Mødedato: 20.03.2002, kl. 14:00

Etablering af laser-storskærm på Richshuset, Rådhuspladsen 16

Etablering af laser-storskærm på Richshuset, Rådhuspladsen 16

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 20. marts 2002

 

Sager til beslutning

12. Etablering af laser-storskærm på Richshuset, Rådhuspladsen 16

BTU 94/2002 J.nr. 21531:105.0043/02

 

INDSTILLING

Bygge-og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge-og Teknikudvalget godkender,

at der gives tilladelse til etablering af en nærmere beskrevet laser-storskærm på Richshusets tårn, Rådhuspladsen 16, til erstatning for den nuværende neonreklame for Philips

RESUME

Bygge- og Teknikforvaltningen, Plan & Arkitektur, har modtaget ansøgning om tilladelse til opsætning af en laser-storskærm på Richshusets hjørnetårn ved Vesterbrogades udmunding i Rådhuspladsen. Laserskærmen skal erstatte den nuværende dominerende neontagreklame for Philips. Når skærmen, som udføres af et tyndt stræk-metalnet, i dagtimerne ikke er i brug, vil den fremstå transparent, og himmellys, skyer m.v. vil kunne ses igennem nettet. Skærmen er opspændt på en stålkonstruktion, der udføres i dimensioner, der fremstår spinklere end den nuværende neonreklame. I skumringen vil himmellyset reduceres og projektion med lysreklamer vil kunne påbegyndes. Umiddelbart vil der vises enkle reklamer; men systemet muliggør egentlige billeder eller film.

Ejendommen er omfattet af Strøggade-lokalplan nr. 178 "Vesterbrogade", hvorefter skiltning, reklamering m.v. skal godkendes af Magistraten (nu Bygge- og Teknikforvaltningen).

Rådhuspladsen er i dag på en karakteristisk måde præget af store lysreklamer. Derved adskiller Rådhuspladsen sig fra andre pladser m.v. i byen og skønnes derved egnet for opsætning af særlige lysreklamer, herunder den aktuelle laser-storskærm.

Da skærmen i dagtimerne vil fremstå med en høj grad af transparens, kan Bygge- og Teknikforvaltningen anbefale, at der meddeles tilladelse til opsætning af den ansøgte skærm, under forudsætning af, at den placeres "svævende" over tårnet og dermed ikke ændrer bygningens arkitektur, samt at den bærende konstruktion udføres så spinkel som muligt. Det betinges endvidere, at skærmen i brug ikke fremtræder med en lysstyrke og –type, som vil være dominerende eller uskøn i forhold til øvrige reklameskilte m.v. på Rådhuspladsen eller til pladsen som helhed.

Sagen var på dagsordenen for mødet den 6. marts 2002, hvor den blev udsat.

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Arkitekt Peter Dahl-Hansen har på vegne af ejendomsselskabet Paraplyen A/S fremsendt ansøgning om tilladelse til opsætning af en laser-storskærm på Richhusets hjørnetårn ved Rådhuspladsen og Vesterbrogade. Laser-storskærmen skal erstatte den nuværende neontagreklame for Philips.

Systemet fungerer ved, at en lille laser-lys-kanon i lighed med et fjernsyn med stor hastighed bevæger en lysstråle eller flere forskelligfarvede synkrone laser-stråler hen over en flade så hurtig, at det menneskelige øje ikke opfatter det som et punkt, men eksempelvis som en streg, en cirkel eller anden geometrisk form. I første omgang vil der blive vist enkle reklamer i lighed med bevægelige neonreklamer, men systemet er efterhånden så udviklet, at det kan vise egentlige billeder eller film.

Projektionen vil i det aktuelle tilfælde ske på et tyndt metalnet, idet selve laserstrålen skydes ind på nettet på en sådan måde, at lyset ikke går gennem maskerne, men stoppes af disse i selve skærmfladen.

For at skærmen skal fremtræde så transparent som muligt udføres den af et strækmetalnet, hvor procentdelen af huller udgør op til 65 % af skærmfladen. Til anskueliggørelse af skærmfladens transparens er der på Richshusets tag mellem hjørnetårnet og neonreklamen for Jyllandsposten i øjeblikket opsat en midlertidig prøve af nettet, som det vil fremtræde uden projektion. Prøven illustrerer kun skærmmaterialet. Den anvendte noget bastante konstruktion og ramme, som bærer det opsatte net, er kun udført i forbindelse med prøveopsætningen og er ikke illustrativ for en eventuel permanent konstruktion, se vedlagte bilag 1.

