Mødedato: 19.06.2002, kl. 13:00

Lokalplan "Bispebjerg Bakke" med tilhørende tillæg til Kommuneplan 2001

Lokalplan "Bispebjerg Bakke" med tilhørende tillæg til Kommuneplan 2001

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 19. juni 2002

 

Sager til beslutning

23. Lokalplan "Bispebjerg Bakke" med tilhørende tillæg til Kommuneplan 2001

BTU 323/2002 J.nr. 611:246.0001/02

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at lokalplan "Bispebjerg Bakke" vedtages endeligt med en tilføjelse til lokalplanforslagets § 5, stk. 3, hvorved indbliksgener for Bispebjerg Hospitals Børne- og Ungdomspsykiatriske afdeling F hindres, samt justering af lokalplanforslagets § 6, stk. 2, litra a), § 6, stk. 2, litra d), og § 6, stk. 4, litra c) vedrørende materialevalg og ændring af lokalplanforslagets § 10, stk. 4, om beplantning.

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler,

at det til ovennævnte lokalplan hørende tillæg til Kommuneplan 2001 vedtages endeligt.

RESUME

I forbindelse med den offentlige høring vedrørende lokalplanforslaget er der modtaget 7 henvendelser, heraf 4 fra offentlige myndigheder.

Bispebjerg Hospital kritiserer, at der fra den tårnagtige opbygning i bebyggelsens nordlige del vil være fri oversigt til de af Børne- og Ungdomspsykiatrisk afdeling F benyttede bygninger og det til afdelingen hørende haveanlæg, hvilket findes krænkende for patienterne.

I indsigelsen foreslås det, at lokalplanforslaget ændres således, at den tårnagtige opbygning ikke opføres, eller at den flyttes til en anden del af byggeriet, samt at der ved en eventuelt anden løsning sikres tilstrækkelig afstand og ingen vinduer med indkigsmulighed mod afdelingen. For at imødekomme dette foreslår forvaltningen derfor den nedenfor omtalte tilføjelse til lokalplanens § 5, stk. 3, således at indbliksmuligheder forhindres.

Københavns Bymuseum oplyser, at det er sandsynligt, at der i området vil kunne påtræffes arkæologiske forekomster fra stenalderen. Museet ønsker derfor i god tid inden byggearbejdernes påbegyndelse at foretage en større forundersøgelse for at konstatere, om der er arkæologiske forekomster i området.

Hovedstadens Udviklingsråd og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen meddeler ikke at have bemærkninger til lokalplanforslaget.

Haveforeningen Aldersro gør gældende, at lokalplanområdet, Lersøparken og haveforeningerne tilsammen udgør en værdifuld grøn kile og foreslår derfor, at bebyggelse koncentreres i et byggefelt langs Bispebjerg Bakke og begrænses til 2 etager, samt at fælleshus og eventuel institution indpasses i bebyggelsen og ikke opføres uden for denne. Henvendelsen giver ikke forvaltningen anledning til at foreslå ændringer i lokalplanen.

Kuben Byggeadministration A/S, der er administrator for bygherren, foreslår lokalplanens § 3, stk. 2, formuleret således, at lejlighedernes gennemsnitsstørrelse fastlægges til minimum 95 m2 og mindstestørrelsen til 80 m2 for at øge fleksibiliteten i detailprojekteringen, men det understreges, at sigtet i projektet ikke er ændret. Endvidere ønskes nogle mindre væsentlige justeringer af lokalplanens § 6, stk. 2, litra a), §6, stk. 2, litra d) samt § 6, stk. 4, litra c) vedrørende materialevalget.

Forvaltningen kan ikke gå indfor en lempelse af lokalplanens krav til lejlighedsstørrelser, idet et af formålene med udbudet af grunden i sin tid var at opnå store attraktive boliger, men finder ellers ikke anledning til at modsætte sig de ønskede ændringer og skal derfor foreslå, at lokalplanen ændres i overensstemmelse hermed.

Danmarks Naturfredningsforening, Lokalkomité København, gør gældende, at den 8 etager høje tårnagtige afslutning af bebyggelsen skiller sig markant ud fra den øvrige byggestil i området og skønnes at forstyrre den landskabelige helhed. Henvendelsen giver ikke forvaltningen anledning til at foreslå ændringer i lokalplanen.

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Borgerrepræsentationen tiltrådte i mødet den 28. februar 2002 (BR 114/02) Bygge- og Teknikudvalgets og Økonomiudvalgets indstilling af henholdsvis 30. januar 2002 og 5. februar 2002 om offentliggørelse af lokalplanforslag "Bispebjerg Bakke" med tilhørende forslag til tillæg til Kommuneplan 2001.

