Mødedato: 20.09.2000, kl. 14:00

Forslag til lokalplan for musik- og kulturhus samt naturskole ved Utterslev Mose ("Musikhuset Utterslev Mose") med tilhørende tillæg til Kommuneplan 1997

Forslag til lokalplan for musik- og kulturhus samt naturskole ved Utterslev Mose ("Musikhuset Utterslev Mose") med tilhørende tillæg til Kommuneplan 1997

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 20. september 2000

 

 

Sager til beslutning

 

12. Forslag til lokalplan for musik- og kulturhus samt naturskole ved Utterslev Mose ("Musikhuset Utterslev Mose") med tilhørende tillæg til Kommuneplan 1997

 

BTU 405/2000 J.nr. 611:213.0001/00

 

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at forslag til lokalplan for området afgrænset af Rådvadsvej, Mosesvinget og Utterslev Mose ("Musikhuset Utterslev Mose") vedtages med henblik på offentliggørelse

at indsigelsesfristen fastsættes til 2 måneder

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

at det til ovennævnte lokalplanforslag hørende forslag til tillæg til Kommuneplan 1997 vedtages med henblik på fælles offentliggørelse

at indsigelsesfristen fastsættes til 2 måneder

 

RESUME

I Bygge- og Teknikudvalgets møde den 7. juni 2000 blev forvaltningens indstilling (dagsordenens punkt 30, BTU 301/2000) om udarbejdelse af forslag til lokalplan for ovennævnte område med tilhørende tillæg til Kommuneplan 1997 tiltrådt.

I samme møde tiltrådte udvalget forvaltningens indstilling (dagsordenens punkt 19, BTU 304/2000) om kapitalbevilling på 2,4 mio. kr. til etablering af naturværksted i tilknytning til Utterslev Mose ved Rådvadsvej.

Lokalplanen har til formål at muliggøre genopførelse af Bispebjerg Kirkegårds Østre Kapel samt at opføre og indrette et naturværksted ved Utterslev Mose. Lokalplanen muliggør en brug af kapellet som musik- og kulturhus under hensyntagen til det omgivende fredede parkareal.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Erik Møllers Tegnestue A/S har på vegne af MusikhusGruppen udarbejdet tegningsmateriale og projektbeskrivelse vedrørende nedtagning og genopførelse af Bispebjerg Kirkegårds bevaringsværdige Østre Kapel. Dette placeres i den vestlige del af arealet for kirkegårdens nedlagte planteskole ved Rådvadsvej/Mosesvinget. Kapellet skal fjernes fra kirkegården inden udgangen af marts 2001, da der i stedet skal opføres et nyt krematorium.

MusikhusGruppen er en selvejende institution, som ledes af en bestyrelse. MusikhusGruppen købte på en række betingelser i 1996 Østre Kapel af Københavns Kommune, der samtidig gav tilsagn om økonomisk tilskud til bl.a. nedtagning af bygningen samt tilsagn om, at en del af det tidligere planteskoleareal ved Utterslev Mose nord for Rådvadsvej stilles til rådighed for genopførelsen af kapellet som musikhus. Erhvervelsen af kapellet er bl.a. gjort betinget af, at de finansieringsmæssige forudsætninger for projektets gennemførelse falder på plads, samt at godkendelser fra relevante myndigheder foreligger, herunder bl.a. tilvejebringelse af lokalplan samt en skriftlig aftale om, at en byggegrund med en fornuftig fremtidig placering stilles til rådighed for en længere periode, førend den formelle overdragelse af kapellet finder sted.

MusikhusGruppen forventer, at den fremtidige drift af Musikhuset for størstedelens vedkommende vil blive finansieret af entréindtægter samt herudover af forventet støtte fra Statens Musikråd, Københavns Kommune og Københavns Amt samt fra private og offentlige fonde - dels som støtte til specifikke arrangementer, dels som støtte til dele af driften.

