Undersøgelse af cykelstiers sikkerhed i Københavns Kommune
Undersøgelse af cykelstiers sikkerhed i Københavns Kommune
Bygge- og Teknikudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 21. september 2005
Sager til beslutning
14. Undersøgelse af cykelstiers sikkerhed i Københavns Kommune
BTU 523/2005 J.nr. 21151.0007/05
INDSTILLING
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,
at det besluttes at iværksætte en undersøgelse af cykelstiers sikkerhedsmæssige effekt i Københavns Kommune. Undersøgelsen gennemføres af en uafhængig forskningsinstitution eller konsulentfirma
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
at der bevilges en tillægsbevilling på 700.000 kr.
finansieret af Bygge- og Teknikforvaltningens merindtægter i 2005 fra Byggesagsafgifter
og Parkeringsindtægter.
RESUME
Bygge- og Teknikudvalget har på sit møde d. 24.8.2005 besluttet, at Bygge- og Teknikforvaltningen udarbejder indstilling om "at gennemføre en præcis og dækkende undersøgelse af københavnske cyklisters sikkerhed, herunder om anlæg af cykelstier, krydsløsninger og andre cykelfaciliteters virkninger på cykeltrafik og sikkerhed, og at undersøgelsen gennemføres af en uafhængig forskningsinstitution, f.eks. Danmarks Transport Forskning." Undersøgelser viser, at set fra et samfundsmæssigt synspunkt overstiger den sundhedsmæssige gevinst ved cykling i form af bedre liv og reddede liv mange gange risikoen for at komme til skade eller blive dræbt i trafikken.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Der har i medierne været omtalt en undersøgelse af cykelstiers sikkerhedsmæssige effekt. Undersøgelsen er udført af transportgruppen ved Aalborg Universitetscenter (Agerholm, Caspersen og Lahrmann) og omfatter 48 strækninger, hvor der er etableret cykelstier i perioden 1/1 1989 til 31/12 2000. Strækningerne har en samlet længde på 40 km og er lokaliseret i 17 af de største byer i Jylland og på Fyn. Undersøgelsen viser, at det samlede antal uheld på de 48 strækninger er 35 % højere end forventet. Stigningen fordeler sig med en stigning på 44 % i kryds og en stigning på 25 % på strækninger. Antallet af dræbte og tilskadekomne er i alt steget med 30 %. Det ser ud til, at cykelstier i særlig grad giver sikkerhedsproblemer på trafikveje med høj biltrafik, forretninger og bustrafik.
På baggrund af medlemsforslag fra
Undersøgelsens hovedresultater er kendte fra cykelforskning tilbage i
80'erne. Vej & Park har siden vurderet, at en indsats, hvor man samtidig forbedrer fremkommeligheden for
cyklister, blandt andet med cykelstier, og
systematisk arbejder med at forbedre sikkerheden for cyklister er farbar. Denne
strategi er sammenfattet i "cykelpolitikken" for Københavns Kommune. Heri er
beskrevet fem målsætninger og ni indsatsområder
Bygge- og Teknikudvalget har i 2001 behandlet en evaluering af cykelbaner
i den Indre By mht. sikkerhed, tryghed, adfærd, fremkommelighed og
økonomi. Resultatet af denne evaluering
var positiv, idet evalueringen viste, at cykelbaner generelt medfører væsentlige
forbedringer for cyklisterne. Cykelbaner kan således anlægges på mindre komplicerede
strækninger, hvor det ikke er nødvendigt at flytte kantsten for at etablere cykelanlægget.
Dog blev det vurderet at cykelbaner markeret alene ved afstribning ikke
fungerede helt tilfredsstillende, og det blev besluttet at forbedre standarden
ved anlæg af knaster, korte stykker cykelsti ud for busstoppesteder mv. Denne
type løsning benævnes i dag "forstærkede cykelbaner".
Det seneste Cykelregnskab 2004 viser, at seks ud af 10 cyklende københavnere føler sig trygge i større eller mindre grad. I forhold til målsætningen om tryghed i Cykelpolitik føler 57 % sig trygge. Niveauet må betegnes som godt, selvom der stadig er et stykke vej til målsætningen om, at hele 80 % skal føle sig trygge. Det er særligt i store kryds, at utrygheden er udtalt.