Offentliggørelse

Lokalplanforslaget har været offentliggjort i perioden 20. marts 2002 til 21. maj 2002. Der er udsendt 152 pjecer til ejere, lejere og brugere samt 45 pjecer til interessegrupper, foreninger og lignende.

I offentliggørelsesperioden har der i Biblioteket, Ørnevej 55, været opstillet en udstilling om lokalplanforslaget.

Den 22. april 2002, kl. 19-21, blev der afholdt et borgermøde i Kvartercenter Nordvest, Dortheavej 61. De 8 deltagende borgere blev her orienteret af medarbejdere fra Plan & Arkitektur og Vej & Park om planens indhold, ligesom borgerne havde lejlighed til at stille spørgsmål til forslaget. Til stede ved mødet var 2 borgerrepræsentanter samt repræsentanter for bygherren. Der vedlægges som bilag B et referat fra borgermødet samt som bilag C resultatet af de evalueringsskemaer, som blev omdelt på mødet. Som det fremgår af referatet, blev følgende emner diskuteret:

  • Projektet som sådan og den fremtidige udlejning af lejlighederne
  • Bebyggelsens omfang og placering
  • Bevaring af eksisterende træbeplantning
  • Selve byggeprocessen

Herudover har der i offentliggørelsesperioden været mulighed for via internettet at søge oplysninger om lokalplanforslaget på en særlig hjemmeside. Hjemmesiden indeholdt en debatside, hvor der var mulighed for at fremføre synspunkter vedrørende forslaget. Der har i offentliggørelsesperioden været ét indlæg på debatsiden. Endvidere indeholdt hjemmesiden mulighed for direkte at fremsende indsigelser via e-mail. Der er ikke modtaget e-mailhenvendelser i forbindelse med offentliggørelsesperioden.

Der er i forbindelse med offentliggørelsen modtaget 7 henvendelser. Af henvendelserne er 4 fra en offentlig myndighed. Henvendelserne vedlægges i kopi til gennemsyn som bilag 2. En liste over henvendelserne er vedlagt som bilag A. Henvendelserne omhandler overvejende forhold som indbliksgener i forhold til Bispebjerg Hospital, bebyggelsens omfang og udformning samt bebyggelsens materialer og de ubebyggede arealer. Henvendelserne beskrives og kommenteres i de efterfølgende afsnit Henvendelser fra offentlige myndigheder og Henvendelser fra ejere, beboere, brugere, interessegrupper m.fl.

Henvendelser fra offentlige myndigheder

  1. Skrivelse af 15. maj 2002 fra Bispebjerg Hospital, direktionen, bilagt skrivelse af 23. april 2002 fra Børne- og Ungdomspsykiatrisk afdeling F.
  2. I skrivelserne kritiseres, at der fra den tårnagtige opbygning i bebyggelsens nordlige del vil være fri oversigt til de af Børne- og Ungdomspsykiatrisk afdeling F benyttede bygninger og det til afdelingen knyttede haveanlæg, hvilket findes krænkende for patienterne.

    Der henvises i den forbindelse til, at Folketingets Ombudsmand i forbindelse med inspektion af psykiatriske afdelinger ved flere lejligheder har kritiseret muligheden for offentlighedens indblik til de arealer, hvor psykiatriske patienter færdes.

    Endvidere henvises til lov om patienters retsstilling, § 1, hvori fremhæves, at loven skal medvirke til at sikre, at patienters værdighed, integritet og selvbestemmelsesret respekteres.

    Endelig henvises til bekendtgørelse om lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien, hvorefter sygehusmyndigheden skal tilbyde sygehusophold, behandling og pleje, som svarer til god psykiatrisk sygehusstandard, herunder med hensyn til de bygningsmæssige forhold og til FN`s Menneskerettighedskonvention, der i § 8 omtaler retten til familieliv og privatliv, samt til FN`s Principper til beskyttelse af mennesker med psykisk sygdom, § 6, der omtaler retten til fortrolighed omkring information.

    Direktionen ved Bispebjerg Hospital foreslår herefter, at lokalplanforslaget ændres således, at den tårnagtige opbygning i bebyggelsens nordligste del ikke opføres eller flyttes til en anden del af byggeriet, hvor der ikke er samme væsentlige hensyn at tage i betragtning, og at der ved planlægning af eventuel anden løsning tages højde for ovennævnte forhold, således at der sikres tilstrækkelig afstand og ingen vinduer med indkigsmulighed mod afdelingen.

