Mødedato: 20.03.2002, kl. 14:00

Kvarterløftprojekt i "Femkanten" i Nordvestkvarteret

Kvarterløftprojekt i "Femkanten" i Nordvestkvarteret

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 20. marts 2002

 

Sager til beslutning

9. Kvarterløftprojekt i "Femkanten" i Nordvestkvarteret

BTU 122/2002 J.nr. 621.0001/98

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller at Bygge- og Teknikudvalget godkender,

at Bygge- og Teknikforvaltningen meddeler bindende tilsagn til bygningsfornyelse for et beløb på godt 1,9 mio. kr. efter byfornyelseslovens § 11, stk. 5 til projekt på ejendommen Smedetoften 21 beliggende i "Femkanten" i Nordvestkvarteret inden for den i 2000 af By- og Boligministeriet til Kvarterløft i Nordvestkvarteret tildelte særlige bevillingsramme på 48,4 mio. kr.

RESUME

Efter anbefaling fra bestyrelsen for Kvarterløftprojektet i Femkanten samt den i forbindelse hermed nedsatte lokalt forankrede byfornyelsesgruppe, foreslås, at Bygge- og Teknikudvalget tiltræder, at der efter byfornyelseslovens § 11, stk. 5 tildeles støtte til ejendommen Smedetoften 21 med i alt 3 lejligheder og 1 erhvervslejemål, der er beliggende i kvarterløftområdet "Femkanten" i Nordvestkvarteret. Støtten udgør 1,9 mio. kr. til bygningsfornyelse af den for 2002 afsatte særlige ramme til bygningsfornyelse i kvarterløftområdet Nordvest.

SAGSBESKRIVELSE

Kvartercenteret Nordvest har i skrivelse af 26. november 2001 meddelt, at bestyrelsen for kvarterløftprojektet i "Femkanten" og den i forbindelse hermed nedsatte byfornyelsesgruppe har vedtaget at indstille, at ejendommen Smedetoften 21 tildeles 1.948.700 kr.

Beslutning om at indstille denne ejendom er begrundet med, at ejendommen er meget nedslidt og det anses for ønskeligt med en forbedring også under hensyn til dens beliggenhed ud mod Smedetoften, der omlægges bl.a. ved etablering af et mindre torveareal udfor ejendommen.

Om indstillingen fra Byfornyelsesgruppen og bestyrelsen for kvarterløftprojektet i "Femkanten" kan vedrørende ejendommen Smedetoften 21oplyses:

Ejendommen er en privat udlejningsejendom omfattende 3 beboelseslejemål, der efter byfornyelsen er på henholdsvis 107 m², 71 m² og 21 m² og 1 erhvervslejemål på 123 m². Forhuset er på to etager, medens baghuset er på en etage. De to største beboelseslejemål er beliggende i forhuset på henholdsvis stueetagen og l. sal. Lejligheden på 21 m2 er beliggende i stueetagen i baghuset. Erhvervslejemålet (Pizzaria) er beliggende i kælderen i både forhuset og baghuset. Ejendommen er opført i 1940, og er ifølge bydelsatlas Bispebjerg en bebyggelse med middel bevaringsværdi.

Projektet omfatter udvendige arbejder på ejendommens tag, facader og vinduer samt etablering af ny ståltrappe mellem stuen og 1.sal i forhuset, idet den nuværende trappe er farlig, da der ikke er repos ud for hoveddøren til lejligheden på 1. sal. Endvidere renoveres wc/bad, og der etableres nye køkkener i stuen og på 1. sal i forhuset. Endvidere renoveres/lovliggøres elinstallationerne og gasinstallationer fjernes fra beboelseslejemålene. Endelig forbedres friarealerne, der er nedslidte. Olietank og gammel skorsten fjernes, der hegnes mod gade, og arealerne forbedres med ny beplantning og nye fliser.

Den samlede udgift udgør 2.248.700 kr. svarende til en udgift på 6.984 kr./m². Ejeren finansierer selv 300.000 kr., således at den støtteberettigede udgift udgør 1.948.700 kr., hvoraf 324.300 kr. udgør forbedring.

Bygge- og Teknikforvaltningens bemærkninger

Forvaltningen kan anbefale indstillingen om bygningsfornyelse fra byfornyelsesgruppen og bestyrelsen for kvarterløftprojekter i Femkanten. Af det fremsendte projektudkast fremgår det, at gasinstallationerne i forbindelse med ændring af køkkenerne fjernes. Forvaltningen skal i den forbindelse gøre opmærksom på, at gasinstallationerne ved byfornyelse skal bevares og/eller renoveres til at anvende gas til madlavning, jfr. Københavns Kommunes retningslinier for miljømæssige minimumskrav.

Ejeren finansierer selv 300.000 kr., hvoraf 126.540 kr. udgør forbedring.

I byfornyelseslovens § 23, stk. 4 er anført, at ejeren senest i forbindelse med opfordringen skal have oplysning om, hvorvidt kommunalbestyrelsen vil optage forhandling om støtteafkald i medfør af byfornyelseslovens § 57.

Hertil bemærkes, at forvaltningen ikke agter at optage en sådan forhandling i lovens forstand, idet forhandlingsmulighederne anses for udtømt ved, at der som betingelse for støtten til ovennævnte arbejder kræves, at ejeren egenfinansierer 300.000 kr., og at bevillingen maksimeres til de ansøgte beløb.

Økonomi

Der er på rammerne for år 2000 og 2001 på 25,4 mio. kr. meddelt tilsagn til bygningsfornyelser på 9,4 mio. kr., til friarealforbedringer på 9,6 mio. kr. og til fælleshuse på 4,2 mio. kr. De resterende 2,2 mio. kr. er forbrugt på tryk, information, teknisk bistand, honorar m.v. Endvidere er der på rammerne for 2002 på 23 mio. kr. meddelt tilsagn på 3,8 mio. kr. til friarealer, 2,1 mio. kr. til facader og skilte samt 0,4 mio. kr. til honorarer, tryk, information m.v. Der resterer herefter 16,7 mio. kr. af rammen for 2002.

Det samlede tab kan kalkulatorisk anslås til 1.624.400 kr., der ifølge lovændringen der trådte i kraft 1. januar 2001 skal udbetales kontant. Der ydes 50 % statsrefusion. Ejeren lånefinansierer selv 624.300 kr. (Forbedringsdelen på 324.300 kr. og egenfinansieringen på 300.000 kr.)

Kassemæssig dækning på det på budgettet 2002 og følgende år for Bygge- og Teknikudvalget, under 44010 Plan & Arkitektur, Konto 0.15.3 til Byfornyelse og boligforbedring optagne rådighedsbeløb.

Budgetansvarlig institution: 44010 Plan & Arkitektur.

BILAG VEDLAGT

  1. Kortbilag visende beliggenheden af ejendommen.
  2. Foto visende ejendommens bebyggelse
  3. Skrivelse af 26. januar 2001 fra Kvartercentret Nordvest.

 

 

Jens Ole Nielsen

 

Til top