Mødedato: 21.09.2005, kl. 14:00

Ryvangens Naturpark - Udviklingsplan for 2005-2014

Ryvangens Naturpark - Udviklingsplan for 2005-2014

Bygge- og Teknikudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 21. september 2005

 

 

Sager til beslutning

 

7.      Ryvangens Naturpark - Udviklingsplan for 2005-2014

 

BTU 518/2005  J.nr. 2221:150.0001/04

 

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,

at vedlagte Udviklingsplan for Ryvangens Naturpark 2005 – 2014 danner grundlag for forvaltningens videre arbejde.

 

RESUME

Denne udviklingsplan er udarbejdet som en opfølgning af den første plejeplan »Ryvangens Naturpark Plejeplan 1997-2002«. Ved områdets fredning i 2003 er det bestemt, at områdets udvikling fastlægges ved en plejeplan (herefter kaldet udviklingsplan). Varigheden af en udviklingsplan er normalt 5 år. Denne, den første udviklingsplan efter fredningen, kan dog have en varighed på 10 år.

 

Ryvangens Naturpark er et ca. 10 ha stort, grønt område med en ca. 100-årig militær fortid, som har afsat mange spor. Siden starten af 1980erne har området været tilgængeligt for publikum, og i 1997 overtog kommunen området fra Forsvarsministeriet.

 

Ryvangens Naturpark består af landskabselementerne skov, krat, græsland samt sø, og det er Udviklingsplanens mål at beskytte, bevare og udvikle områdets kulturspor og naturværdier indenfor de fire elementer. Under hensyntagen hertil skal de rekreative tilbud udvikles, og tilgængelighed for alle sikres.

 

Udviklingsplanen foreslår en række ændringer og nytiltag i planperioden, bl.a.:

 

-         Rydning for at etablere udsigtskiler over søen, genetablere overdrevsareal og for at sikre krattet.

-         Etablering af en ny grussti langs 'plænen'.

-         Etablering af udsigtsplatform ved 'plænen'.

-         Etablering af plantning mod børneinstitutioner og jernbanen.

-         Flytning/ændring af parkinventar, så det kan bruges af handicappede.

-         Opsætning af bænke langs bænkesti for hver 200 m.

-         Udvidelse af dyrefolde.

Forbedring af vandkvaliteten i søen.


SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Udviklingsplan for Ryvangens Naturpark 2005 – 2014 afløser Ryvangens Naturpark Plejeplan 1997-2002.

 

Ryvangens Naturpark er et naturfristed med gode levevilkår for en lang række planter og dyr. Ryvangens Naturpark er også enestående ved ud over et stort naturindhold også at rumme mange kulturspor fra stedets militære fortid. Endelig har parken store rekreative potentialer både til rekreation og aktive fritidsformål.

 

I 1997-98 blev den første plejeplan for naturparken udarbejdet af Vej & Park (ved det daværende Parkafdelingen).

I december 2001 rejste Københavns Kommune fredningssag, og 15. december 2003 blev Ryvangen Naturpark fredet med det formål at sikre området som naturområde, herunder at opretholde og muliggøre forbedring af de biologiske og rekreative værdier under hensyntagen til de kulturhistoriske interesser, der er knyttet til området.

 

Fredningskendelsen fastlægger følgende formål:

1. At sikre området som naturområde og herunder at opretholde og muliggøre en

forbedring af de biologiske og rekreative værdier under hensyntagen til de kulturhistoriske interesser, der er knyttet til området.

2. At sikre og regulere almenhedens ret til færdsel i området.

3. At sikre områdets anvendelse til fritidsformål med respekt for de under 1 og 2 nævnte formål.

4. At sikre, at Danmarks internationale forpligtelser til at beskytte naturen overholdes.

Herudover fastlægger fredningen, at ændringer af terrænet og vegetationsforhold kun kan ske ifølge en plejeplan (herefter kaldet Udviklingsplan). Den første plan kan have en varighed på op til 10 år, hvorefter kadencen nedsættes til 5 år. Et væsentligt punkt i fredningen er, at de eksisterende bygninger i naturparken kan bevares, men de skal dog fjernes ved ophør af den nuværende brug. Fredningen giver endvidere adgang for etablering af to grønne cykelruter.

