Mødedato: 20.11.2002, kl. 14:00

Kvarterløftprojekter i Holmbladsgade-kvarteret - 4. runde

Kvarterløftprojekter i Holmbladsgade-kvarteret - 4. runde

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 20. november 2002

 

Sager til beslutning

7. Kvarterløftprojekter i Holmbladsgade-kvarteret - 4. runde

BTU 560/2002 J.nr. 621.0006/98

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller , at Bygge- og Teknikudvalget godkender,

at der efter byfornyelseslovens kap. 3, § 11, stk. 5 meddeles bindende tilsagn til bygningsfornyelse af 8 ejendomme i Holmbladsgade-kvarteret, indenfor et beløb på 28,55 mio. kr. af den i år 2002 af Erhverv- og Boligstyrelsen til Kvarterløft Holmbladsgade-kvarteret tildelte særlige bevillingsramme på 30,0 mio. kr.

RESUME

Erhvervs- og Boligstyrelsen har ved skrivelse af 16. april 2002 givet Københavns Kommune tilsagn om en ekstraordinær byfornyelsesramme til Kvarterløft Holmbladsgade-kvarteret på 30,0 mio. kr., hvoraf op til 1,45 mio. kr. kan anvendes til den særlige informationsindsats i området, herunder udgivelse af det lokale blad HolmBladet.

Forvaltningen foreslår herefter efter indstilling af 29. oktober 2002 fra den lokale styregruppe for Kvarterløft Holmbladsgade-kvarteret, at Bygge- og Teknikudvalget tiltræder, at der tildeles støtte efter byfornyelseslovens § 11, stk. 5 til 8 ejendomme med i alt 28,55 mio. kr. af den for 2002 afsatte særlige ramme til bygningsfornyelse i kvarterløftsområdet Holmbladsgade-kvarteret. Syv af ejendommene er bevaringsværdige i henhold til bydelsatlasset og normal praksis ved lokalplanlægning.

Tildelingen foreslås fordelt mellem 4 private andelsforeninger og 4 private ejerlejlighedsforeninger med tilsammen 726 boliger, foreningerne supplerer bevillingen med en egenfinansiering på knap 9,9 mio. kr. svarende til ca. 26 % af den samlede investering.

Andelsboligforeningerne med 570 boliger og et samlet boligareal på 36.782 m2 foreslås tildelt 21,368 mio. kr. og egenfinansierer 5 mio. kr. (19 %), mens ejerforeningerne med 156 boliger og et samlet boligetageareal på 9.864 m2 foreslås tildelt 7,182 mio. kr. med en egenfinansiering på 4,863 mio. kr. (40 %).

Samtlige arbejder er vedligeholdelsesarbejder og omfatter primært tag og facader.

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

På mødet den 12. juni 2002 (BR 331/02) bemyndigede Borgerrepræsentationen Bygge- og Teknikudvalget til at fordele den af Erhverv- og Boligstyrelsen tildelte ekstraordinære ramme i Kvarterløft Holmbladsgade-kvarteret, jfr. styrelsens som bilag A vedlagte skrivelse af 16. april 2002.

Det lokale sekretariat for Kvarterløft Holmbladsgade-kvarteret, har på vegne af den lokale styregruppe med den som bilag B vedlagte skrivelse af 29.oktober 2002 meddelt, at styregruppen for kvarterløftsprojektet på møde den 28. oktober 2002 har vedtaget at indstille, at 8 ejendomme tildeles de i skrivelsen opgjorte midler.

Om de enkelte indstillinger fra den lokale styregruppe oplyses:

  1. Andelsboligforeningen Nyrnbergården, beliggende Bremensgade 47-73 m.fl. har et samlet etageareal på 25.700 m², fordelt på 417 boliger og er i bydelsatlas for Amager betegnet med middel bevaringsværdi med karakter 5 i SAVE-systemet. Det indstilles, at der ydes støtte til istandsættelse af underfacader og gavle med 6.085.000 kr., under forudsætning af, at A/B egenfinansierer istandsættelse af/ udskiftning af vinduesoverliggere, svarende til en udgift på ca. 1.500.000 kr. Udgifterne til det samlede projekt udgør således 7.585.000 kr., svarende til en udgift på 295 kr/m2.
  2. Ejerforeningen Polensgade 18-20 har et samlet etageareal på 989 m2 med 20 boliger og er i bydelsatlasset betegnet med middel bevaringsværdi men opgraderet til karakter 3 i SAVE-systemet. Det indstilles, at der ydes støtte til istandsættelse af vinduer mod gade, udskiftning af vinduer mod gård samt istandsættelse af hoveddøre med 1.967.000 kr. under forudsætning af, at E/F egenfinansierer indlæggelse af fjernvarme svarende til en skønnet udgift på ca. 1.800.000 kr. Den støttede udgift udgør 1.989 kr/m2.
  3. Andelsboligforeningen Jemteland, beliggende Holmbladsgade 15/ Jemtelandsgade 2-8/ Prags Boulevard 16 er i bydelsatlasset betegnet med høj bevaringsværdi med karakter 3 i SAVE-systemet. I denne ejendom udgør det samlede etageareal 4.143 m2, fordelt på 59 boliger og 2 erhverv. Det indstilles at der ydes støtte til tagudskiftning og facaderenovering med 4.448.000 kr., andelsboligforeningen egenfinansierer derudover 1.000.000 kr. til arbejdernes genneførelse. Den samlede udgift svarer til 1.315 kr./m².
  4. Ejerforeningen Ejahus III, beliggende Holmbladsgade 58/ Lyneborggade 1-3 har et samlet etageareal på 2.029 m2 , fordelt på 30 boliger og 2 erhverv. Ejendommen er i bydelsatlasset betegnet med høj bevaringsværdi med karakter 3 i SAVE-systemet. Det indstilles, at der ydes støtte til tagudskiftning og facaderenovering med 1.827.000 kr., ejerforeningen egenfinansierer derudover 600.000 kr. til arbejdernes gennemførelse samt til installering af toiletter i de 2 lejligheder, der har udeliggende toiletter på bagtrappen. Den samlede udgift svarer til 1.190 kr/m2..
  5. Andelsboligforeningen Fredens Mølle, beliggende Blekingegade 3/ Skånegade 10 har et samlet etageareal på 2.190 m² med 20 boliger. Ejendommen er i bydelsatlasset betegnet med høj bevaringsværdi med karakter 2 i SAVE-systemet. Det indstilles, at der ydes støtte til tagudskiftning og facaderenovering med 6.261.000 kr., hvortil kommer andelsboligforeningens egnfinansiering til arbejdernes gennemførelse på 1.000.000 kr. Den samlede udgift til projektets gennemførelse udgør således 3.316 kr/m2..
  6. Ejerforeningen Ejahus I og II, beliggende Holmbladsgade 54-56/ Lyneborggade 2-4/ Lybækgade 1-5, har et samlet etageareal på 4.966 m2 fordelt på 75 boliger og 5 erhverv. Ejendommen er i bydelsatlasset betegnet med middel bevaringsværdi med karakter 4 i SAVE-systemet, hvilket efter lokalplanmæssig praksis normalt medfører, at bebyggelsen udpeges som bevaringsværdig. Det indstilles, at der ydes støtte til tagudskiftning på halvdelen af ejendommen og facaderenovering med 1.993.000 kr. Ejerforeningen egenfinansierer en tilsvarende udgift til projektet samt installering af toiletter i de 2 lejligheder, der har udeliggende toiletter på bagtrappen i alt ca. 2.093.000 kr. Den samlede udgift udgør således 1.300 kr/m2, når der tages højde for, at tagudskiftningen kun sker på en del af ejendommen.
  7. Andelsboligforeningen Chr. Svendsensgården, beliggende Holmbladsgade 25/ Chr. Svendsens Gade 1-9 har et samlet etageareal på 5.134 m², fordelt på 74 boliger og 1 erhverv. Ejendommen er i bydelsatlasset betegnet med høj bevaringsværdi med karakter 3 i SAVE-systemet. Det indstilles, at der ydes støtte til fugtisolering af kælderydervægge og tagudskiftning med 4.574.000 kr., andelsboligforeningen egenfinansierer derudover 1.500.000 kr. til arbejdernes gennemførelse. Den samlede udgift svarer 1.183 kr./m².
  8. Ejerforeningen Bremensgade 30-34 har et samlet etageareal på 2.388 m² med 30 boliger. I bydelsatlasset er ejendommen betegnet med middel bevaringsværdi med karakter 4 i SAVE-systemet, hvilket efter lokalmæssig praksis normalt medfører, at bebyggelsen udpeges som bevaringsværdig .Det indstilles, at der ydes støtte til tagudskiftning, udskiftning af varmtvandsbeholder i kælder og badeværelsesfaldstammer med 1.395.000 kr., derudover egenfinansierer ejerforeningen 300.000. Den samlede udgift svarer til 1.180 kr./m².