I "Trafiksikkerhedsplan for København" er det fastlagt, at antallet af dræbte og alvorligt tilskadekomne cyklister skal reduceres med 40 % i perioden fra 2000 til 2012. Dette mål skal nås uafhængig af en eventuel trafikstigning. To af de vigtigste indsatsområder i Trafiksikkerhedsplanen er "kryds" og "cyklister".
Der er sket en halvering af cyklisternes risiko i de sidste 10 år. Risikoen måles som alvorligt tilskadekomne og dræbte per 1 mio. cyklede kilometer. Det er desuden en målsætning i kommunens cykelpolitik, at cyklisternes risiko skal halveres endnu engang inden 2012.
Det Økologiske Råd har i rapporten "Cykling, motion, miljø og sundhed" (2005) beregnet, at der er en væsentlig gevinst ved at investere i cykeltrafik - f.eks. ved at cykle på arbejde. Set fra et samfundsmæssigt synspunkt overstiger den sundhedsmæssige gevinst ved cykling i form af bedre liv og reddede liv mange gange risikoen for at komme til skade eller blive dræbt i trafikken. Også for den enkelte er sundhed og velvære et væsentligt argument for at cykle.
Opgaven, der stilles til uafhængig forskningsinstitution eller konsulentfirma
vil på ovenstående baggrund være:
·
Der gennemføres en før-efter undersøgelse af
tilfældigt udvalgte cykelsti- og cykelbaneprojekter i Københavns kommune.
Undersøgelsen skal belyse både sikkerhed i kryds og på strækninger – og omfatte
alle trafikantgrupper inkl. bil, bus, cykel og fodgængere.
·
Samtidig gennemføres en analyse af de
overordnede udviklingstendenser for cyklisternes sikkerhed og tryghed, og på
den baggrund vurderes hvilke faktorer, der er mest betydende for cyklisters
sikkerhed og tryghed.
·
Der gennemføres en vurdering af de samlede
sundhedsmæssige effekter af at så mange københavnere vælger cyklen som dagligt
transportmiddel.
·
Undersøgelsen skal munde ud i anbefalinger til
justering af kommunens cykelpolitik, og hvis det er muligt, stille forslag til
forbedring af sikkerheden og trygheden gennem et ændret design af cykelstierne
og især krydsningspunkterne med anden trafik.
Vej & Park har søgt information om kompetencer hos 3
forskningsinstitutioner og konsulentfirmaer, der vil være i stand til at løse
opgaven: Danmarks Transportforskning, Tetraplan og Trafitec.
Forvaltningen finder det af afgørende betydning, at ressourcerne til
projektet bliver anvendt videre end til blot at gentage hidtidige
undersøgelser. Der ønskes en innovativ tilgang til opgaven, så resultaterne kan
anvendes optimalt til at fremme målsætningerne i cykelpolitikken.
På baggrund af de indhentede referencer finder forvaltningen, at Trafitec
er bedst kvalificeret til at løse opgaven, herunder (i) gennemføre en vurdering
af den sikkerhedsmæssige effekt af cykelstier, (ii) analysere
udviklingstendenser i kommunen mht. sikkerhed og tryghed og (iii) vurdering af
de samlede sundhedsmæssige effekter af cyklisme (iiii) forslag til justeringer
af Københavns kommunes cykelpolitik og design af infrastruktur.
Det indstilles derfor, at Trafitec tilbydes at løse opgaven. Det forventes
at opgaven kan afsluttes i september 2006.
Økonomi
Undersøgelsen vurderes at koste 700.000 kr., der foreslås finansieret
af Bygge- og Teknikforvaltningens merindtægter i 2005 fra Byggesagsafgiften og
Parkeringsindtægten.
Miljøvurdering
Indstillingen er ikke omfattet Bygge- og Teknikforvaltningens positivliste der skal miljøvurderes.
Bilag
Bilag 1: Udvalgsindstilling Evaluering af cykelbaner af 17. januar 2001
Bilag 2: Sikkerhedsmæssige forskelle mellem cykelstier og cykelbaner (Vejdirektoratet 7.11.2000)