30 år siden i tilslutning til gennemførelsen af en saneringsplan for karreen – fremstår i dag slidte og dårligt vedligeholdt, hvilket dels skyldes gårdens alder og brug, dels det beskedne kvalitetsniveau gården oprindeligt blev anlagt i.

Rundskuedagens Plejecenter, Dannebrogsgade 42-44, er under ombygning til 37 ældreboliger. Centeret skal endvidere fungere som daghjem for 50 hjemmeboende pensionister. Der er i dag 12 parkeringspladser på ejendommens gårdarealer.

Det er ved ombygningen af centeret forudsat, at beboere, der bruger kørestol, og andre gangbesværede hentes og bringes i bil til og fra centerets gårdside, hvor der er etableret en rampe til stueplan, der ligger 60 cm over gårdens niveau. Herudover ønsker centeret, at det også er tilladt at foretage vareindlevering til bl.a. institutionskøkkenet fra gårdsiden, samt at de nævnte 12 parkeringspladser bibeholdes og forbeholdes centerets ansatte.

Københavns Kommunes Børneinstitution "Æsken", Estlandsgade 4, har i dag adgang til et lille indhegnet areal i gården, som ikke er omfattet af forslaget.

Ifølge kommuneplanen ligger karreen i et boligområde, hvor der ved nybyggeri tillades en maksimal bebyggelsesprocent på 150 og forudsættes en friarealprocent på 40. Karreens bebyggelsesprocent er 247 og friarealprocenten 21.

Forslaget omfatter tolv 5-etages beboelsesejendomme opført i perioden 1876-1885 og 1904 samt en 5-etages ejendom opført i 1969, der er under ombygning til plejecenter. Elleve af karreens beboelsesejendomme er andelsboligforeninger og en er en ejerforening.

Der er 261 boliger i karreen og 20 butikslejemål m.v. Det samlede gårdareal er ca. 4.000 m2.

Pr. 1. januar 2000 var der 420 beboere i karreen, heraf 44 under 15 år, 24 over 67 år, medens 352 var i gruppen 15-66 år.

 

Forhandlinger

Repræsentanter for karreens ejendomme har rettet henvendelse til Gårdrydningskontoret med anmodning om, at der gennemføres en forbedring af karreens friarealer.

I anledning heraf har der været holdt møde med ejer- og beboerrepræsentanter, hvor der blev givet en orientering om byfornyelseslovens regler om gårdanlæg m.v.

Der er herefter i samarbejde med nævnte repræsentanter udarbejdet et forslag, der – med en enkelt undtagelse – er tiltrådt af disse.

Andelsboligforeningen Istedgade 73-75 ønsker, at der – som erstatning for et større eksisterende skur – opføres et lignende skur i gården til opbevaring af foreningens effekter.

Rundskuedagens Plejecenter ønsker at bevare 12 parkeringspladser til centerets ansatte.

 

Forslaget

De enkelte ejendommes gårdarealer foreslås indrettet som fælles gårdanlæg efter de retningslinier, der fremgår af forslaget.

Som det fremgår af forslaget, nedlægges der – som en forudsætning for etablering af et tilfredsstillende gårdanlæg – 12 parkeringspladser i gården. Det vil fortsat være tilladt for Rundskuedagens Plejecenter at hente og bringe beboere og daghjemsklienter samt at få leveret varer til centeret med bil fra gårdsiden via ejendommens port.

Forslagets gennemførelse har en række væsentlige positive miljømæssige konsekvenser, herunder er der bl.a. indarbejdet en række byøkologiske elementer i gennemførelsesprojektet.

Der pålægges karreens ejendomme servitutter, som bl.a. omfatter bestemmelser om den fremtidige vedligeholdelse af anlægget.

 

Miljøvurdering

Forslaget forventes først og fremmest at forbedre beboernes psykiske og fysiske sundhed samt deres livskvalitet. Det drejer sig om større oplevelses-, udfoldelses- og kontaktmuligheder i det nære boligmiljø for såvel børn som voksne.

Der sker også en forbedring af beboernes færdselsmuligheder i gården, hvilket især kommer beboere med nedsat bevægelses- og orienteringsevne – men også øvrige gående – til gode.

Forslaget medfører endvidere bedre luftkvalitet i gården, idet der sker en væsentlig forøgelse af den grønne beplantning i gårdrummet. Beplantningen sammensættes endvidere varieret, så den – ud over det syns- og duftmæssige aspekt – er med til at øge bybørns og voksnes naturkendskab.

Der sker herudover en væsentlig reduktion i udledningen af overfladevand til kloaksystemet. Plante-, grus- og græsfladerne sikrer, at en stor del af regnvandet nedsiver lokalt og dermed kommer grundvandet til gode. Vandet fra flisebelæg-ningen og tagfladerne mod gårdfacaderne opsamles i render og i et bassin i gården, hvorfra det føres dels til nedsivning dels fordamper. Vand fra tagfladerne opsamles endvidere i tønder til brug for havevanding.

Forslagets gennemførelse medfører også en reduktion af jordforureningen, idet overfladejorden – der forventes at være lettere forurenet – køres til deponering eller rensning, hvilket også mindsker risikoen for grundvandsforurening.

Den nye flisebelægning lægges i bærelag af genbrugsmaterialer, og til opbygning af bedene benyttes kompostmuld.

Ved valg af materialer til skure og pergolaer undlades anvendelse af trykimpræg-neret træ, da det ved en senere udskiftning skal deponeres som miljøfarligt affald.

Dagrenovation og storaffald samles for flere ejendomme, hvilket reducerer tømningshyppigheden, og der etableres mulighed for kompostering samt indretning af en byttecentral.

Endelig medfører forslagets gennemførelse en nedgang i el-forbruget, idet der opsættes gårdbelysningsarmaturer, der kun kan anvendes til el-sparepærer.

 

Økonomi

Forslaget udføres i henhold til byfornyelseslovens bestemmelser herom, og det er forudsat, at anlægsarbejderne udføres inden for de rammebeløb, som er fastsat i medfør af loven.

Anlægsarbejdet vil på sædvanlig måde blive udbudt i licitation i henhold til By- og Boligministeriets regler.

Det samlede tilskud i sagen skønnes at udgøre 4.100.000 kr., der betales af stat og kommune med hver 50%. Tilskuddet anvises af det rådighedsbeløb, Borgerrepræsentationen har afsat til gårdrydninger på budgettet for 2000 (konto 00.25.15.3*), samt af de forventede rådighedsbeløb på budgettet for de følgende år til samme formål.

Ejerne afholder driftsudgifterne ved det fremtidige anlæg.

 

Høring

Forslaget udsendes i offentlig høring med en indsigelsesfrist på 8 uger.

 

BILAG VELAGT

Forslag til fælles gårdanlæg

 

Ole Sperling

 

 

Til top