Mødedato: 19.06.2002, kl. 13:00

Fjernbusholdeplads i København

Fjernbusholdeplads i København

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 19. juni 2002

 

Sager til beslutning

13. Fjernbusholdeplads i København

BTU 314/2002 J.nr. 2132.0004/95

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. der gives en kapitalbevilling på 2,5 mio. kr. (konto 2.22.3 vejanlæg) finansieret af det afsatte rådighedsbeløb på Vej & Parks anlægsramme til etablering af midlertidig fjernbusholdeplads på Polititorvet samt til retablering af torvet efter fjerbusterminalen, og
  2. mindreindtægten i Parkering København på 1 mio. kr. som følge af nedlæggelse af 52 p-pladser på Polititorvet indarbejdes i forslaget om ny håndtering af parkeringsordningen, jf. Økonomiudvalgets beslutning i sagerne i Økonomiudvalget 124/2002, 143/2002 og 158/2002.
  3. Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller endvidere, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,

  4. de nuværende fjernbusholdepladser i Bernstorffsgade (rute 866 og rute 881) og Ingerslevsgade (rute 999) nedlægges,
  5. Polititorvet for en periode på 2-3 år indrettes og anvendes som midlertidig fjernbusholdeplads, og at alle de berørte ruter henvises hertil, subsidiært at p-pladsen foran DSB's bygningsanlæg på hjørnet af Bernstorffsgade/Kalvebod Brygge anvendes, såfremt der opnås tilladelse fra DSB, og
  6. der i samarbejde med Ørestadsselskabet arbejdes videre med en evt. etablering af en varig fjernbusterminal i Ørestaden.

RESUME

Der er i perioder meget store trafikale problemer forårsaget af meget stor søgning til fjernbusstoppestedet i Bernstorffsgade. En række ruter anvender stoppestedet uden tilladelse, mens andre fjernbusruter har etableret stoppesteder andre steder i byen uden tilladelse.

Forvaltningen har i flere omgange skrevet til de berørte busvognmænd og har desuden anmodet politiet om en skærpet indsats overfor ulovlig anvendelse af holdepladsen i Bernstorffsgade.

Med den kommende liberalisering af fjernbustrafikken kan antallet af fjernbusruter til København forventes at vokse i de kommende år.

Bygge- og Teknikudvalget drøftede sidst spørgsmålet den 24. april 2002, hvor det blev besluttet, at forvaltningen undersøger mulighederne for at samle alle fjernbusser i en ny midlertidig terminal i indre by, samt at forvaltningen arbejder videre med realisering af en varig fjernbusterminal i Ørestaden.

På denne baggrund foreslår forvaltningen, at fjernbusholdepladserne omkring Hovedbanegården nedlægges, og at alle fjernbusruter henvises til en nyt midlertidig fjernbusholdeplads på Polititorvet eller på DSB's p-plads på hjørnet af Bernstorffsgade/Kalvebod Brygge, hvis der kan opnås tilladelse hertil fra DSB. Endvidere foreslår forvaltningen, at der i samarbejde med Ørestadsselskabet og fjernbusvognmændene arbejdes på at etablere en varig løsning i Ørestad eller på ovennævnte DSB areal, såfremt der kan opnås en aftale med DSB herom.

Forvaltningen har drøftet en midlertidig og permanent placering af en fjernbusholdeplads med en række fjernbusvognmænd og deres organisation. Vognmændene finder, at den for dem eneste acceptable løsning vil være en stor holdeplads i gangafstand fra Hovedbanegården. De ser helst en løsning på DSB's areal for enden af Bernstorffsgade. Alternativt vil de foretrække, at den foreslåede midlertidige holdeplads på Polititorvet permanentgøres.

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Efter etableringen af fjernbusholdepladsen i Bernstorffsgade i 2000 opstod der ret hurtigt problemer på grund af meget stor søgning til holdepladsen. Dette betød, at der til tider var kaotiske trafikale forhold på stedet, hvor busser holdt "i anden position" på cykelbanen eller helt ude på kørebanen, samt i Vesterbrogade og på Banegårdspladsen.

De mange busser og passagerer samt bagageaflæsning på kørebanen medfører store gener for den øvrige trafik og en række farlige situationer for trafikanterne.

Samtidig har det vist sig, at nogle fjernbusruter nu har etableret stoppesteder forskellige steder i indre by uden tilladelse. Med den kommende liberalisering af fjernbustrafikken, som træder i kraft 1. juli 2002, kan det forventes, at endnu flere ruter i fremtiden vil køre til og fra København, og at vi derfor også kan se frem til endnu større trafikale problemer forårsaget af fjernbusser.

Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil

De nuværende stoppesteder omkring Hovedbanegården anvendes i dag lovligt af ruterne 866 (Ystad), 881 (Aalborg) og 999 (Malmø-Lund). Observationer på stedet viser, at yderlig et antal ruter anvender stoppestederne uden tilladelse, eller de har etableret eget stoppested i området uden tilladelse.

Bygge- og Teknikudvalget drøftede sidst spørgsmålet den 24. april 2002, hvor det blev besluttet at etablere et fælles midlertidigt stoppested for alle ruter et passende sted i indre by, samt at arbejde for etablering af en varig løsning med en fælles fjernbusterminal i Ørestaden.

Midlertidig fjernbusholdeplads i Indre By

Forvaltningen har undersøgt forskellige muligheder for etablering af en midlertidig fjernbusholdeplads i indre by og må konstatere, at mulighederne er meget begrænsede.

Det har endnu ikke vist sig muligt at leje forpladsen ved DSB's gamle godsterminal i Bernstorffsgade til brug for en fjernbusterminal, da DSB Ejendomme oplyser, at de har andre planer for området og derfor ikke ønsker at udleje arealet til dette formål. Borgmesteren har henvendt sig til trafikministeren om sagen, jf. vedlagte brev, bilag 3.

