Mødedato: 21.08.2002, kl. 14:00

Udvidelse af det københavnske forsøg med kørselsafgifter

Udvidelse af det københavnske forsøg med kørselsafgifter

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 21. august 2002

 

Sager til beslutning

7. Udvidelse af det københavnske forsøg med kørselsafgifter

BTU 395/2002 J.nr. 034.0009/98

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen anbefaler, at Bygge- og Teknikudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen indstiller

at AKTA forsøget om kørselsafgifter forlænges med et halvt år, og

at Bygge- og Teknikforvaltningens arbejdsindsats forlænges på nuværende niveau i denne periode samt

at der gives en tillægsbevilling til kapitalbevilling K00-61 på 0,2 mio. kr. (funktion 2.22.3) under Vej & Parks anlægsramme. Tillægsbevillingen gives i form af en udgiftsbevilling på 940.000 kr. og en indtægtsbevilling på 740.000 kr.

 

RESUME

Københavns Kommune har siden 1. juni år 2000 deltaget i PRoGRSS projektet, der er et EU projekt om kørselsafgifter. Udover København deltager 7 andre storbyer i projektet: Bristol, Edinburgh, Rom, Genua, Helsingfors, Göteborg og Tronhjem.

Den 25. juni 2002 blev der afholdt "mid-term review" i Bruxelles om projektets fremdrift og anvendelsen af de midler, som EU støtter projektet med. Ved den lejlighed gjorde Københavns Kommune opmærksom på, at man ved en mindre projektudvidelse i København kunne opnå væsentlige forbedringer af de igangværende analyser. Dette uddybes nærmere i det følgende.

Københavns Kommune (Vej & Park) er leder af det Københavnske projekt, hvis nuværende budget er 13,5 mio. kr. Heraf finansierer EU og det danske Trafikministerium hver 4,5 mio. kr.

Københavns Kommune bidrager med en kapitalbevilling på 2,3 mio. kr. samt med personaleomkostninger på 2,2 mio. kr. (del af Vej & Parks budget)

I det københavnske projekt medvirker desuden Vejdirektoratet, Danmarks Tekniske Universitet og PLS-Rambøll, som har egne kontrakter med EU.

Trafikministeriet har administrativt givet tilsagn om at øge tilskuddet fra 4,5 mio. kr. til 4,7 mio. kr., idet der fra ministeriets side lægges vægt på, at der er tale om at øge kvaliteten af igangværende udredningsarbejde og ikke om nye politiske initiativer vedrørende eventuel indførelse af kørselsafgifter.

I forbindelse med EU's "mid-term review" af PRoGRSS projektet anbefalede Bristol, at en del af de midler, der i den oprindelige projektplan var tildelt Bristol, overføres til forsøget i København. EU kommissionens projektkoordinator var meget positiv over for dette forslag, og det må betegnes som et næsten sikkert tilsagn om, at EU vil acceptere, at der overføres midler fra Bristol til København.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Københavns Kommune har siden 1. juni år 2000 deltaget i PRoGRSS projektet, der er et EU projekt om kørselsafgifter. Udover København deltager 7 andre storbyer i projektet: Bristol, Edinburgh, Rom, Genua, Helsingfors, Göteborg og Tronhjem.

Den 25. juni 2002 blev der afholdt "mid-term review" i Bruxelles om projektets fremdrift og anvendelsen af de midler som EU støtter projektet med. Ved den lejlighed gjorde Københavns Kommune opmærksom på, at man ved en mindre projektudvidelse i København kunne opnå væsentlige forbedringer af de igangværende analyser. Dette uddybes nærmere i det følgende.

Københavns Kommune (Vej & Park) er leder af det Københavnske projekt, hvis nuværende budget er 13,5 mio. kr. Heraf finansierer EU og det danske Trafikministerium hver 4,5 mio. kr.

