Evaluering af udlejningsforsøg i AAB's boligafdelinger
Evaluering af udlejningsforsøg i AAB's boligafdelinger
Bygge- og Teknikudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 21. marts 2001
Sager til beslutning
7. Evaluering af udlejningsforsøg i AAB's boligafdelinger
BTU 124/2001 J.nr. 408.0006/98
INDSTILLING
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,
at AAB's udlejningsforsøg videreføres uændret i den af By- og Boligministeriet godkendte forsøgsperiode frem til den 1. juli 2002, pr. hvilken dato forsøget udløber, medmindre der inden da – efter beslutning i Bygge- og Teknikudvalget – er indgået anden aftale med AAB i.h.t. de nye regler om fleksibel udlejning
RESUME
Bygge- og Teknikudvalget tiltrådte i mødet den 6. december 2000 et beslutningsforslag fra MB Mikkel Warming (Ø) og MB Jens Kjær Christensen (Ø), hvorved forvaltningen blev pålagt inden 1. april 2001 at foretage en hurtig evaluering af AAB's forsøg med fravigelse af børnefamiliernes fortrinsret i.h.t. udlejningsbekendtgørelsens § 4.
Formålet hermed skulle være at undersøge, om forsøgsudlejningen betyder, at børnefamilier tvinges til at forblive i små boliger og dermed risikerer at skulle flytte ud af byen for at få plads.
AAB's oplysninger om udlejningen i forsøgsperioden giver ikke belæg for en sådan antagelse, idet mere end 1/3 af de lejligheder, der har været til rådighed for forsøgsudlejning i år 2000, er udlejet til familier med børn. Ser man alene på de lejligheder, der er på 4 værelser eller mere, drejer det sig om 43%.
Det indstilles derfor, at forsøget videreføres uændret i den af By- og Boligministeriet godkendte forsøgsperiode frem til den 1. juli 2002. Såfremt AAB ønsker at forlænge forsøget ud over dette tidspunkt, kan det ske ved indgåelse af aftale direkte mellem kommunen og AAB efter de nye regler om fleksibel udlejning. Bygge- og Teknikudvalget vil i givet fald få forelagt en indstilling om bemyndigelse for forvaltningen til at indgå sådan aftale.
SAGSBESKRIVELSE
Udlejningsforsøget i AAB's afdelinger er godkendt af By- og Boligministeriet for perioden 6. juli 1998 til 1. juli 2002. Ministeriet har bl.a. godkendt, at udlejningsbekendtgørelsens § 4 fraviges, således at husstandens størrelse ikke giver fortrinsret til boligforeningens boliger i den nævnte forsøgsperiode.
Formålet med at ophæve areal- og rumbegrænsningerne er især at give foreningens ældre og ofte enlige medlemmer mulighed for en større bolig i forbindelse med fraflytning af f.eks. et parcelhus. Forsøget er således i god overensstemmelse med kommunens boligpolitiske intentioner om at tiltrække og fastholde en bredere kreds af mere ressourcestærke personer.
Udlejning i forsøgsperioden
AAB har tidligere i forbindelse med kommunens årlige afrapportering til By- og Boligministeriet om igangsatte udlejningsforsøg redegjort for, at der i 1999 var 754 genudlejninger, og at beboerne kun i 13 tilfælde fik en større bolig, end de ellers ville have være berettiget til, i kraft af forsøget. Det drejede sig for en altovervejende del om enlige personer, der efter forsøgsperiodens start fik en 3 værelsers bolig på over 70 m2.
AAB har i skrivelse af 2. marts 2001 redegjort for udlejningen i 2000. Der har i årets løb været 771 genudlejninger, hvoraf 245 boliger er leveret til boligsocial anvisning, 24 til genhusning i forbindelse med byfornyelsen og 21 er udlejet som led i aftaler om boligbytte. Af de 290 boliger er 71 boliger på 3 værelser og resten mindre, jf. nedenstående tabel.