Polititorvet vurderes derfor at være den bedst egnede lokalitet til etablering af en midlertidig fjernbusholdeplads i indre by. Etableres der en indkørsel fra Bernstorffsgade vil det være muligt at lave en holdeplads for op til 8 busser. En skitse af den fremtidige udformning er vedlagt som bilag 2.

Der er ingen boliger i umiddelbar nærhed af holdepladsen, og Rigspolitiets kontorbygning vil som den eneste nære nabo kunne opleve gener ved denne placering. En fjernbusholdeplads på Polititorvet vurderes ikke at give trafikale problemer, men vil dog medføre at ca. 52 parkeringspladser nedlægges midlertidigt.

Holdepladsen forventes at skulle fungere i 2-3 år frem til en varig løsning er fundet.

Som en konsekvens af etableringen af en fælles fjernbusholdeplads foreslås de nuværende holdepladser ved Hovedbanegården nedlagt.

Permanent fjernbusterminal i Ørestad eller i Indre By

Forvaltningen har udarbejdet en principskitse til en varig fjernbusterminal i Ørestad, umiddelbart syd for Øresundsmotorvejen og jernbanen.

Denne løsning udmærker sig ved at være i umiddelbar nærhed af motorvejsnettet (Øresundsforbindelsen), jernbanenettet (Ørestad St.), samt den kommende metro og et kommende butiks- og forlystelsescenter ("Fields"). På trods af disse objektive fordele må det dog forventes, at en del fjernbusvognmænd ikke frivilligt vil anvende terminalen, da de finder, at den er for langt fra Københavns centrum.

Fjernbusvognmændene har således på møder med forvaltningen givet udtryk for, at de ikke vurderer, at en løsning centralt i Ørestad er et reelt alternativ til en beliggenhed i Indre By. De har tilkendegivet, at de helst her en løsning på DSB p-plads på hjørnet af Bernstorffsgade/Kalvebod Brygge eller, at den midlertidige løsning på Polititorvet permanentgøres.

Forvaltningen foreslår på den baggrund, at der arbejdes videre med at tilvejebringe en permanent løsning i Ørestad eller på ovennævnte DSB-areal.

Økonomi

Etablering af et midlertidig fjernbusstoppested på Polititorvet samt efterfølgende retablering medfører anlægsomkostninger på ca. 2,5 mio. kr.

Anlægsomkostningen foreslås finansieret over Vej & Parks anlægsramme for 2002 (konto 2.22.3, Vejanlæg). Der er ikke reserveret midler til projektet på investeringsplanen, men da nogle projekter forventes at blive billigere end forventet, er der opstået udisponerede midler, som kan anvendes til formålet.

Nedlæggelse af parkeringspladserne på Polititorvet kan forventes at medføre en nedgang for Parkering København i indtægter fra solgte billetter på ca.1,05 mio. kr. årligt. Dertil skal lægges en mistet indtægt i form af færre pålagte P-afgifter.

Det foreslås, at provenuetabet på 1 mio. kr. fra nedlæggelsen af de 52 betalings p-pladser indarbejdes i forslaget om ny håndtering af parkeringsordningen, jf. Økonomiudvalgets beslutning i sagerne Økonomiudvalget 124/2002, 143/2002 og 158/2002.

Finansiering og den fremtidige drift af en varig løsning vil blive nærmere belyst i forbindelse med forelæggelse for udvalget af resultatet af projektudviklingen.

Miljøvurdering

Den kortsigtede løsning, med flytning af fjernbusserne fra de eksisterende stoppesteder ved Hovedbanegården til Polititorvet, vurderes at være miljøneutral. Økonomiforvaltningen har oplyst, at der ikke er VVM-pligt ved etablering af denne midlertidige terminal.

Den langsigtede løsning i Ørestaden vurderes at have en positiv miljøeffekt, da denne løsning vil begrænse bustrafikken i det centrale København.

Høring

Der er den 29. maj 2002 afholdt et møde med de berørte vognmænd og deres organisationer. Her blev det klart, at alle bortset fra én var indstillet på at anvende en midlertidig holdeplads på Polititorvet. Gråhundbus (rute 999 –Malmø/Lund og rute 866–Ystad) ville på mødet ikke give tilsagn om, at man ville følge Københavns Kommunes anvisninger om at anvende Polititorvet som holdeplads.

Der var desuden et stort ønske om en hurtig etablering af en midlertidig holdeplads, samt et ønske om at måtte anvende holdepladsen i Bernstorffsgade frem til den midlertidige holdeplads kan tages i brug.

De fremmødte vognmænd var enige om, at en varig løsning i Ørestaden ikke er en attraktiv løsning, og den generelle holdning var, at man også efter en evt. etablering af en terminal i Ørestaden fortsat ville søge holdeplads i det centrale København.

Forslaget om etablering af midlertidig holdeplads på Polititorvet har ligeledes været i høring hos Københavns Politi med henblik på en trafikal vurdering. Københavns Politi har svaret, at en placering af en fjernbusterminalen med adgang fra den allerede stærkt trafikerede Bernstorffsgade kun vil øge belastningen og dermed påvirke trafiksikkerheden. Politiet kan derfor ikke anbefale en terminal her, men vil gerne medvirke til at finde en alternativ placering.

BILAG VEDLAGT

Bilag 1.: Midlertidig fjernbusholdeplads på Polititorvet

Bilag 2.: Brev til trafikministeren om fjernbusholdeplads på DSB's areal på hjørnet af Bernstorffsgade/Kalvebod Brygge.

 

Ole Bach

 

Til top