Mødedato: 21.02.2001, kl. 14:00

Evaluering af Miljøtrafikugen 2000 og forslag til Miljøtrafikugen 2001

Evaluering af Miljøtrafikugen 2000 og forslag til Miljøtrafikugen 2001

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 21. februar 2001

 

 

Sager til beslutning

 

10. Evaluering af Miljøtrafikugen 2000 og forslag til Miljøtrafikugen 2001

 

BTU 85/2001 J.nr. 0616.0010/00

 

 

INDSTILLING

Økonomiforvaltningen, Bygge- og Teknikforvaltningen og Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget, Bygge- og Teknikudvalget og Miljø- og Forsyningsudvalget tager evalueringen af Miljøtrafikugen i 2000 til efterretning.

Økonomiforvaltningen, Bygge- og Teknikforvaltningen og Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller endvidere, at Økonomiudvalget, Bygge- og Teknikudvalget og Miljø- og Forsyningsudvalget godkender,

at Københavns Kommune afholder en Miljøtrafikuge i uge 38, 2001

at Københavns Kommune deltager i den europæiske trafikdag lørdag den 22. september 2001

at organiseringen af Miljøtrafikugen 2001 varetages af en styregruppe med repræsentanter fra Bygge- og Teknikforvaltningen og Miljø- og Forsyningsforvaltningen

at de øvrige udvalg opfordres til at fremme initiativer, der understøtter intentionerne i Miljøtrafikugen

 

RESUME

Økonomiforvaltningen, Bygge- og Teknikforvaltningen og Miljø- og Forsyningsforvaltningen har i fællesskab stået for afviklingen af Miljøtrafikugen 2000.

På baggrund af erfaringerne med gennemførelsen af Miljøtrafikugen i København og afviklingen af den europæiske trafikdag anbefaler de 3 forvaltninger, at kommunen atter gennemfører en Miljøtrafikuge i uge 38 i år 2001 og deltager i den europæiske trafikdag lørdag den 22. september 2001. Det foreslås, at der bygges videre på erfaringerne fra de lokale projekter, at der rettes henvendelse til HUR om at tage de nødvendige initiativer til et regionalt samarbejde om en kampagne for at få flere til at benytte de offentlige transportmidler og at der sættes ekstra fokus på optakten til Miljøtrafikugen.

Der afsættes 1,9 mio. kr. til Miljøtrafikugen 2001 og den gennemføres i et samarbejde mellem Bygge- og Teknikforvaltningen og Miljø- og Forsyningsforvaltningen.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Borgerrepræsentationen tiltrådte i sit møde den 15. juni 2000 en handlingsplan for Københavns Kommunes deltagelse i Miljøtrafikugen, uge 38 i år 2000, og den europæiske trafikdag fredag den 22. september 2000. Miljøtrafikugen var af Miljøstyrelsen meldt ud som en landsdækkende begivenhed og fik blandt andet deltagelse af over 40 af landets største kommuner. Internationalt deltog over 700 byer i EU i den europæiske trafikdag.

Miljøtrafikugen 2000 havde 2 temaer: "Den daglige tur, tænk i nye vaner" og "Byens rum, tænk i nye muligheder". Kommunens kampagne over for de trafikale vaner rettede sig mod firmaer, institutioner og kommunens ansatte. Mens opfordringen til at prøve nye trafikale vaner primært udgik fra staten, kommunerne og HUR/DSB mv., valgte man i København at lade de lokale kræfter gennemføre lokale projekter, der kunne udtænke og vise alternative brug af byens rum.

Gennemførelsen i kommunen blev varetaget af en styregruppe og en projektgruppe med repræsentanter for Økonomiforvaltningen, Bygge- og Teknikforvaltningen og Miljø- og Forsyningsforvaltningen. Desuden var nedsat en referencegruppe med repræsentanter for alle forvaltninger samt bydelsrådene og HUR/DSB. Afgørende for gennemførelsen var den tætte støtte og det nære samarbejde med de lokale kræfter.

I bilag findes nærmere beskrivelse af Miljøtrafikugens gennemførelse og evaluering.

 

Evaluering

De lokale kræfter, dvs. bydelsråd, lokalråd, grønne guider mv., har forestået 30 projekter, hvori indgår 6 skoler. De har deltaget i en evaluering dels gennem et stormøde, hvor erfaringer blev udvekslet og opsamlet, dels gennem en undersøgelse, der kortlagde omfanget og arrangørernes tilfredshed mv.