 

I Kommuneplanens rammedel er Ryvangens Naturpark udpeget som 01-område, dvs. fritidsformål m.m.

 

Borgerdialog - parkbrugerråd og opfølgende møder

Ved igangsættelse af arbejdet med en Udviklingsplan sammensættes et parkbrugerråd bestående af repræsentanter for de høringsberettigede parter, grønne organisationer, naboer, kommunale institutioner med parken som brugs- og/eller ansvarsområde samt repræsentanter for andre foreninger og organisationer, der har parken som interesseområde. Parkbrugerrådet for Ryvangens Naturpark havde 20 medlemmer. For skoler, børneinstitutioner, spejderorganisationer og nabobebyggelsers vedkommende er der kontaktet et større antal, som indbyrdes har fundet en repræsentant. (Se bilag 2). Parkbrugerrådets møder har været præget af stort engagement og med konstruktive dialoger og udveksling af nyttige informationer. Rådet har i alt holdt fire møder, hvoraf det ene gennemførtes som en besigtigelse af området, hvor rådet samtidig inviterede til et offentligt annonceret "parktræf". Her havde alle borgere mulighed for at give deres synspunkter til kende vedrørende planområdets pleje og udvikling - dels mundtligt - dels ved aflevering af skriftlige kommentarer.

Parkbrugerrådet har deltaget i planarbejdet frem til det tidspunkt, hvor Udviklingsplanen sendtes til udtalelse i Det Grønne Råd. Herefter er parkbrugerrådet formelt nedlagt. Det Grønne Råd havde ingen kommentarer til planen, hvilket skal ses i forhold til det store sammenfald i organisationer i de to råd.

 

Udviklingsplanens mål og indhold

Det er Udviklingsplanens mål at beskytte, bevare og udvikle områdets kulturspor og naturværdier. Under hensyntagen hertil skal de rekreative tilbud udvikles, og tilgængelighed for alle sikres. Udviklingsplanen har til opgave at angive mulighederne for, hvad der kan gøres i den kommende 10-årsperiode samt peger på, hvad der er hensigtsmæssigt. Dermed er det ikke fastlagt, at alt bliver nået i denne planperiode.

 

Efter en statusdel med bl.a. historisk baggrund og beskrivelse af området bearbejder planen områdets udvikling i temaerne "Landskabelige hovedtræk", "Kulturhistoriske spor", "Færdselsforhold" samt "Rekreative faciliteter og tekniske anlæg"

og planen slutter af med "Retningslinier for plejen".

Der har målrettet været lagt vægt på, at gøre Udviklingsplanen handlingsorienteret, hvilket der har været stor ros for fra Parkbrugerrådet. I hvert af tema-afsnittene indgår en række konkrete tiltag, der hvert især støtter op om planens mål.

 

Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil

Under Landskabelige hovedtræk ønskes en fastholden i den hidtidige landskabsstruktur med fire forskellige dele: skoven, krattet, overdrevet og søen, som har hver deres selvstændige fremtoning.

 

Der peges på følgende større nyanlæg og genopretning i planperioden:

-         Rydning for at etablere udsigtskiler over søen, at sikre krat og at genetablere overdrevsareal.

-         Forbedring af vandkvaliteten i søen.

De kulturhistoriske spor er vigtige for Ryvangens Naturpark.

 

Der peges på følgende større tiltag med pleje og genopretning i planperioden:

 

-         Den gamle ammunitionsbunker og læsserampen skal til stadighed være helt ryddet for trævegetation.

-         Et eller to fundamenter ryddes helt for opvækst m.v. for igen at blive overladt til tilgroningsprocessen.

Indenfor færdselsforhold er der sat fokus på tilgængelighed. Alle nye tiltag skal i videst muligt omfang overholde henvisningerne i "Tilgængelighed for alle", Dansk Standard, DS 3028, sept. 2001. Hvor nuværende forhold er i konflikt med disse henvisninger, skal der lægges en plan for afhjælpning af uoverensstemmelserne. Dog sikres der udelukkende adgang til dyrefoldene via stenter af hensyn til dyrenes sikkerhed.

 

Der peges på følgende nyanlæg og genopretning i planperioden:

 

-         Der etableres en ny grussti langs 'plænen'.

