Tilbagetrækning af indsigelse mod forlægning af Amager Strandvej i Tårnby Kommune
Tilbagetrækning af indsigelse mod forlægning af Amager Strandvej i Tårnby Kommune
Bygge- og Teknikudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 21. marts 2001
Sager til beslutning
14. Tilbagetrækning af indsigelse mod forlægning af Amager Strandvej i Tårnby Kommune
BTU 140/2001 J.nr. 21121.0010/00
INDSTILLING
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,
at indsigelsen mod Tårnby Kommunes beslutning om at nedlægge en del af Amager Strandvej trækkes tilbage
at der indledes et samarbejde med Tårnby Kommune om at forhindre, at den gennemkørende trafik mellem Tårnby og den nordlige del af Københavns Kommune samt de nordlige forstæder ikke blot flyttes fra Amager Strandvej til de øvrige nord-syd-gående veje på Amager, men i stedet kører ad Øresundsmotorvejen og det regionale vejnet på Sjælland
RESUME
Bygge- og Teknikudvalget drøftede på sit møde den 21. februar 2001 de trafikale konsekvenser af en forlægning af Amager Strandvej på strækningen mellem Saltværksvej og kommunegrænsen. På samme møde tiltrådte Bygge- og Teknikudvalget de foreslåede retningslinier for den videre proces for udarbejdelse af Handlingsplan for Trafikplan Amager. En forlægning af Amager Strandvej i Tårnby Kommune vil virke i samme retning som intentionerne i forslaget til Trafikplan Amager om at fjerne den gennemkørende trafik på Amagerbrogade og Amager Strandvej.
Et flertal i udvalget gav udtryk for, at der i lyset af Trafikplan Amager ikke er grundlag for at modsætte sig den af Tårnby Kommune foreslåede forlægning af Amager Strandvej.
SAGSBESKRIVELSE
Bygge- og Teknikudvalget drøftede på sit møde den 21. februar 2001 med baggrund i beregninger, som Tårnby Kommune havde fået udført, de trafikale konsekvenser af en forlægning af Amager Strandvej på strækningen mellem Saltværksvej og kommunegrænsen. På samme møde tiltrådte Bygge- og Teknikudvalget de foreslåede retningslinier for den videre proces for udarbejdelse af Handlingsplan for Trafikplan for Amager. I arbejdet med trafikplanen har der været lagt stor vægt på, at der skulle ske en omlægning af den nord-syd-kørende biltrafik på Amager, således at Amagerbrogade og til dels Amager Strandvej kunne aflastes, uden at dette skulle føre til væsentlig forværring af trafik- og miljøforholdene på de øvrige veje, særligt Backersvej og Kastrupvej.
Det har således været en målsætning for den foreslåede plan, at den gennemkørende trafik mellem Tårnby/Dragør og den nordlige del af Københavns Kommune samt forstæderne nord herfor ikke skulle omfordeles mellem de nord-syd-gående veje på Amager, men føres uden om den nordlige del af Amager via det regionale vejnet. Denne trafik, som opfattes som meget generende af beboerne, udgør ca. 5% af den samlede trafik på de nord-sydgående veje (målt i et snit nord for Øresundsvej). På Amager Strandvej udgør den gennemkørende trafik op mod halvdelen af trafikken.
En forlægning af Amager Strandvej i Tårnby Kommune vil virke i samme retning som intentionerne i Trafikplan Amager om at fjerne den gennemkørende trafik på Amagerbrogade og Amager Strandvej. Idékatalogets forslag til trafikdæmpninger vil modvirke overflytning af den gennemkørende trafik til de øvrige nord-syd-gående veje i Københavns Kommune og reducere generne fra anden overført trafik. Det kan dog vise sig nødvendigt at foretage yderligere trafikdæmpninger på nogle af disse veje, samt at gøre det mere attraktivt at køre ad Saltværksvej - Tårnbyvej - Englandsvej til Øresundsmotorvejen, så den gennemkørende trafik ledes ud på det regionale vejnet.
Et flertal i Bygge- og Teknikudvalget fandt, at der ikke er grundlag for at modsætte sig den af Tårnby Kommune foreslåede forlægning af Amager Strandvej på baggrund af forslaget til Trafikplan Amager, uagtet at der ikke er taget endelig politisk stilling til denne plan.
Forvaltningen skal derfor foreslå, at den i brev af 21. december 2000 til Vejdirektoratet fremsendte påklagelse af Tårnby Kommunes beslutning om at nedlægge en del af Amager Strandvej trækkes tilbage. Samtidig skal forvaltningen foreslå, at der indledes et samarbejde med Tårnby Kommune om at forhindre, at den gennemkørende trafik mellem Tårnby og den nordlige del af Københavns Kommune samt de nordlige forstæder ikke blot flyttes fra Amager Strandvej til de øvrige nord-syd-gående veje på Amager, men i stedet kører ad Øresundsmotorvejen og det regionale vejnet på Sjælland. Dette samarbejde skal bl.a. belyse mulighederne for at gøre det mere attraktivt at køre ad Amager Strandvej eller ad Saltværksvej - Tårnbyvej - Englandsvej til Øresundsmotorvejen, så den gennemkørende trafik ledes ud på det regionale vejnet. Det skal også undersøge s, om der kan ske en dæmpning af trafikken ved trafiksanering af Kastrupvej mellem kommunegrænsen og Alleen. Derudover skal Københavns Kommunes udgangspunkt være intentionerne i Idékatalog til Handlingsplan for Trafikplan for Amager.
Taxikørsel og kørsel med farligt gods
Amager Strandvej er i dag kendt som attraktiv taxirute til og fra Lufthavnen. Dette skyldes bl.a., at det bortset fra den værste myldretid er muligt at køre vejen igennem med relativ høj hastighed, da den er lang og lige og uden lysreguleringer. Hvis Amager Strandvej lukkes/omlægges, er det sandsynligt, at taxierne i stedet vil benytte Alleen - Kastrupvej - Backersvej. Derfor vil en trafikdæmpning af denne rute være nødvendig, så ruten ad Øresundsmotorvejen - Sjællandbroen - Vasbygade - Kalvebod Brygge fremover bliver den mest attraktive rute mellem Lufthavnen og Indre By.
Amager Strandvej indgår i dag som tvangsrute for kørsel med farligt gods. Ingen af de andre nord-syd-gående veje på Amager er egnet til den slags transporter. Det må undersøges nærmere, om den omlagte Amager Strandvej fortsat vil kunne indgå i en tvangsrute for kørsel med farligt gods.
Ole Bach