Københavns Kommune bidrager med en kapitalbevilling K00-61 på 2,3 mio. kr. samt med personaleomkostninger på 2,2 mio. kr. (del af Vej & Parks budget)

Uddybning af indstilling

Bygge- og Teknikforvaltningen anbefaler, at der bevilges en udvidelse af projektets økonomiske ramme på i alt 0,4 mio. kr. til en forbedring af projektdesignet for den københavnske del af forsøget. Heraf er de 0,2 mio.kr. en forøgelse af Københavns Kommunes kapitalbevilling K00-61, mens de resterende 0,2 mio. kr. dækkes af Vej & Parks driftsbudget.

Der er ikke er tale om yderligere tilskud til det allerede igangværende projekt, idet dette følger den forudsatte tidsplan, og projektets omkostninger er indtil nu afholdt inden for bevillingsrammen, ligesom det forventes, at de allerede programlagte aktiviteter kan holdes inden for det eksisterende budget. Det kan endvidere oplyses, at det Københavnske projekt er det eneste af de 8 projekter i PRoGRSS projektet, der fuldt ud overholder de oprindelige tids- og projektplaner.

Hovedaktiviteten i PRoGRSS projektet om Road Pricing i København er gennemførelse af et forsøg. 400 frivillige har fået installeret et "taxameter", som måler, hvor meget de skulle betale i kørselsafgift, hvis der var indført Road Pricing i virkeligheden. Hver kørselsdeltager har deltaget i to forskellige perioder med hver sit takstsystem.

Filosofien i det nu næsten gennemførte forsøg har været, at den enkelte testkører har fået udbetalt det beløb, som taxametret har beregnet, at testkøreren har sparet ved at omlægge eller reducere sin brug af bil. Teknisk set har forsøget fungeret godt, idet over 90 % af de indsamlede data har en kvalitet, der kan anvendes.

Den direkte anledning til ansøgningen er, at den foreløbige behandling af det indsamlede datamateriale viser, at Road Pricing, selv med et højt afgiftsniveau, ser ud til at medføre relativt beskedne reduktioner i brugen af bil. Dette er et yderst overraskende resultat, som dels strider mod almindelig økonomisk teori, og dels strider mod de erfaringer, man har om, hvordan stigninger i benzinprisen påvirker biltrafikken.

Dette rejser spørgsmålet, om det er selve forsøgsdesignet, der er hovedforklaringen på disse umiddelbare og foreløbige resultater.

Det hidtidige forsøg er baseret på den grundlæggende antagelse, at bilisters trafikale adfærd påvirkes på samme måde af

at miste penge man, (blot) er stillet i udsigt og

at blive afkrævet penge, som man allerede har haft til disposition til forbrug.

Bygge- og Teknikforvaltningen anbefaler derfor, at projektet udvides, så denne grundlæggende antagelse kan afprøves. Der er betydelige fordele ved at gøre det nu frem for senere, idet der allerede er etableret en velfungerende projektorganisation, der er teknologisk udstyr til rådighed, og der er indarbejdet rutiner til rekruttering og installation af det tekniske udstyr. Derudover vil de indsamlede data meget let kunne evalueres sammen med de i forvejen indsamlede data. Dvs., at projektet, inkl. projektudvidelsen, vil kunne blive færdig inden for PRoGRSS projektets overordnede tidsramme.

Endvidere vil man formentligt kunne basere en projektudvidelse på, at et betragteligt antal af de nuværende forsøgspersoner fortsætter i den anbefalede næste runde.

Bygge- og Teknikforvaltningens anbefaling er, at man i en 3. runde af forsøget lader 100 forsøgspersoner køre i to lige lange perioder. I den første periode registreres deres normalkørsel, og man lader "taxametrets" computer udregne hvor stort et beløb, den enkelte har kørt for. Ved starten af 2. periode udbetaler man til hver enkelt det beløb, som svarer til den pågældendes kørsel i første periode mod, at forsøgspersonerne underskriver en aftale om, at de er villige til at betale afgifter svarende til den kørsel, som de rent faktisk foretager i 2. periode. Forsøgsdeltagerne får herved mulighed for at bruge de penge, de har fået udbetalt, men skal så til gengæld betale de opkrævede afgifter. (Hvis afgifterne overstiger det udbetalte beløb, vil det overskydende beløb dog ikke blive opkrævet. Den enkelte testkører vil således hø jst få en opkrævning på det beløb, han har fået udbetalt).