Evalueringen viser

  • at så godt som alle lokale kræfter er parat til at deltage igen i 2001
  • at der er lagt 3-4000 arbejdstimer i projekterne
  • at projekterne har haft godt 12.000 deltagere
  • at især beboerforeninger har været gennemgående samarbejdspartnere for de lokale kræfter
  • at hovedparten har været godt tilfredse med samarbejdet og egen aktivitet

 

De lokale kræfter har i øvrigt gjort opmærksom på:

 

Positivt:

  • at der er kommet en øget dialog lokalt og mellem de lokale kræfter og kommunen (Vej & Park)

 

Negativt:

  • at den korte forberedelsestid (juni til september) var meget belastende
  • at information og materiale om projekterne på grund af tidsnød ikke nåede frem til borgerne og ikke blev koordineret med hensyn til udsendelse
  • at der i høj grad manglede en central kommunal markering af Miljøtrafikugen

 

Presseomtale af Miljøtrafikugen har omfattet 111 avisartikler, heraf i dagblade 89 og i distriktsblade 11. Samtidigt har der været bragt 13 indslag i TV og 10 i radio. Kun ganske få omtaler har været negative, enten på grund af for mange eller navnlig for få indgreb over for bilismen, eller på grund af for dårlig information, skiltning mv.

De lokale tiltag har betydet, at der er kommet gang i den lokale debat om trafik og udnyttelsen af byens rum, ligesom dialogen med kommunen er styrket. Langt den overvejende del af projekterne er gennemført med stor tilfredshed hos de lokale aktører. Mange deltagere har udtrykt glæde over de nye kanaler for samarbejde og dialog med kommunen.

Sammen med Miljøtrafiksekretariatet har kommunen rekvireret en undersøgelse fra Gallup, der viser, at 54 pct. af de voksne københavnere ved, at der har været en Miljøtrafikuge. Af dem har 15 pct. deltaget i en eller flere aktiviteter (mod 8 pct. på landsplan) og 51 pct. synes, at det i høj grad er en god idé at gennemføre en Miljøtrafikuge (mod 40 pct. på landsplan).

Skal Miljøtrafikugen også have en målelig effekt med hensyn til andre transportvaner, herunder færre biler i byen i uge 38, kræver det en langt større og mere regionalt samordnet indsats end den, der blev gennemført i 2000. Det kræver også, at der op til Miljøtrafikugen i uge 38 skabes en interesse og debat i pressen.

 

Økonomi og ressourceforbrug i 2000

Omkostningerne til Miljøtrafikugen 2000 blev på ca. 2.850.000 kr. (budget 4 mio. kr.) fordelt således:

Kommunens kampagne mv. 425.000 kr.

Fysiske foranstaltninger 1.625.000 kr.

Lokale aktiviteter 800.000 kr.

Fra Miljøstyrelsens Miljøtrafikpulje blev der ydet et tilskud på 120.000 kr.

Miljøstyrelsen er blevet gjort opmærksom på, at tilskuddet til Københavns Kommunes Miljøtrafikuge i 2000 dækkede en væsentlig mindre andel end til Miljøtrafikugen i landets øvrige kommuner.

Projektgruppen og referencepersoner mv. har anvendt i alt ca. 3.000 arbejdstimer

 

Forslag til afvikling af Miljøtrafikugen 2001

Baseret på den opbakning og gode erfaringer der har været her i landet, samt den store internationale opslutning om den europæiske trafikdag, lægger Miljøstyrelsen op til, at Miljøtrafikugen også gennemføres i år 2001. Styrelsen forventer, at Miljø- og Energiministeriet sammen med Trafikministeriet afsætter ressourcer til formålet af mindst et lignende omfang som i 2000.

På baggrund af ovenstående evalueringen og den statslige udmelding foreslås det, at Københavns Kommune i 2001 atter afholder en Miljøtrafikuge i uge 38 samt deltager i den europæiske trafikdag, der planlægges afviklet lørdag den 22. september 2001.

I tråd med hensigten med Miljøtrafikugen i 2000 foreslås, at der i 2001 sættes fokus på at demonstrere og debattere, hvordan vi løser vores transportbehov under større hensyntagen til miljøet, byen og vores sundhed.

Udviklingen i trafikken med øget antal biler fortsætter, omend højere benzin- og dieselpriser har bremset stigningen. Alternativet til privat biltransport er et velfungerende kollektivt transportsystem og gode muligheder for cyklister. Derfor er der et stigende behov for at overveje især regionale løsninger omkring transportvaner. Tiltag der kan imødegå de forventede problemer for trafikken og miljøet.

Omkring udnyttelsen af byens rum skal der atter sættes fokus på tiltag med fremadrettede perspektiver. På baggrund af de meget positive erfaringer med dialogen mellem kommunen og de lokale projektansvarlige skal disse igen have lejlighed til at afprøve nye muligheder for anvendelsen af byens rum.

