Redegørelse om gennemførelse af dispensation fra lokalplan nr. 252 "Krausesvej" til opførelse af en børneinstitution på ejendommen matr.nr. 4155 Udenbys Klædebo kvarter, København
Redegørelse om gennemførelse af dispensation fra lokalplan nr. 252 "Krausesvej" til opførelse af en børneinstitution på ejendommen matr.nr. 4155 Udenbys Klædebo kvarter, København
Bygge- og Teknikudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 20. november 2002
Sager til drøftelse
23. Redegørelse om gennemførelse af dispensation fra lokalplan nr. 252 "Krausesvej" til opførelse af en børneinstitution på ejendommen matr.nr. 4155 Udenbys Klædebo kvarter, København
BTU 559/2002 J.nr. 611:174.0004/01
INDSTILLING
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller nærværende redegørelse til Bygge- og Teknikudvalgets drøftelse med henblik på tilslutning til gennemførelse af en fornyet procedure for dispensation fra lokalplan nr. 252 "Krausesvej" til opførelse af en børneinstitution på ejendommen matr.nr. 4155 Udenbys Klædebo Kvarter, København, beliggende Skanderborggade 7-13, samt tilslutning til bemyndigelse af forvaltningen til at meddele fornøden dispensation, såfremt der ved den forudgående naboorientering ikke fremkommer væsentlige indsigelser.
RESUME
I sit møde den 28. november 2001 besluttede Bygge- og Teknikudvalget ikke at følge forvaltningens indstilling om meddelelse af dispensation fra lokalplan nr. 252 til opførelse af en børneinstitution i 4 etager plus tagterrasse på ovennævnte ejendom, der er fastlagt til boligbebyggelse i lokalplanen. Ved den forudgående naboorientering var indkommet 6 indsigelser mod det ansøgte projekt repræsenterende en bred kreds af beboere i høringsområdet.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen ønsker - bl.a. grundet behovet for daginstitutionspladser på Indre Østerbro og de relativt store, afholdte projekteringsudgifter m.v. - sagen genoptaget på grundlag af et ændret projekt. Herværende forvaltning vurderer, at det ændrede projekt er en arkitektonisk forbedring i forhold til det tidligere projekt. Projektets gennemførelse forudsætter - ligesom det tidligere projekt - dispensation fra en række bestemmelser i lokalplanen, nemlig bestemmelserne om etageantal, om maksimal husdybde, om tagfald mod alle frie sider, om maksimal facadelængde samt om friarealprocent, ligesom anvendelsen til institution forudsætter særlig godkendelse, hvor der gælder samme regler som ved dispensation (kompetencenorm).
Forvaltningen kan anbefale, at der gennemføres den fornødne dispensation på grundlag af det ændrede projekt. Forinden igangsættelse af dispensationsproceduren med naboorientering m.v. ønsker man imidlertid Bygge- og Teknikudvalgets stillingtagen til iværksættelse af dispensationen
SAGSBESKRIVELSE
I sit møde den 28. november 2001 (BTU 536/2001) besluttede Bygge- og Teknikudvalget efter afstemning ikke at tilslutte sig forvaltningens indstilling om meddelelse af dispensation fra lokalplan nr. 252 "Krausesvej" til gennemførelse af et af Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen ansøgt projekt til en børneinstitution på ovennævnte ejendom, som ejes af Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen. Ved den forudgående naboorientering var indkommet 6 indsigelser, der repræsenterer et bredt udsnit af beboerne i høringsområdet, mod institutionsprojektet. Indsigelserne vedrørte hovedsagelig dels opførelse af byggeri på grunden i det hele taget, dels forskellige forhold ved udformningen af projektet, herunder bl.a. flugtvejstrappens placering ca. 4,50 m ud fra gårdfacaden og en manglende hensyntagen til den omliggende bebyggelse.
I forbindelse med naboorienteringen fremsendte en kreds af ejere og brugere i høringsområdet gennem deres advokat en anmodning til Bygge- og Teknikforvaltningen om forlængelse af høringsfristen og om partsstatus i sagen med henblik på udsættelse af sagens afgørelse, hvilket blev afvist af forvaltningen. Beboerne indbragte herefter sagen for Naturklagenævnet, som efter sagens afgørelse i Bygge- og Teknikudvalget meddelte, at der efter afslag på dispensationsansøgningen ikke længere var nogen verserende planlovsag, hvorfor spørgsmålet om udsættelse af sagens afgørelse og om partsstatus ikke længere er aktuelt.