Den skitserede projektudvidelse vil endvidere betyde, at der i København vil kunne foretages væsentligt mere kvalificerede modelberegninger af Road Pricing, idet en projektudvidelse giver mulighed for gennemførelse af yderligere 100 "stated preference" interviews og dermed en bedre kalibrering af den allerede eksisterende trafikmodel.

 

Økonomi

Bygge- og Teknikforvaltningen har opstillet følgende budget for den anbefalede udvidelse af projektet. Hovedtallene og de forventede tilskud fra EU er gengivet i nedenstående oversigt.

Finansiering af projektudvidelse

 

Omkostninger

EU tilskud

Københavns Kommune, personaleomkostninger

0,20 mio. kr.

0,05 mio.kr.

Københavns Kommune, andre omkostninger

0,18 mio.kr.

0,05 mio.kr.

PLS-Rambøll (konsulentydelser)

0,22 mio.kr.

0,11 mio.kr.

M-TEC & Telekæden (leje af udstyr mv.)

0,40 mio.kr.

0,09 mio.kr.

DTU (Evaluering og dataanalyser)

0,24 mio.kr.

0,24 mio.kr.

Reduktion af Vejdirektoratets ramme

-0,10 mio.kr.

I alt

1.14 mio.kr.

0,54 mio.kr.

Finansieringsbidrag:

Københavns Kommune, personaleomkostninger

0,20 mio.kr.

Københavns Kommune, tillæg til kapitalbevilling K00-61.

0,20 mio.kr.

Forøgelse af Trafikministeriets tilskud

0,20 mio.kr.

EU-tilskud i alt

0,54 mio.kr.

Finansiering i alt

1,14 mio.kr

 

Bygge- og Teknikforvaltningen anbefaler, at Københavns Kommunes kapitalbevilling K00-61 øges med netto 0,20 mio.kr. i form af en udgiftsbevilling på 940.000 kr. og en indtægtsbevilling på 740.000 kr. Tillægsbevillingen dækkes af Vej & Parks anlægsramme funktion 2.22.3. Tillægsbevillingen er ikke optaget på den seneste inveteringsplane for Vej & Park, men vil blive finansieret ved reducerede omkostninger på igangværende projekter.

Bygge- og Teknikforvaltningen anbefaler i øvrigt, at der bidrages til projektet med yderligere personaleomkostninger på i alt 0,20 mio.kr., svarende til ca. 0,4 årsværk, hvilket betyder, at den nuværende belastning af forvaltningen fortsætter ca. ½ år længere end hidtil forudsat.

Forlængelsen af projektet finansieres i øvrigt ved følgende poster:

Vejdirektoratet har indvilget i at reducere deres omkostninger vedrørende 1. del af projektet med i alt 100.000 kr.

Trafikministeriet har administrativt givet tilsagn om at øge tilskuddet fra 4,5 mio. kr. til 4,7 mio. kr., idet der fra ministeriets side lægges vægt på, at der er tale om at øge kvaliteten af igangværende udredningsarbejde og ikke om nye politiske initiativer vedrørende eventuel indførelse af kørselsafgifter.

I forbindelse med EU's "mid-term review" af PRoGRSS projektet anbefalede Bristol, at en del af de midler, der i den oprindelige projektplan var tildelt Bristol, overføres til forsøget i København. EU kommissionens projektkoordinator var meget positiv herover for, og det må betegnes som et næsten sikkert tilsagn om, at EU vil acceptere denne overførsel af tilskud mellem byerne.

Det eneste tilbagestående spørgsmål er, om EU's finansafdeling vil godkende tilskuddets størrelse, idet EU-kommissionen har vedtaget, at tilskuddets forholdsmæssige andel af de samlede omkostninger ikke må øges gennem projektændringer. Dette spørgsmål vil givet fald kunne klares gennem mindre justeringer af ovennævnte budget.

Miljøvurdering

Ingen direkte miljømæssige konsekvenser

Høring

Der er ingen relevante høringsparter

Ole Bach

 

Til top