Ud fra erfaringerne i 2000 foreslås følgende 7 indsatsområder for Miljøtrafikugen i København i 2001:

 

Indsatsområder

  1. Optakt til Miljøtrafikugen 2001 i samarbejde med Københavns Radio og eventuelt JP København
  2. Den daglige tur, tænk i nye vaner
  3. Byens Rum, tænk i nye muligheder
  4. Skolerne
  5. Åbningsarrangement
  6. Markering af "In town without my car" - Den europæiske trafikdag
  7. Formidlingsindsats

 

Optakt til Miljøtrafikugen

Der skal sikres en tidlig opmærksomhed omkring Miljøtrafikugen i 2001. Derfor foreslås, at der arrangeres "for-events", så flest mulige borgere i København og hele regionen fra den første dag i uge 38 er klar over, at der er Miljøtrafikuge. "For-events" kan eksempelvis være et formidlingssamarbejde mellem Københavns Radio m.fl. og kommunen. Københavns Radio har givet forhåndstilsagn om at ville deltage.

 

Den daglige tur, tænk i nye vaner

Afprøvning af nye vaner mht. bolig-arbejdsstedstrafikken i Hovedstadsregionen forudsætter et regionalt samarbejde, herunder også med de kollektive trafikselskaber. Det foreslås derfor, at der rettes henvendelse til HUR om at tage de nødvendige initiativer.

 

Byens Rum, tænk i nye muligheder

Der bygges videre på dialogmodellen med bydelsrådene og lokale grupper om lokale aktiviteter. Det foreslås, at kommunen igen giver økonomisk støtte til lokale aktiviteter, der har et fremadrettet perspektiv og samtidig har fokus på sikker trafikafvikling, renere luft, mindre støj og bedre livskvalitet. Aktiviteterne gennemføres efter en dialogmodel mellem aktive lokale grupper og kommunens forvaltninger.

 

Skolerne

I samarbejde med Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen udarbejdes og gennemføres en plan for skolernes deltagelse i Miljøtrafikugen, hvor der lægges vægt på trafiktræning, motion, koordination, leg og bevægelse – trafikgymnastik.

 

Åbningsarrangement

Der afholdes et arrangement i Rådhushallen mandag morgen i forbindelse med åbningen af Miljøtrafikugen. Arrangementet vil være forbeholdt inviterede gæster, som kan være aktive fra lokalområderne, skoleelever m.fl.

 

Den europæiske trafikdag den 22. september 2001

Der afholdes et debatmøde om trafik og miljø i København.

 

Formidlingsindsatsen

Det sikres, at der informeres om Miljøtrafikugen via kommunens internethjemmeside. Formidling til københavnerne om lokale og centrale aktiviteter i ugen styrkes.

I lighed med Miljøtrafikugen i år 2000 udarbejdes der en aktivitetskalender, og der sikres pressedækning af aktiviteterne i ugen.

 

Organisation

Miljøtrafikugen 2001 foreslås planlagt og gennemført i samarbejde mellem Miljø- og Forsyningsforvaltningen og Bygge- og Teknikforvaltningen. Der nedsættes en fælles styregruppe samt projektgruppe, som skal koordinere de forskellige aktiviteter og sikre gennemførelsen af projektet. Der vil efter behov blive nedsat arbejdsgrupper internt i de to forvaltninger.

Erfaringerne fra Miljøtrafikugen 2000 tilsiger, at der bør etableres et tæt samarbejde med de øvrige forvaltninger, således at bredden og forankringen i kommunen sikres. Ligeledes bør der sikres ressourcer til koordinering af landsdækkende initiativer og til intern fælles koordinering.

 

Økonomi i 2001

Der afsættes 1,9 mio. kr. samt den fornødne bemanding, svarende til 2-3 årsværk. Beløbet anses som minimum for at sikre såvel centrale som lokale aktiviteter.

Beløbet afholdes således:

Kommunens kampagne mv. 400.000 kr. Økonomiforvaltningen*

Fysiske foranstaltninger 1.000.000 kr. Bygge- og Teknikforvaltningen*

Lokale aktiviteter 500.000 kr. Miljø- og Forsyningsforvaltningen*

* Udgifterne dækkes af de ordinære driftsmidler i Økonomiforvaltningen og Miljø- og Forsyningsforvaltningen, mens beløbet for Bygge- og Teknikforvaltningens vedkommende søges indarbejdet i Vej & Parks Investeringsplan 2001. Der vil senere blive fremlagt særskilt indstilling om kapitalbevilling.

 

Fra Miljøstyrelsen forventes atter et tilskud.

Det foreslås, at styregruppen i lighed med sidste års Miljøtrafikuge fordeler midlerne til de enkelte projekter i Miljøtrafikugen 2001.

Større trafikomlægninger og gadelukninger kan have vidtrækkende trafikale konsekvenser og er økonomisk omkostningstunge, hvorfor det må forventes, at der kun kan gennemføres et begrænset antal større lokale projekter med støtte fra centralt hold. Sådanne projekter vil blive forelagt Bygge- og Teknikudvalget.

 

BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN I BORGMESTERENS FORKONTOR, RÅDHUSET, 1. SAL VÆRELSE 36

Rapport om afviklingen af Miljøtrafikugen 2000

 

 

Erik Jacobsen Jens Jacobsen Niels Juul Jensen

 

 

Til top