Til erstatning for naturværkstedet ved Skolebotanisk Have i Gladsaxe ønskes et nyt naturværksted indrettet i den østlige del af det tidligere planteskoleareal.

 

Forslag til lokalplan

Lokalplanforslaget muliggør ønsket om at genopføre Bispebjerg Kirkegårds Østre Kapel med en anvendelse som musik- og kulturhus, hvilket, ifølge det af Erik Møllers Tegnestue A/S fremstillede projektmateriale, vil være helt enestående grundet den gennemførte brug af træ, der er et afgørende element i størstedelen af alle akustisk berømmede sale i verden. Lokalplanen indeholder bestemmelser, der sikrer, at genopførelsen af kapellet sker med et udseende, der i princippet er i overensstemmelse med kapellets oprindelige udseende og udformning.

Ved opførelsen og anvendelsen af musik- og kulturhuset sikrer lokalplanens bestemmelser, at der tages udstrakt hensyn til det omgivende fredede parkareal. Den foreslåede genplacering af Øster Kapel skønnes at være særdeles god på grund af samspillet mellem det fredede naturområde og bygningens særlige "norske" arkitektur udelukkende udført i naturmaterialer.

Endvidere muliggør lokalplanforslaget opførelse af en mindre 1-etages bebyggelse til indretning af naturværkstedet med tilhørende faciliteter.

Såfremt kapellet ikke genopføres, giver lokalplanen ikke mulighed for at opføre bebyggelse af nogen art, udover de til naturværkstedet hørende mindre bygninger.

Området i øvrigt sikres ifølge lokalplanforslaget som naturområde i overensstemmelse med kendelse af 13. juli 2000 afsagt af Fredningsnævnet for København vedrørende fredning af Utterslev Mose m.v.

 

Forslag til kommuneplantillæg

Arealet, hvor musikhuset og naturskolen agtes opført/indrettet, indgår i Kommuneplan 1997 i et større O1-område – Utterslev Mose (parkområde for rekreativ anvendelse).

Genopførelse af Østre Kapel det pågældende sted med henblik på anvendelse til musikhus (kulturelle formål) er ikke i overensstemmelse med denne anvendelse. Det forudsættes derfor, at den gældende rammebestemmelse suppleres med en særskilt *-bemærkning herom.

Der er på den baggrund udarbejdet et forslag til kommuneplantillæg med en særlig bestemmelse, der muliggør, at der i en del af O1-området kan opføres eller indrettes mindre bebyggelse til kulturelle formål.

 

Høring

I forbindelse med udarbejdelsen af lokalplanforslaget har Plandirektoratet foretaget høring af Kultur- og Fritidsforvaltningen, Københavns Energi, Københavns Vand og Miljøkontrollen under Miljø- og Forsyningsforvaltningen samt Byggedirektoratet, Kirkegårdsafdelingen og Vej & Park under Bygge- og Teknikforvaltningen.

Kultur- og Fritidsforvaltningen, Byggedirektoratet, Københavns Energi og Københavns Vand har ikke bemærkninger til forslaget.

Kirkegårdsafdelingen under Bygge- og Teknikforvaltningen bemærker, at de gerne vil understrege, at en fravigelse af tidspunktet for flytningen af Østre Kapel (inden udgangen af marts 2001) vil være udelukket af hensyn til tidsplanen for opførelse af det nye krematorium. Kirkegårdsafdelingen oplyser endvidere, at Københavns Kirkegårde giver et tilskud til fjernelsen af kapellet svarende til nedrivningsomkostningerne på ca. kr. 300.000.

Vej & Park bemærker, at lokalplanområdet er omfattet af fredningen af Utterslev Mose, og at arealet, i henhold til fredningsbestemmelserne, vil blive omfattet af en samlet plejeplan for Utterslev Mose, der vil blive udarbejdet inden for de næste par år af Vej & Park som plejemyndighed ifølge fredningskendelsen. Vej & Park understreger endvidere, at Utterslev Mose, med undtagelse af naturværkstedets hegnede areal, skal være tilgængeligt for offentligheden døgnet rundt. Herudover har Vej & Park nogle bemærkninger vedrørende adgangsveje og tilkørselsforhold i området samt parkeringspladser.

