Enghaven - opstilling af skurvogn til socialt projekt
Enghaven - opstilling af skurvogn til socialt projekt
Bygge- og Teknikudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 19. juni 2002
Sager til drøftelse
36. Enghaven - opstilling af skurvogn til socialt projekt
BTU 350/2002 J.nr. 2221:114.0002/02
INDSTILLING
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget drøfter,
om der skal gives tilladelse til opstilling af en skurvogn i Enghaven i en periode på 1 år i forbindelse med det socialpædagogiske bydelsprojekt "Perronen"
RESUME
Vej & Park har fra Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, Lokalcenter Vesterbro modtaget en ansøgning om tilladelse til at opsætte en skurvogn i Enghaven, i forbindelse med det Socialpædagogiske bydelsprojekt "Perronen".
Projektet "Perronen" skal være et samlingssted, hvor "utilpassede unge" mellem 12 og 18 år har mulighed for at være sammen med ressourcestærke voksne.
Forvaltningen giver generelt ikke tilladelse til opsætning af skurvogne eller lignende i parker, når formålet ikke har relation til parkens brugere eller funktion i øvrigt.
Dette projekt adskiller sig imidlertid ved at være tidsbegrænset (der er ansøgt om opstilling af en skurvogn i et år) og ved at være et socialt projekt, som er rettet mod en vigtig del af parkens brugere.
Forvaltningen er på baggrund af ovenstående indstillet på at give tilladelse til, at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen i samarbejde med Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen opstilles en skurvogn i Enghaven i en periode på 1 år i forbindelse med det Socialpædagogiske bydelsprojekt "Perronen".
Enghaven er fredet og der skal derfor i givet fald søges en dispensation fra fredningen til opsætning af skurvognen.
SAGSBESKRIVELSE
Vej & Park har den 21. januar 2002 modtaget en ansøgning fra Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, Lokalcenter Vesterbro om tilladelse til at opsætte en skurvogn i Enghaven, i forbindelse med det Socialpædagogiske bydelsprojekt "Perronen". Det foreslås, at der gives tilladelse til opsætning af en skurvogn i Enghaven i en periode på 1 år. Dette under forudsætning af, at Fredningsnævnet vil give den fornødne dispensation fra fredningsbestemmelserne for Enghaven.
Distriktmedarbejderne på Vesterbro fra hhv. Ungdoms- og Uddannelsesforvaltningen og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har taget initiativ til at etablere et samlingssted, hvor "utilpassede unge" mellem 12-18 år har mulighed for at være sammen med ressourcestærke voksne. Disse voksne hentes i første omgang fra fritids- og ungdomsklubberne i bydelen samt de udegående medarbejdere fra de to forvaltninger.
Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil
Samlingsstedet skal yde en betydelig individuel omsorg for stedets brugere, såsom at være konfliktløsende, personligt rådgivende samt netværkskabende for de unge og deres familier. Via tværsektorielt samarbejde skal de voksne, der tilknyttes "Perronen" endvidere fungere som brobyggere til såvel den frivillige som den offentlige indsats, som er rettet imod de unges sociale hverdag og fritidsliv; herunder evt. at visitere til klub, forening eller anden social indsats og/eller behandling.
Forvaltningen giver generelt ikke tilladelse til opsætning af skurvogne eller lignende i parker, når formålet ikke har relation til parkens brugere eller funktion i øvrigt. Begrundelsen for denne normalt meget restriktive praksis er, at denne type projekter ofte vil være til stor gene for parkens normale brugere, og i værste fald medføre at visse publikumsgrupper ikke længere ønsker at opholde sig i den pågældende park.
Dette projekt adskiller sig imidlertid ved at være tidsbegrænset (der er ansøgt om opstilling af en skurvogn i et år) og ved at være et socialt projekt, som er rettet mod en vigtig del af parkens brugere. Det forventes således, at projektet kan være medvirkende til at løse nogle af parkens sociale problemer, til gavn både for parken og dens brugere.
Forvaltningen er indstillet på at give tilladelse til opstilling af skurvogn i et år. Herefter vil man kunne vurdere om projektet har medført gener for parkens normale brugere.
Udgifterne forbundet med projektet, herunder retablering efter fjernelsen af skurvognen dækkes af Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.
Det forventes ikke, at opstillingen af en skurvogn i en begrænset periode vil have miljømæssige konsekvenser.
Andre konsekvenser
Enghaven er fredet og der skal derfor i givet fald søges en dispensation fra fredningen til opsætning af skurvognen.
Ole Bach