Skærmen forudsættes opsat på tårnet, således at den ligesom Philips-reklamen placeres diagonalt og "svæver" over tårnet og derved ikke griber ind i bygningens arkitektur. Den bærende konstruktion forudsættes udført så spinkel som overhovedet muligt. Skærmformatet vil blive ca. 2 : 3, således at den længste side vil ligge indenfor tårnets diagonal, se vedlagte bilag 2 – fotomanipulation.

Planforhold

Ejendommen er mod Vesterbrogade og 15 m hen ad Rådhuspladsen målt fra Vesterbrogade omfattet af lokalplan nr. 178 , "Vesterbrogade", hvilket betyder, at tårnet og dermed den eventuelle skærm vil være omfattet af lokalplanens bestemmelser.

Ifølge lokalplanens §4, stk. 2, må bl.a. skiltning, reklamering og lysinstallation "ikke finde sted uden Magistratens (nu Bygge- og Teknikforvaltningens) godkendelse" og installationerne skal udformes således, " at der efter Magistratens (nu Bygge-og Teknikforvaltningens) skøn tilvejebringes en god helhedsvirkning i forhold til den pågældende bygnings arkitektoniske karakter med hensyn til placering, omfang, materialer, farver, skrifttyper og lignende. Facade- og reklamebelysning samt lysskilte, herunder blinkende reklameskilte, lysaviser, signboards og lignende, må ikke ved blænding, reflekser, farver eller ved sit udseende være til ulempe for omgivelserne eller virke skæmmende i forhold til gadebilledets særlige karakter og den pågældende bygnings arkitektoniske udtryk".

Vurdering

De af Bygge- og Teknikudvalget i mødet den 6. december 2000 (BTU 579/2000) vedtagne anbefalinger og retningslinier for "Facader & Skilte i København" indeholder ikke retningslinier for laser-storskærme, som er et nyt produkt, der ikke var kendt, da retningslinjerne blev udformet. Skærmens natvirkning kan imidlertid sidestilles med den, som optræder ved elektroniske lystavler eller neontagreklamer. Vedrørende elektroniske lystavler er der i retningslinierne anført, at de på grund af deres størrelse og bevægelige lys vanskeligt kan indpasses i bygningernes arkitektur og det københavnske gadebillede. Skiltetypen kan derfor kun anvendes, hvor en sådan tilpasning er mulig uden at være til gene for omgivelserne. Om neontagreklamer er anført, at skiltets bærende konstruktion, bogstaver og billede skal være gennembrudt, så det synes mindst muligt i dagtimerne.

Bygningerne omkring Rådhuspladsen er i dag præget af mange og store både faste og bevægelige lysreklamer. Dette i et omfang, der har medført, at det er blevet et karakteristika for Rådhuspladsen, som adskiller den fra langt hovedparten af byens øvrige pladser og trafikknudepunkter. Efter Bygge- og Teknikforvaltningens vurdering gør dette Rådhuspladsen, som et af de få steder i byen, egnet til lysreklamer herunder den aktuelle laser-storskærm, når den i øvrigt opsættes med respekt for bygningens arkitektur. Ligesom den nuværende neonreklame for Philips placeres storskærmen "svævende" over tårnet og griber således ikke ind i bygningens arkitektur. Endvidere vil den i sin dagvirkning fremtræde med en langt større lethed og transparens end den nuværende neonreklame.

På den baggrund kan Bygge- og Teknikforvaltningen anbefale, at der gives tilladelse til, at den ansøgte laser-storskærm kan erstatte den nuværende neontagreklame for Philips på betingelse af, at skærmen i lighed med den nuværende neonreklame placeres hævet over tårnet, at den i sin dagvirkning fremtræder transparent, at skærmen i bredden ligger inden for tårnets diagonal og at højden i forhold til bredden er 2:3, at den bærende konstruktion udføres så spinkelt som muligt, samt at skærmen i brug ikke fremtræder med en lysstyrke og lystype, som efter forvaltningens vurdering vil virke uhensigtsmæssigt dominerende eller uskøn i forhold til øvrige reklameskilte m.v. på Rådhuspladsen eller til pladsen som helhed.

 

BILAG VEDLAGT

  1. Foto af eksisterende forhold med prøven opsat.
  2. Fotomanipulation visende skærmen i den omtrentlige størrelse placeret på tårnet (uden bærende konstruktion).

Udsendt med dagsordenen for mødet den 6. marts 2002.

Jens Ole Nielsen

 

Til top