    Skrivelse af 4. april 2002 fra Københavns Bymuseum

    Københavns Bymuseum meddeler, at det er sandsynligt, at der i det af lokalplanforslaget berørte område vil kunne påtræffes arkæologiske forekomster fra stenalderen. Museet ønsker derfor i god tid inden byggearbejdernes påbegyndelse at foretage en større forundersøgelse for at konstatere, om der er arkæologiske forekomster i området.

  3. Skrivelse af 21. maj 2002 fra Hovedstadens Udviklingsråd (HUR)
  4. Udviklingsrådet meddeler ikke at have bemærkninger til lokalplanforslaget.

  5. Skrivelse af 15. maj 2002 fra Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen

Forvaltningen meddeler ikke at have bemærkninger til lokalplanforslaget.

Henvendelser fra ejere, beboere, brugere, interessegrupper m.fl.

  1. Skrivelse af 11. maj 2002 fra Haveforeningen Aldersro v/ formand Max Katzenelson
  2. I skrivelsen gøres gældende, at lokalplanområdet, Lersøparken og haveforeningerne tilsammen udgør en værdifuld grøn kile i byområdet, og bebyggelse bør således opføres under størst mulig hensyntagen til, at denne grønne kile fastholdes.

    Det foreslås derfor, at al bebyggelse koncentreres i et byggefelt langs Bispebjerg Bakke og at resten af området friholdes for bebyggelse.

    Endvidere foreslås, at bebyggelse i byggefelt A langs skellet mod Lersøparken samt bebyggelse i byggefelt B højst opføres i 2 etager, samt at der ikke opføres institutioner og fælleshus uden for de i lokalplanen viste byggefelter.

    Endelig foreslås, at det sydlige trekantområde mellem Lygte Å og jernbanens terræn bevares med træbeplantning, og at friarealerne som helhed gives et udtryk, der matcher omgivelserne bedst muligt, ligesom udendørs belysning bør begrænses til, hvad der er nødvendigt for brugen af området, og der foreslås optaget bestemmelse om, at lyspunkthøjden på parkeringsarealer og friarealer ikke må overstige ca. 1,25 m.

  3. Skrivelse af 20. maj 2002 fra Kuben Byggeadministration A/S
  4. I skrivelsen foreslås lokalplanens § 3, stk. 2, ændret, således at lejlighedernes gennemsnitsstørrelse anføres som minimum 95 m2 og mindstestørrelsen som 80 m2 for at skabe større fleksibilitet i detailprojekteringen. Det understreges imidlertid, at sigtet i projektet ikke er ændret.

    Endvidere foreslås lokalplanens § 6, stk. 2, litra a), hvorefter "facader skal udføres med blank mur med teglsten i en rødlig eller gullig farve" ændret til "…….med teglsten i en rødlig og/eller gullig farvetone."

    Endelig ønskes § 6, stk. 2, litra d), hvorefter vinduer, dørpartier mv. skal udføres i træ og/eller aluminium, ændret, således at "aluminium" erstattes af "metal", idet det overvejes at anvende en umalet alu-broncelegering, som vil kunne patinere i smuk samklang med det øvrige materialevalg, ligesom det i § 6, stk. 4, litra c), om den udendørs belysning ønskes præciseret, at der skal anvendes afskærmede armaturer med lyskilder, der giver et tilsvarende lys som glødelamper, og som harmoner med bebyggelsen, men uden at nævne armaturer med glødelamper.

  5. Skrivelse af 20. maj 2002 fra Danmarks Naturfredningsforening, Lokalkomite København v/ Susanne Simonsen

I skrivelsen anføres, at det planlagte byggeri – i modsætning til Bispebjerg Hospital, hvis byggestil harmonerer med det omkringliggende grønne landskab – skiller sig markant ud fra den øvrige byggestil i området, og at den tårnagtige afslutning af bebyggelsen i 8 etager skønnes at forstyrre den landskabelige helhed. Lokalkomiteen finder således, at ingen del af bebyggelsen bør opføres i mere end 4 etager.

Forvaltningens bemærkninger

Ad I, skrivelse af 15. maj 2002 fra Bispebjerg Hospital

Forvaltningen kan ikke gå ind for, at den tårnagtige afslutning af bebyggelsens nordligste del – placeret på grundens højeste punkt – udelukkes eller indpasses andetsteds i bebyggelsen, da netop denne afslutning af bebyggelsen er af afgørende betydning for det samlede arkitektoniske udtryk og for understregning af de topografiske træk.