Miljøkontrollen anbefaler, med henvisning til Borgerrepræsentationens tiltrædelse af forslaget til "Miljøorienteret byfornyelse og nybyggeri" i mødet den 3. december 1998, at der i lokalplanens formålsparagraf indgår et afsnit om økologiske tiltag, samt at der i paragraffen om foranstaltninger mod forureningsgener indgår krav om sikring mod støj. Miljøkontrollen foreslår endvidere, at der optages konkrete lokalplanbestemmelser vedrørende foranstaltninger mod forureningsgener, herunder i forbindelse med trafik, virksomheder samt jordbunds- og grundvandsforhold m.v. Miljøkontrollen har beregnet det ækvivalente trafikstøjniveau på Rådvadsvej til 61,7 dB(A), mens trafikstøjniveauet på Mosesvinget skønnes at ligge under 60 dB(A). Miljøkontrollen anbefaler derfor en tilføjelse til paragraffen om foranstaltninger mod forureningsgener om, at trafiks tøjniveauet på udendørs primære opholdsarealer, offentlige rekreative arealer og lignende ikke må overstige 60 dB(A). Til samme paragraf anbefaler Miljøkontrollen endvidere, at der indsættes et nyt stykke med tilhørende fodnote om forpligtigelsen til at standse arbejdet, såfremt forurening af jorden konstateres, idet det oplyses, at Miljøkontrollen ikke er i besiddelse af konkret viden om forurening af jorden eller grundvandet i lokalområdet, men at der kan forekomme forurening i opfyld, ligesom overfladejorden kan være forurenet. Endvidere bemærkes, at arealet ligger i et område med begrænsede drikkevandsinteresser.

 

Plandirektoratets bemærkninger

Vej & Park's bemærkninger er indarbejdet i lokalplanforslaget.

Miljøkontrollens bemærkninger er ligeledes indarbejdet i lokalplanforslaget i det omfang, planloven giver mulighed herfor. Det bemærkes i den forbindelse, at der ikke skønnes at være mulighed for etablering af foranstaltninger mod trafikstøj vedrørende de udendørs arealer, hvorfor der ikke er indarbejdet bestemmelser i lokalplanforslaget om, at trafikstøjniveauet for disse arealer ikke må overstige 60 dB(A). I forbindelse med Borgerrepræsentationens vedtagelse den 3. december 1998 af de miljømæssige retningslinier for "Miljøorienteret byfornyelse og nybyggeri" blev det tiltrådt, at de vedtagne minimumskrav optages som bestemmelser i lokalplanerne i det omfang, planloven giver hjemmel hertil. En arbejdsgruppe under styregruppen for "Miljøorienteret byfornyelse og nybyggeri" overvejer for tiden, hvorledes disse krav kan indpasses i kommende lokalplaner. I den her omhandlede lokalplan i ndføjes i formålsparagraffen efter sædvanlig praksis en fodnote med henvisning til Borgerrepræsentationens vedtagelse.

 

BILAG VEDLAGT

  1. Redegørelse for lokalplanforslaget og luftfoto af området
  2. Lokalplanforslag "Musikhuset Utterslev Mose"
  3. Kommuneplantillæg til lokalplanforslag "Musikhuset Utterslev Mose"

 

BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN I BORGMESTERENS FORKONTOR, RÅDHUSET, 1. SAL VÆRELSE 36

  1. Høringssvar af 5. juli 2000 fra Kirkegårdsafdelingen
  2. Høringssvar af 9. august 2000 fra Vej & Park
  3. Høringssvar af 10. august 2000 fra Miljøkontrollen

 

 

Bjarne Winge Jens Jacobsen

 

 

Til top