Der har således været 481 "almindelige udlejninger", heraf 232 udlejninger af boliger på 1 eller 2 rum, hvor familier med og uden børn efter de almindelige regler er ligestillede. De resterende 249 lejligheder, hvoraf 164 er udlejet ved intern oprykning i egen afdeling, fordeler sig således på 3, 4, 5 og 6 værelser:
Husstandstype |
3 vær. |
4 vær. |
5 vær. |
6 vær. |
Heraf intern oprykning |
Enlige u/børn som ikke opfyldte gamle regler |
36 |
9 |
0 |
0 |
27 |
Enlige u/børn som opfyldte gamle regler |
16 |
0 |
0 |
0 |
16 |
Enlige med børn |
30 |
3 |
0 |
0 |
20 |
Par u/børn som ikke opfyldte gamle regler |
9 |
14 |
1 |
1 |
14 |
Par u/børn som opfyldte gamle regler |
67 |
6 |
0 |
0 |
44 |
Par med børn |
37 |
18 |
2 |
0 |
43 |
I alt |
195 |
50 |
3 |
1 |
164 |
Øvrige lejligheder med 3 vær. eller mere* |
71 |
0 |
0 |
0 |
* Udlejet via boligsocial anvisning, genhusning og boligbytte
Som det fremgår, har den af By- og Boligministeriet meddelte dispensation fra reglerne om børnefamiliers fortrinsret til store boliger haft betydning ved genudlejning af 70 boliger, heraf 25 på 4 værelser eller mere. Enlige uden børn har overtaget 45 boliger, som de ellers ikke ville have været berettiget til, heraf 27 ved intern oprykning. Det drejer sig fortrinsvis om 3-rums boliger, men omfatter også 9 boliger med 4 værelser. Par uden børn har i kraft af forsøget kunnet overtage 25 boliger, som børnefamilier ellers ville have haft fortrinsret til, heraf 14 ved intern oprykning. Det drejer sig primært om lejligheder med 3- eller 4 værelser, men gælder også 2 lejligheder med henholdsvis 5 og 6 værelser.
De 70 boliger svarer til 28% af alle boliger på 3 værelser eller mere, som er udlejet efter forsøgsreglerne. Enlige og par med børn har tilsvarende overtaget 90 boliger eller 36%. De sidste 89 boliger (36%) er udlejet til enlige og par uden børn, som under alle omstændigheder ville have været berettiget til de pågældende lejligheder.
Der har i år 2000 kun været 4 genudlejninger af lejligheder med mere end 4 værelser. Disse er udlejet med 2 til par uden børn og 2 til par med børn.
AAB oplyser på spørgsmålet om evt. reaktioner fra foreningens medlemmer, at disse er helt styret af, om den enkelte har fået den bolig, som man ønskede sig, eller ej. Foreningen er imidlertid ikke blevet "bestormet" med klager i forsøgsperioden.
Vurdering
Det har siden vedtagelsen af det boligpolitiske 10-punktsprogram i 1995 været et selvstændigt mål at få ændret reglerne om børnefamiliers fortrinsret til større boliger i den almene boligsektor.
AAB's forsøg har forbedret mulighederne for, at enlige og par uden børn kan få en bolig af passende størrelse. Det er sket ved at dispensere fra børnefamiliernes fortrinsret efter gældende regler i overensstemmelse med kommunens boligpolitiske bestræbelser. Også afskaffelsen af oprykningsretten mellem afdelinger har været medvirkende til, at 70 enlige og par uden børn har fået den bolig, de ønskede sig.
Da mere end 1/3 af de lejligheder på 3 værelser eller mere, der har været til rådighed for forsøgsudlejningen i 2000, er udlejet til enlige og par med børn, synes der ikke at være grundlag for at konkludere, at børnefamilier udelukkes fra at få en passende bolig i AAB's afdelinger i København. Ser man alene på de lejligheder, der har 4 værelser eller mere, er 43% udlejet til husstande med børn.
Hertil kommer 71 boliger med 3 værelser, der er udlejet via boligsocial anvisning, genhusning i forbindelse med byfornyelsen eller som led i aftaler om boligbytte. Der foreligger ikke oplysning om, hvilke familietyper der er flyttet ind i disse 71 boliger, men det må antages, at det bl.a. drejer sig om familier med børn.
Det vurderes på dette grundlag, at intentionerne bag iværksættelsen af AAB's forsøg er opfyldt, uden at børnefamiliernes muligheder for at finde en bolig af passende størrelse er tilsidesat på uhensigtsmæssig vis.
BILAG VEDLAGT
AAB's skrivelse af 2. marts 2001
Jens Ole Nielsen