Adresse

Støttebeløb

Egenfinansiering

I alt

Bremensgade 47-73 m.fl.

6.085.000

1.500.000

7.585.000

Polensgade 18-20

1.967.000

1.900.000

3.860.000

Holmbladsgade 15/Jemtelands- gade 2-8/ Prags Boulevard 16

4.448.000

1.000.000

5.448.000

Holmbladsgade 58/ Lyneborggade 1-3

1.827.000

600.000

2.427.000

Blekingegade 3/ Skånegade 10

6.261.000

1.000.000

7.261.000

Holmbladsgade 54-56/ Lyneborggade 2-6/ Lybækgade 1-3

1.993.000

2.063.500

4.056.500

Holmbladsgade 25/ Chr. Svendsens Gade 1-9

4.574.000

1.500.000

6.074.000

Bremensgade 30-34

1.395.000

300.000

1.695.000

I alt

28.550.000

9.863.500

38.413.500

 

Bygge- og Teknikforvaltningens bemærkninger og forslag

Forvaltningen kan anbefale indstillingen fra den lokale styregruppe i sin helhed, idet bemærkes, at forvaltningen i lighed med de tre foregående runder har deltaget i vurderingsudvalgets arbejde.

For så vidt angår sag nr. 1 bemærkes, at det i byfornyelseslovens § 9, stk. 4 er anført, at kommunalbetyrelsen kun kan træffe beslutning om bygningsfornyelse, såfremt de samlede udgifter til ombygning og istandsættelse for den enkelte bygning overstiger 1.000 kr./m2 istandsat areal. Dette gælder dog ikke for beslutninger, der alene vedrører afhjælpning af kondemnable forhold og sikkerhedsmæssige mangler, hvilket imidlertid ikke er tilfældet i denne sag. En betingelse, for at forvaltningen kan anvende den ansøgte bemyndigelse, er derfor, at Erhvervs- og Boligstyrelsen efter derom indgivet andragende fra Kvarterløft Holmbladsgade-kvarteret dispenserer fra bagatelgrænsen. Det forventes herefter, at Kvarterløft Holmbladsgade-Kvarteret søger konkret på sag nr. 1, hvilket det lokale sekretariat er informeret om.

Der er tale om maksimerede bevillinger, hvori indgår bidrag til Byggeskadefonden vedrørende Byfornyelse m.v. Der er ikke medtaget udgifter til genhusning, da ingen af de indstillede projekters gennemførelse nødvendiggør dette.

I byfornyelseslovens § 23 stk. 4 er anført, at ejeren skal have oplysninger om, hvorvidt kommunalbestyrelsen vil optage forhandling om støtteafkald i medfør af byfornyelseslovens § 57.

Hertil bemærkes, at forvaltningen ikke agter at optage en sådan forhandling om det støtteberettigede beløbs størrelse, idet forhandlingsmulighederne anses for udtømt ved, at der som betingelse for støtten til ovennævnte arbejder kræves, at der egen-finansieres i det omfang, der fremgår ovenfor, og at bevillingen maksimeres til de anførte beløb.

Økonomi

Gennemførelsen af bygningsfornyelsesopgaven skønnes at give en belastning på den kommunale økonomi på følgende områder:

Samtlige støtteberettigede udgifter på 28.550.000 kr. anses for tabsgivende og udbetales i henhold til lovbekendtgørelse nr. 135 af 1 . marts 2001 kontant til ejerne.

Derefter opnår kommunen refusion fra staten på 50 %. Den kommunale udgift udgør herefter 14.275.000 kr.

Kassemæssig dækning anvises af det på budgettet 2002 og følgende år for Bygge- og Teknikudvalget, under 44010 Plan & Arkitektur, konto 0.15.3 til byfornyelse optagne rådighedsbeløb.

Budgetansvarlig institution: 44010 Plan & Arkitektur.

Miljøvurdering

Forslagets forbedring af bygningerne skønnes at forlænge bygningernes levetid og udnytter derigennem eksisterende ressourcer.

BILAG VEDLAGT

  1. Erhvervs- og Boligstyrelsens skrivelse af 16. april 2002
  2. Kvarterløft Holmbladsgade-kvarterets skrivelse af 29. oktober 2002
  3. Kortbilag visende de omhandlede ejendommes beliggenhed

 

Jens Ole Nielsen

 

Til top