Der har imidlertid på den givne foranledning været afholdt møde mellem repræsentanter for Bispebjerg Hospital, de projekterende arkitekter og professor Bjørn Nørgaard samt Plan & Arkitektur til drøftelse af indbliksproblematikken.

De projekterende arkitekter tilkendegav herunder, at man ved detailprojekteringen ville sikre at indbliksmuligheder udelukkes, enten ved undladelse af vinduer, ved tilbagerykning af disse i facaden eller ved afskærningsforanstaltninger eller en kombination af disse elementer. Hospitalet erklærede sig indforstået med en sådan løsning.

På baggrund heraf og for at sikre, at en sådan løsning ikke senere ændres, skal forvaltningen anbefale, at lokalplanens § 5, stk. 3, gives en tilføjelse om, at den tårnagtige opbygning i bebyggelsens nordligste del skal udformes således, at der ikke gives mulighed for indblik til Bispebjerg Hospitals nordvest for beliggende Børne- og Ungdomspsykiatriske afdeling F. Der henvises herom til efterfølgende afsnit Ændring af lokalplanen.

Ad II, skrivelse af 4. april 2002 fra Københavns Bymuseum

Forvaltningen har underrettet det projekterende arkitektfirma om museets ønske om at gennemføre en arkæologisk forundersøgelse, hvilket har hjemmel i museumsloven (lov nr. 473 af 7. juni 2001).

Forvaltningen kan på baggrund af museets tilkendegivelse gå ind for, at lokalplanens § 11 om tilladelse fra andre myndigheder tilføjes sædvanlig bestemmelse om museets adgang til foretagelse af arkæologiske undersøgelser. Der henvises herom til efterfølgende afsnit Ændring af lokalplanen.

Ad 1, skrivelse af 11. maj 2002 fra Haveforeningen Aldersro

For så vidt angår bebyggelsens omfang skal forvaltningen bemærke, at den projekterede bebyggelse med sine svungne linier i såvel facade som tagudformning ikke tilnærmelsesvis vil virke så bastant som en bebyggelse af samme størrelse, udformet i en mere traditionel "firkantet" form. Da bebyggelsens varierede form og karakter netop er grundelementer og hovedide bag projektet, finder forvaltningen ikke anledning til at foreslå ændringer i lokalplanen, der strider mod principperne i det foreliggende projekt.

Med hensyn til beplantning af de ubebyggede arealer bemærkes, at det i lokalplanens § 10, stk. 6, er foreskrevet, at de ubebyggede arealer efter forvaltningens godkendelse skal udformes med en parkagtig karakter, der i videst muligt omfang indgår i en sammenhæng med de omgivende, større grønne arealer. Det projekterende arkitektfirma har i øvrigt tilkendegivet at være interesseret i at supplere den allerede eksisterende træbeplantning.

Ad 2, skrivelse af 20. maj 2002 fra Kuben Byggeadministration A/S

For så vidt angår den for at skabe større handlefrihed i detailprojekteringen ønskede reduktion af det i lokalplanens § 3, stk. 2 indeholdte krav om at lejligheder gennemsnitligt skal være mindst 105 m2 og ingen bolig mindre end 85 m2 finder forvaltningen ikke at kunne gå ind for en sådan reduktion, da det er et væsentligt hensyn, at den kommende bebyggelse sikres indrettet med familieboliger med en god rummelighed.

Såfremt det ved detailprojekteringen måtte vise sig, at det for enkelte lejligheder, eksempelvis i forbindelse med bygningskroppenes afslutning, ikke er muligt på en hensigtsmæssig måde fuldt ud at tilgodese de i forslaget indeholdte krav til lejlighedstørrelser, må dette løses ved en konkret dispensation.

Med hensyn til de foreslåede ændringer af lokalplanens § 6, stk. 2, litra a), dennes § 6, stk. 2, litra d) og sammes § 6, stk. 4, litra c), finder forvaltningen at kunne gå ind for disse mindre justeringer. Der henvises herom ligeledes til efterfølgende afsnit Ændring af lokalplanen.

Ad 3, skrivelse af 20. maj 2002 fra Danmarks Naturfredningsforening, Lokalkomite København.

Forvaltningen kan ikke gå ind for en udeladelse af den tårnagtige afslutning af bebyggelsen, jf. herom det ovenfor under Ad I, skrivelse af 15. maj 2002 fra Bispebjerg Hospital anførte.