Under rekreative faciliteter og tekniske anlæg fokuseres på tilgængeligheden og udbudet af oplevelser. Her gives bl.a. mulighed for at give spejderorganisationer, institutioner og lign. tilladelse til teltslagning på opholdspladserne. Tilladelsen kan gives til små grupper for en kortere periode (1-2 overnatninger) efter ansøgning til Vej & Park.

Ved nyanskaffelser samt renovering af eksisterende sikres det på de 3 opholdspladser samt bænkestien, at parkinventaret følger anvisningerne i »Rekreative arealer for alle. Eksempelsamling med vejledning om indretning for handicappede«, Dansk standard, DS-Håndbog 105.2.

 

Der peges på følgende større nyanlæg og genopretning i planperioden:

 

-         Der etableres udsigtsplatform ved 'plænen'.

-         Der opsættes bænke langs bænkestien for hver 200 m.

-         Dyrefolde udvides.

Under afsnittet "Retningslinier for plejen" beskrives en idealtilstand for de fire landskabselementer skov, krat, græsland og sø. Indenfor hvert område foreslås dernæst tiltag for at stile mod idealtilstanden.

Skoven skal udvikle sig hen imod naturskov.

 

Der peges på følgende større ændringer eller nytiltag i plejen i planperioden:

-         Der skal føres en mere aktiv pleje for at opnå idealtilstanden for skoven.

-         Der kan foretages indplantning af skovbundsflora.

 

Krattet skal udvikle sig hen imod højt indhold af natur med et uplejet udseende.

 

Der peges på følgende større ændringer eller nytiltag i plejen i planperioden:

 

-         Der skal føres en mere aktiv pleje for at opnå idealtilstanden for krattet.

-         Stødskud skal holdes nede.

 

De græsdækkede områder består dels af brugsplæner og dels af fælledgræs med og uden græsning.

 

Der peges ikke på større ændringer eller nytiltag i plejen i planperioden:

 

Søarealet indbefatter også en rørbevoksning samt to træbevoksede øer. Der er ikke foreslået særlige tiltag i rørskoven i planperioden. Øerne foreslås tilsvarende stadig urørt af pleje, da de ikke er tilgængelige for publikum, ikke fremstår uskønt og fungerer biologisk. Målet for søen som helhed er at fremstå optisk skøn og i biologisk balance. Det er allerede ønsket under Landskabelige forhold at vandkvaliteten søges bedret. Under plejeanvisninger nævnes, at søen samt øerne ikke plejes mht. det biologiske indhold.

 

Der har efter Udviklingsplansudkastets tilblivelse været 2 henvendelser fra parkbrugerrådet.

Det er i planen foreslået, at bynaturens udvikling i planperioden følges ved at beregne et bynaturindex kort inde i perioden og ved afslutningen. DN har påpeget, at de ikke finder instrumentet "bynaturindex" tilstrækkeligt udviklet til at kunne udtale sig kvalificeret. Derfor ønskes afsnit på side 10, "Bynaturindex" samt sætning om samme øverst side 29 udtaget af planen.

Planen foreslår i sin plejeanvisning at "søen samt øerne plejes ikke mht. det biologiske indhold". Miljøkontrollen påpeger, at en indsats for at forbedre vandkvaliteten kan indebære et indgreb overfor bestemte fiskearter etc. Teksten foreslås derfor ændret til: "Øerne plejes ikke mht. det biologiske indhold. En pleje af søens biologiske indhold kan kun komme på tale i forbindelse med en indsats for at forbedre søens vandkvalitet."

Begge forslag anbefales imødekommet.

 

Økonomi

-         En række af planens foreslåede tiltag udløser ikke et økonomisk behov, udover hvad der kan medtages i den nuværende drift af Ryvangens Naturpark.

I Udviklingsplanen foreslås en række en-gangs-tiltag i planperioden, som ud fra areal og enhedspris anslås til i alt ca. 0,55 mio. kr og vil søges indarbejdet i naturforvaltningsbudgettet (drift) og i Vej & Parks investeringsplan (anlæg) for de kommende år. BTU forelægges de enkelte sager til godkendelse, hvor der er tale om finansiering fra investeringsplanen. Der er her tale om forslagene:

-         Etablering af plantning mod børneinstitutioner og jernbanen.