Grundet institutionsbehovet på Indre Østerbro og de allerede afholdte, forholdsvis store projekteringsudgifter har Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen imidlertid ønsket at genoptage sagen med en fornyet anmodning om dispensation til opførelse af en børneinstitution på ejendommen på baggrund af en ændret projektudformning.
Placering og udformning af det aktuelle projekt fremgår af bilagene 3-7. Projektet er i sin overordnede bygningsgeometri stort set identisk med det tidligere projekt, mens der er sket en væsentlig ændring af facader og bygningens samlede arkitektoniske udtryk. Facaderne er nu præget af større vinduespartier, der sammen med lærketræbeklædte blændpartier er samlet i markante bånd indrammet af en fremspringende, muret indfatning. Nogle af vinduerne ligger helt fremme, andre er trukket tilbage, så der dannes reliefvirkning. Mod gaden er facaden asymmetrisk opbygget. Tagterrassens overdækning udformes som et "svævende" tag med to store lysninger.
Som i det tidligere projekt placeres den 19,60 m lange bygning ud mod Krausesvej og sammenbygges med naboejendommen mod øst. Som tidligere er bygningen i 4 etager plus en delvis overdækket tagterrasse, hvorved bebyggelsen i byggelovens forstand er i fem etager. Bygningshøjden (overkant af tag) er 17 m mod 17,80 m i det tidligere projekt. Husdybden er uændret 9,50 m. Som tidligere indgår på gårdsiden en flugtsvejstrappe, der som i det tidligere projekt stikker 4,50 m ud fra facaden og har en højde på 15,30 m mod tidligere 15,80 m. Facader tænkes udført i gult murværk, men andre farver vil blive overvejet, f.eks. røde tegl. Flugtvejstrappen foreslås beklædt med tremmer af lærketræ, ligesom værnet øverst omkring tagterrassen også tænkes udført i lærk med fyldningpartier i glas.
Grundarealet omfatter 750 m2 efter de tidligere forudsatte matrikulære ændringer, og etagearealet udgør 773 m2, hvorved bebyggelsesprocenten er 103. Friarealprocenten er 70 efter opførelse af et 20 m2 depotskur. Hele friarealet anlægges som opholdsareal, der inklusive den ca. 145 m2 store tagterrasse udgør 89 pct. af etagearealet.
Som tidligere forudsættes nedlæggelse og inddragelse af en del af Skanderborggade, som muliggjort i lokalplanen, samt matrikulære ændringer mellem omhandlede ejendom og naboejendommen, matr.nr. 4008 Udenbys Klædebo Kvarter, således at der her vil kunne opføres en boligbebyggelse udformet som et dobbelt punkthus som foreskrevet i lokalplanen. Der etableres ikke parkering på institutionsejendommen.
Afvigelser fra lokalplanens bestemmelser
I lokalplan nr. 252 "Krausesvej" ligger ejendommen i underområde IV, der er fastlagt til boligbebyggelse. Bebyggelsen skal placeres inden for nogle fastlagte byggefelter, jf. bilag 2.
Som det var tilfældet med det tidligere projekt, afviger det foreliggende projekt fra en række bestemmelser i lokalplanen:
§ 3, stk. 3, pkt. b, hvorefter det bl.a. i område IV forudsætter Magistratens (nu Bygge- og Teknikudvalgets) nærmere godkendelse, før der kan opføres eller indrettes kollektive anlæg og institutioner, herunder vuggestuer og børnehaver samt andre sociale, kulturelle og miljømæssige servicefunktioner, der er forenelige med områdets anvendelse til boliger.
§ 5, stk. 4, pkt. b, hvorefter bebyggelse skal placeres inden for de fastlagte byggefelter og udformes som punkthuslignende enheder parvis forbundet af mellembygninger (med en let og transparent karakter).
Pkt. c, ibid., hvorefter bebyggelsen skal opføres i 4 etager og eventuelt udnyttet tagetage, hvor højden af en eventuel trempel ikke må overstige 1 m.
Pkt. d, ibid., hvorefter husdybden højst må være 9 m, idet Magistraten (nu Bygge- og Teknikudvalget) kan tillade afvigelser herfra, når arkitektoniske hensyn taler for det, og når bebyggelsen overholder 9 m regnet som gennemsnit.