Økonomi

Vedtagelse af lokalplanen med tilhørende tillæg til Kommuneplan 2001, der muliggør opførelse af den projekterede boligbebyggelse, er en forudsætning for afhændelse af ejendommen Bispebjerg Bakke 20 til Haandværkerforeningens Fond (Alderstrøst) og Foreningen RealDanmark for den tilbudte købesum på 31.776.000 kr. kontant.

Miljøvurdering

Miljøkontrollen har udtalt sig i sagen på grundlag af høring foretaget af Plan & Arkitektur i forbindelse med lokalplanforslagets udarbejdelse. Der henvises til afsnittet Høring i den i ovennævnte afsnit Baggrund nævnte indstilling angående lokalplanforslaget.

Ændring af lokalplanen

Forvaltningen foreslår følgende ændringer i lokalplanen i forhold til det offentliggjorte forslag, jf. ovenstående afsnit Ad I, skrivelse af 15. maj 2002 fra Bispebjerg Hospital:

Til lokalplanens § 5, stk. 3, tilføjes følgende: "Den tårnagtige opbygning i bebyggelsens nordligste del skal enten udformes uden vinduer eller disse skal ved afblænding eller lignende udformes således, at der ikke gives mulighed for indblik til Bispebjerg Hospitals nordvest for beliggende Børne- og Ungdomspsykiatriske afdeling F."

Endvidere foreslår forvaltningen følgende ændringer i lokalplanen i forhold til det offentliggjorte forslag, jf. ovenstående afsnit Ad 2, skrivelse af 20. maj 2002 fra Kuben Byggeadministration A/S:

I lokalplanens § 6, stk. 2, litra a), ændres "teglsten i en rødlig eller gullig farvetone" til "teglsten i en rødlig og/eller gullig farvetone."

I lokalplanens § 6, stk. 2, litra d), ændres "i træ og/eller aluminium" til "i træ og/eller metal." og efter "ædel træsort" tilføjes: ", samt ved anvendelse af kobber, bronze eller lignende metal, når dette danner en samklang med det øvrige materialevalg."

I lokalplanens § 6, stk. 4, litra c), ændres "armaturer med glødelamper eller anden lyskilde med tilsvarende lys, som harmonerer med bebyggelsen." til "armaturer med lyskilder med tilsvarende lys som glødelamper, og som harmonerer med bebyggelsen."

Endelig tilføjes til lokalplanens § 11 et nyt stk. 3, jf. ovenstående afsnit Ad II, skrivelse af 4. april 2002 fra Københavns Bymuseum:

Til lokalplanens § 11 tilføjes: "Stk. 3. Arbejder, der forudsætter udgravning i grunden, kan medføre påbud om midlertidig standsning af arbejdet i henhold til lov om museer mv. § 26 *****)

*****) Opmærksomheden henledes på, at Københavns Bymuseum som repræsentant for rigsantikvaren bør kontaktes i god tid, forinden et jordarbejde påbegyndes, således at en forundersøgelse kan være iværksat med henblik på at imødegå påbud om midlertidig standsning af arbejdet, jf. § 27, stk. 2. Undersøgelsen sker på bygherrens regning."

Under hensyn til at ejendommen matr. nr. 1064 Utterslev, København, er smallere end de fornødne 10 m, der kræves til beskyttelse af Lygte Å skal forvaltningen endelig foreslå, at lokalplanens § 10, stk. 4, sidste punktum, "Matr. nr. 1064 Utterslev, København, må ikke tilplantes med træer", ændres til: "Det på tegning nr. 27.535 med grå signatur viste område i 10 m bredde over Lygte Å må ikke tilplantes med træer, jf. § 11, stk. 1."

Ændringerne skønnes ikke af en sådan karakter, at underretning i henhold til planlovens 27, stk. 3, er påkrævet, da der er tale om mindre justeringer, der imødekommer indsigelserne.

Lokalplanen vil også efter ovennævnte ændringer være i overensstemmelse med det tilhørende forslag til tillæg til Kommuneplan 2001.

 

 

BILAG VEDLAGT

  1. Liste over modtagne henvendelser
  2. Referat fra borgermøde
  3. Resultat af evalueringsskemaer

 

BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN I BORGMESTERENS FORKONTOR, RÅDHUSET, 1. SAL VÆRELSE 36

Offentliggørelsesmaterialet omfattende indstilling med bilag samt orienteringspjece

Kopi af de i bilag A nævnte henvendelser

 

Erik Jacobsen Jens Jacobsen

 

Til top