-         Rydning for at etablere udsigtskiler over søen, genetablere overdrevsareal og for at sikre krattet.

-         Første-gangs-rydning for trævegetation på den gamle ammunitionsbunker og læsserampen.

-         Rydning af et eller to fundamenter helt for opvækst m.v.

-         Etablering af en ny grussti langs 'plænen'.

-         Etablering af udsigtsplatform ved 'plænen'.

-         Flytning/ændring af parkinventar, så det kan bruges af handicappede.

-         Opsætning af bænke langs bænkesti for hver 200 m.

-         Udvidelse af dyrefolde.

-         Indplantning af skovbundsflora.

 

Udviklingsplanen foreslår herudover ændringer i parkens drift med en merudgift på ca. 70.000 kr årligt. Denne udgift søges dels dækket under den daglige drift samt ved punktvise finansieringer fra naturforvaltningsbudgettet med års mellemrum. Der er her tale om:

-         Udførsel af en mere aktiv pleje for at opnå idealtilstanden for skoven.

-         Brombær, havearter og landskabsukrudt skal holdes under kontrol.

-         Stødskud skal holdes nede.

-         Løbende ryddet for trævegetation på den gamle ammunitionsbunker og læsserampen.

 

En forbedring af vandkvaliteten i søen anslås forsigtigt af Miljøkontrollen til at kunne koste 100.000-150.000 kr. Miljøkontrollen har i lignende tilfælde tidligere selv fundet finansieringen.< /o:p>

 

Miljøvurdering

Indstilllingen er omfattet af BTF`s positivliste for indstillinger, der skal miljøvurderes.

 

Der er ikke gennemført en egentlig miljøvurdering af denne indstilling, da miljøvurderingen vil blive fortaget i forbindelse med gennemførelse af planens delprojekter. Miljøvurderingen vil derfor fremgå af indstillingen i forbindelse med vedtagelse af disse.

 

Miljøvurderingen vil omfatte gennemgang af Vej & Parks egen miljøcheckliste for anlægsprojekter og målsætningerne i Københavns Kommunes miljømæssige retningslinjer for bygge- og anlægsarbejder indeholdt i pjecen Miljøorienteret byfornyelse og nybyggeri. Alle de af kommunen opstillede minimumskrav til anlægsprojekter forventes overholdt. Desuden er indstillingen knyttet til miljømålsætninger for jord og vand i Kommuneplan 2001, som ligeledes vil blive omfattet af miljøvurderingen.

 

I forbindelse med gennemførelse af delprojekterne vil der blive lagt vægt på, at projekterne udføres med størst mulig hensyntagen til miljøet, og herunder at projektet projekteres efter retningslinere angivet i "Bygherrehåndbog, miljøorienteret projektering", som er Københavns Kommunes viderebearbejdning af BPS publikation 121, Håndbog i miljørigtig projektering.

 

Det er planens mål at sikre området som park- og naturområde og at opretholde og muliggøre en forbedring af områdets rekreative, landskabelige og biologiske værdier under hensyntagen til den historiske baggrund for områdets nuværende udformning. Ingen forhold i planområdet har en selvstændig negativ miljømæssig påvirkning af omgivelserne.

 

Høring

En Udviklingsplan skal ikke sendes i en egentlig høring. Planen har dog været til udtalelse hos parkbrugerrådet for Ryvangens Naturpark, hvori både andre forvaltninger og lokalråd har været repræsenteret sammen med en lang række interesseorganisationer – se bilag 2.  Efterfølgende har planen også været til udtalelse i Det Grønne Råd.

Parkbrugerrådet har udtrykt stor tilfredshed med både processen og planen som helhed.

Når Udviklingsplanen er godkendt af Bygge- og Teknikudvalget, skal den tilsendes Fredningsnævnet for København og Naturklagenævnet til orientering.

 

BILAG VEDLAGT

1.      Ryvangens Naturpark – Udviklingsplan for 2005-2014

2.      Liste over sammensætningen af Parkbrugerråd for Ryvangens Naturpark.

 

 

Ole Bach


 

Til top