§ 6, stk. 5, pkt. a, hvorefter tage skal udformes som med skrå tagflader mod alle frie sider.
Pkt.. c, ibid, hvorefter (den punkthuslignende) bebyggelse skal udføres med maksimale facadelængder på ca. 15 m.
§ 9, stk. 1, pkt. a, hvorefter friarealprocenten for børneinstitutioner skal være 100 pct.
Tilladelse til projektet forudsætter dispensation fra ovennævnte lokalplanbestemmelser efter bestemmelserne i planlovens § 19, stk. 1, hvorefter dispensation fra bestemmelser i en lokalplan kan meddeles, hvis det ikke er i strid med principperne i planen. Forinden dispensation kan meddeles, skal der gennemføres den i § 20, stk. 1, foreskrevne naboorientering.
Forvaltningen vurderer, at der med de foretagne projektændringer er sket betydelige forbedringer af projektets arkitektur.
Forvaltningen finder således, at den tidligere fremførte kritik af projektets arkitektoniske standard er imødekommet med det reviderede projekt. Opgivelsen af det lokalplanbestemte motiv med "dobbelte punkthuse" omkring en let mellembygning har resulteret i en friere facadekomposition, der på en meningsfuld måde afspejler den indre planløsning og giver et mere åbent udtryk. Endvidere fremtræder bygningen nu med en mere helstøbt karakter, der markerer sig stærkere i forhold til den omgivende bebyggelse og dermed medvirker til at højne kvarterets arkitektoniske kvaliteter. Af byggelovsmæssige grunde vil det dog fortsat ikke være muligt at undgå flugtvejstrappen ud for gårdfacaden. Forvaltningen vurderer imidlertid, at den foreslåede udformning er acceptabel, hvor tremmebeklædningen i træ vil give trappen et let præg.
Den forbedrede arkitektoniske udformning ses yderligere at begrunde, at der kan indpasses et institutionsbyggeri på grunden. Med hensyn til byggeri på grunden i det hele taget skal fortsat henvises til den gældende lokalplan, hvori er muliggjort et nybyggeri i princippet som det ansøgte.
Forvaltningen kan anbefale, at projektet søges fremmet ved meddelelse af dispensation. På baggrund af sagens forhistorie ønskes forinden iværksættelse af naboorientering m.v. Bygge- og Teknikudvalgets tilslutning til, at den fornødne dispensationsprocedure igangsættes.
Under forudsætning af Bygge- og Teknikudvalgets tilslutning agter forvaltningen at gennemføre naboorienteringen, så den omfatter samme kreds af beboere m.fl., som blev hørt i forbindelse med den tidligere naboorientering. Såfremt der ved naboorienteringen ikke fremkommer væsentlige indsigelser mod det ansøgte, ønsker forvaltningen udvalgets bemyndigelse til at meddele den fornødne dispensation administrativt.
Som ved den tidligere sag foreslås en eventuel dispensation givet på følgende betingelser:
- At der foretages de foreslåede matrikulære ændringer af ejendommens grænser, således at det i forbindelse med naboejendommen, matr.nr. 4008 Udenbys Klædebo Kvarter, bliver muligt at opføre et dobbelt punkthus til boligformål efter lokalplanens bebyggelsesprincip,
- At institutionens friareal bliver tilgængeligt i et vist omfang for karreens beboere i forbindelse med indretning af fælles gårdanlæg, jf. lokalplanens § 9, stk. 4, såfremt karreens beboere måtte ønske det,
- At det i det tidligere projekt viste 3,60 m høje depotskur placeret i skellet til naboejendommen matr.nr. 3434 Udenbys Klædebo Kvarter gives en anden placering på grunden og eventuelt en reduceret højde, således at bygningsreglementet overholdes.
Miljøvurdering
Som ved det tidligere projekt vurderes det ansøgte ikke at give anledning til væsentlige miljøpåvirkninger.
BILAG VEDLAGT
- Beslutningsprotokol og indstilling vedrørende sag BTU 536/2001
- Lokalplantegning med angivelse af byggefelter m.v
- Situationsplan (fra tidligere projekt – tilrettet)
- Perspektiv
- Facade mod gade og gavlfacade
- Facade mod gård
- Snit
Jens Ole Nielsen